Familiekompasset

22/05/2026

Det er ikke sjældent, at forældre til højt begavede børn beskriver en oplevelse af, at deres barn har meget klare forventninger til, hvordan andre mennesker bør opføre sig, men samtidig kan have svært ved selv at leve op til de samme idealer.

Barnet kan være optaget af retfærdighed eller regler og reagere stærkt, når andre ikke lever op til disse standarder – mens det selv kan ende i konflikter, sige hårde ting, og springe over hvor gærdet er lavest. Det kan opleves som et paradoks. Og som om barnet har både manglende selvindsigt, eller dobbeltmoral.

Højt begavede børn udvikler ofte tidligt et avanceret refleksionsniveau. De opdager hurtigt uretfærdighed, inkonsistens og forskellen mellem det, mennesker siger, og det de gør. Mange af disse børn udvikler derfor også tidligt stærke indre idealer for, hvordan man bør være som menneske.

Samtidig er det højt begavet barn jo bare sin alder følelsesmæssig og barnet kan forstå principper længe før det kan efterleve dem.

Det højt begavet barn kan vide, hvordan man bør reagere i en konflikt, uden selv at kunne regulere vrede i situationen. Eller tale om respekt, men stadig være hårde ved sine søskende. Og der kan være stor afstand mellem den person, de ønsker at være, og den person, de oplever sig selv som i pressede situationer.

Og lige der opstår følelsen af utilstrækkelig og skam, og som konsekvens kan barnet få endnu mere fokus på andres fejl, og fremstå med endnu mindre selvindsigt og empati. Det er en negativ spiral.

Det er her vigtigt at forstå at højt begavede børn, som udgangspunkt har en stærk samvittighed og et stort ønske om at gøre det rigtige. De er skønne og empatiske, men mangler blot de følelsesmæssige strategier og modenhed, før de kan efter egne idealer. Det skal nok komme!

12/05/2026

Ofte taler vi om at højt begavede børn er følelsesmæssigt umodne.

Den ene time taler barnet om verdens konflikter og næste time søger lege, som virker langt yngre end barnets alder. Barnet vil tumle, hoppe i sengen, pakkes ind, kildes eller tale med en lille stemme. Og ja, det kan se paradoksalt ud. Men måske er det ikke umodenhed, vi ser. Måske ser vi et barn, der forsøger at beskytte sig selv.

Højt begavede børn lever ofte med en meget stor mental åbenhed mod verden. De tænker dybt, registrerer nuancer hurtigt og opfanger stemninger, konflikter og bekymringer omkring sig. Mange af dem bærer på tanker og følelser, som deres nervesystem endnu ikke er modent nok til at håndtere alene. De kan forstå mere, end de følelsesmæssigt kan bære.

Når et barn igen og igen bliver mødt mere i sit kognitive kredsløb og ikke i samme grad følelsesmæssig kan der opstå en indre ubalance.

Det er nemlig uden tvivl en fælde for omgivelserne, at vi møder det højt begavede barns intellektuelt. Vi kan glemme at der stadig er et lille barn bag de store tanker, som bare har behov for at blive leget med og holdt om. Vi skal huske at det er gennem leg vi udvikler os følelsesmæssigt. Vi har brug for at lege.

Og nogle gange har højt begavede børn ikke fået den leg de har haft brug for. Verden er blevet stor, alvorlig og komplekst for hurtigt. Det lille barn i barnet er ikke blevet mødt tilstrækkeligt. Der er et udækket behov i det højt begavede barn. Et behov for at være lille.

Når højt begavede børn søger lege, der virker yngre end deres alder, handler det derfor ikke altid om manglende modenhed.

Det kan være en følelsesmæssig strategi. En måde at gøre verden mindre på. I legen kan barnet træde ud af det store ansvar, de mange tanker og den intense opmærksomhed på omgivelserne. Her må barnet være i kroppen fremfor i hovedet. Her må det være afhængigt, sansende og lille.

Så når vi arbejder med den asynkrone udvikling i klinikken, så sker det gennem leg.

Og hvis der er behov, så kan du selv starte med at lege med dit barn allerede i dag. Ikke strategiske lege, men kild, glæde, samspil og sang. Ligesom da dit barn var helt lille.

21/03/2026

Kedsomhed er et misvisende ord

Når højt begavede børn siger, at de keder sig, bliver det ofte forstået som om de mangler noget at lave. Men det handler ikke om det.

Kedsomhed er en forbigående tilstand. Den opstår, når noget ikke lige fanger interessen. Understimulering er noget andet. Det opstår, når barnets måde at tænke på igen og igen ikke bliver mødt. Når tempoet er for lavt, kompleksiteten for begrænset, og læringen ikke giver adgang til ny forståelse.

Der sker simpelthen et brud i forbindelse med læring. Og netop derfor kan konsekvenserne blive alvorlige.

Højt begavede børn er ofte kendetegnet ved en stærk indre drivkraft. De søger sammenhænge, stiller spørgsmål, går i dybden og forbinder viden på tværs. Der er en intensitet i deres måde at være i verden på – en mental energi, som ikke først og fremmest kommer udefra, men indefra.

Den energi er en del af deres fantastisk personlighed.

Når barnet igen og igen oplever understimulering, begynder denne drivkraft langsomt at svækkes. Først forsvinder engagementet i de konkrete opgaver. Derefter reduceres nysgerrigheden. Til sidst kan barnet miste troen på, at læring overhovedet er et sted, hvor det kan finde mening.

I skolen taler lærerne måske om sjusk, uro og modstand.

Men i virkeligheden er det højt begavede barns motivation for læring ved at blive nedbrudt.

Forældre med børn i mistrivsel kommer hos os og fortæller om at noget er forandret. Den intensitet og livsgnist der var med til at definere deres barn er ved at blive nedbrudt. De kan mærke at lyset er ved at blive slukket. Det barn der tidligere stillede spørgsmål uden ophør, fordybede sig spontant og havde en tydelig glæde ved at forstå verden bliver gradvist mere stille. Barnet spørger mindre. Engagerer sig mindre. Trækker sig tidligere ud af læringssituationer.

Hos højt begavede børn er læring, viden og nysgerrighed nemlig ikke blot interesser. Det er organiserende kræfter i deres måde at være i livet på. Når de ikke længere får næring, mister barnet ikke bare lysten til skolearbejde. Det mister forbindelsen til noget, der tidligere gav retning og energi.

Det er en psykologisk belastning og centralt til højt begavede børn mistrivsel.

Præcis derfor bliver samarbejdet med skolen så vigtigt. Det handler ikke bare om at man synes undervisningen og skolen er kedelig. Det handler at den indre fakkel stille og rolig går ud.

Og det må ikke ske!

08/03/2026

At være teenager kan være overvældende for mange unge. For højt begavede unge kan det være endnu mere intenst. De har ofte mærket livet stærkt, siden de var små. De tænker dybt, stiller store spørgsmål og oplever følelser med en intensitet, der kan være svær at rumme. Når verden pludselig åbner sig i teenageårene – med identitet, relationer, retfærdighed, fremtid og eksistentielle spørgsmål – kan det føles som at stå midt i et følelsesmæssigt stormvejr.

Samtidig sker der store forandringer i hjernen. I puberteten gennemgår hjernen en proces, der kaldes synaptisk pruning. Det betyder, at hjernen beskærer og omorganiserer forbindelser mellem nerveceller for at blive mere effektiv på længere sigt. Men i en periode kan det føles, som om systemet er under ombygning. Tanker kan føles kaotiske, følelser kan blive stærkere, og reguleringen kan være sværere end før. For højt begavede teenagere, der er vant til at tænke hurtigt og komplekst, kan denne fase opleves særligt frustrerende.

Midt i det hele begynder teenageren også at tage afstand fra sine forældre. Vi siger de forkerte ting. Vi smasker. Vi lugter. Vi er pinlige. Men det er faktisk et sundhedstegn. Teenageren er i gang med at finde ud af, hvem de selv er. De tester vores teser, deres egne teser og andres teser for at finde deres egen vej i livet.

Som forældre skal vi give plads til den proces. Vores teenager skal ikke være en forlængelse af os. De skal finde deres egen retning. Nogle vender tilbage til meget af det, vi har givet dem. Andre gør ikke. Begge dele er helt okay.

Relationen ændrer sig også. Vi banker på både fysisk og mentalt. Vi går ikke bare ind på værelset, og vi giver ikke råd, før vi bliver spurgt. Vores rolle bliver i højere grad at stå bagved og nogle gange ved siden af.

Og i stedet for kun at spejle deres følelser, kan vi begynde at vise vores autentiske jeg. Vores erfaringer, sårbarheder og livets op- og nedture. Når vi tør være autentiske, spejler vi virkeligheden. Det kan vores teenager bruge til noget.

For mange forældre kan det være svært at give slip på den rolle, man har haft i mange år. Vi har været dem, der trøstede, forklarede, guidede og satte ord på følelserne. Men i teenageårene ændrer behovet sig. Vores vigtigste opgave at skabe plads. Plads til at de kan tænke selv. Plads til at de kan være uenige med os. Plads til at de kan finde deres egne svar på livets store spørgsmål.

Når vi giver vores teenager den frihed, giver vi dem også noget af det vigtigste i livet: muligheden for at blive et helt menneske, der tør stå på egne ben og finde sin egen vej i verden.

10/01/2026

Da jeg arbejdede som PPR-psykolog, blev jeg sendt ud til en ung fyr, der ikke havde været i skole i lang tid. Skolefraværet var kronisk og blevet så omfattende, at systemet var i alarmberedskab. Som PPR

Jeg var i et team med en socialrådgiver og en familiebehandler. Vi skulle arbejde på at få ham tilbage i skole og finde det rette skoletilbud

Ved første besøg kom den unge fyr ud og hilste. Han svarede kort, men var i en samtale med mig. Vi talte om skolen, om hvordan det var blevet svært, om hvad der skulle til for at komme i gang igen. Der blev stillet mange spørgsmål, han ikke havde svar på.
Vi lagde planer. Talte om små skridt. Om aftaler. Og vi kom igen.

Men noget begyndte at ske.
For hver gang vi kom, lukkede døren lidt mere. Først sad han ikke længere med ved bordet. Senere blev han på værelset. Til sidst kom han ikke engang ud af sengen. Han lå med hovedet under puden, vendt væk.

Det var smertefuldt tydeligt, at det, vi gjorde, ikke virkede. I bakspejlets kloge lys så skulle vi have stoppet op og kiggede på vores rolle i indsatsen. Men desværre var fokus alt for meget på ham og hans mistrivsel. Uden øje for vores egen rolle.

Men det er tydeligt for mig i dag, at vi ville for meget.

Vi talte hele tiden om skole. Om fremtid. Om løsninger. Vi stillede spørgsmål, der krævede overblik, refleksion og indre adgang – alt det, han netop ikke havde. Vi havde et mål, han ikke selv havde købt ind på. Og jo mere vi forsøgte at hjælpe ham derhen, jo længere væk kom han.

Undervejs i processen mistede han fuldstændig forbindelsen til sig selv. Til sin egen agenthed. Sin egen oplevelse af at ville noget. For når andre vil så meget på ens vegne, kan det blive umuligt selv at mærke, hvad man vil eller om man overhovedet vil noget.

Det, denne historie peger på, er kompleksiteten i skolefravær. Der findes ingen enkle løsninger, ingen manualer, ingen hurtige genveje. Det er et udtryk for, at noget i barnets liv er blevet for overvældende, for længe.

Vejen tilbage i skole går gennem trivsel. Og trivsel forudsætter, at barnet igen får adgang til sig selv. Til sine egne grænser, sin egen stemme. Til fornemmelsen af at have indflydelse, valg og retning i sit eget liv.

Når et barn ikke kan mærke sig selv, kan det heller ikke mærke lyst. Og uden lyst er der ingen bæredygtig motivation. Motivation kan ikke påføres udefra. Den opstår, når der er plads, tryghed og ro nok til, at noget indefra begynder at svare igen.

Det kræver, at vi som voksne tør stå i usikkerheden. At vi kan acceptere, at vejen ikke er lige, og at tempoet nok er langsomt. For nogle gange er det netop i det rum, hvor der ikke bliver trukket, presset eller ville for meget, at den unge langsomt kan finde tilbage til sig selv.

Og først dér kan bevægelsen mod skolen igen blive mulig.

02/10/2025

Min klumme i information. For spørgsmålet er om Folkeskolen er for alle, eller kun for nogle?

De terper alfabetet, mens de allerede kan læse, og øver plusser, selv om de kan procentregning. Højtbegavede børn mistrives i folkeskolen. Tilbage står forældrene alene i et system, der ikke kan hjælpe dem

24/06/2025

Sådan lød min overskrift i Politiken d. 16 juni.

For er der ikke noget grundlæggende galt i Danmark, når det kommer til børns trivsel. Aldrig har flere børn haft fravær, diagnoser og behov for udredning. Alligevel forbedrer vi ikke hverdagen dér, hvor børn møder velfærdsstaten – i daginstitutioner og folkeskolen. Vi investerer i stedet massivt i sekundær velfærd: behandling, udredning og specialindsatser.

En national VIVE-undersøgelse viser, at kun én ud af ti børnehaver tilbyder god kvalitet. 30 % vurderes at have utilstrækkelig kvalitet. Halvdelen af personalet er ikke uddannede pædagoger, og i middagsstunden er der i gennemsnit 11,8 børn per voksen. Det betyder, at børn ofte ikke mødes med nærvær, guidning eller trøst. Det går ud over deres udvikling, trivsel og selvværd.

I folkeskolen oplever 83 % af lærerne, at der mangler ressourcer. Imens går over hver fjerde krone til specialområdet, selvom kun 6,5 % af eleverne modtager specialundervisning. Kun 15 % fra specialtilbud gennemfører en ungdomsuddannelse. Vi skaber et system, hvor det er lettere at få en diagnose end to voksne i klassen.

Politisk prioriteres psykiatri og behandling – men ikke det forebyggende fællesskab, der kunne have forhindret mistrivsel. Hvorfor bor vi i et land, hvor det er nemmere at få en diagnose end to lærer i klassen? Hvorfor investerer vi nu milliarder i en 10 års plan i psykiatrien, mens pædagoger står alene med mindst 11 børn på stuen og en lærer 25 elever i klassen?

Mit bud: Fordi primær velfærd tager tid. Det tager tid at skabe trivsel og forebyggelse. Til gengæld kan sekundær velfærd designes som afgrænset projekter. Vi kan måle ventetider og sagsbehandling. Det er fordelagtigt for en politiker at give saltvandsindsprøjtninger. Men er det godt nok? Og er det der vi skal bruge pengene? Hvad siger børnene, mon?

01/06/2025

Epistemisk tillid er ofte vores usynlige passagerer!

I mange skoler, specialtilbud og behandlingsinstitutioner står fagpersoner hver dag med børn, der i årevis har levet i mistrivsel, og som ofte har mistet troen på, at nogen virkelig kan hjælpe dem. Børn, der er faldet ud af fællesskaber, har skiftet skole flere gange og måske har opgivet relationen til systemet.

Heldigvis mødes børnene ofte af dedikerede lærere, pædagoger og behandlere, der ved, at relationen kommer før alt andet. Men det, vi ofte glemmer, er, at dét arbejde har et navn: epistemisk tillid. Og at epistemisk tillid på mange måder skal være vores faglige fundament.

Epistemisk tillid handler om barnets grundlæggende tro på, at voksne vil det godt og har noget meningsfuldt at tilbyde. Når denne tillid er intakt, kan barnet åbne sig, lære nyt, tage imod hjælp og danne relationer. Når den er lav så lukker barnet sig. Det tør ikke tro på, at denne gang bliver anderledes.

Når vi arbejder roligt, forudsigeligt og bliver ved, også når barnet tester og afviser os, så arbejder vi med at genopbygge den epistemiske tillid. Vi lægger byggestenene til, at barnet langsomt kan begynde at tro, at det kan betale sig at være i kontakt. Det er ikke et sidespor til udviklingsarbejdet, men selve kernen. Og derfor bør epistemisk tillid ikke være noget, vi blot antager eller nævner i forbifarten. Det skal ind i vores faglige mål, vores pædagogiske tilgang og vores handleplaner.

For alt for ofte bliver det arbejde, som i virkeligheden er det sværeste og mest centrale, usynligt. Vi laver mål om mentaliseing, regulering, læring og social deltagelse – uden at spørge: Har barnet overhovedet tillid til, at vi kan hjælpe?

Når vi mangler et fælles sprog, risikerer vi at reducere det vigtigste arbejde til ’opstart’, som om det var en naturlig indledning til noget vigtigere. Men i virkeligheden er dette arbejde, det allervigtigste arbejde. Det er her barnet begynder at skifte fra overlevelsesstrategi til reel deltagelse i relationer.

Det, der gør arbejdet med epistemisk tillid særligt komplekst, er, at det næsten aldrig kun handler om barnet. Forældre til børn i mistrivsel har ofte kæmpet i årevis. Og mange har udviklet samme lav epistemisk tillid som deres barn. Vi møder derfor forældre stor opgivenhed. En lavmælt, men tydelig skepsis. Foldede arme. Fysisk tilbagetrækning. Blikket, der siger: “Vi har hørt det hele før.” Det betyder, at tillidsarbejdet skal foregå på to niveauer. Børne - og forældreniveau.

Det jeg hjælper kommuner med er at få epistemisk tillid ind i vores fælles sprog, i vores fælles faglige fundament. Give det en fast plads i vores faglige dokumenter og drøftelser, så vi ikke risikere at lave usynligt arbejde

Epistemisk tillid er ikke et mellemtrin. Det er selve fundamentet for udvikling. Vi ændrer hele familiens mulighed for at være i verden med en ny tro på, at hjælp findes. Det er ikke en lille ting. Det er det største, vi kan give.

Det er behandling - hvis I spørger mig

13/05/2025

Skolefravær - Så skal du kende begrebet Epistemisk tillid!

Epistemisk tillid er et begreb, der handler om, hvem vi har tillid til, når det gælder viden. Hvem lytter vi til? Hvem tror vi, vil os det godt? Hvem oplever vi som troværdige, relevante og forstående? Det er et læringspsykologisk og udviklingspsykologisk begreb, som særligt handler om relationers betydning for, om vi er åbne overfor at lære noget nyt – både om os selv, om andre og om verden. Når epistemisk tillid er høj, har vi tillid til, at andre har noget vigtigt og brugbart at bidrage med. Når epistemisk tillid er lav, lukker vi ned for læring, udvikling og nye erfaringer.

For børn i skolefravær er epistemisk tillid en nøgle. Mange af dem har over tid erfaret, at deres behov ikke bliver set eller mødt. De har måske forsøgt at række ud, uden at nogen greb det. De har mærket, hvordan misforståelser, pres eller afmagt har ført til, at voksne kom med løsninger, der ikke hjalp – og måske endda forværrede situationen. Når det sker gentagne gange, begynder barnets epistemiske tillid at falde. Barnet mister troen på, at nogen forstår det. At skolen er et sted, man kan få hjælp. På, at det overhovedet giver mening at fortælle, hvordan man har det. Og i sidste ende: på at skolen er et sted for mig!

Barnet lukker sig langsomt, fordi det ikke længere oplever, at læring og trivsel ikke længere er muligt. Skolen bliver en trussel.
Det handler ikke kun om fagligt fravær – det handler om eksistentielt fravær. En følelse af ikke at høre til i verden, sådan som den er blevet formet omkring én.

Så hvad er vejen frem?

Når epistemisk tillid er brudt, kan vi ikke begynde med skoleplaner, faglige mål eller struktureret skema. Vi må begynde med relationen. Først og fremmest skal barnet opleve, at der er en voksen på skolen, der virkelig ser det. En, som ikke spørger for hurtigt eller handler for hurtigt, men som bliver. En voksen, som signalerer med blik, krop og stemme: "Jeg er her. Jeg er ikke bange for dine følelser. Jeg vil forstå dig."

Det er langsomt arbejde. Barnet skal først mærke, at det er trygt at åbne sig en lille smule. Dernæst at det bliver mødt med nysgerrighed. Herefter kan man i samarbejde med barnet begynde at lave små aftaler: Hvem kan jeg gå til, når det bliver svært? Hvilke signaler kan jeg bruge, når jeg ikke har ord? Hvor kan jeg trække mig hen, når jeg mærker overvældelsen?

Strategierne skal være konkrete og enkle. De skal aftales i ro og trænes i tryghed. Det er afgørende, at de voksne følger op: At de står dér, når barnet har brug for dem. At de ikke forsvinder midt i opgaven. For hver gang en strategi holder, vokser barnets tillid en lille smule. For hver gang en aftale bliver overholdt, bygges et nyt fundament. Og det er her, epistemisk tillid begynder at genopstå: Når barnet langsomt tør tro på, at det kan være i verden igen – sammen med andre.

12/05/2025

I dag står den på testning af et barn, som skal starte i skole til august. For hvordan støtter man bedst mulig op om ens barns skolestart? Hvad er behovet egentlig? Og hvad er barnets kognitive styrker og sårbarheder. Det kan min læringsprofil svare på, som skrives på et sprog der er let implemeterbar til skolen.

04/05/2025

Så kom jeg sørme i avisen i Korea. Selvom det ikke var på min bucketliste, så er det da lidt sjovt. Artiklen er skrevet på baggrund af min udveksling med undervisningsministeren og vores uenigheder omkring mulighed for magtanvendelser i folkeskolen.

더에듀 정은수 객원기자 | 덴마크에서 교사의 학생에 대한 신체적 개입 허용을 명시하는 교권 강화 정책 추진을 두고 장관과 전문가들 사이에 설전이 벌어지고 있다. 논쟁은 마티야스 테스파예(Matiyas Tesfaye) 덴마크 교육부 장관....