06/02/2023
Så vigtigt et input i debatten! 'For det er blot en dag. Mere' - Men er det et skridt i den rigtige retning?
Er det arbejdsmarked og det uddannelsessystem, som vi er i gang med at sætte retning for, for alle? Kan alle, der gerne vil være med, være med? Og er de rammer for liv, som vi udvikler på lige nu, de bedst tænkelige for de børn og unge, som bliver fremtidens voksne? ❤️
Regeringen har planer om at fjerne Store Bededag, så vi kommer til at arbejde mere. Og hvad er det nu for noget forkælet pjat at brokke sig over? Én dag, der skal redde os alle - fordi Vækst jo er mere hellig end en helligdag. Det kan da ikke være så slemt.
Tjah, og tænker man sådan om det, forstår jeg det såmænd godt. Mit gæt er, at det formentlig er de mere privilegerede af os, som lettest ender med den konklusion. For det er blot én dag. Mere.
Én dag mere, hvor du starter dagen med at aflevere dit barn i en institution, du i bund og grund ikke er helt tryg ved, har rammerne for at tage godt hånd om dit barns udvikling. Én dag mere, hvor dit parforhold knirker, hvor I begge ved den bedste kur er de samtaler, som I altid er for udmattede til at tage. Én dag mere, hvor arbejdet er blevet så grænseløst, at du aldrig rummer overskud til at fordybe dig i dine interesser, når du holder fri. Interesser, som ellers heler og restituerer dig. Én dag mere, hvor du ikke fik tid til at besøge dine forældre på plejehjem, og derfor ikke ved, hvordan de har det. Én dag mere, hvor du er nødt til at ignorere, at din teenagedatters trivsel knirker mere end godt er. En dag mere til at blive fyldt med skam, sorg og afmagt.
Synes du jeg overdriver og bliver lidt patetisk, så tilgiv mig. For det er den slags fortællinger jeg hører om hver dag. Pligtopfyldende mennesker, der gør deres yderste for at slå til som arbejdskraft, kollega, forældre, partner, datter, pårørende, ven, frivillig.
Mistrivsel og stress fylder alarmerende meget for alt for mange. Særligt blandt de unge går det den helt forkerte vej. Hver tredje til femte unge menneske mellem 16-24 år melder om dårligt mentalt helbred.
Rigtig mange af os oplever at ræse afsted i højt tempo. Der stilles i stigende grad krav til, at vi er tilgængelige på skæve tidspunkter, og jeg gætter på de fleste kender til, at det tager mere tid, end vi har, at falde ned, slappe af og finde ro. Vi ser, at nogen – dem, der kan – trækker i nødbremsen for at drosle ned, eller melder sig ud af hamsterhjulet.
Vi ser også stresstegnene blandt psykologerne. I slutningen af 2021 svarede over halvdelen af psykologerne, at de i løbet af det seneste år i meget høj eller høj grad har oplevet et tiltagende arbejdspres.
Mere end hver tredje psykolog svarede, at de altid eller ofte har følt sig stresset pga. arbejde inden for de seneste 14 dage. Tendenserne ser vi desværre mange steder. Stress rammer os som psykologer ligesom alle andre faggrupper. Stress er et samfundsproblem.
Ja, der mangler arbejdskraft. Ja, væksten er formentlig en forudsætning for velfærd. Men hvis acceleration, hastighed, krav og forventninger bliver så høje, at en stigende andel af befolkningen ryger af i svinget – er vi så på rette spor? Der skal være balance. For desværre er sandheden nok, at jo flere, der trækker sig fra arbejdsmarkedet eller fx falder ud af et studie, som er svært at holde til, jo færre er der til at levere i velfærdsstatens maskinrum – fx på hospitalerne, i kommunernes PPR, i skolerne, på plejehjem osv.
Mon ikke regnestykket er mere holdbart i længden, hvis vi sikrer os, at der er balance i måden livet kan leves på? Mon ikke det betaler sig at investere i et (arbejds-)liv i balance? Hvis vi slider os op – er resultat måske, at flere og flere bliver syge eller vælger et andet og mindre krævende arbejdsliv til? Elles bliver det gode liv jo blot for de få – og var det egentlig meningen? Og hvad fører det til? Modsvaret er væsentligt – og derfor håber jeg regeringen ved, hvad den sætter i gang.
Jeg tror på vi skal værne om et trygt og stabilt samfund med stor sammenhængskraft på tværs af befolkningen. Med den høje tillid til institutioner og myndigheder, som gennem mange år har været så væsentlig en valuta for os. Og vejen derhen, mod Vækst, mod Trivsel, tror jeg er en anden, end vejen gennem mistrivsel, acceleration og for højt tempo til, at flertallet kan følge med.
Jovist. Store Bededag er bare én dag. Ét skridt. Men er det et skridt i den rigtige retning? Og demonstrerer dét greb en forståelse for, hvad det er for en kompleksitet af udfordringer, vi står med?
Hvad tænker du?
