Center for Intelligente Børn og Unge - www.CEFIBU.dk

08/03/2026

At være teenager kan være overvældende for mange unge. For højt begavede unge kan det være endnu mere intenst. De har ofte mærket livet stærkt, siden de var små. De tænker dybt, stiller store spørgsmål og oplever følelser med en intensitet, der kan være svær at rumme. Når verden pludselig åbner sig i teenageårene, med identitet, relationer, retfærdighed, fremtid og eksistentielle spørgsmål kan det føles som at stå midt i et følelsesmæssigt stormvejr.

Samtidig sker der store forandringer i hjernen. I puberteten gennemgår hjernen en proces, der kaldes synaptisk pruning. Det betyder, at hjernen beskærer og omorganiserer forbindelser mellem nerveceller for at blive mere effektiv på længere sigt. Men i en periode kan det føles, som om systemet er under ombygning. Tanker kan føles kaotiske, følelser kan blive stærkere, og reguleringen kan være sværere end før. For højt begavede teenagere, der er vant til at tænke hurtigt og komplekst, kan denne fase opleves særligt frustrerende.

Midt i det hele begynder teenageren også at tage afstand fra sine forældre. Vi siger de forkerte ting. Vi smasker. Vi lugter. Vi er pinlige. Men det er faktisk et sundhedstegn. Vores teeenager er i gang med at finde ud af, hvem de selv er. De tester vores teser, deres egne teser og andres teser for at finde deres egen vej i livet.

Som forældre skal vi give plads til den proces. Vores teenager skal ikke være en forlængelse af os. De skal finde deres egen retning. Nogle vender tilbage til meget af det, vi har givet dem. Andre gør ikke. Begge dele er helt okay.

Relationen ændrer sig også. Vi banker på både fysisk og mentalt. Vi går ikke bare ind på værelset, og vi giver ikke råd, før vi bliver spurgt. Vores rolle bliver i højere grad at stå bagved og nogle gange ved siden af.

Og i stedet for kun at spejle deres følelser, skal vi begynde at vise vores autentiske jeg. Vores erfaringer, sårbarheder og livets op- og nedture. Når vi tør være autentiske, spejler vi virkeligheden. Det kan vores teenager bruge til noget.

For mange forældre kan det være svært at give slip på den rolle, man har haft i mange år. Vi har været dem, der trøstede, forklarede, guidede og satte ord på følelserne. Men i teenageårene ændrer behovet sig. Vores vigtigste opgave at skabe plads. Plads til at de kan tænke selv. Plads til at de kan være uenige med os. Plads til at de kan finde deres egne svar på livets store spørgsmål.

Når vi giver vores teenager den frihed, giver vi dem også noget af det vigtigste i livet: muligheden for at blive et selvstændigt menneske, der tør stå på egne ben og finde sin egen vej i verden.

07/03/2026

Så er vores første forældrekursus gennemført👏👏👏

Det har været en rørende og fantastisk proces.
Vi har været ambitiøse med programmet. Men forældrene til de højt begavede er lige så seje, som deres børn. Så intensitet er tilsyneladende ikke noget problem😄. Seks moduler på to dage. Dog er kraften i kurset fællesskabet, samhørigheden og det fine i at dele af sig selv og lytte til andre♥️Så fint at være en del af. Tusinde 🙏

Vil du være med, så tjek ud her:

https://www.giftedchildren.dk/foraeldrekurser

02/03/2026

I CEFIBU har vi tilsammen 40 års erfaring med psykiatrien og vores erfaring er den samme: høj begavelse får ikke samme diagnostisk vægtning, som hvis man var dårlig begavet eller endda normalbegavet.

Vi mener det er et kæmpe problem at der ikke eksistere et sprog for den høje begavelse blandt fagfolk, hvilke kan betyde fejldiagnosticering og misforståelser.

Som vi ved så kan høj begavelse nemlig ligne diagnoser som autisme eller ADHD uden at være det. Og præcis den bekymring møder vi ofte i CEFIBU.

Og med rette. Det kan ligne autisme, når barnet er socialt selektivt, fordi det keder sig i smalltalk og søger voksne eller ældre børn, hvor samtalen har dybde. Det kan ligne autisme, når barnet bliver insisterende på logik og konsistens, fordi det har et ekstremt behov for, at verden hænger sammen. Det kan ligne autisme, når særinteresser bliver altopslugende, men hvor interessen samtidig er kompleks, kreativ og udviklende. Ikke stereotyp eller snævert ritualiseret.

Og det kan ligne ADHD, når barnet er kropsligt “tændt”, snakker hurtigt, hopper mellem ideer, virker impulsivt eller har svært ved at skifte gear. Men hos nogle højt begavede børn er det ikke opmærksomhedsforstyrrelse. Det er høj mental hastighed kombineret med et nervesystem, der let bliver overstimuleret. Det er et fokus, der låser sig fast i det, der giver mening, og glider væk fra det, der er for let, for langsomt eller for uinteressant.

Det højt begavede barn kan også være mere optaget af aktivitetens indhold end af relationens sociale koreografi. Det kan fremstå styrende i leg, fordi det har en indre plan og en historie og fordi det bliver frustreret, når andre “forstyrrer logikken”. Det kan have indre spændinger, der må ud gennem kroppen, som et tryk af ideer, sanseindtryk og følelser, der ikke kan stå stille.

Det er netop derfor, listen bliver lang.

Og netop derfor er høj begavelse en mindst lige så vigtig en brik at have med i udredning, som var man dårlig begavet.

For når vi ikke har et fælles sprog, bliver høj begavelse ikke et legitimt tolkningslag i udredningen. Så bliver det ikke noget, man systematisk undersøger, differentierer, beskriver og vægter. Og så bliver skellet mellem “autisme/ADHD” og “høj begavelse” ikke et fagligt skel, men et tilfældighedsfelt afhængigt af, hvem der ser barnet. Er det en der kender til høj begavelse?

For nogle børn betyder det, at de får en diagnose, som giver dem adgang til støtte, men som samtidig kan give dem en forkert forklaring på sig selv. Andre får flere diagnoser, fordi én ikke helt “dækker” billedet. Nogle bliver mødt med behandling og pædagogik, der ikke passer til deres drivkraft, tempo og sensitivitet og som derfor skaber mere modstand, mere nederlag, mere sammenbrud.

Og omvendt: Hvis et barn faktisk er twice exceptional. Altså både højt begavet og autistisk/ADHD, så kræver det endnu mere, at vi kan skelne. For ellers risikerer vi at overse enten begavelsen eller vanskelighederne. Enten udfordrer vi ikke barnet nok, eller også undervurderer vi de reelle støttebehov.

I CEFIBU arbejder vi i dette komplekse felt hver dag. Vi mener vi skal udrede mere præcist. Vi mener der er et blind spot i forhold til vigtigheden af høj begavelse i psykiatrien.

Vi mener begge ender af normalfordelingskurven fortjener lige stor opmærksomhed og faglig alvor.

28/02/2026

Høj begavelse hænger ofte sammen med høj social begavelse. Det kan overraske nogen.

Men mange højt begavede børn har en stærk evne til at aflæse relationer. De fornemmer stemninger hurtigt. De registrerer små ændringer i tonefald. De gennemskuer dynamikker mellem jævnaldrende. De kan gå meta på situationer og analysere, hvad der foregår under overfladen. De har en stærk evne til at forstå relationer, perspektiver og samspil.

I CEFIBU hører vi dog til tider forældre undre sig:

“Hvis mit barn er så socialt intelligent, hvorfor taler han så på mig? Hvorfor deler han viden uden at afstemme? Hvorfor stopper han ikke, når jeg tydeligvis ikke lytter eller har interesse i at høre mere?

Det er her, vi må skelne mellem social forståelse og regulering.

At kunne analysere relationer er én ting. At kunne styre sin impuls i øjeblikket er noget andet.

Højt begavede børn har ofte en enorm kognitiv drivkraft. Tankerne bevæger sig hurtigt. Forbindelser opstår i højt tempo. Begejstringen kan være enorm intens og altoverskyggende. Højt begavede børn dykker ned i viden og sammenhænge. De lader sig begejstre.

Den indre motor kører stærkt. Idéerne står i kø. Og i det øjeblik kan behovet for at få viden og tanker ud overskygge den sociale afstemning. Reguleringen følger simpelthen ikke med.

Hvad betyder det helt præcis?

Impulskontrol, timing og turtagning er eksekutive funktioner. De ligger i den præfrontale del af hjernen og modnes gradvist. De er ikke det samme som social intelligens. Man kan godt vide, at man bør vente på tur. Man kan godt forstå, at den anden er i gang med at tale. Og man kan forstå den kommunikative dans i dig og mig. Og alligevel ikke kunne holde igen, når begejstringen presser sig på.

Hos højt begavede børn er intensiteten ofte større. Den kognitive kraft er stærkere. Begejstringen er dybere. Perspektiverne er flere. Og jo større motor, desto stærkere skal bremsen være.

Den bremse modnes over tid.

Så når dit højt begavede barn taler på dig, og ikke med dig, så husk på det ikke nødvendigvis handler om manglede. social forståelse.

Snarer er det tegn på høj kognitiv intensitet kombineret med et reguleringssystem, der stadig er under udvikling.

Bremserne er simpelthen bare ikke store nok til den store motor. Det skal nok komme!

28/02/2026

I Cefibu oplever vi, at en tidlig afklaring af begavelsesniveau kan gøre en stor forskel, hvis du mistænker at dit barn har et sjældent højt læringspotentiale – både for barnet, pædagogerne i institutionen, for at træffe et godt skolevalg og for at få ro i sindet.

I kommentarfeltet er et link til hvordan vi sikrer en god oplevelse for børn og forældre når vi vurderer de små børn kognitivt.

21/02/2026

Så er vi endelig i gang igen, med forældre kursus i regi af Gifted Children! I dag var det i København, vi i CEFIBU var så heldige at få lov til at hjælpe en flok skønne forældre til højtbegavede børn, til at stå stærkere og tryggere i deres forældreskab.

En herlig dag på alle måder 🥰

15/02/2026

Højt begavede børn vil altid være asynkron udviklet. Og det kan være forvirrende som forælder at skulle navigerer i de forskellige aldre på sammen tid. De forskellige aldre stammer nemlig fra to vidt forskellige systemer: fra det kognitive system og det
følelsesmæssige system.

Men hvad betyder det egentlig når vi taler om børns følelsesmæssig udvikling?

Det er evnen til at mentalisere – at forstå egne og andres følelser.

Evnen til at regulere følelser – at kunne være i frustration uden at vælte.

Evnen til adfærdsregulering – at hæmme impulser, holde fokus, udskyde behov.

Evnen til at tåle fejl, nederlag og uperfekthed.

Følelser modnes i relationer. Over tid. I takt med hjernens biologiske udvikling.Det kan ikke speedes op, fordi barnet er højt begavet.

Så hvad betyder det når vi siger at det kognitive system og det følelsesmæssige system er to forskellige kredsløb i hjernen. Det betyder at når barnet er følelsesmæssigt aktiveret, er det ikke fornuften, der styrer. Det er nervesystemet.

Derfor hjælper det ikke at tale til fornuften, når barnet er overvældet.

Når vi forsøger at trøste et højt begavet barn med argumenter, forklaringer og logik, taler vi ind i det forkerte system. Barnet har ikke brug for flere analyser. Det har brug for regulering.

Det har brug for for en voksen der lånet dets nervesystem ud.

For når det følelsesmæssige system falder til ro, kan fornuften komme tilbage online.

Derfor er det vigtigt at vi møder barnet på dets følelsesmæssige alder – ikke dets intellektuelle kunnen.

Bag den høje begavelse sidder et barn, der har brug for hjælp til at rumme sine følelser.

Og vi oplever, at når vi forstår forskellen mellem at tale til hjernen og at regulere nervesystemet, falder meget på plads for mange forældre💙

13/02/2026

Kognitiv testning: Hvordan foregår det?Hvad kan man bruge det til? Hvad skal vi sige til barnet inden testen? Hvad indeholder rapporten? Læs om det her:

Ekspertise i høj begavelse og den følelsesmæssige udvikling

06/02/2026

HØJ BEGAVELSE - HØJE FORVETNINGER

I dette indlæg vil vi dykke ned i hvordan høj begavelse næsten automatisk følges af høje forventninger; både inde fra barnet selv og af omgivelserne. Vi vil komme med nogle bud på hvad man kan gøre, for at lette presset på barnet.

Men lad os først forstå hvor de høje forventninger kommer fra.

Forældre og andre omkring barnet, har set barnet udvikle sig hurtigere end jævnaldrende på flere områder. Barnet har forstået mere, spurgt dybere, tænkt længere. Der er en højere intensitet og ihærdighed, når barnet vil noget, om det er de komplekse LEGO-konstruktioner som bliver bygget, eller læsning af en 10- binds bogserie. Færdigheder man måske ikke selv er i stand til; Det vækker naturligt fascination og stolthed!

Og forventningerne kommer ikke bare udefra. Høj begavelse hænger næsten altid sammen med høje indre krav. Et ønske om at gøre sig umage, forstå sammenhænge og leve op til idealer.

Og udover de indre og ydre forventninger, som naturligt opstår omkring højtbegavede børn, så ser vi at kognitiv modenhed tit sammenblandes med følelsesmæssig robusthed. Barnet taler som en ældre, tænker som en ældre – og så antager vi, ofte, at barnet også kan bære mere pres og mere ansvar.

Men sandheden er at højtbegavede børn ofte forstår mere intellektuelt end de følelsesmæssig kan rumme, de er mere sensitive, selvkritiske og opmærksomme på stemninger, og netop derfor mere sårbare følelsesmæssigt end mere gennemsnitlige børn, hvor den intellektuelle og følelsesmæssige udvikling følges ad i samme tempo.

Hvordan får vi forventninger ned og trivsel op?

Det gør vi ved at flytte en stor del af vores fokus fra barnets præstationer til barnets indre oplevelse.

Og det er nemmere sagt end gjort. Når barnet har bygget det store LEGO tårn og du er dybt imponeret og barnet kigger dig forventningsfuldt i øjnene. Du har lyst til at rose dit barn op i skyerne og alt andet virker mærkelig. Og det må vi selvfølgelig gerne. Vi må gerne rose vores børn lige så meget vi har lyst til. Vi skal ikke opføre os mærkelig fordi vi har læst et blog-indlæg eller læst en ny bog. Vi skal være os selv og ikke en pædagogisk udgave af os selv.

MEN når det er sagt, så kan det være godt givet ud at lægge mærke til hvor meget fokus vi har på præstationer og hvor meget fokus der er på barnets oplevelse. Hvor tit spørger vi det højtbegavede barn: Var det hyggelig, stressende, afslappende, frustrerende, afkoblende? Er du glad? Trist? Træt? Ængstelig? Hvor tit er vi sammen med barnet uden at give positiv eller negativ feedback på noget de gør; altså en vurdering?

For hver gang vi roser noget barnet har gjort, så vurderer vi det. Og igen, det er ikke noget vi skal stoppe med, når det føles naturligt, men hvis barnet primært bliver spejlet i form af vurderinger, så vil barnet automatisk få forstærket de naturlige høje forventninger til sig selv og blive mere og mere optaget af hvordan verden udenfor tænker og vurderer barnet, og barnets egen oplevelse, vil komme i baggrunden.

Og det er mere glædesfyldt at bygge LEGO når man gør det af glæde og lyst og ikke med fokus på egne eller andres vurderinger om det færdige resultat. Det er dejligere at læse en bog, hvis man ikke er optaget af om nogen andre synes denne bog er nørdet eller god eller noget tredje.
Og på sigt, når barnet bliver ældre, er det dejligt at kunne komme for sent til en aftale, en gang i mellem, uden at dø af skam.

At slippe indre og ydre forventningspres øger livskvaliteten. Og det er meget vi som forældre kan gøre, for at hjælpe vores børn til at blive følelsesmæssig robuste og få et kærligt og nysgerrigt forhold til sig selv. Vi skal bare have et bevidst forhold til, hvad vi vil fokusere på.

27/01/2026

Når batteriet går dødt hos de dobbelt exceptionelle børn

Dobbelt exceptionelle børn rummer både store styrker og tydelige sårbarheder side om side. Høj begavelse, dyb refleksion og kreativitet eksisterer samtidig med f.eks. reguleringsvanskeligheder, sansefølsomhed, eksekutive udfordringer eller angst. Det betyder, at barnets funktionsniveau ikke er stabilt, men svinger.

Netop de svingende funktionsniveauer forvirrer ofte både forældre og skole. Et barn kan én dag fremstå mere velfungerende, selvstændigt og kognitivt stærkt og næste dag have svært ved opgaver, barnet ellers mestrer. Selv små krav vælter læsset, perfektionismen sætter ind, rigiditeten bliver tydelig. Det kan give anledning til misforståelser: “Kan barnet eller kan det ikke?” Svaret er ofte: Det kommer an på energien.

Her er The Spoon Theory et brugbart billede. Forestil dig, at barnet vågner med 10 skeer energi efter en nats søvn. Alt i løbet af dagen koster skeer. Morgenrutiner, tøj, sanseindtryk, skift, sociale krav, skolearbejde, relationer. Intet er gratis. Alting har en pris.

Mange dobbelt exceptionelle børn bruger en forholdsvis stor del af deres skeer, allerede før skoledagen overhovedet er i gang. At komme op, få tøj på, spise morgenmad, sanseindtryk, komme ud ad døren. I skolen bruges der endnu flere på krav, tempo, skift, sanseindtryk, sociale relationer, faglig stimulation eller understimulering, planlægning, overblik. Der er meget der koster på kontoen. Og det er bare det med energi, at hvis barnet dagligt bruger alle 10 skeer eller flere mister det funktionsevne og færdigheder.

Derfor er et vigtigt pejlemærke, at barnet helst kun skal bruge 8 ud af 10 skeer. De sidste to er afgørende. Det er dem, der giver overskud, stabilt adgang til færdigheder og mulighed for at håndtere modstand uden at bryde sammen. Når der ikke er reserve, arbejder hjernen på kanten. Og der skal ikke meget til før funktionsniveauet svinger og overbelastningen sætter ind.

Hvis energimæssigt underskud står på over tid, risikerer barnet at ende i en kronisk stresstilstand. Kroppen og hjernen er konstant på overarbejde. Her bliver sårbarhederne mere synlige, og styrkerne sværere at få adgang til.

At støtte et dobbelt exceptionelt barn handler derfor om at forvalte energien klogt. Justere krav. Skabe pauser. Vælge noget fra. Forstå, at alting har en pris, og hvis vi prioriterer noget mandag skal der være ro på tirsdag. For når barnet er i plus, er der langt større chance for at både styrker og færdigheder er til rådighed.

Hvor mange skeer bruger dit barn mon på en dag?

27/01/2026

Kom og vær med på 2-dags forældrekursus!

Er du forælder til et højtbegavet barn? Så er dette åbne to-dageskursus for dig! Kurset er for dig, der ønsker at støtte dit højtbegavede barns mentale og sociale trivsel. Du vil gerne opnå en dybere indsigt i, hvad høj begavelse indebærer, hvordan du bedst kan identificere og imødekomme ...

25/01/2026

For mange højtbegavede børn har det gennem barndommen været en styrke for nogen at være den, der forstår. Den, der tænker hurtigt, ser sammenhænge og ofte klarer sig godt fagligt. Der har været meget ros for præstationer og resultater. Og forældreog lærere har været vigtige spejle, og i det spejl har barnet kunnet genkende sig selv som kompetent, dygtig og værdifuld.

Men i teenageårene sker der et grundlæggende skift.

Teenagere orienterer sig i langt højere grad mod hinanden end mod voksne. De sociale fællesskaber bliver det sted, hvor identitet, selvforståelse og selvværd formes. Det handler ikke længere om at kunne mest, men om at høre til. Om at dele interesser, humor, tempo og stemninger. Om at kunne spejle sig i hinanden og mærke: jeg er en del af noget.

Og her kan den højtbegavede teenager begynde at føle sig alene.

For det, der fylder hos mange jævnaldrende, fylder måske ikke på samme måde hos den højtbegavede. Samtalerne kan føles overfladiske. Interessen for sociale spil, trends eller gruppedynamikker kan virke fremmed. Tempoet kan være enten for hurtigt eller for langsomt.

Følelsen af anderledeshed kan i denne fase blive meget tydelig. Og når man er teenager, kan anderledeshed hurtigt forveksles med at være forkert.

Når den identitet, der tidligere gav fodfæste, at være den der forstod, ikke længere giver adgang til fællesskabet, kan der opstå en dyb usikkerhed. Hvem er jeg nu? Hvad har jeg at byde ind med?

Nogle unge reagerer ved at trække sig. De bliver stille, observerende og holder sig i udkanten af fællesskabet. Andre begynder at tvivle på sig selv. De bliver selvkritiske, perfektionistiske eller forsøger at tilpasse sig på bekostning af sig selv. Fælles for mange er en skrøbelighed i selvværdet og en følelse af ikke helt at høre til, netop i en livsfase, hvor behovet for tilhør er allermest sårbart.

Som forældre kan det være svært at være vidne til. Man kan få lyst til at forklare, trøste eller finde løsninger. Men ofte har den unge ikke brug for svar. De har brug for voksne, der kan blive i følelsen sammen med dem. Ikke løse, bare være og lytte uden at benægte, at den kan gøre ondt.

Og her ligger også håbet.

For selvom teenageårene kan føles snævre og ekskluderende, er de ikke hele livet. Mange højtbegavede unge finder først deres mennesker senere. I nye fællesskaber, hvor dybde, nysgerrighed og autenticitet igen får plads. I relationer, hvor det ikke handler om at ligne hinanden, men om at kunne være sig selv.