18/02/2026
At få lærdom og vished på uddannelsen som clairvoyant medie er en gave. Jeg har det lidt som om, at jeg har et ekstra sanseapparat installeret. Før var det uden brugermanual, nu har mine undervisere givet mig en manual, som jeg skal lære at tyde.
Der er symboler, der popper op som små gåder, følelser der skyller ind gennem kroppen, og pludselig sidder jeg dér og tænker: “Okay… den her tristhed er i hvert fald ikke min — jeg havde det faktisk ret fint for fem minutter siden.” Før i tiden troede jeg, at det var mit.
Jeg ser billeder og symboler, som skal tydes.
En rose kan være kærlighed, en nøgle kan være et farvel eller en ny begyndelse, og en kop kaffe kan åbenbart være farmors måde at sige: “Husk nu at tage en pause, skat.” De afdøde er ikke altid højtidelige — nogle gange er de lige så jordnære og lune, som de var i live.
Følelserne kommer som bølger. Taknemlighed. Lettelse. Savn. Kærlighed, så stærk at den næsten får brystet til at sprække — og det er netop dér, jeg ved, at forbindelsen er ægte. Det er ikke mine følelser, men jeg får lov at mærke dem, som et kærligt lån fra en sjæl, der stadig har noget på hjerte.
Og så er der kroppen. Min egen krop bliver et slags oversættelsesværktøj: trykket for brystet, tung vejtrækning der fortæller om vand i lungerne; en tunghed i hovedet, der hvisker om en hjerneblødning; svimmelheden fra et fald samt et smæld i hoften, trætheden fra organsvigt. Det er aldrig dramatisk for dramatikkens skyld — det er information, leveret med en insisteren: “Fortæl dem, så de ved det er mig”.
Musikken er måske det mest rørende. Pludselig spiller en sang inde i mig — en melodi, en strofe, en stemning.
En bryllupssang. En vuggevise. En gammel schlager, der får mig til at smile, fordi jeg ved, at nogen på den anden side stadig har humor. Musikken bliver en bro af minder, hvor ord ikke slår til. Jeg har hørt alt fra Whitney Houston til Poul Bundgaard og i dag et omskrevet nummer med Kylie Minogue.
Det hele gør jeg med ydmyghed. For hvem er jeg, hvis ikke blot et menneske, der får lov at lytte? Jeg står ikke over nogen — jeg står imellem. Mellem kærlighed, der savner, og kærlighed, der stadig findes.
Og ja, nogle gange er det også lidt komisk. Som når en afdød insisterer på at nævne en tabt tandprotese som “bevis”. Ånden vil frem — også når beviset er pinligt. Især dér opstår latteren, og latteren er helende. For midt i sorgen minder den os om noget vigtigt: Kærligheden dør ikke. Den skifter bare form… og får til tider en virkelig sær sans for humor.
Jeg er taknemmelig for at kunne formidle disse beskeder. Taknemmelig for tilliden fra mine prøvekaniner. Taknemmelig for kærligheden, der strømmer igennem. Taknemlig for min viden fra mine undervisere. Og hver gang jeg afslutter en kontakt, sidder jeg tilbage med den samme stille erkendelse:
Vi er aldrig helt alene. Og kærligheden — den finder altid en vej. Selv når vi er gået over på den anden side🫶🏻
