
24/07/2025
BYD VELKOMMEN TIL SANOS NYE CENTERCHEF 🤝
Sano får Rikke Strunz Pedersen som ny centerchef. Rikke tiltræder 4. august 2025 og skal fremover stå i spidsen for Sano, hvor hun – i tæt samarbejde med Gigtforeningens ledelse – får ansvaret for den daglige drift, udviklingen af Sanos tilbud samt at sikre de bedst mulige rammer for både patienter, medarbejdere og samarbejdspartnere.
Rikke kommer med en solid erfaring fra den offentlige sundhedssektor, hvor hun senest har været ansat som funktionschef i Region Sjælland. Her har hun haft ansvaret for de forebyggende indsatser i eHospitalet i Det Nære Sundhedsvæsen │ Region Sjælland, som varetager de sundhedsopgaver, der ligger før og efter et kortere eller længere sygehusbesøg.
Gennem sin karriere har Rikke vist stærke ledelsesmæssige kompetencer og et stort engagement i at sikre høj kvalitet i patientbehandlingen. Hun har desuden en sundhedsfaglig baggrund som ergoterapeut.
Gigtforeningen – herunder Sano og Dansk Gigthospital - ser frem til at byde Rikke velkommen og til samarbejdet 😊