Heal your Nature, Ellekær 7A, Herlev Municipality (2025)

01/08/2025

I går havde jeg en ung mand i terapien. Hans tema var, at han godt ville have hjælp til at undgå at skændes så meget med sin bror og med sin mor. Han boede stadig hjemme og det var efterhånden blevet hverdag at være familie på den måde. Hans far var ikke så meget hjemme og som han sagde, så er det ikke nemt at skændes med en som aldrig er der. I øvrigt var han heller ikke specielt nærværende når han så endelig var der.

Men det der virkelig fyldte hos ham, var hans mors alkoholforbrug. Hun var begyndt at drikke igen, han kunne lugte det på hendes værelse og det gjorde ham ked af det. Han vidste ikke hvad han skulle gøre og var bange for, at det var hans skyld, fordi de skændtes så meget.

Derhjemme gik han på listefødder for ikke at vække hendes vrede. Han hadede at hun råbte og han hadede at de skændtes hele tiden. Derfor sad han som oftest og spillede computer og kunne forsvinde ind i en helt anden verden… Han var ensom og bange. Og det var han træt af.

Først og fremmest var det vigtigt, at han fik tid at sætte ord på sine tanker og bekymringer. Tanker som han typisk gik helt alene med, da der ikke var nogen derhjemme som lyttede til ham. Han var som en åben bog. Længtes efter at blive set og lyttet til præcis som han var og med alt der fyldte. Tårerne løb ned ad kinderne og han blev tavs en stund. Jeg favnede stilheden og nikkede til ham, viste ham dermed at han havde al den tid han havde brug for. Jeg var der for at lytte. Han sukkede dybt og fortsatte sin fortælling. Familien vidste godt at moderen havde alkoholproblemer, at hun havde været i behandling og at de syntes, det gik så fint efter hun kom hjem igen. Hun havde lovet at hun aldrig ville drikke igen.

Men han kunne lugte det. Han var sikker på, at hun drak, han kunne mærke det på hende. Hun var uforudsigelig og forsvandt ofte ind i sit soveværelse. Og når hun kom tilbage, så lugtede hun. Han turde ikke at sige noget om det, han prøvede at lade som ingenting selv om hans mave krøllede sig sammen og han følte sig svigtet. Hun havde jo lovet…

Jeg har naturligvis fået lov til at dele dette, resten af terapien vil jeg ikke gå ind i.

Og desværre er han ikke alene. Det anslås, at omkring 109.000 børn i Danmark i dag vokser op i familier, hvor en forælder har et alvorligt alkoholmisbrug. Det svarer til cirka hvert tiende barn. (Sundhedsstyrelsen maj 2023)
Mange går alene med deres tanker, frygt og skam — og lærer at gøre sig usynlige for at passe ind i en uforudsigelig hverdag.

De oplevelser kan sætte spor langt ind i voksenlivet. Mange af de voksne, jeg hjælper i dag, bærer stadig på en stille skyldfølelse: Var det min skyld? Gjorde jeg noget forkert? Kunne jeg have stoppet det?
Svaret er nej. Det er aldrig barnets ansvar. Det er aldrig din skyld.

Hos mig er der plads til det, der aldrig blev sagt højt. Du skal ikke gå på listefødder her. Du må være her med alt det, du bærer — uden frygt og uden skam. Delt skam, er halv skam. Jeg er her for at lytte og jeg hjælper dig på vej til at leve dit liv du drømmer om, med ro, glæde og overskud.

💚 Du er ikke alene. Du er altid velkommen til at kontakte mig, hvis du kunne tænke dig at vide, hvordan jeg kan hjælpe dig.

16/06/2025

Perfekte dage i skønne Sverige med masser af hængekøjer, skønne mennesker, smuk natur, væren, farver og badning i søen. Elsker det!!!

11/06/2025

Delt skam er halv skam

Jeg var engang en pige, der lærte, at jeg ikke måtte tale, ikke føle og slet ikke stole på nogen. Jeg lærte at tilpasse mig, være dygtig, holde masken. Jeg bar min skam som en usynlig kappe—tung og tavs.

I dag er jeg stolt af at være mig, med alt hvad jeg er. Ikke fordi jeg er færdig. Men fordi jeg hele tiden pudser og polerer, justerer og ændrer, så jeg har det godt. Jeg tilpasser mig ikke længere for at blive elsket. Jeg tilpasser mig det, der gør det muligt at være her, jeg lærer og jeg lærer fra mig.

Lidt som i Bushcraft: Improvise, adapt, overcome. En overlevelsesstrategi, ja. Men i dag handler det ikke om at overleve. Det handler om at leve.

Når vi deler det skamfulde, mister det sit greb

Det heler at dele det skamfulde. Når jeg nænsomt pakker det 'grimme' ud—kigger på det med kærlige øjne—sker der noget. Det mister magten.

Skammen smitter, ja. Og det gør mod også.

Når vi deler det, vi troede vi var alene om, sker der noget magisk.
Skammen krymper som dug i solen. Og pludselig bliver det, der før virkede uoverkommeligt, til noget jeg kan være med. Jeg kan sørge. Jeg kan glædes. Jeg kan sove bedre. Være mere nærværende.

Skammen slår revner, når vi tør tale

Mit selvbillede har været smadret i tusinde stykker. Ingen spejle at se mig i. Ingen kærlige øjne, der kunne vise mig, hvem jeg er.
Men der var faktisk kærlige øjne, jeg kunne have set tilbage i – men jeg turde ikke. For jeg bar på en hemmelighed, som truede mit liv, hvis jeg sagde den højt. At møde de øjne ærligt ville have afsløret alt, og det turde jeg ikke dengang.

Men brudstykkerne – de ligger der stadig. Og jeg samler dem op, ét for ét. Kigger på dem. Lytter til dem. Lader dem fortælle deres historie.
Jeg har lært at sidde med mig selv, i stilheden og i stormen. Jeg har vovet at se på det, jeg længtes efter at glemme.
Givet det ord. Givet det farve. Givet det plads.
Og lidt efter lidt har jeg fundet hjem i mig selv. I værdighed.

Skam er ikke skyld.
Skyld handler om handlinger: "Jeg gjorde noget forkert."
Skam handler om identitet: "Jeg er forkert."
Men det var ikke min skyld. Det, der skete, var aldrig mit ansvar.
Det blev bare til min byrde at bære.

Hvad nu hvis jeg ikke er forkert? Hvad nu hvis det bare er noget, jeg har lært – for at overleve?
Hvad nu hvis skammen i virkeligheden er et spejl på alt det i mig, der i årevis blev fortrængt og gjort tavst?

I dag hjælper jeg andre med at finde deres stemme og ståsted.
Jeg hjælper dem med at bære det, der føltes ubærligt alene.
Med at finde modet til at kigge – og blive set.
For det du kigger på, forsvinder.
Og det du fortrænger, forbliver.
Det du tør møde, kan forandre alt.

Vi bærer masker for at overleve

Vi har alle de her forskellige masker vi bærer for at passe ind. Og for at kunne være til. Men når vi tør lade maskerne falde og møder os selv med et venligt sind, kan skammen ikke længere gro.

Og måske er det netop den fælles tone, vi skal lære at synge?
At dele vores skam. At turde spørge: "Hvad er det i mig, der reagerer sådan, når du siger...?"
At kende vores egne systemer og strategier. At vide, at det er mit liv og mit ansvar.
Og at behandle os selv og hinanden med kærlig venlighed, uden at skulle fikse.

At turde tage ansvar og handle med bevidsthed

Jeg har lært, at jeg er vigtig. At mine ord er vigtige og gode nok. At det er okay at føle. At frygten mister magten, når jeg møder den med forståelse.

Jeg har lært, at det er muligt at give slip på det, jeg tror, jeg ved og prøve noget nyt.
Jeg har lært, at bevidsthed forpligter.

Og jeg har lært, at nogle af de mennesker jeg har mødt igennem mit liv, var sendt for at vise mig det, jeg endnu ikke havde lært om mig selv. På godt og ondt. Nu er jeg taknemmelig for læringen.

Jeg lever, derfor lærer jeg

Jeg får ikke altid hvad jeg ønsker. Men jeg får, hvad jeg behøver.
Jeg har lært, at jeg fungerer godt i et fællesskab.
Og at vi alle bidrager på vores egen unikke måde.

For så længe jeg lever, så lærer jeg.
Og så længe jeg lærer, så lever jeg.

10/06/2025

I går, da jeg gik en tur i mosen, lagde jeg ekstra mærke til det skifte, der opstod i hele mit nervesystem efter blot et par minutters gang. Det var som om, at da jeg drejede ned ad en bestemt sti, hvor træerne ligesom lavede et ’tag’ over stien, så opstod der en helt særlig ro og stilhed. Mit åndedræt sænkede sig, mine skridt blev langsommere og duftene i luften blev med ét kraftigere. Jeg var landet.

Egentlig vidste jeg ikke, at jeg trak vejret mere overfladisk end jeg plejer, men jeg havde godt bemærket tankemylderet og den bølgende fornemmelse omkring øjnene og op til toppen af hovedet, ligesom det var blevet sværere at falde i søvn. Tegn på, at jeg skal tage mig selv alvorligt og lige stoppe op og kigge på livet jeg lever. Hvad har jeg sagt ja til, som ikke gavner mig? Hvad har jeg sagt nej til? Og hvor har andre sagt nej til mig?

Der er nemlig sket nogle forandringer i mit liv inden for den sidste måned, der har gjort, at jeg har tilladt mig selv at mærke en snert af vrede, irritation og skuffelse. Og samtidig har det også gjort, at jeg har set nye åbninger, jeg har fået nye muligheder og fundet nye retninger jeg gerne vil udforske. Og netop det sidste har bragt mig en kæmpemæssig energi og drivkraft.

Så nu er det med at få energiregnskabet til at balancere og i dag arbejder jeg ud fra ’Where focus goes, energy flows!

Jeg er natur, du er natur, vi er natur.

When Nature asks me to listen, I listen to Nature.
Tak for igen at sætte et spejl op så jeg kan kalibrere mit indre kompas og sætte mine sejl.

Hvilke svar har du fået fra naturen for nylig?
Og har du lyttet med hjertet?

Kh. Julie 🌿🙏🏻💚

09/06/2025

Kærlighed
Kær-lighed
At kære sig om hinanden og have lighed.

Hvordan vil dit liv mon se ud, hvis du kærede dig om dig selv, på samme måde som du kærer dig om andre?
Og du stod side om side med din partner – ikke over og ikke under. Hverken mere eller mindre, men lige. Ligeværdige mennesker, som både giver og tager.
Med kærlighed. Kær-lighed. At kære sig om og have lighed med hinanden.

Det lyder måske simpelt, men for mange af os er det uvant. Hvis vi er vokset op i ubalancerede relationer, kan det være svært at mærke, hvad vi har brug for – og endnu sværere at sige det højt.
Selvomsorg og følelsesmæssig balance i parforhold hænger tæt sammen med både psykisk trivsel og fysisk sundhed.

I skolen, lærte vi bl.a. fra De 10 bud, at ”Du skal elske din næste som du elsker dig selv”. Ligesom det skulle være mejslet i sten, således er det også mejslet i min bevidsthed. ”Du skal elske din næste som du elsker dig selv”.
Men hvad betyder det at elske sig selv og hvordan skal du kunne det, hvis du aldrig har lært det? Måske har du netop haft travlt med at tilpasse dig gennem hele din opvækst. Du, var den der sørgede for at alle omkring dig havde det godt (og gør det måske stadig) – for så var du i sikkerhed så længe. En vigtig pause, et vigtigt pusterum for dig.

Så i dag vil jeg opfordre dig til at lægge mærke til, hvordan du kærer dig om dem omkring dig, passer dem, opvarter dem – og så prøve at sætte 1 time af, til at give dig selv den samme opmærksomhed. 1 time, hvor du kærer dig om dig selv. Ikke over og ikke under. Hverken mere eller mindre, med lige. Ligesom du giver, således kan du også modtage. Og at give til sig selv fra hjertet og at tillade sig at modtage fra hjertet, det er en kærlighedserklæring ❤️

Hav dig selv kær. Hav din partner kær.
Og hvis du ikke har lært at elske dig selv endnu, så skal du vide, at det aldrig er for sent at lære noget nyt i livet.
Det, du giver fokus vokser ❤️
Alt det bedste til dig på denne dag 🙏🏻💖
Kh. Julie

08/06/2025

Der var noget ved dig…

Forleden, mens jeg var nede at handle, kom en ældre mand hen til mig. Han havde noget særligt på hjerte. Det begyndte med en kommentar om min fyldte indkøbsvogn – og på en eller anden måde drejede samtalen over på min nylige rejse til USA. Derfra kom vi vidt omkring: Trump, verdens udvikling, og hans egen længsel efter at vende tilbage til Nordsverige, hvor han som ung havde tilbragt flere måneder.

Han fortalte levende om hvordan han kun havde sin rygsæk, vandrestøvler, blot købte lidt ind i ny og næ og ellers samlede fra naturen. Han fortalte mig om de snarer, han satte op til at fange små dyr, og om de lokale mennesker han lærte at kende. Han sagde: "Jeg havde kun to filmruller med mig, 36 billeder i hver – det var alt, jeg havde med hjem." Vi talte om, hvordan minder dengang var noget helt særligt, fordi de ikke kunne foreviges i uendelige digitale billeder.

Han delte sin historie. Jeg lyttede.

Så stoppede han op og spurgte pludselig: "Hvad arbejder du egentlig med?"

Jeg fortalte, at jeg er naturbaseret psykoterapeut og arbejder med mennesker i naturen. Han lo lidt og spurgte, om jeg mon stod og analyserede ham. Jeg smilede og svarede, at jeg bare nød hans fortælling – hans liv i Nordsverige, hans længsel.

Noget ændrede sig i ham. Han begyndte at spørge ind til, hvordan jeg arbejder. Han betroede sig i al hans sårbarhed. Pludselig blev han rørt. "Det er mærkeligt," sagde han. "Jeg havde slet ikke tænkt mig at dele alt det her. Men der var noget ved dig. Jeg så dig, da du kom ind, og vidste bare, at jeg ville tale med dig."

Den samtale, der begyndte som en tilfældig bemærkning i et supermarked, blev til 45 minutters nærvær – og endte med, at vi aftalte at mødes igen. Denne gang i naturen.

For nogle gange er det, vi længes efter, ikke kun et sted. Det er en måde at være til stede på. En måde at blive lyttet til.

Kh. Julie 🙏🏻💚

07/06/2025

Noget går igen hos mange af dem, jeg møder i mit terapeutiske arbejde, er en dyb træthed. Ikke kun fysisk – men en afsindig udmattelse der bor i sjælen.

En udmattelse der ofte kommer snigende efter mange år med tilpasning, præstation og overlevelse.
Et liv levet på kompromis med egne grænser og behov.
En følelse af at være alene, også når der er mennesker omkring.

Bag trætheden ligger en længsel.
En dyb længsel efter at blive mødt uden vurdering og uden krav om at være anderledes.
En længsel efter at blive set i det, der er sandt – også når det er rodet, tungt, ensomt eller skamfuldt.

I mit terapeutiske arbejde skabes et rum, hvor alt det får lov at eksistere.
Et rum, hvor ord ikke er det eneste sprog – men hvor stilhed, kreative udtryk og fornemmelser også tæller. Et rum, hvor krop og stemme bliver vækket og mødt med det der er brug for i netop din proces.

Nogle dage arbejder vi i naturen som et spejl på livet du lever, andre dage er vi inde i terapilokalet og benytter bl.a. mindfulness øvelser til at bringe nærvær til det, der mærkes lige nu. Eller hvis du har mod på det, kan hypnose åbne for kontakt med det ubevidste og via positive suggestioner (forslag) også hjælpe dig skabe adgang til den del af dig du længes efter at være.

Det handler sjældent om at “finde sig selv” udefra.
Snarere om at få øje på det, der hele tiden har været til stede.
Lyset. Kraften. Kærligheden.

Når det begynder at træde frem, opstår også evnen og modet til at gå nye veje.
Ikke dem, der er formet af frygt og gamle mønstre – men de veje, der føles som hjem.

Roligt, sansende og med dyb respekt for processen.

Ha’ en rigtig dejlig dag☀️
🕊️ Kh Julie 💚

20/04/2025

Noget i dig ved det allerede. Det er tid til at skabe forandring 🌱

18/03/2025

🙏🏻Dagene er blevet længere og lysere.
Det spirer frem, fuglene synger og solen tager mere og mere fat og måske er vinterjakke, hue og vanter smidt til fordel for mere bevægelsesfrihed.

⚡️Energien bliver boostet med sol, lys og fuglefløjt☀️🌱🐦‍⬛
🤪Forventningen om sommerens komme og ferieplaner… eller hvad det nu kan være.

🌱Er du klar til foråret?
Eller er der stadig vinterstemning og lyst til at putte dig under tæpper med varme drikke, bøger eller maraton serier i tv?

🌱Hvordan gør du dig klar til en ny sæson?

Kh Julie 💚🌷

11/03/2025

…Hvor mange gange havde hun taget ham tilbage? Hvor mange gange havde hun fåret en knugende fornemmelse i maven når hun parkerede bilen af frygt for hvilken stemning hun mødte, når hun trådte ind ad døren? Åhhhh, bare han ikke var hjemme, så kunne hun lige få et par timer til at få ryddet op, lavet mad, vasket tøj… for så kunne det måske blive en af de gode dage. Please, lad det blive en af de gode dage, hviskede hun med hænderne foldet som i bøn…

Men det blev ikke en af de gode dage. Så snart nøglen blev sat i døren mærkede hun en lammende frygt. Hun holdt vejret og kunne ikke flytte sig. Hun ønskede at hun var usynlig og at han ikke opdagede hun var hjemme…

Hun hadede sig selv for at overhovedet være faldet for ham i første omgang, men han var så sød, opmærksom og kærlig dengang de lige var mødtes. Han ringede og skrev søde beskeder om hvor meget han savnede hende og glædede sig til de skulle ses igen. Hvorfor kunne hun dog ikke se det dengang? Det var lige som om alting forandrede sig efter han var flyttet ind. Og nu stod hun dér og ikke kunne få sit eget hjem tilbage. Han truede med at smadre hendes ting, hendes bil og hende.

Hun troede virkelig på at, han ville forandre sig for hendes skyld. Det måtte da betyde noget når han blev ved med at sige at han fortrød de grimme ord han havde sagt og det var jo heller ikke meningen, at han skulle råbe ad hende. Nogle gange blev han bare så trigget, at han ikke kendte sig selv – og hun burde jo vide, at det ikke var hende han så når han råbte ad hende…

Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre, hun følte sig magtesløs. Og hver eneste gang hun nu følte, at hun havde sejret og smidt ham ud, så gik der kun et par dage før hun havde lukket ham ind igen. Han lovede jo bod og bedring. Og så sagde han igen og igen, at han elskede hende og nok skulle forandre sig. Hun ville så gerne tro det.

Men smerten blev større indeni, hun begyndte at lukke sig mere og mere inde, hun sagde nej til veninderne, for hun ville ikke risikere at gøre ham sur. Sidst, havde han kaldt hende en luder og påstået at hun kun skulle ud med veninderne, for at hun kunne komme ud og score en der gad at holde om hende når hun tudede!

Hun var mange gange mødt grædende ind på arbejdet og det blev mere og mere svært at koncentrere sig. Hun mærkede alle stresssymptomerne, hun kendte dem tydeligt, men hun kunne ikke lade sig sygemelde, for hvor skulle hendes helle være, når hun aldrig vidste hvornår han kom hjem og hvad der mødte hende?

💡Denne fortælling kunne tilhøre mange kvinder (eller mænd) der lever i eller har levet i et parforhold med psykisk vold og som oplever magtesløshed, frygt og manglende selvværd. Frygten for at miste sig selv og aldrig at komme til at stole på dig selv og andre mennesker igen.

❔Og måske er det spørgsmål som disse der fylder:
Hvornår nok bliver nok?
Hvordan finder du styrke, vilje og mod til at komme ud af et parforhold med psykisk vold?
Hvordan kan du genopbygge dit selvværd og din tillid til andre mennesker?

🙏Og hvad nu hvis det faktisk er muligt at komme til at stole på dig selv igen?
For det er det er virkelig muligt!

🙏Det kræver selvfølgelig viljen til at ville forandring i dit liv.
🙏Og viljen til at gå vejen selv. Og ja, det kan godt være, at der er bump og forhindringer undervejs, men jeg vil gå ved din side og guide dig nænsomt og kærligt, mens du tager skridtene i dit eget tempo. Forandring kommer først når du er klar til det.

❤Og jeg ved, hvordan det er at leve i frygt, skam og smerte, for jeg har gået vejen selv og jeg har fundet min retning, min power og min stemme. Og jeg ved, at når du lader livet du lever fejre, så bliver der mere at fejre i livet.

❤Og jeg ønsker også for dig, at du skal kunne fejre dit liv, din power og at du kan bruge din stemme!
Har du lyst til at høre mere om, hvordan et forløb hos mig kunne være, så skriv til mig på julie.lindblad@healyournature.com

Kærlige tanker,
Julie 💖

Heal your Nature

01/08/2025

16/06/2025

11/06/2025

10/06/2025

09/06/2025

08/06/2025

07/06/2025

20/04/2025

18/03/2025

11/03/2025

Adresse

Telefon

Internet side

Underretninger

Kontakt Praksis

Genveje

Del

Type