12/03/2026
👨👩👧👦Der bliver slået hårdt på tønden i Børne Unge Steno – selv om det slet ikke er fastelavn. Børn med diabetes og deres forældre mødes nemlig på helt nye måder på Steno.
🗨️"Når vi leger med børnene, og de er sammen i stedet for at komme her alene sammen med deres forældre, sker der noget helt andet. Børnene deler en masse med hinanden, og næste gang de ser mig i konsultationsrummet, tør de sige mere end tidligere, fordi vi har haft det sjovt sammen,” fortæller overlæge Lene Lyngsøe, der i dagens anledning er iklædt orange paryk.
👏”Jeg er helt vild med det, fordi det gør noget utroligt godt for vores relation til børnene, og det er jo virkelig vigtigt for at få den bedste diabetesbehandling,” siger hun.
Imens børnene leger, taler deres forældre sammen og deler erfaringer om familielivet, når et barn har diabetes. Flere bliver inspireret til at gøre ting anderledes, end de plejer. Både glæder, sorger og bekymringer bliver delt.
🗨️"Forældrene spejler sig i samme livssituation og er hinandens bedste lærere,” fortæller psykolog Nanja Holland Hansen, der med overlæge Jannet Svensson i spidsen har udviklet det nye koncept at se børn med diabetes på, hvis overordnede mål er større trivsel hos både børnene og deres forældre og dermed også et bedre liv med diabetes.
👉Flere hold af forældre og børn er begyndt i de nye forløb, og flere vil komme til. Håbet er, at alle børn tilknyttet Steno vil komme til at indgå i fællesskaber, hvor man mødes hver tredje måned og leger og taler om f.eks. mad og måltider og om hvordan man kan opnå ro i svære situationer. Sideløbende er der individuelle konsultationer.
🗨️”Min oplevelse er, at vi med det her nye tiltag fylder et hul, hvor forældrene trygt kan reflektere over deres situation og inspirere hinanden til at løse udfordringer på en anden måde, end de først havde tænkt eller gjort,” siger Jannet Svensson.
Også børnene spejler sig i den grad i hinanden.
To piger pjatter lidt i køen til tøndeslagningen og kigger begge på den ene piges sensor på armen.
”Hvornår fik du det?”
”Jeg var to, da jeg fik det”
”Jeg var fem”.
Og så bliver der fjollet videre og slået til tønden.
I denne flok ved alle, hvad ”det” er.
Læs mere om de nye gruppeforløb på vores hjemmeside sdcc.dk:
https://www.sdcc.dk/diabetesklinikken/behandling/boern-og-unge/sider/tilboernogderesforaeldrestenochild(3%e2%80%939aar).aspx