05/01/2024
Helle Rechter - Køge Smerteklinik
Helle kan noget helt unikt.
Min største anbefaling ❤️💙
I disse dage må vi endnu stole på det mere end erfare det: Lyset tager til og mørket slipper. Ja, faktisk er januar vist den måned hvor lyset hurtigst tiltager. Deri er naturens hilsen til det nye år - og til os i det🌹.
Jeg har åbnet klinikåret med et tilbageblik over året, der gik: Mange, mange klienters besøg - mange, mange tak til hver af jer.
Yngste klient var endnu ikke en måned; ældste klient var forlængst fyldt 90.
Hver af jer er kommet med en unik historie, der selvfølgelig skal matches efter min bedste faglige evne med en unik behandlingssammensætning.
Alligevel ser jeg, hvordan især 3 symptom-kategorier har fyldt særlig meget i kalenderen:
migræneramte,
stressramte
og børn, som har det svært enten på grund af smerter i kroppen, sjælen eller på anden vis.
…jeg har ingen yndlingskategori. Jeg har heller ingen yndlingsklienter - eller rettere…: Jeg har kun yndlingsklienter😉.
Tak til hver af jer, som fortsat gør det muligt for mig at leve af min (givetvis ualmindelige) måde at fagnørde på: Anatomisk præcision i blid integration med ord der kan skabe åbninger til sjælen.
Men der er alligevel 1 særlig gruppe af klienter, som for mig er helt unikt specielle: Disse klienter er særlige, fordi det er en gruppe af børn, som “systemet” ofte sætter diagnoser på, fordi man her ser dem med afsæt i hvad børnene ikke kan, ikke magter og ikke rummer. Hos mig er fokus anderledes, for jeg har den frihed, at jeg ikke diagnosticerer. Jeg ser hvad barnet kan og hvor det præcist er, at hvert barn er noget helt særligt.
Vi mødes i samtaler hvor kun fantasien sætter grænser - og mærker sammen efter, hvad der her er zonen for nærmeste udvikling for barnet.
Vidste du iøvrigt, at forskning viser:
Når børn er fordybet i fantasi & leg, så er barnets evne til at sætte ord på sig selv og på verden markant større end i det vi voksne ellers har defineret som værende virkeligheden?😉
Der er derfor mange gode grunde til, at tage fantasi og leg alvorligt❤️.
Af disse skæve børn lærer jeg at se nye vinkler, som ofte tidligere har været blinde hos mig. For det er jo netop, hvad skæve vinkler kan, når vi tør: Se nye facetter.
I denne uge lærte jeg for eksempel noget om heste. Eller…jeg fik en ny indsigt om heste, på en måde som skabte ny ro i mit eget nervesystem et sted hvor der før må have været uro. Faktisk lærte jeg derigennem jo mere om mig selv end om heste.
Og det tankevækkende er, at den information jeg blev givet i sig selv ikke var ny for mig - jeg havde bare aldrig taget den til mig før.
…Kender du det: Et øjebliks erkendelse, som skaber mere rum og plads indeni, fordi erkendelsen blev båret med en særlig timing, eller af et særligt menneske med rette timing?
Oftest er det jo mig, der bærer disse øjeblikke ind i behandlingsrummet😉 - men her var det altså et barn, der et væsentligt øjeblik bar forandringen til mig:
Vi talte om heste.
Barnet, en dreng som vi kan kalde Liam, betroede mig, at hjemme hos ham har de heste. Og dem er Liams søstre ret glade for at ride på, men Liam selv bliver mere glad af andre ting, han gør, end af at ride.
“Så jeg rider altså ikke,” sagde Liam og tilføjede “faktisk er jeg ikke så glad for heste”.
“Jeg vil betro dig en hemmelighed,” svarede jeg Liam og byggede en usynlig bro af fælles forståelse med en sandfærdig erkendelse: “Jeg er heller ikke så glad for heste. Eller…Jeg synes de er ret smukke og fantastiske, men jeg rider altså ikke….For faktisk er jeg vist lidt bange for dem: Jeg synes, de har så store tænder. Og jeg kan mærke”, …fortsatte jeg med at fortælle, imens jeg scannede min egen krops reaktion på det jeg fortalte Liam…”Jeg mærker lige nu, at når jeg tænker på hvor store tænder, heste har, så bliver jeg sådan helt stiv i mine muskler her i skuldrene, og det mærkes ikke rart. Kender du det, at nogle gange så reagerer kroppen på, hvordan man har det, helt uden at man siger noget med ord, bare LYNhurtigt?”
Det kendte Liam udmærket fra andre sammenhænge, som han nu fik mod til at vikle ud samnen med mig. Det er en helt anden historie, som selvfølgelig bliver ham & mig imellem. Men inden vi nåede til Liams krops fortællinger og endnu inden vi ad de veje åbnede for at ændre Liams historie - så ændrede Liam minsandten en del af MIN historie: Han kiggede på mig og sagde eftertrykkeligt:
“Der er det med heste, at når man kigger på hestens tænder, kan man tydeligt se, at den er planteæder … …” Og så holdt han kontakten til mig i sine øjne, gjorde Liam, ganske ordløst og nænsomt bar Liam roen i øjeblikket, som kun et barn kan, imens indsigten sank ind i mig:
Selv en voksen må da kunne forstå, at en planteæder ikke har noget ønske om at skade et levende væsen Lige præcis det lod Liam mig vide, fordi han ikke sagde det direkte, men lod mig opdage det på en ny måde selv på et splitsekund.
Og lige i det øjeblik hvor jeg forstod indsigten i Liams usagte ord, mærkede jeg at roen bredte sig i mit nervesystem. Og kun derigennem forstod jeg: Jeg HAVDE jo været bange. Jeg havde bare været det så længe, at det var blevet en fastgroet vane…og der er det med vaner, at de kan sætte sig fast på umærkelige måder i kroppen og nervesystemet, indtil nogen hjælper med at genkende dem. Først der kan de slippe. Nu hvor jeg lånte ny indsigt og ro af Liam, slappede min krop af; slap vægten af gamle tankemønstre og indgroet frygt.
…Altsammen tog det måske et halvt minut: At bygge en bro af forståelse mellem Liam og mig; en bro bygget af autencitet, som vi sammen kunne bevæge os videre ind i Liams verden af.
Når man arbejder med børn, bør man altid have modet til at bære en åbning ind i sig selv. For børn - og “skæve” børn ikke mindst - fatter tillid, når man viser dem, hvem man er.
Det er i hvert fald min ydmyge erfaring.
Må 2024 blive et år hvor frygt bliver forvandlet til fred.
Hvor uro bliver forvandlet til ro.
I os og omkring os.
…Vi har brug for det. I denne tid måske særligt.
Jeg tror på, det er muligt - faktisk er jeg ganske overbevist om, at lyset vinder over mørket. Ligesom vi vil se det i naturen de næste måneder…
Jeg tror også, at vi kan hjælpe lyset på vej. Skabe flow og frihed, hvor der var stagnation og frygt - som i min historie om hestens tænder🙏.
Jeg tror blot, det kræver, at vi tør være åbne og mærke efter, hvad der får os til at stivne i øjeblikket: Hvornår råber DIN krop særlig højt?
Godt nytår,
H
PS: Måske har du gættet det allerede, nu siger jeg det alligevel klart: Historien om hestens tænder er ganske vist.
Det er også ganske vist, at jeg aldrig skriver om mine klienters inderste forvandlinger uden udtrykkelig godkendelse fra klienten selv.
Og frygt er et sårbart emne. Ingen klient skal føle sig unødigt sårbar i læsning af mine skriv - derfor blev det historien om hestens tænder, jeg fortalte dig, som eksempel idag.
For frygt kender vi alle, også gamle terapeut-krager som mig😉.
-
Som altid:
Du gør mig glad når du deler mine skriv med nogen, du tænker, kunne finde værdi i det.
Og ja, jeg har også i 2024 ambassadør-rabat til alle jer, der inviterer nye klienter ind til mig med “Se lige her”, eller “Det har virket for mig”…
