Appetit På Livet - Klinik For Spiseforstyrrelser

13/01/2026

// Sagt i en af dagens sessioner

Denne udtalelse indfanger meget præcist den bevægelse, som mange oplever, når arbejdet med en spiseforstyrrelse ikke længere kun handler om mad og adfærd, men om relationen til én selv.

For mange har maden haft en vigtig funktion gennem årene. Den har hjulpet med at dæmpe, regulere og skabe afstand til noget indeni, som har føltes for overvældende, for utrygt eller for konsekvensfyldt at mærke direkte.

Ikke fordi man ikke ville mærke sig selv – men fordi det ikke føltes sikkert nok.

Når der gradvist opstår mere accept og en oplevelse af at være ok, begynder forholdet til de indre signaler ofte at ændre sig.

Følelser og behov bliver mindre truende, og man opdager, at det faktisk er muligt at lytte til dem uden at blive væltet omkuld af det.

Og når man kan lytte, bliver det også lettere at handle omsorgsfuldt på det, man mærker. Ikke perfekt, ikke konsekvent, men mere i kontakt.

For mange betyder det, at maden langsomt mister sin regulerende funktion – ikke fordi trangen bliver bekæmpet eller kontrolleret, men fordi der ikke længere er det samme behov for at dulme.

Det er sjældent en hurtig proces.
Men det er ofte en dybt forandrende én.

08/01/2026

Der er en særlig dynamik, der går igen hos mange lige nu.
Træthed i kroppen – og samtidig et pres om at starte nyt.
Nye vaner. Nye mål. Nye versioner af én selv.

Når energien er lav, bliver kravene ofte hårdere. Den indre kritiker får mere taletid, og forholdet til mad kan igen komme til at fylde mere.
Enten gennem stram kontrol eller oplevelsen af at miste den.

Det er ikke tilfældigt. Manglende overskud gør det sværere at regulere sig selv, og lettere at falde tilbage i kendte mønstre.

For mange ligger der noget vigtigt i at stoppe op her. Se sammenhængen. Anerkende træthed som et signal – ikke som et problem, der skal fikses.

Spørgsmålet er måske ikke, hvad du burde ændre lige nu, men hvad du reelt har brug for, for at kunne være i dit liv på en mere bæredygtig måde. Nogle gange begynder forandring med at sænke barren.

07/01/2026

Sagt i en af dagens sessioner:

“Jeg plejede at ville være forelsket i, hvordan jeg ser ud.
Nu vil jeg gerne være forelsket i mit liv.”

Det er en sætning, der meget præcist indrammer den bevægelse, mange er i, når de arbejder sig ud af en spiseforstyrrelse.

For en spiseforstyrrelse har en tendens til at snylte sig ind på livet.
Den tager plads.
Gør verden mindre.
Indsnævrer opmærksomheden til krop, mad, kontrol og vurdering.

For mange har livet i årevis været orienteret udad:
mod andres krav, forventninger (ofte fortolkede),
mod tilpasning, præstation og ønsket om accept –
og væk fra egne behov og følelser.

Vejen ud handler sjældent om bare at slippe kontrollen.
Den handler om at gøre livet større igen.
Mere meningsfuldt. Mere levende. Mere forbundet.

Det er en proces, hvor antennerne langsomt vender indad.
Hvor retten til egne følelser, behov og grænser begynder at fylde mere end frygten for kritik.
Hvor selvtillid ikke længere handler om udseende,
men om oplevelsen af at kunne være i sit eget liv.

Det er ikke en hurtig proces.
Men det er en dybt meningsfuld en.
Og det er smukt at være vidne til.

06/01/2026

Januar har det med at larme.
Ikke fordi vi mangler refleksion – men fordi budskaberne om kropsoptimering er overalt.

Måske mærker du også den velkendte tanke:
“Måske skulle jeg tage mig sammen. Bare lidt.”

Og måske ved du samtidig, at den vej har du gået før.
Mange gange.

For mange handler udfordringer med mad ikke om viljestyrke, men om mønstre, der gentager sig år efter år.
Stram kontrol, efterfulgt af udmattelse, uro og selvkritik.

Hvis der i år skal ske noget andet, er det måske værd at stoppe op et øjeblik og stille et andet spørgsmål end det, du plejer.

Hvad er jeg træt af at gentage i mit forhold til mad?

Forandring begynder ofte dér.

19/12/2025

Dagene lige før ferie har deres helt egen stemning.

Man har holdt tempo længe, og pausen er tæt på, men man er ikke helt i den endnu.

For mange føles det som om energien er brugt op, og små ting begynder at fylde mere.
Man bliver hurtigere irriteret, mere træt, og for nogle begynder maden at larme mere i tankerne.

Det er ofte her, gamle mønstre viser sig igen. Ikke fordi man har gjort noget forkert, men fordi der ganske enkelt ikke er meget overskud tilbage.

I de her dage kan det være hjælpsomt at skrue lidt ned for kravene til sig selv. Ikke ved at fikse eller forstå alting, men ved at give plads til, at man faktisk er færdig for nu.

Nogle gange er det nok at opdage det. Og lade kroppen få lov til at lande lidt, før næste kapitel begynder.

11/12/2025

Det kan være svært at forestille sig, at forholdet til mad kan blive lettere, når man står midt i det.

For mange af dem jeg møder, har det stået på i årevis:
kontrol, overspisning, selvkritik, ambivalens, træthed.

Men det er muligt at få det anderledes.
Ikke fra den ene dag til den anden, men gennem forståelse, små skift og arbejde med det, der ligger bag.

Videoen her indeholder nogle af de sætninger,
jeg hører, når noget begynder at ændre sig.

Når kampen slipper en lille smule.

Når maden ikke fylder hele hovedet længere.
Når der bliver plads til andet end regler og uro.

Måske kan det give dig en fornemmelse af,
at forandring også kan være mulig for dig.

05/12/2025

Du ved godt, hvad du “burde” spise.
Du har hørt det hele før.

Men lad os være ærlige:
Det, der skaber forandring, er ikke mere viden om kalorier, regler eller slanketips.
Det, der gør en forskel, er at forstå, hvorfor du spiser – og hvad du har brug for, når maden fylder for meget.

I min praksis møder jeg mange, der siger:
"Jeg kender jo mine mønstre. Jeg ved godt, hvad der sker."
Men alligevel gentager det sig.
Og så følger selvkritikken. Skammen.
Følelsen af at fejle.

Det er her, mange bliver fanget – for du kan godt have indsigt og stadig ikke føle, at du kan handle anderledes.
Ikke fordi du mangler viljestyrke.
Men fordi der er brikker, du stadig ikke har fået hjælp til at lægge.

Prøv denne lille øvelse næste gang, du spiser på en måde, du fortryder:

– Var jeg fysisk sulten?
– Var jeg blevet for sulten?
– Eller var det en anden form for “sult”?
– Hvad havde jeg egentlig brug for lige dér?

Det er ikke en magisk løsning – men det er sådan forandring begynder:
Med at lytte i stedet for at dømme.

På søndag kl. 16.00 afholder jeg årets sidste masterclass:
“Jul uden overspisning og madstress”
…og det bliver ikke en snak om, hvad du må og ikke må spise.

Det bliver et rum for dig, der er træt af at tage dig sammen – og som længes efter en anden vej.
En vej med mindre skam og mere forståelse.
Også når det hele bliver lidt sværere i december.

Du behøver ikke at være klar til at ændre alt.
Bare nysgerrig nok til at tage det første skridt.

Og ja – du får også en lille gave med dig, hvis du deltager live.

👉 Tilmeld dig gratis via link i kommentaren.

22/11/2025

For mange starter december-presset allerede nu.

Ikke nødvendigvis på grund af maden,
men på grund af alt det, der ligger rundt om:
koordination, planer, praktiske opgaver og forventninger, som kræver opmærksomhed hele dagen.

For klienten i eksemplet viste reaktionen sig først i maden.

Men da hun så nærmere på sin dag,
kunne hun se, at madtrangen kom, når hun havde løbet stærkt længe
uden et eneste øjeblik hvor hun lige tjekkede ind med sig selv.

Når man kan pege på hvad der presser mest,
bliver reaktionen mere forståelig — og det bliver lettere at foretage små justeringer,
der giver lidt mere plads.

Og når der er lidt mere plads, bliver maden mindre styrende.

20/11/2025

Vi er stadig i november –
men for mange begynder december allerede at sætte spor:
Tankerne om maden.
Bekymringerne for vægten.
Og frygten for at miste grebet.

Du vil gerne glæde dig.
Nyde hyggen.
Være til stede med dem, du holder af.

Men i stedet bruger du energi på at planlægge, kontrollere –
eller bagefter kæmpe med dårlig samvittighed.

For når maden får overtaget, forsvinder julefreden.
Og januar starter (igen) med et forsæt om at få styr på det hele…

Det behøver ikke være sådan.

Søndag d. 23. november kl. 16.00 holder jeg en gratis masterclass:
"Jul uden madstress – nyd højtiden uden overspisning og kontrol."

Her får du:
✔️ Indsigt i, hvorfor dine tidligere løsninger ikke har virket
✔️ En metode til at finde ro med maden – selv når december presser på
✔️ En gave med 6 konkrete råd til dig, der ønsker en december uden madkaos og kontrol

Det du lærer, kan du bruge hele året – men det gør en særlig forskel netop nu.

Tilmeld dig her💛

https://masterclass.klinikforspiseforstyrrelser.dk

19/11/2025

Her i slutningen af november begynder maden at fylde mere for mange.

Ikke fordi december er i fuld gang endnu, men fordi den nærmer sig, og det i sig selv kan trigge gamle regler og urolige mønstre.

Det kan være tanker som:
“Jeg skal passe ekstra på nu.”
“Jeg må ikke spise sødt flere dage i træk, for december bliver slem nok i forvejen.”
“Jeg skal have styr på det, inden alt begynder at vælte.”

Når de første julegodter dukker op i supermarkedet, eller når man får en invitation til en julefrokost, kan reglerne blive aktiveret — ofte længe inden noget faktisk er sket.

Et eksempel fra en klient:
Hun blev urolig bare af at se pebernødderne på hylden.
Ikke fordi hun havde spist noget,
men fordi hendes gamle regel om søde sager blev trigget.

Det fik hende enten til at skære hårdt ned
eller til at tænke:
“Det kan også være lige meget nu — jeg prøver at rette op senere.”

Da hun undersøgte reglen, fandt hun ud af,
at den handlede om frygten for at miste grebet i december —
ikke om selve maden.

Hendes modspil blev:
“Én beslutning i dag afgør ikke, hvordan december bliver.”
Og:
“Jeg kan godt være i kontakt med mig selv, selvom der er mere mad i omløb.”

Det fjernede ikke alle udfordringer,
men det tog presset af og dæmpede alarmen.
Fordi fokus skiftede fra at holde reglerne
til at forstå dem.

Når man opdager, hvad der ligger bag en regel, bliver reaktionen mere logisk og lettere at arbejde med —
og det kan give luft allerede nu,
lige før december for alvor går i gang.

15/11/2025

Et vigtigt perspektiv på neurodivergens her.
Ikke fordi udfordringerne ikke findes — det gør de, og de kan være markante.
Men fordi mange mennesker, også voksne med spiseforstyrrelser, alt for ofte ender med at tro, at hele problemet ligger i dem, frem for i de rammer, de forsøger at navigere i.

Opslaget her sætter ord på, hvordan vores moderne miljø nogle gange skaber mismatch med nervesystemer, der fungerer anderledes — men ikke forkert. Det er et perspektiv, der kan åbne for mere forståelse, mindre skam og bedre støtte.

Variation er en realitet. Vanskeligheder er en realitet.
Og begge dele fortjener at blive mødt med nuancer, ikke forenkling.

DER VAR ENGANG …. verdener, hvor de adfærds- og opmærksomhedsmønstre, som i dag rubriceres som psykiatriske symptomer, ikke blev opfattet som tegn på indre forstyrrelse - men blot forskellige måder at være til på. Forskellige måder at sanse, reagere, relatere, fordybe sig, beskytte sig, organisere sig og skabe mening.

Og netop her begynder denne fortælling — og den bekymring som dette opslag handler om. For når danske politikere taler om “færre diagnoser”, eller når Trump taler om at “udrydde autisme”, gentager de en eugenisk logik i nye klæder: At mennesker skal tilpasses rammen — ikke rammen menneskene.

Det betyder:

👉 At den variation, der tidligere var — og andre steder er — variation i funktion, bliver til diagnoser.
👉 At mange af de træk, der blot er reaktionsmønstre tilpasset specifikke økologiske nicher, nu identificeres som symptomer på dysfunktion.
👉 At vores moderne verden er blevet så snæver i sin tolerance, at ordinær menneskelig biodiversitet kollapser til patologi.

Konsekvensen er ikke abstrakt.

Det er børn der medicineres ud af deres naturlige perceptionsmønster.
Det er unge der lærer at deres nervesystems respons er forkert.
Det er forældre der mister tilliden til, hvad de kan mærke.
Det er venner og kolleger der forsvinder ind i skam.
Og det er et samfund der systematisk udrydder præcis den kognitive og sensoriske variation, der evolutionært har drevet vores overlevelse, sociale innovation, kulturelle kreativitet og teknologiske gennembrud.

Vi kalder det behandling.
Men det er ensretning af diversitet.​​​​

I jæger-samler-samfund, i agrare fællesskaber, i førmoderne strukturer - var det funktionelle variationer:

🔹 Ekstrem sanselighed fangede løvraslens retning, rovdyrs lugt, barkens smag der skilte gift fra føde.
🔹Dyb fordybelse løste flintknapperi, vævning, navigation gennem stjernemønstre.
🔹Intens opmærksomhed og hyperårvågenhed holdt natlige vagter, læste spor, registrerede det minimalt anomale.
🔹Ritualisering og rigiditet i systematik sikrede jagt-timing, høst-rytmer, og vandringscyklusser.
🔹Let afledelighed og impulsivitet fangede byttet der pludselig dukkede op, og undveg faren der ikke kunne forudses.
🔹Social selektivitet skabte dybe alliancer i små grupper frem for overfladisk kontakt i store.
🔹Mønstertænkning læste årstidsforskydninger, dyrebevægelser, vejrsystemer.
🔹Behov for tilbagetrækning genopbyggede nervesystemer efter jagt, kamp, fødsel.
🔹Højt energiniveau drev migration, byggeri, og langdistance-transport.
🔹Stærk systematisering katalogiserede hundredvis af plantearter, gift-kombinationer, territorier m.v.

Intet af det var symptomer.
Det var funktionel diversitet.

I dag møder de samme neurologiske konfigurationer en verden, der ikke har brug for dem — og derfor gør dem til patologi:

Ekstrem sanselighed, der tidligere fangede subtile signaler nødvendige for overlevelse, møder nu kunstigt lys, syntetisk lyd, kemisk lugt i miljøer man ikke kan forlade. Den bliver til “sensorisk reaktivitet” — ikke fordi nervesystemet fejler, men fordi miljøet er blevet ubeboeligt for den type perception.

Dyb fordybelse, der tidligere løste komplekse opgaver over tid, møder nu krav om konstant skift mellem fragmenterede aktiviteter. Den bliver til “rigiditet” — ikke fordi fokus er patologisk, men fordi strukturen straffer kontinuitet.

Intens årvågenhed, der tidligere beskyttede kollektivet, møder nu trusler man ikke kan handle på: deadlines, sociale hierarkier, abstrakte fremtidskrav. Den bliver til “angst” — ikke fordi systemet er defekt, men fordi det reagerer præcist på fare det ikke kan flygte fra.

Impulsivitet og handling uden tidskrævende eftertanke, der tidligere sikrede respons i kritiske øjeblikke, møder nu 8 timers stillesiddende institutionsliv. Den bliver til “ADHD der kræver medicinering” — ikke fordi energien er forkert, men fordi rammen ikke rummer bevægelse.

Det er ikke identiske fænomener.
Det er træk, der er blevet gjort til lidelse gennem miljømismatch. Samme neurologiske variation — forskellig økologisk ramme — radikalt forskellig oplevelse af funktion versus dysfunktion.​​​​​​​​​​​​​​​​

Problemet er ikke variationen.
Problemet er at én specifik kulturel form — den institutionaliserede, standardiserede, accelererede — er blevet universaliseret som den eneste gyldige menneskelige betingelse.

En verden der kræver at man:

– Lærer gennem abstrakte symboler i årevis før praktik tillades
– Sidder kunstigt stille under neonlys i 6-8 timer dagligt
– Skifter opmærksomhed hvert 45. minut på signal
– Tåler 30 menneskers simultane energi i lukkede rum
– Følger sociale scripts der ændrer sig med stor hast per skiftende kontekster (fx frikvarter og timer) - uden eksplicit forklaring
– Producerer lineært, målbart, kontinuerligt

I den ramme bliver økologisk variation nødvendigvis til dysfunktion. Og mennesker — ikke strukturerne — gøres til interventionsobjekter.

Vi ser det i hverdagen:

🔹 Barnet der ikke lærer i klasselokalet, men absorberer viden når det bygger, går, rører.
🔹 Tumlingen der “eksploderer” derhjemme efter 6 timers sensorisk overstimulering i institutionen.
🔹 Eleven der kollapser under gymnasiets fragmenterede tempo, men fordyber sig i et emne i 12 timer uden pause - alene om natten..
🔹 Medarbejderen der nedbrydes i open office — lys, lyd, øjenkontakt, afbrydelser — men producerer i flow derhjemme.
🔹 Den unge der får panikangst i supermarkedet, men regulerer sig fuldstændigt og fleksibelt i en skov.

Der er ingen “sygdom” der forsvinder og genopstår.
Der er et nervesystem der reagerer præcist, kontekstspecifikt, funktionelt på forskellige miljøbelastninger.

Det vi kalder symptomer, er friktionen mellem biologisk variabilitet og kulturel monokultur.

Når politikere derfor taler om “for mange diagnoser” uden samtidig at tale om: 8-timers institutionsdage, 90 decibel i kantiner, standardiseret læring, sociale krav der forudsætter neuronormativ intuition, immobilisering uden mulighed for bevægelse og initiativstyret aktivitet, samt fraværet af praktisk og sanselig læring — afslører det en fundamental analytisk fejl:

Problemet er ikke overdiagnosticering.
Men undermiljøisering.
Der er ikke for mange diagnoser.
Der er for få økologiske nicher.

Ligesom monokultur i landbruget skaber sårbarhed, skaber kulturel monokultur psykisk sammenbrud.
Det er variationen — den kognitive, sensoriske, sociale — der giver resiliens, perspektiv, innovation.

Når Trump siger at han vil “udrydde autisme”, opererer han indenfor en forståelse hvor neurologisk variation er patologi. Men han taler ikke om sygdom.
Han taler om specifikke måder at organisere perception, hukommelse og mening på.
At ville udrydde det er ikke sundhedspolitik.
Det er biologisk ensretning.
Det er eugenik i ny forklædning.

Hvis bare de højest råbende forstod:

At det vi kalder “symptomer” er nervesystemers præcise respons på miljømismatch
At diagnoser er kulturens sprog for variation den ikke længere kan rumme
At “afvigelse” ofte er den funktionelle respons på afvigende miljøer (det moderne liv er historisk anomalt)
At lidelse ikke primært opstår i nervesystemet, men i friktionen mellem nervesystem og miljø

Så ville vi ikke tale om at reducere diagnoser.
Vi ville tale om at diversificere rammer.

Det er det Nervesystemet Først! arbejder for:

Flere økologiske nicher i uddannelsessystemet, arbejdsmarkedet, det sociale liv.

Færre nervesystemer der presses ud over deres biologiske tolerance.

Flere strukturer, der kan matche menneskelig variation.

Mindre patologisering af det, der blot er forskellig neurologisk organisering

For vores børn er ikke symptomer.
De er ikke diagnoser.
De er ikke afvigelser fra en norm.

De er variation — funktionel, nødvendig, historisk normal.
De er den biodiversitet, som monokulturelle institutioner ikke længere kan rumme.

De fortjener en verden med plads til flere måder at være menneske på — ikke en verden, der forsøger at normalisere dem ud af eksistens.​​​​​​​​​​​​​​​​



Illustration: AI

05/10/2025

//Når maden og kroppen hænger sammen.

Mange tror, at kampen med maden kun handler om mad.
Men ofte handler den mindst lige så meget om kroppen.

Når vi føler os forkerte i kroppen – for store, for små, for anderledes eller bare ikke “rigtige nok” – bliver maden let et redskab til at dulme, kontrollere eller skabe ro.
Vi prøver at fikse kroppen gennem regler, restriktioner eller nye begyndelser.

Men det, vi i virkeligheden længes efter, er ikke kontrol.
Det er fred.

Fred med kroppen, så vi ikke hele tiden skal præstere for at føle os okay.
Fred med maden, så vi kan spise uden dårlig samvittighed.
Fred med os selv – så vi kan leve, uden at alt handler om, hvordan vi ser ud.

Når du begynder at skabe et mere nænsomt forhold til kroppen, ændrer forholdet til maden sig også.
For kroppen og maden hænger sammen.
Når kroppen ikke længere føles som en modstander, behøver maden ikke længere være et kampfelt.

Den 22. oktober afholder jeg online workshoppen “Bryd med kropsskam – en workshop om kropsaccept.”

Her arbejder vi med at forstå, hvad kropsaccept egentlig betyder – og hvordan det kan være nøglen til mere ro omkring mad, krop og dig selv.

For tilmelding: Skriv “kropsaccept” i kommentarfeltet, så sender jeg dig linket 💛