04/01/2026
Når overvældelsen rammer og kroppen føles nærmest utålelig at være i, er det ofte fordi vi befinder os i et ekko af noget, der engang overmandede og overvældede os og oversteg vores evne til at håndtere det.
En fortidig situation bringes ind i nuet.
Pågående, voldsom, ubehageligt nærværende.
Så når uroen sætter ind, trigget af et fortidigt ekko, føles det som en trussel, der er faktuel og tilstedeværende lige her og nu, og kroppens forsvar sætter ind med en kraft som om denne forgangne fjende er til stede netop nu.
Hvis du selv kender til dette, så er dét, du mærker, at hele dit indre beskyttelsessystem mobiliserer i forsøget på at sikre og beskytte dig.
Men meget ofte møder vi denne kropslige beskyttelse med selvbebrejdelse. Vi føler, at vores indlejrede biologiske beskyttelsessystem er “forkert”. At vi opfører os mærkeligt. At vi er fejlbehæftede fordi vi føler, vi ikke har kontrol over vores reaktioner.
Problemet er bare, at når vi skælder os selv ud over vores reaktioner, så bliver vi endnu mere utrygge.
Så prøv engang, hvad det gør at skifte spørgsmålet ud.
Næste gang overvældelsen og den indre uro rammer, så prøv – så meget det nu kan lade sig gøre – at stoppe med at være optaget af at finde svar på “hvorfor”.
Prøv i stedet at lægge hænderne på brystet og med et fast, blidt tryk spørge dig selv:
“Hvad har jeg brug for lige nu, når jeg har det sådan her?”
♥️Måske har du brug for at sænke tempoet en stund.
♥️Måske har du brug for at fortsætte med at fastholde et fast og venligt tryk i kontakten med kroppen og mærke den falde mere til ro.
♥️Måske har du brug for et samvær med et trygt menneske, der holder rummet for dig.
♥️Måske har du brug for at høre fra dig selv, eller en du stoler på, at det er okay, du lige nu er, hvor du er. Den stærke uro er midlertidig og klinger af.
Når vi er i det kropsterapeutiske rum, øver vi os i netop det. I at standse en stund. Bare være med det, der er.
Vi møder ikke noget, fordi det skal “fikses”.
Vi møder det, fordi vi ønsker at møde de behov, der ligger bag uroen.
Og da kan kroppen begynde at råbe mindre højt.
Vi er nemlig begyndt at lytte til den med kærlighed i stedet for kritik. Og til os selv.