Psykolog Tine Mølgaard

18/06/2025

At blive helbredt for fællessangsallergi🩺

I dag skulle Martin og jeg sige farvel til en virkelig dejlig flok, der har været en del af den narrative uddannelse for hospicemedarbejdere.

Jeg ankom med en ret slem form for fællessangsallergi. Fra min tid i PPR havde jeg en erfaring med, at fællessangen ofte varslede annoncering af trælse organisationsforandringer og budgetbesparelser.

Jeg vægrede mig, når vi skulle synge om Livstræet, mens stresssymptomer og frustration over vilkårene for børnene, de unge og deres voksne rev i mit sind.

Men på hospice er det noget man gør. Synger
morgensang. Og til at begynde med, reagerede jeg instinktivt med en ironisk distance. Men som uddannelsesdagene gik, forstod jeg mere og mere hvad det kan, når ånden er rigtig og rammen er meningsfuld. Og det var den.

I går fik jeg min helt egen sangbog med hilsner i fra de sødeste kursister, og i dag føler jeg mig næsten helt helbredt.

Der kan man bare se.

27/05/2025

Med præstationsængstelsen som følgesvend

For anden gang på 6 måneder, er jeg landet i CPH lufthavn efter et besøg i Frederikshavn PPR. I december var jeg inviteret til at tale om det praksisnære PPR-arbejde til en temadag for kommunes psykologer, specialpædagogiske konsulenter og ungeguider.

Hver gang jeg skal holde oplæg, bliver jeg ramt af præstationsængstelse pga. “hvad nu hvis”. For ‘hvad nu hvis’ jeg glemmer vigtige pointer. ‘Hvad nu hvis’ medarbejderne ikke finder det meningsfuldt og omsætteligt i deres praksis, og de dermed føler, at jeg har spildt deres tid. ‘Hvad nu hvis’ de synes, at jeg er for meget.

Tilbage i december var jeg nok særligt ramt af det sidste ‘hvad nu hvis’, ud fra en fordomsagtig logik, der sagde mig, at jeg utvivlsomt ville være for meget i Nordjylland.
Det var jeg sikkert også, men så meget desto større en modgift blev det, da de inviterede mig tilbage til at gentage oplægget, men for hele PPR. Præstationsængstelsen fik dog fornyede kræfter af, at der nu sad 50% og havde hørt pointerne før..

For at tæmme den lidt, havde jeg forsøgt at lave et nyt oplæg, men med justeringer fra sidst. Det fik den til at falde lidt til ro, selvom den særligt frygt for at blive afsløret i, at jeg genbruger jokes til gengæld sneg sig ind…😏

Anden del af dagen blev brugt med psykologgruppen i oplæg og samtaler om, hvordan man kan forholde sig, når henvisningspresset bliver massivt, når man skal skrive og tale om det svære, der kan fylde i børn liv, og når vi ønsker at lave konkrete fællesskabsorienterede indsatser, hvor vi gør noget med professionelle, børn og forældre, frem for at gøre noget ved eller for dem.

Jeg tager glad hjem. Taknemmelig over, endnu engang at blive inviteret ud i PPR-feltet og få lov at dele min begejstring og betragtninger. Jeg elsker duften af savsmuldet og hylder dem, der er i manegen.

Og så må præstationsængstelsen komme med på slæb, for jeg tror den udspringer af en ydmyghed og respekt for det arbejde, der foregår “derude”, og som er kendetegnet ved en uendelig kompleksitet og alvor.

Det var bare det.

25/02/2025

"Jeg ved jo godt, hvad der skal til, men jeg har ikke tiden og rammerne til det"

Jeg er så privilegeret, at jeg får lov at arbejde med både lærere, pædagogisk personale og PPR-medarbejdere.

Hvis jeg havde fået en krone for hver gang, en professionel har udtrykt ovenstående, havde jeg ikke behøvet at sætte penge af til pension...

I stedet for at sidde fast i diskussionen om "mistrivsel eller ej", bør vi tale langt mere om, hvilke udviklingsvilkår vi tilbyder vores børn og unge samt de voksne, der er omkring dem i hverdagen.

Hver måned siger dygtige lærere og pædagoger op, og forlader klasseværelserne, dagtilbudsstuerne, og fritidshjemmene.

Tendensen ser ikke ser ud til at vende, og det er en reel katastrofe - både nu og på længere sigt. Og ikke mindst vil det få betydning for det fundament, vores samfund bygger på.

De voksnes arbejdsvilkår, bliver børnenes levevilkår, og dét drømmer jeg om, at der kommer langt større fokus på.

Akut mistrivsel eller ej.

I 2022 skrev over 1200 psykologer under på et brev til Christiansborgs politikere.

Jeg står stadig ved de anbefalinger, vi kom med der:

"... vi anbefaler at begynde med at sikre, at der i praksis er tilstrækkelig mange veluddannede pædagoger i daginstitutionerne med den fornødne tid og normering til de vigtige samspil med børnene, der er afgørende for deres videre udvikling. Det en af de vigtigste forebyggende indsatser.

I skolerne anbefaler vi, at lærerne får mere forberedelsestid til at lave en motiverende og inspirerende undervisning, som passer til børnene, frem for at børnene skal passe til undervisningen. I den forbindelse er det vigtigt med klassestørrelser, der muliggør, at læreren har tid med alle elever, både med henblik på relationsarbejde og hjælp til det faglige. Nogle elever har behov for hyppig opfølgning og guidning, hvilket der skal være tid og overskud til, så det ikke sker på bekostning af de øvrige elever.

Vi anbefaler, at der tilføres tilstrækkelige ressourcer til sfo’er og klubber, så der kan skabes gode og pædagogisk funderede fritidstilbud med tid til nærvær. Vi ser ofte, at børn, der er udfordret på forskellige måder i undervisningssammenhænge, får et frirum i disse tilbud, hvilket har en positiv effekt på deres samlede trivsel og udvikling.

Der skal gøres op med tidskrævende screeninger og tests, hvis ikke pædagoger/lærere/psykologer vurderer dem nødvendige for at lave den rigtige indsats for barnet. Det er afgørende at bruge tiden på det, der giver faglig mening, frem for dokumentation af det, vi allerede ved.

PPR-medarbejderne skal sikres arbejdsvilkår, der gør det muligt at være tæt på praksis i dagtilbud og skoler, og kunne bidrage til en sammenhængende og tværfaglig indsats omkring de børn, der har brug for det."

23/01/2025

Kom og vær med eller spred ordet - det bliver fedt!🙌

Optimer din professionelle praksis med PPR. Bliv klogere på, hvordan PPR kan hjælpe dig med at forbedre resultaterne og styrke dit arbejde.

31/12/2024

2024 - A year of firsts…

Mit første år som selvstændig er ved at nå sin afslutning, og hvilket år, det har været. Savnet til PPR-arbejdet, tidligere kollegaer og samarbejdspartnere er ikke blevet mindre, og det hele har på en måde fået sin egen særlige plads i mit hjerte (sammen med lettelsen over ikke at vi ikke har givet helt slip på hinanden).

Til gengæld har det også været året hvor jeg har:

- Udholdt den tilbagevendende panik over ”får jeg nok at lave til at betale vores regninger”-tvivlen
- Haft den kæmpe fornøjelse af superviserer et fantastisk og vanvittig skarpt specialskoleteam i Køge Kommune
- Færdiggjort min første formelle efteruddannelse hos DISPUK
- Har fået mulighed for at tale om mine tanker om måder at gøre PPR på, som jeg brænder allermest for, i en håndfuld kommuner (93 to go!)
- Fået æren af at undervise kommende psykologer på Københavns Universitet i ”How to do PPR” (bare rolig, det var ikke overskriften)
- Fået lov at dele mine perspektiver på tendenser i mistrivsel på børne- og ungeområdet, samt hvad der bliver vigtigt, på temamøder hos hhv. SF Hørsholm, FH Hovedstaden og i Altingets uddannelsesnetværk.
- Været en (lidt fesen) del af debatpanelet hos ”Fagbladet Folkeskolen” (debatindlægsproduktion har harmoneret frustrerende dårligt med opstart af det selvstændige liv..)
- Bakset med at forstå hvordan et regnskab hænger sammen og hvordan man afstemmer det
- Har stiftet bekendtskab med udtrykket split-moms (jeg har stadig ikke helt forstået hvad det er)
- Fået en revisor (jf. ovenstående to punkter)
- Været ude på dybt vand i min bestræbelse på at lave terapi, og opdaget, at jeg ikke drukner (selvom det måske har kunne ligne det og/eller føltes sådan nogle gange...)
- Fået lov at holde oplæg hele 3 gange for de mest vidunderlige medarbejdere og ledere på Gilbjergskolen
- Deltaget i min første (men ikke sidste!) generalforsamling i Dansk Psykologforening
- Holdt en PPR-salgstale til nyudklækkede psykologistuderende på Aarhus Universitet
- Fået udgivet et kapitel i bogen ”Praksisnær PPR”, som jeg er virkelig stolt af
- Holdt oplæg om kapitlet på temadage i Horsens og Roskilde
- Superviseret en perlerække af vanvittigt seje pædagoger, pædagogiske assistenter og medhjælpere fra mere end 26 forskellige dagtilbudsstuer i Ørestaden
- Holdt flere oplæg om børn og unges digitale liv for forældre (og ét for min søns 6.klasse, hvilket var det mest angstprovokerende, men også virkelig meningsfuldt)
- Landet supervisionsaftaler med PPR-kontorer i flere kommuner, som opstartes i det nye år
- Fået et job hos DISPUK (stadig: YAY!) blandt outstanding kollegaer
- Mødt med et hav af gode og inspirerende mennesker.

Jeg er ikke sikker på, at listen er udtømmende, men jeg er virkelig stolt. Stolt over at være nået så langt, når jeg startede året på vaklende ben og med faglig hjertesorg, og uden nogen som helst idé om, hvordan mit arbejdsliv skulle udvikle sig.

Jeg er særligt lykkelig for, at jeg fortsat har kunne beskæftige mig med PPR-området, selvom det er på en anden måde, og ikke mindst, at jeg har fået mulighed for at bruge ”PPR-musklerne” lidt i supervisionssammenhænge på både specialskole og i dagtilbud.

Det er så klicheagtigt, men min største motivation er at bidrage til forandringer, der kan gøre verden til et lidt bedre sted, og selvom der var masser af bøvl i PPR-arbejdet, var det også exceptionelt meningsfuldt at være så tæt på børn, unge og deres voksnes hverdag. Dét har været virkelig svært at undvære, ligesom det har været virkelig svært at gå fra et job, hvor jeg følte, at jeg havde ret godt styr på tingene, til at beskæftige mig med en masse, hvor jeg føler mig grundlæggende usikker (og nogle gange ret elendig).

Omvendt må jeg også bare sande, at det har givet langt flere muligheder, end jeg havde drømt om, for (forhåbentlig) at bidrage til nogle større bevægelser, som måske(?) kan skabe små bølgeskvulp rundt omkring, selvom jeg ikke får lov at se det. Det håber jeg.

Nu ser jeg så frem mod et 2025, hvor der er flere åbenlyst fantastiske ting på tapetet, som fx opstart af efteruddannelse for PPR-medarbejdere, supervisionsforløb med PPR-medarbejdere og dagtilbudspersonale, og selvfølgelig alt det andet, jeg også skal i gang med på DISPUK. Derudover er der også nogle ”jeg-imploderer-af-begejstring”-spændende projekter in the making, som jeg virkelig håber bliver til noget! Nu må vi se.

Kære 2024, tak for dansen – det har været en fest! 2025, show me what you’ve got!

05/12/2024

🪄Effekt af PPR-arbejdet?

I dag har jeg haft den gigantiske fornøjelse at tilbringe 3 timer i selskab med psykologer, specialpædagogiske konsulenter og ungeguider fra Frederikshavn Kommunes PPR.

En af pointerne i mit oplæg er, at PPR-medarbejderens indsats skal være orienteret mod effekt, og heldigvis var der en af deltagerne, der stillede spørgsmålstegn ved hvad jeg mente.

For i disse år er der et stort fokus på effekt, effektmåling, målstyring osv., og jeg har selv været en del af en kommune, hvor “Effektprogrammet” i en længere periode dominerede børne- og ungeområdet. Det ironiske er, at der - ud over at koste en del tid, energi og penge - ikke kom den effekt ud af det, som var planen. Det var der i øvrigt ret mange medarbejdere, der havde stillet spørgsmålstegn ved fra start, men…ja..

Når jeg bl.a. taler om effekt i oplæg om den praksisnære tilgang til PPR-arbejdet, handler det om, at vi (ja…jeg siger stadig ‘vi’ og føler mig som en PPR-psykolog🥺❤️) skal være optagede af, om den indsats vi laver i samarbejdet med lærere og pædagoger (og ledelse og forældre) reelt bidrager til positive forandringer i børnenes hverdagsliv- og fællesskaber.

Nogle gange kan det selvfølgelig også omhandle enkeltbørn, men pointen er den samme: vi må tilpasse vores praksis, så den kan gøre nytte i børnenes hverdag, hvilket jeg har erfaret kan ske, når lærerene og pædagogerne finder PPR-hjælpen meningsfuld og reel.

PPR-medarbejdere (og fagpersonerne i dagtilbud og skoler) kan ikke outshine rammerne. Punktum. Normeringerne i dagtilbuddene er fortsat alt for dårlige og lærernes vilkår for at bedrive god undervisning og relationsarbejde ligeså.

PPR hverken kan eller skal kompensere for de mangelfulde strukturelle rammer. Dét jeg dog mener er, at PPR trods alt skal være i samarbejdet med lærere og pædagoger (og selvfølgelig forældre) på en måde, der trods alt opleves hjælpsomt og meningsfuldt. På den måde er vi forhåbentlig - i det mindste - med til at begrænse skaderne af de årelange forringelser på børne- og ungeområdet. Med andre ord er jeg optaget af nytteetikken i PPR-arbejdet.

Nå, men…over and out fra Aalborg Lufthavn, hvor jeg - i al ubeskedenhed(😉) - sidder og svælger lidt i stolthed over at være blevet inviteret til den anden ende af Danmark for at dele mine tanker om PPR. Jeg har fejret det med nachos og tax-free lakridser!

21/11/2024

Tak til Dafolo - pædagogik og læring for to fabelagtige temadage om Praksisnær PPR i hhv. Horsens og Roskilde🫶

Det har virkelig været fantastisk at få muligheden for at lytte på de mange skarpe betragtninger fra de øvrige bidragsydere, og jeg ville ønske jeg kunne have deltaget for de øvrige workshops😍

Til gengæld har jeg haft en fest med at speedsnakke mig gennem tonsvis af pointer ad 4 omgange, og sender i den forbindelse kæmpe skud ud til de mange der kom og udholdt det😉 Det har været en absolut fornøjelse at være i jeres selskab!

Afslutningsvis vil jeg gentage et af mine (utallige) vigtige budskaber: Danmarks mange dygtige PPR-medarbejdere, der hver dag lægger et kæmpe arbejde i at understøtte et alt(!) for udsultet børne- og ungeområde, fortjener langt langt mere credit end de får. Herfra skal der derfor lyde et KÆMPE hurra og tak for jer og jeres indsats❤️🙌

09/10/2024

🎉 Kæmpe breaking news i mit lille univers! Jeg er blevet en del af DISPUK, der er dét sted udover PPR, der ubetinget har formet mig mest, og som var genstand for min første faglige forelskelse.

Dén blev jeg mindet om ifm. min deltagelse på konsulentuddannelsen sidste efterår og det resulterede i en en uopfordret ansøgning, kun få dage efter mit selvstændige liv havde taget sin begyndelse. Jeg led egentlig af ret heftig hjertesorg efter være stoppet i PPR, men jeg kunne samtidig mærke hvor rigtigt det føltes at være tilbage blandt de fantastiske mennesker på DISPUK, hvor jeg for 11 år siden var i praktik.

I maj kom der så et formelt jobopslag, og det endte på alle måder lykkeligt, for vi har lavet en ordning, der betyder, at jeg både kan fortsætte med mit eget, samtidig med, at jeg langsomt - og over en længere periode - bliver sluset ind på DISPUK. Man ville nok i andre kredse sige, at jeg er gået fra at være hangaround til prospect, med udsigt til en vest i 2025 😏

I den forbindelse er vi i gang med at udvikle den fedeste efteruddannelse for medarbejdere i PPR, hvor vi fusionerer konkrete narrative greb og de erfaringer, jeg kommer med, mhp. klasseindsatser, mødeledelse, konflikthåndtering, dokumentation, samarbejde og den praksisnære tilgang til arbejdet. Resultatet bliver den efteruddannelse, jeg selv gerne ville have været på, da jeg arbejdede i PPR, fordi den tilbyder konkrete værktøjer i et af samfundets mest komplekse arbejdsfelter (jf. legendariske Vibe Strøier).

Jeg glæder mig helt vildt til, at uddannelsen får luft under vingerne næste år, og til – sammen med gode og kloge mennesker på DISPUK - at fortsætte med at bidrage til al det vigtige PPR-arbejde, der foregår rundt omkring i kommunerne. I aften tager jeg forskud på glæderne, når jeg deltager i min allerførste salon som DISPUK-medarbejder – det bliver virkelig stort ❤️

https://www.dispuk.dk/efteruddannelse/efteruddannelse-i-ppr-arbejde/

27/09/2024

🤓About last night…

Endnu engang havde jeg det gigantiske privilegie at få lov at sige noget om PPR-arbejdet, og hvordan det kan udføres.

Min forsøg på at definere det praksisnære arbejde i én afgrænset (og anelse knudrede) sætning, ser nu sådan ud:

“En relationsfokuseret tilgang til samarbejde med pædagoger, lærere og ledelse m.fl. med henblik på udvikling af den pædagogiske praksis, der tager udgangspunkt i- og hensyn til de menneskelige, fysiske og organisatoriske vilkår, der faktisk er tilstede.”…Lad os se hvor længe den holder😏

Tusind tak til de søde og dygtige mennesker i Greve Kommune PPR for jeres opmærksomhed (på trods af det sene tidspunkt), søde ord og, ikke mindst, for den indsats I gør hver dag!💪

20/09/2024

🤓Praksisnær PPR - hvad, hvorfor og hvordan

Det var dagens overskrifter, da jeg havde den kæmpe fornøjelse at besøge PUC (Pædagogisk Udviklingscenter) i Rødovre.

Ifm. formøderne stillede de mig det gode spørgsmål “hvordan defineres det praksisnære?”, og på på bizar vis gik det op for mig, at det er noget af det, jeg har tænkt mindst over. Jeg har brugt masser af tid på
at komme på masser af eksempler på min egen praksis (fordi den jo så på bagkant er blevet defineret praksisnær), så det var en blessing in disguise at skulle forholde mig mere konkret til det, samtidig med at jeg sagde så meget jeg kunne nå, om alt det der for meget er kendetegnende for den måde at arbejde på.

Resultatet lyder sådan her, men måske sætningen allerede er justeret i næste uge:
“En tilgang til samarbejde med pædagoger, lærere og ledelse m.fl. med henblik på udvikling af den pædagogisk praksis, der tager udgangspunkt i de menneskelige, fysiske og organisatoriske vilkår, der faktisk er tilstede.”

Kæmpe tak for invitationen og tilliden til PUC, Rødovre, I er virkelig awesome🙌

I næste uge skal jeg til Greve og dét glæder jeg virkelig også til🤩

06/09/2024

🌟Anmeldelse af “Prakisnær PPR”🌟

Selvom jeg ikke arbejder i PPR længere, kan jeg konstatere, at det ikke har fået mit hjerte til at banke mindre for området. Nærmest tværtimod.

Jeg har så meget energi i at medarbejderne PPR får den anerkendelse, de fortjener, for jeg vil påstå, at der findes få arbejdsfelter, hvor graden af kompleksitet og forskelligrettede dagsordener er højere.

Selvfølgelig er jeg også klar over, at området er under pres, i særdeleshed fordi de som PPR betjener er det. Det er hårdt at være vidne- og forholde sig til så meget afmagt, frustration og lidelse hver dag, men det er også uendelig meningsfuldt at få lov at hjælpe og bistå børns vigtige voksne.

Det er ikke alle steder, hvor de gode samarbejdsrelationer er etableret endnu, men jeg håber at jeg med mit kapitel og de oplæg, jeg får lov at holde i PPR-afdelinger rundt om i landet, kan få lov at inspirere til måder at “gøre” PPR på, som kommer både børn og voksne til gavn.

Derfor er jeg også ved at revne af stolthed over, at anmelderen fremhæver mit kapitel i nedenstående anmeldelse. Det betyder forhåbentlig, at der er perspektiver, der kan gøre jobbet som PPR-medarbejder sjovere og endnu mere meningsfuldt.

I den forbindelse har jeg og nogle virkelig skarpe og gode mennesker i øvrigt noget sindssygt spændende i støbeskeen, så stay tuned….🥳

Når målet er at PPR skal arbejde mere praksisnært, hvordan ser dette arbejde så ud? Hvad skal der til for at nå i mål? Få forskellige bud i antologien, der ifølge anmelderen er uundværlig på PPR-reolen og i udviklingen af samarbejdet mellem PPR og skole.

23/08/2024

🌱At plante frø og håbe de slår rod om en håndfuld år..

I dag fik jeg fik jeg æren af at holde en brandtale om PPR for 250 nyopstartede psykologistuderende på Aarhus Universitet.

Forberedelserne har givet anledning til nogle kærkomne overvejelser om, hvordan så komplekst et felt kan præsenteres på en måde, der dels yder området retfærdighed, og dels kan begribes af studerende, hvis universitetsliv indtil nu angiveligt har bestået af 4 dages ølstafet og social overstimulering.

De virkede dog langt mere opmærksomme og engagerede, end jeg selv formåede i sin tid, og jeg er så glad for at være blevet inviteret.

Da jeg selv var studerende anede jeg - og givetvis en del af mine medstuderende - ikke hvad PPR indebar, og jeg tror det har betydet at mange nyuddannede psykologer har slået sig hårdere end nødvendigt på PPR-arbejdet gennem tiden.

Derfor takker jeg AU for invitationen og for tiltaget, der forhåbentlig betyder, at der om 5 år kommer psykologer ud, der tilvælger PPR aktivt, og ikke fordi “det vist nok er dér man starter som nyuddannet”🤞