10/04/2026
Kroppen husker det, vi ikke altid har haft ord for.
Det, vi ikke fik mærket, udtrykt eller mødt, sætter sig ikke bare “psykisk”
det lever videre i kroppen.
I et neuroaffektivt og kropspsykoterapeutisk perspektiv (bl.a. van der Kolk, Levine) forstår vi kroppen som et sansende system, der lagrer erfaringer især dem, der var for overvældende til at blive reguleret i øjeblikket.
Derfor kan kroppen begynde at tale, når noget indeni mangler at blive mødt.
Hofterne kan bære på tilbageholdte følelser
det, der ikke fik bevægelse eller plads.
Skuldrene spænder, når vi bærer for meget ansvar, pres og det, vi ikke fik delt.
Lænden kan afspejle usikkerhed og manglende støtte både indefra og udefra.
Kæben holder fast i det, der ikke blev sagt vrede, grænser, ord der blev bidt i sig.
Brystet kan rumme sorg
følelser der ikke fik lov til at flyde.
Nakken kan blive et sted for indre konflikter når vi står mellem “jeg vil” og “jeg burde”
Maven reagerer ofte på frygt og utryghed her mærker vi nervesystemets alarm.
Hænderne søger kontrol
når noget føles usikkert eller glider.
Knæene kan afspejle modstand eller manglende retning bevægelsen frem i livet.
Kroppen er ikke forkert.
Den forsøger ikke at modarbejde dig.
Den forsøger at regulere, beskytte og fortælle.
Når vi begynder at lytte ikke med hovedet, men med nærvær åbner der sig en mulighed for at forstå det, der ligger bag spændingen.
Ikke som noget, der skal fixes.
Men som noget, der skal mødes.
For kroppen lyver ikke.
Den taler et stille, ærligt sprog.
Og når vi lærer at lytte, begynder den også at give slip.
Heidi Bremer
Psykoterapeut / Akupunktør
med egen historie i ryggen og rum for andres ❤️
