Sjælskraft. Healing ved din sjæls egen kraft

Sjælskraft. Healing ved din sjæls egen kraft Healing ved din sjæls egen kraft.

23/03/2025

Det er ydmygt at invitere til følgeskab 🙏

Det er ydmygt at sidde her og give de invitationer, jeg giver til sessioner og cirkler og retreats. Det er ydmygt, fordi jeg ikke selv har noget sted at gemme mig i det. Fordi hele essensen for mig, og invitationen til at mødes, det er at dele forbi oplevelsen af at vi er “nogen”, der skal noget med hinanden.

En deling forbi at jeg er i en en healerrolle eller lærerrolle. En deling forbi alle de lege vi ellers kan spille med hinanden. Det er både ydmygt og helt vildt sårbart at stå så åben og invitere så åbent.

Men det er det, mit hjerte vil. Og jeg tror, at det er det, et hvert hjerte vil, når vi faktisk vågner og begynder at erfare, at der er en virkelighed, som er så ufattelig nær, så kærlig og så direkte. Når vi erfarer at der er noget, der er før os selv og hinanden. En virkelighed gennem alt.

Fra det sted, så tror jeg at det er klart for enhver, at et møde og en deling sammen, jo aldrig kan handle om at jeg skulle have noget fra hinanden, eller i det hele taget have noget som helst, eller skulle noget sted hen.

For mig er det en helt universel erkendelse at have, når vi helt simpelt vågner til livet, der er her og nu.

Jeg oplever også, at det er helt naturligt, at hvis ikke vi har denne direkte erkendelse, så vil vi gå vi rundt og tro, at vi er “nogen, der skal have noget”, så vil vi måske lede efter en spirituel lærer, eller healer, eller andre der kan "hjælpe os". Vi vil søge efter løsninger for at få det bedre og hele tiden prøve at komme et sted hen, som vi faktisk slet ikke ved hvad er.

Men når den leg stopper - er det så ikke sandt, at det vi egentlig dybest ønsker i menneskeligt møde og fællesskab, er mødet i den virkelighed vi er vågnet til. Møde et andet hjerte, et andet par øjne, møde en cirkel, en gruppe, som også kender det vi vågne til, og som også vil det, og elsker det, som ikke er i gang med alt muligt andet, end først og fremmest at erfare virkeligheden her og nu.

Det er det mit eget hjerte vil. Det er det, jeg mærker, der er sand deling mellem mig og et andet menneske eller som gruppe. Og det er det jeg derfor inviterer til.

Hvis den deling kalder dig, og det resonerer, og du ønsker at mødes om det, så velkommen. Så inviterer jeg dig til at tage et skridt sammen. Til at snuse lidt til det jeg inviterer til.

Der er alt det praktiske omkring det at mødes, lære hinanden at kende, veje ind i en deling. Det er det mere praktiske. Men jeg tror på resonans, og på at når først vi tager et par små skridt og danser lidt sammen, så vil det hurtigt blive klart og vise sine veje.

Så velkommen til at danse lidt og tage et par skridt, ind i det som allerede er her igennem alt.

Kærlighed 🙏❤️🙏

20/12/2024

HEALING ER AT TILLADE LIVETS VILJE GENNEM OS 🔥

Healing er ikke en viljeshandling.

Den healing som jeg selv kender, og som jeg inviterer til i session, er ikke en gøren.

Det er ikke en handling, og det kommer ikke fra en idé om, at noget skal heales.

Jeg har oplevet andre, der laver healing ud fra template, som har en idé om, hvad der skal ske, og hvordan healing skal se ud. Jeg har set det, jeg har hørt om det, men det er ikke det, som healing er for mig.

Healing, det er at åbne til livet selv, til kraften selv. Til det, som er fuldstændig forbi min egen forstand, og min egen forestilling.

Fuldstændig åbne til det, der er levende nyt og ukendt. På trods af, at jeg kender dette som mit eget inderste, og som min egen essens, så er det helt nyt og levende. Og i dette levende nu har har sin helt egen udfoldelse og vej.

Og vi jeg åbner til det, viser det vej og åbner ind gennem formens verden og alle form planer. Fysisk form, mentale former, følelsesformer, energiformer, karmiske former, arketypiske former, sjæleformer.

Det åbener gennem formen, og det viser hvad livet vil ind gennem formen.

Når formen så er vores menneskeform, energisystem, chakrasystem og vores følelsesmæssige system og tanke-sind, så viser denne formløse, ufattelige, levende kraft helt direkte det næste skridt som ønsker at finde vej. Den viser præcis det, som ønsker at ske nu som det næste, som livets vilje gennem os. Og så er det bare at give det lov.

Det er at se det, fuldstændig klart se det med hjertet og intuitionen, og så er det bare at stå åben for det, så det får lov at ske. Tillade den konkrete helt unikke bevægelse ind gennem sindets, følelsernes, energiens, fysiske, karmiske plan. Så sker den konkrete healing, der har håndgribelig effekt.

Der er smukt og ydmygt ved at være den der giver healing, og at sidde her i rollen som healer. Jeg ved kun mindre, og jeg bliver ikke klogere af at give healinger. Jeg bliver ikke bekræftet i mine ideer om, hvad healing er, eller hvordan et energisystem skal se ud,eller hvordan et godt menneskeliv er, eller hvad der er tilstræbelsesværdigt på noget plan.

Sådan nogle ideer bliver pillet ud af hænderne på mig. Jeg oplever i stedet hvordan erhvert eneste menneske og hvert eneste udfoldelse er helt unik. Jeg bliver bare ydmyget ved at se, hvor stor og hvor forunderlig den højere vilje er med hver af os, og med hvert et aspekt af os, og i hvert eneste levende øjeblik.

Når alt dette er sagt, så er der jo også nogle healingsbevægelser, som går igen, som man nærmest er uundgåelige. For eksempel er, at energien ønsker at strømme fuldstændig lodret i os, som en søjle fra kronen til rod, og åbne og rense og alt i os. Men selv om dette tilsyneladende altid er en grundlæggende bevægelse, så er det stadigvæk aldrig et viljesmål at få det til at ske. Det er bare sådan at livet tilsyneladende grundlæggende ønsker at vi skal være i verden - rette, rene og livfulde og gennemstrømmet fra himmel til jord.

Tak for at lytte med, og velkommen her 🙏

Tak

30/10/2024

Smerte behøver ikke lede til lidelse.

Smerte er bare smerte.

Lidelse er når vi siger nej til smerten, og først her bliver det svært.

Livet et fuld af smerte (og af glæde), og hvis vi oplever opvågning til kilden selv eller til højere energi og bevidsthed, så kan vi forvente at vi får mere af det hele. Mere glæde OG mere smerte.

For når det åbner til højere bevidsthed, så bliver der sat så inderligt gang i os. Alle vores lukninger, traumer, blokeringer bliver blæst åbne af lys. Og det vil medføre smerte (og ekstase) på alle planer.

Sindets smerte, følelsessmerte, fysisk smerte, karmisk smerte og kollektiv smerte - der alt sammen vælter frem.

Hvis vi kan stå i vores opvågning, til det der er virkeligt, som er her og nu. Den kraft som er gennem alt. Hvis vi kan hvile ind i ren beviddsthed og kærlighed - så vil smerten skylle igennem os.

Så vil vi processe, brænde, aligne og kalibrere i lyntempo.

Det kan godt være der er meget smerte, og at 100 korsfæstelser står i kø - men så spiser vi korsfæstelser til morgenmad. Hvis vi bare kan blive stående i vores opvågning - forblive i åbenhed til kilden, og bare i den vågenheds-tillids-kærlighedstilstand som opvågning gør mulig.

Kan vi det, og jo mere vi bare kan være i alt der vælter op af smerte - så vil vores ild tage til, og vi vil gennem smerten styrkes i vores opvågning.

Vi vil se, at der er ingen korsfæstelse, der er for voldsom. Vi vil direkte erfare, at der er ingen smerte som har kraften til at tage opvågning fra os.

Smerten vil styrke os. Ikke hærde, men derimod styrke os i blødhed og overgivelse.

Smerten vil være en gave og et brændstof til at kærlighed og tillid kan vokse i os.

Vi vil opleve glæden ved at stå alt igennem.

Stå i alt det som eller kunne være svært. Det der gør ondt, har kant, er skarpt, fuld af chock, sorg, tab, angst.

Det vil alt blive til gaver, fordybe vores hengivelse. Smerten vil tilbyde sin egen velsignelse.


Gid det ville være så nemt, at vi bare kan det - sige ja og hvile vågent i tillid hvert sekund.

Realistisk set, så vil der i vores opvågningsproces være tidspunkter hvor vi får smerten galt i halsen.

Tidspunkter hvor vi af en eller anden grund ikke finder vores sjæls tillid og hjertes “ja”.

På et tidspunkt kan der ske det, at vi kommer til at sige “nej”

Vi kan komme til at sige “nej” - og føde en ide om at noget er gået galt.

At vi har mistet det hele.

At smerten er for meget.

At vi er så skadede og ødelagt at alt er tabt.

At det der sker og det vi mærker, skulle ikke være sådan.

At vi er et ødelagt væsen og vi har brug for healing.


Der hvor den virkelige lidelse begynder, er hvis vi begynder vedvarende at tro på vores “nej”.

Hvis vi begynder at tro på frygtens stemme.

Begynder at tro på frygtens stemme, og det som siger at det som sker, ikke er det rigtige.

Hvis vi begynder at fortælle os selv mantraet af “nej” og “jeg vil ikke” og “livet er ikke her”

Hvis vi begynder at fortælle os selv, at noget skulle være anderledes, så kan vi simpelthen tale os selv ud af selv den klareste opvågning.

Vi kan forføre os selv ud af himmerige, ved at nære vores “nej”, frygt og modstand.

Og måske vi endda også finder andre mennesker, som vi lader nære og puste til vores frygt og ideen om at noget er gået galt.

Vi kan komme ud i så dyb en lidelseshistorie.

Vi kan skabe os selv en lidelses-identitet som ofre for livet.

Vi kan smide vores egen kraft så langt væk at vi glemmer den.


Hvis vi begynder at tro på de her ideer, så vil vi vikle os selv ind i lidelsens dynd.

Hvis først vi går ned af den afvej, så er det billigt sluppet, hvis “bare” vi bliver sådan et menneske der går 20 år i terapi og kører i ring i historierne om vores barndom.

Det er billigt sluppet hvis bare vi bliver til sådan en der “går til healing” og lever et liv i ideen om at “jeg skal heale”.

Vi trods alt få en magelig livsstil ud af at leve et liv, hvor vi tror vi er nogen der skal forbedre os selv og heales. Det er billigt sluppet, for det kan gå meget værre.

Har vi virkelig har en åbning, hvor det brager ind med lys og åbner dybt i vores væsen og slørene hives til side - og vi der i den dybde af en åbning går med frygtens stemme, og tror på noget er galt, så kan det sende os ind i en nærmest psykotisk tilstand.

Hvis vi med åbning til højere energi, går i frygt og modstand, kan vi sende os selv ind i en lidelsesspiral, hvor vi taber vores bevidsthed ind i kilden og i stedet bliver opslugt af vores egne reaktioner.


Lige meget hvor meget smerte vi erfarer i vores opvågning, så er det ikke lidelsen.

At holdes vågen natten lang i angst mens dæmonerne danser, overvældet af kollektivt mørke, er ikke lidelsen.

Lidelsen er hvis vi tror der er gået noget galt, når det sker.

Lidelsen er, hvis frygten og vores “nej” får os, og vi begynder at jage os selv.

Lidelsen er, når vi bliver vores egen værste fjerde.

Det kan være meget voldsomt at ryge ind sådan en sindsyg lidelsesspiral.


Den gode nyhed er, at det tager ikke mere end et enkelt sekunds klarhed, igen at vågne op til virkeligheden og kærligheden gennem alt.

Det øjeblik kan komme, at vi bliver så udmattede af lidelse, at vi opgiver vores egen kamp.

Vores forvildelse kan blive så ekstrem, at vi til sidst overgiver os midt i lidelsen.

Og lige der, som et mirakel, kan alting åbne - og nuet atter stå åbent.

Så selv efter 10.000 gange “nej” og årevis i lidelse, er vi med overgivelsen og et enkelt inderligt “ja” lige midt i livet åbenhed.

Det eneste det kræver, er blot i dette nu, at velkomme det som er 🙏❤️🔥

Opvågning er når vi sandt “ser” det som altid allerede var.Når først vi selv “ser” det virkelige, bliver det nemt at ske...
14/08/2024

Opvågning er når vi sandt “ser” det som altid allerede var.

Når først vi selv “ser” det virkelige, bliver det nemt at skelne og klart se hvem som ellers er vågne - hvem som ser hvad vi "ser".

Det er lige så nemt at afklare om et menneske vi møder har opvågning, som det i analogien er at afgøre om et menneske vi møder er blind eller har syn.

Et menneske kan fortælle vidt og bredt om alt det de “ser” - farverigt, levende, overbevisende, passioneret, med tårer i øjnene og stor indlevelse - mens alt de faktisk “ser” er deres egne drømmebilleder, projektioner og mentale ideer.

Men, spørg et menneske om at vise os solen og en blind der kun kender til deres eget drømmebillede af solen, vil stå afklædt i deres uformåenhed til at gøre det simple - blot pege på solen. Den passionerede snak om solen fortsætter måske, eller en kompliceret forklaring følger om hvorfor solen ikke sådan lige er til at vise. Men for den ser faktisk ser solen, er fordufter tvivlen om hvorvidt den anden faktisk "ser" og kender "solen".

Måske har de misforstået, måske de faktisk ser, men tror at vi er et blindt menneske som bare ønsker en snak om solen, som de blinde normalt gør. Så vi kan spørge igen, og endnu mere klart, fx sige “nej ven, vis mig solen helt direkte lige nu hvis du ser den, jeg ser den allerede, men vis mig at du ser den”.

Hvor mange gange og på hvor mange måder har vi brug for at spørge, før vi i hjertet ved om de faktisk ser? Nej vel, ikke mange gange... Det er alt meget simpelt, når blot vi afstår fra abstraktion og ideer om "at se".

Det er så simpelt.

.. og samtidig er der også mere til det end det. For når vi snakker opvågning, så kender vi alle “solen”, ingen er i sandhed "blinde" og med lidt hjælp kan vi alle finde det lys. Selv det hårdeste hjerte kender kærlighed. Og selv den koldeste skulder bliver blød ved varmen fra en kærlig hånd.

Det primære spørgsmål er om vi af egen kraft har orienteret os mod det virkelige. Om vi bevidst og villigt går i retning af det virkelige, eller kun møder det tilfældigt og halvt ubevidst på vores vej.

Det glædelige budskab er, at det at "være blind" blot betyder at vi har glemt det vi er, at vi har bortvendt os fra det virkelige - og at det aldrig er længere væk end afstanden fra "her" til "os selv"


Og for den som er vågnet, og som “ser” er der også nuancer. Opvågning er ikke et "enten eller", der er grader, dimensioner og mange dybder i opvågningen.

Nogle ser i de groveste træk, måske kun lys og mørke. Og paradoksalt nok, så nogle gange jo mindre vi ser, jo mere nyligt vi er vågnet, jo mere virker vores opvågning som fuldendt. Åh, en ydmyg vej venter den, der tror de er ved målets ende...

Nogle er vågne i eet formplan, men ikke i andre - de kender det virkelige gennem deres sind, men ikke i hjertet. Eller i hjertet, men ikke i kroppen, eller modsat.

De kender gud i den ydre verden kun, og ikke i dem selv. Eller i dem selv men ikke i andre.

Eller deres opvågning er udelukkende i planerne forbi form, og alt i form er for dem "samsara".

Nuancerne og dybderne er mange.

Men stadig væk, selv om vi oplever opvågning gennem forskellige planer, og selv om det vi er vågnet til tager forskelligt udtryk gennem os, så er essensen stadig det samme.


Det er uendeligt nuancet, og samtidig er det helt simpelt. Begge dele, samtidig.


Opvågning er intet andet end det spæde første grundvoldsrystende øjeblik, når "øjnene åbnes" et splitsekund og vi ser og husker og slørene falder.

Opvågning er ydmygt, for jo mere vi vågner, jo mere erfarer vi også at den virkelighed vi vågner til i sandhed er grænseløs i sin udfoldelse, og at så længe vi er i nogen form eller holder det mindste perspektiv på noget plan, så er vi intet andet end end som et støvfnug i evigheden.

Opvågningen er eventyret der først kun er begyndt 💫

Paradokset her, i det jeg deler med dig, er at jeg intet siger om det jeg skriver om. Jeg skriver som var jeg en blind der skriver om solen....

Men smukke sjæl, hvis du vil gøre min uhjælpelige deling ære, så bare glæde hvis du vil dele på tråden om din erfaring og vej, om det du er vågnet til som det lever i dig. I al sin storhed eller i al sin fuldstændige simpelhed 💫☀️💫

Om virkeligheden der danser i dette levende nu 🌊

Og ser og elsker vi det samme virkelige, så lad os danse og fejre i berusende kærlighed til det levende - til det sted som vi ikke kan røre ved, men kun dø og fødes igennem 🔥
.. eller, så prætentiøst det måske kan lyde det jeg skriver, så bare sig mig om ikke det er sandt hvad jeg siger?
..og hvis vi skal ned fra den store klinge, og du vil hjælpe mine posts at komme ud i verden, så bare giv et like, del og kommenter... kommentarer om hvordan jeg tager fejl og du er uenig, skulle efter sigende være den aller største hjælp hvis man vil frem på facebook. Alt er velkommen...

Jeg har længe gerne ville lave en video-serie om spontan åbning til kundalini. Noget jeg igen og igen bliver spurgt til,...
21/07/2024

Jeg har længe gerne ville lave en video-serie om spontan åbning til kundalini. Noget jeg igen og igen bliver spurgt til, og som mange mennesker oplever.

Min intention med at lave videoerne, er at dele min erfaring og viden så den er tilgængelig til det mennesker der stå i situationen selv, måske overrumplet, forvirret, eller det der er endnu mere udfordrende.I ønsket om at mennesker med åbning finder den store gave og mulighed der er i en kundalini-åbning 🙏🔥🙏

Der er 4 videoer nu, velkommen at dele kommentarer, indvendinger, spørgsmål, egne erfaringer - måske jeg så laver flere videoer til serien senere. Tak for at se med 🙏

https://benthaugland.dk/spontan-aabning-til-kundalini/

22/05/2024

✨ Spirituelt boycut og mistet jordforbindelse i spirituel åbning ✨

Jeg er ikke bange for spirituelt boycut eller at jordforbindelsen forsvinder når det åbner i en opvågning.

Spirituelt boycut er jo ellers et fy-ord i den spirituelle verden….

Når vi har en åbning til kilden - det som er forbi form - så kan der ske det at vi kaldes og drages på en måde så vi går ud af vores form og menneskelighed.

Vi kan kan blive spirituelt højtflyvende og miste jordforbindelse.

Det kan udefra se skørt ud at se på, og det er oplagt at tænke at for sådan et menneske er det en god ide at “grounde” og “komme ned på jorden”.

Men det er slet ikke mit perspektiv eller tilgang når det gælder tilsyneladende ubalancerede spirituelle åbninger.

Det jeg har på hjerte med denne video, er markant anderledes end hvad mange andre vil kalde “spirituelt boycut” eller “manglende jordforbindelse”


Jeg deler på baggrund af min egen erfaring med at have åbning til noget så smukt, så ufatteligt, så kærligt - at jeg dør ud af min form.

Efter et par måneder med den åbning jeg havde for ca 8-9 år tilbage, da døde jeg.

Jeg døde fordi kærligheden var så stor, til det jeg var vågnet til.

Efter nogle måneder med en kraftfuld spirituel åbning, lagde jeg mig ned, og simpelthen døde..!

Det kan tilsyneladende næsten ikke bliver mere “spirituelt boycut” end at lægge sig ned og dø fra sin krop og inkarnation.

Den død, som bare var af kærlighed og overgivelse, kan jeg slet ikke beskrive hvor skelsættende var.

Det var ikke bare en ud-af-kroppen-oplevelse, nej, det var virkelig at dø.

Sjælen gik op ad en sølvtråd, uden at se sig tilbage, og også slap tråden og forbindelsen til kroppen. Sjælen der fuldt forlod inkarnationen uden nogen intention om at komme tilbage i formen igen.

En fuldstændig overgivelse på alle planer, midt på stuegulvet,
Virkelig en fuldstændig død.

I det skelsættende øjeblik, blev sjælen givet en ny vej, i det yderste øjeblik sagde ja til en genfødsel ind i samme form som netop var forladt. Lang historie.

Efter denne død, i fuldstændig overgivelse ind i ånden, havde jeg 4 år, hvor jeg intet andet kunne, end at følge det kærlige kald ind i denne trancendente død.

Jeg ved jo ikke på det tidspunkt, at det skulle blive til 4 år sådan, jeg ved bare at dette kald ind i ånden var mit liv nu. Det er det eneste jeg kan tro på som meningsfuldt.

Jeg kan ikke andet end at følge dette kald, om så jeg dør af det.

Dag efter dag, uge efter uge, var mit liv en hengivelse ind i død efter død.

En ofring af alt for at træde ud af form. Samtidig med en tilbagevenden til formen hele tiden sker i hver død. Død og genfødsel. En healing af kroppens traumer. Og i fuld mental forståelse af, at jeg er i en bevægelse, hvor jeg giver mig selv som et JEG ind i en spirituel død, mens ånden fødes ind gennem mig.

Så selv om jeg kunne se og forstod bevægelsen af healing og inkarnation af ånden i mennesket, så var min egen bevægelse og orientering ubetinget ud af kroppen og transendent død ind i ånden.

Det var så hårdt, og menneskeligt set ren overlevelse, i årevis hele tiden at lade bevidstheden gå ud af min krop og inkarnation.

Jeg var dengang ikke i tvivl om, at en psykolog eller psykiater ville sygeliggøre det jeg havde gang i, og jeg kunne ikke bebrejde dem. For med rette kunne man kalde mig et “spirituelt boycut”.

I det ydre, så tikker det alle boksene, for at være et kæmpe spirituelt boycut og være med rigtig dårlig jordforbindelse.


Men i det indre, var min oplevelse at gå vejen af min sjæls kald, uden tvivl.

I det indre var jeg i vished om, at dette var den eneste mulige vej.

Det eneste sande jeg kunne gøre, og at alt andet ville være at miste min egen sjæl.

Og fra første øjeblik var min erfaring, at lige meget hvor ubalanceret, smertefuldt, svært det var at være mig på menneskeligt plan - så hver gang jeg gik med mit kald ind i ånden, så åbner der sig hele tiden en vej i det.

Jeg fortalte ikke mig selv, at “nu skal jeg grounde” eller at der skal ske noget andet end det der skete. Jeg stoler på den vej der kalder - lige meget om jeg så skal dø af det.


I denne her tilstand, af kontinuerligt kald ind i ånden og ud af kroppen, er bare en enkelt time lang tid. Men jeg kan ikke andet end at gå med det kald, igen og igen.

Om så jeg skal være i dette en dag, eller en uge, eller en måned, så er jeg klar til det.

Fordi kærligheden og kaldet er så stort.

Og dage bliver til uger, og uger til måneder, og måneder til år.

Det er så ufattelig en hengivelse der er i mig.


Jeg gør dette basalt set alene, uden at kende andet end mit eget kald ind i og mit hjertes vej i det - som er transcendent.

En vej ind i ånden, ind i gud.

Himmel efter himmel.

Lysvæld efter lysvæld.

Højere og højere lysplaner, samtidig med kroppen bare brænder, og alle traumer står åbne.

Det er rejsen jeg har taget, uden nogen andet mål end vejen selv og at følge det kald.

Med villigheden at dø ind i denne vej.

På det menneskelige plan overlever jeg bare disse år.

Jeg kan se min form og menneske får det bedre og styrkes, men jeg lever fra hånden til munden og et meget simpelt liv


Og så en dag sker et skift…

Fuldstændig overraskende for mig der er overgivet til min vej af trancendens.

Efter at have gået denne “maskuline” vej af trancendens i mere end 4 år, så pludselig en dag da jeg vågner i min seng, bliver simple ord talt i mit indre, som ændrer alt.

En indre stemme, der ikke kan oversættes til ord direkte, som fortæller mig dybt i hjertet at min trancendente vej er endelig slut, og nu er min vej at være i verden.

Ordene der kommer er frit oversat “tag mit lys og bær det ud i verden”

Det er simple ord, talt i åndens sprog, men meningen ramte mig som en lastbil.

I mit hjerte forstod jeg, at i det øjeblik, stoppede hele min trancendente maskuline vej.

Fra det øjeblik, var det ikke længere muligt at orientere mig ind i Gud.

Fra det øjeblik af, var min vej immanens. En feminin vej kan du sige, af at lade ånden gå ind i formen.

En dybere død, af at lade ånden dø fra at søge sig selv, og dø og fødes ind i formen.

Det maskuline der dør ind i det feminine.

Shiva der møder Shakti.

Fra det ene øjeblik til det andet, efter så hengiven en vej gennem 4 år, var min vej ændret uigenkaldeligt.

Og samtidig var det også en hel kontinuer bevægelse, for denne trængen ind gennem formen, var den bevægelse energien havde gjort alle disse år allerede.

Energien havde allerede i alle årene gået nedad, ned gennem rygsøjlen, ned gennem chacraerne, åbnet ind gennem kroppens plan.

Men nu var min orientering som sjæl, også denne vej.


Siden dette øjeblik, hvor min sjæls orientering IGEN blev ændret, har min vej været en af immanens.

En vej af at opdage guddommeligheden i hver en celle og i mennesket.

En vej af at fødes som guddommeligt menneske igen og igen.

En lige så dyb vej som den trancendente, men med modsat fortegn.

Og samtidig også bare en helt naturlig fortsættelse, hvor formen der overgives ind i ånden, bevares af åndens indtrængen i formen.

En fuldstændig naturlig bevægelse, uden nogen styring, og uden nogen forståelse nødvendig.

Det var bare det næste skridt på min sjæls vej.


Så det er en deling af min personlige vej og erfaring, fordi jeg ønsker at dele baggrunden for hvorfor jeg så ubetinget kan sige, at jeg ikke er bange for at jordforbindelsen ryger i en spirituel åbning.

Det er min egen vej der gør, at jeg når jeg møder et menneske med spirituel åbning, så er jeg i så dyb en tillid til det finder vej.

Hvis der er en reel spirituel åbning, og vi bare går dybt efter vores indre kald, så vil døre åbne og alt vil finde vej. Det VED jeg.

Jeg vil aldrig sige til et menneske med spirituel åbning, at de skal gøre noget andet end det deres hjerte kalder dem til.

Lige meget hvor skørt, hvor skævt, hvor ugrounded det kan virke, eller hvor end meget man kan kalde det et spirituelt boycut.

Jeg stoler så ubetinget på kaldet i opvågning.

Og deri oplever jeg at være anderledes, ved den orientering jeg bringer, når jeg møder et menneske der som jeg selv, oplever spirituel åbning.

Denne ubetingede tillid til sjælens kald, også hvis det betyder tilsyneladende at skulle stole ind gennem store ubalancer, oplever jeg er anderledes end hvad mange andre siger om at navigere spirituel åbning.


Opvågningsvejen er ikke en rational vej.

Opvågningsvejen kan kun tages eet skridt ad gangen.

Den eneste vej jeg kender der virker, og som bliver ved at åbne døre, det er ubetinget at følge det indre kald.

Om så det ligner at det leder ind i bælgravende mørke.

Om så det ligner at vi kommer til at dø af det.

Om så det ligner at alt vil gå galt, at alle vil hade og afvise os, og vi bliver slået ihjel.

Selv om det er sådan det føles, hvis bare vi har det kald vågent i hjertet, så er der bare een vej:

At følge det kald!

Den eneste sande vej jeg kender.

Og jeg er her for at genkende sådan et kald i et andet menneske, støtte det og fejre det kald i en anden.

Jeg er her for at dele den tillid der er i mig, som er så dybt forankret i min grundvold.

Det er hvad jeg er her for, i min rolle af “spirituel ven” eller “følgeskab i opvågning”

Det er hvad jeg er her for, og det jeg byder ind med.

Jeg inviterer ind i følgeskab i opvågning.

Så radikalt.

Så kærligt.

Det største eventyr.


Her i butikken er jeg ikke bange for spirituelt boycut og flagrende jordforbindelse 🔥

Så er det sagt 🙏🌋🙏

Meget kærlighed, tak for at læse med ❤️🔥🙏

10/05/2024

Jeg sidder dagligt i møder med mennesker hvor healing strømmer på forskellig vis.

Jeg oplever mange slags healinger, på forskellige planer - og jeg ser igen og igen at der er een enkelt forudsætning som er den primære forudsætning for at healing kan finde vej.

Ikke bare en enkelt healing, men at healing kan ske igen og igen, stadig dybere, ind gennem det ene efter det andet plan.

16/02/2024

Opvågning, er som at finde midten af alt. Midten af os selv.

Det balancepunkt, hvor alt er i harmoni.

Der hvorfra der ikke er noget sted at gå hen. Der hvor alt er hjemme.

Et sted uden polaritet og uden kanter.

Så simpelt at det er ufatteligt, at der skulle være noget andet sted at være end i midten.

Det er meget lidt at sige om det sted og fra det sted.

Et sted der sluger alting.

Brænder.

Fejrer.

Danser.

Et sted af enorm glæde, klarhed og kraft.

Et sted som intet vil, og dermed er der heller ingen invitation at give fra dette sted.

Et sted af fuldendelse.

En midte der tager alting med ind i sit glædesbål.

Som en altopslugende dans.

Som et smil igennem alting.

Som en ekspansion, der bare afslører, afmaskerer og sniger sig ind bag hver en krog, og så blødt gennemtrænger alt.

Kærlige, bløde, klare kraft.

Jeg kan ikke sige at “jeg elsker det”, for det “jeg” er her bare som en lille skygge-ide.

Prøver jeg at elske denne kraft, er det et skridt ud af denne kraft.

Prøver jeg at sige ja til denne kraft, er det at gå væk fra denne kraft.

Sige jegf til dig “kom og vær med”, er det blot en sjov ide om at der findes en “du” som er udenfor denne virkelighed.

Det er fuldendelse.

Simpelt.

Levende.

Halleluja!

Tak 🙏

22/01/2024

Uden opvågning og bevidsthed ind i virkeligheden, så kan vi virkelig ingenting, andet end at køre i ring.

Med opvågning og med bevidstheden om det der er virkeligt forbi os selv, der kan alt finde vej.

I min verden og det sted jeg kommer til, er det så fuldstændig klart, at uden opvågning kan vi virkelig ingen ting, andet end at rode os selv dybere ind umulighed.

Og med opvågning finder ALT i sandhed vej, når vi står det levende og vælger at sige ja til det der er levende, hviler i det, og ladet det være vores grund og primære virkelighed - alt imens alt andet foregår.

Det er så radikalt et skifte, det i et hvert givent øjeblik at vælge det levende virkelige.


Det er ikke nok bare at være nærværende og være i nuet. Det er en god begyndelse, men det er ikke nok.

Jeg taler om det, at hvile ind forbi det at være et "jeg".

Jeg taler om fuldt at hvile i den virkelighed, før et "jeg", og erfare det som er levende og igennem alt.

I den erkendelse og hvilen-ind, bliver nærvær og at være i nuet, blot en simpel følge af det. Nærvær springer fra den erkendelse, for heri er der ikke andet end dette nu alligevel.

Det er ikke fordi "jeg'et" er væk, det er her stadig. Men det er at stå dybere end i vores "jeg". Alle vores legemer er her stadig, den fysiske krop, vores emotioner, vores sind, og vores jeg. Det hele er her stadig.

Det handler om den helt grundlæggende hvilen i erkendelsen af, at vores "jeg-følelse" er ikke den dybeste grund at stå i.

Når ikke dette "jeg" er den dybeste grund, så bliver det også fuldstændigt tydeligt, at der er kun det som er levende i dette nu. Livet er i dette nu. Så er nærvær en følge af erkendelse. I opvågning er der ikke brug for en nærværspraksis eller at skulle være mindful.

Det smukke er, at alt finder vej fra dette sted.

Når vi hviler ind i det som er virkeligt, så er det som at slippe alt andet, og så kan alt andet bare finde vej. Som at stå i en orkans øje.

Her i midten, er en fuldstændig klarhed og vished om, at alt finder vej.

Ikke finden vej, som at det skal et sted hen. Nej, det jeg taler om er en ubetinget vished og tillid til livets udfoldelse.

Ikke bare det individuelle liv, men hele udfoldelsen - hele menneskeheden, hele jorden, hele universet.

En fuldstændig vished om at alt er i fineste orden og finder vej.

En fuldstændig vished om det guddommelige i alt og igennem alt.

Det er så smukt og simpelt.

Det er den ultimative løsning.


Og så her, bare det mindste skridt væk fra denne ultimative klarhed og løsning, er den ultimative sidden-fast og umulighed.

Det er bare at tage skridtet ind, og identificere med at være et adskilt "jeg" - så er alt med det samme umuligt.

Som at falde ind i en forvirret labyrint af umulighed.

Og det kommer fra, at træde ind i noget som ikke er sandt dybest set.

Ved at træde ind i et perspektiv der ikke er dybest sandt, vil alt opleves som umuligt:

Ved at opleve noget lineært, som ikke er lineært.
Ved at opleve noget som adskilt, der ikke er adskilt.

Det er ligesom at tage den forkerte grundantagelse - så er det klart ligningen ikke går op.

Selvfølgelig ender vi med at kæmpe og forvildes, når vi starter med en illusion som vores udgangspunkt.


Det jeg siger her, kan man ikke overbevise nogen om.

Det kan man sige tusind gange.

Det er kun tydeligt fra den direkte erfaring af at opleve en virkelighed der er dybere end adskillelse, at det jeg deler om kan omfavnes.

Men gud hvor er det smukt, og stort og en gave.

Og hold da op en byrde der lettes, i denne fuldstændig simple kommen-hjem og kommen-ind.


Tak for at læse med, på en simpel lille deling her 🙏 🙏 🙏

Jeg deler der, fordi der er smukt at dele.

Og så når det er delt, så velkommer jeg dig som genkender det jeg deler om. Hvad end det er voldsomt og intenst det du oplever, eller stille og subtilt.

Du som genkender den virkelighed der er før dig selv, dig velkommer jeg meget dybt.

Velkommer til at danse sammen så ubetinget dybt.

Det er en dyb invitation, for alt er vitterligt muligt her, der er ingen grænser for hvad vi kan lade bevæges fra dette sted af enhed.

Hvis ikke vi kender denne værensgrund, så er der masser af grænser for hvad der er muligt. Men kender du dette sted, elsker du det, og vil du det - så er min invitation nærmest ubetinget, for alt kan finde vej her.

Og ja, så er der nogle pragmatiske rammer om den invitation:

Invitationen til at mødes i session, til at mødes i cirkel, og i retreat.

Rammer som blot er en lille parantes i virkeligheden.

Praktiske pragmatiske rammer og former. En leg og dans med form, i tid og rum.

Og sikken en dans, hurra for det.

Velkommen til at danse.

Velkommen 🙏

Adresse

Hillerød

Telefon

+4521455522

Internet side

Underretninger

Vær den første til at vide, og lad os sende dig en email, når Sjælskraft. Healing ved din sjæls egen kraft sender nyheder og tilbud. Din e-mail-adresse vil ikke blive brugt til andre formål, og du kan til enhver tid afmelde dig.

Kontakt Praksis

Send en besked til Sjælskraft. Healing ved din sjæls egen kraft:

Genveje

Del

Share on Facebook Share on Twitter Share on LinkedIn
Share on Pinterest Share on Reddit Share via Email
Share on WhatsApp Share on Instagram Share on Telegram

Type

Sjælskraft: Healing ved din sjæls egen kraft

MIN BEHANDLINGSTILGANG:

Min behandlingstilgang tager radikalt udgangspunkt i dette øjeblik. Vi undersøger nysgerrigt og vågent sammen hvad der rører sig i dig, og når smerte, traumer og svære tilstande viser sig, møder vi dem sammen. Jeg støtter dig med en blid kærlig hånd i ryggen til selv at møde og mærke dig selv, og når der er brug for det, tager jeg dig med glæde ved hånden og hjælper dig mere aktivt indtil det der er farligt ikke er så farligt længere. Og så går vi igen sammen videre, med nysgerrighed og vågenhed. Jeg glædes ved at invitere dig med på denne rejse, der er som en evig udfoldelse, altid ny og altid levende

OM METODEN HEALING ENQUIRY:

Healing enquiry er fundamentet i mit arbejde. Det er en terapeutisk nærværspraksis hvor vi sammen vågent følger hvad der sker i tanker, følelser, krop-fornemmelser og energi-bevægelser og højere intuitioner. Metoden i sig selv er simpel, og virker i den grad vi sammen kan bringe vågenhed, åbenhed og mod til processen.