26/05/2026
Retten til at gå i hundene… har også en pris….
Jeg så TV-programmet “Indefra – retten til at gå i hundene”.
Og det ramte noget i mig.
For bag flaskerne, rodet, vreden og opgivenheden…
sad der mennesker.
Mænd, som ikke lignede “onde mennesker”.
Mænd, som lignede nogen, livet havde skubbet hårdt til igen og igen…
indtil de til sidst ikke kunne mere.
Nogle mennesker drikker ikke, fordi de er ligeglade.
Nogle mennesker drikker, fordi noget indeni dem gik i stykker for længe siden.
Og på et tidspunkt blev alkoholen ikke en fest…
men et sted at gemme sig.
Et sted hvor tankerne blev stille et øjeblik.
Hvor skammen dulmede.
Hvor nederlagene blev tålelige.
Hvor ensomheden ikke larmede så højt.
Og det er dét, der gør så ondt at se.
For ingen drømmer som barn om at ende dér.
Ingen drømmer om at miste kontakten til sine børn.
Sin familie.
Sin værdighed.
Sit hjem.
Sig selv.
Men livet har en pris, når et menneske mister håbet.
Og afhængighed er sjældent bare dovenskab eller manglende viljestyrke.
Ofte ligger der sorg bag.
Skam.
Traumer.
Ensomme nætter.
Følelser man aldrig lærte at være i.
Et liv hvor man skulle være stærk så længe, at man til sidst knækkede.
Det gør bestemt ikke al adfærd okay.
Børn bliver stadig svigtet.
Familier går stadig i stykker.
Mennesker omkring dem bliver stadig såret.
Men måske ville verden se anderledes ud, hvis vi turde se lidt dybere end bare flasken.
For bag mange misbrugere sidder der et menneske, som på et tidspunkt mistede troen på, at livet også kunne være blidt.
Og dét er måske noget af det mest hjerteskærende ved det hele.
~ Susie Liv, Klinik Hjerterum
