25/10/2025
Din overbevisning kunne måske lyde sådan her: ”Jeg kan jo ikke sige det her til nogen, de vil jo tro, at jeg er tosset. De har jo oplevet en anden P, end det jeg oplever, hvem vil tro mig?”
MEN…. Du skal vide, at alt det P har gang i, det er ret smart ikk?
P har dig lige nu, hvor P ønsker, at du skal være. Nemlig under P’s kontrol.
Det handler om kontrol, og det handler om magt.
Du kan godt bryde fri af det her. Det kan blive hårdt, det kan blive sårbart, det kan blive skræmmende (da du kan være udsat for trusler), det kan blive en kamp for livet. Det gode liv, hvor du ikke går så meget på kompromis med dig.
Du har kun et liv, hvordan skal dine livstimer forvaltes? Du er din egen livsforvalter, det er der ikke andre, der skal være, du kan godt selv.
Nedenstående skriv er inspireret af Danner samt Jane Monckton-Smith.
De røde flag kunne være:
Du kender måske til P’s tidligere forhold, hvor P har været fysisk/psykisk voldelig eller stalket, men du oplever jo ikke P sådan, så P har nok forandret sig? Du tror på P’s bortforklaringer.
Alt går hurtigt i starten, voldsom kærlighedsrus, flytte sammen, få børn osv.
P er jaloux og vil gerne bestemme meget i forholdet – du bliver isoleret i forhold til, hvad du må i din fritid, og hvem du må være sammen med.
Der sker en tilpasning fra din side for ikke at ophidse P, du går på æggeskaller.
Hvis du påtaler, at du føler dine grænser bliver overskredet, kan du ske at blive manipuleret til at tro og føle, at du er krænkeren og din krænker er ofret. Det er P-typerne eksperter i.
Hvis P føler, at P mister kontrollen over dig, kan du trigge P. Eksempelvis hvis du udtrykker, at du ønsker at afslutte forholdet. Det kan trigge P. P kan blive meget vred og måske udvikler den psykiske vold sig til fysisk vold (hvis den ikke allerede har fundet sted tidligere i forholdet).
P kan nu føle sig truet på sin eksistens samt magt og vil nok også føle, at P mister anerkendelse/status, hvis du forlader P. ”Jeg ejer dig”, ”hvis det ikke var for mig, var du intet”, ”du har og er intet uden mig (eksempelvis økonomisk vold)”, ”du får ikke lov til at gå fra mig - aldrig”.
P vil måske nu gøre alt for at få magten tilbage. Dette kan gøres ved trusler, overvågning, stalking, sprede løgne til dine relationer for at få dig så langt ned under gulvbrædderne som muligt. Enten er P meget meget hævntørstig og gør dette for at smadre dig mest muligt eller også forsøger P at true sig til at få dig tilbage.
Hvis du så forlader P, så vil P højst sandsynlig vende det hele rundt og gøre sig selv til offer – altså indtage offerrollen. Der bliver måske skrevet rundt til dine eller/og fælles relationer om, hvor ondskabsfuld du er osv. Dette gøres gerne før du får fortalt din version, for så kommer P jo først og tror på, at når P kommer først, så vinder P disciple på den konto. Her finder du ud af, hvem der er dine sande gode relationer.
Hvis P går helt i det hævntørstige hjørne, så er det i dette stadie, at der bliver planlagt et mord. Det kan tage fra timer og op til år at planlægge dette.
Hvis så P opnår at slå dig ihjel, så har disse trin været på banen inden.
Jo tidligere du forlader P, jo lettere vil det være for dig. Det er bedst ikke at blive for fasthængt i spindet af ondskab, for når først du sidder fast i nettet, så bliver bruddet for det meste ikke uden ballade.
Kom væk så hurtigt som muligt og sidder du fast i nettet, så er der hjælp at hente.
Ræk ud, bed om hjælp, kontakt evt. krisecentre. Brug dit netværk. Find støtte i dit netværk eller professionelt.
Og…. Til alle jer, der ikke forstår, hvorfor man ikke bare går. Så er det ikke bare lige så let.
Det handler om overlevelse nu og her. Er man blevet nedbrudt af P, så er det ikke bare lige at gå sin vej. Man kan være så nedbrudt, at man næsten ikke kan overskue at lave mad, handle ind, gå på arbejde osv. Mange mennesker, der lever/har levet i dette, ender med PTSD og måske en C-PTSD.
Det kan være en afhængighed. Man bliver afhængig af den fase, hvor alt er godt – som det var i starten. Champagnelivet, roser, ”leve på diamanter”, forkælelse, de rigtige ord osv. Det er lige præcis det, der er afhængigheden, og det er det, man søger tilbage til. Man ved jo, at sådan kan det være, det higer man så efter, at P kan bringe ind i forholdet igen.
Det kan også være en frygt. Man kan være blevet truet af P. Truet på livet, hvis man går. Truet med at nære relationer ”kommer til skade”, hvis man går.
Det er en nedbrydning af et menneske, hvor det hele foregår gradvist, derfor er det så svært at bevare styrken, som man måske engang havde. Den styrke, man havde, inden man blev et offer for vold.
Så dig, der ikke forstod: ”hvorfor går hun/han ikke bare”, du er forhåbentlig blevet klogere.
Og…… skal vi så ikke lige slå et meget hårdt slag for at droppe victimblaming lige med det samme, tak.
Det er en overlevelsesstrategi, når man bliver. Voldsofre er ikke uintelligente, de er ofte nedbrudte, bange, usikre og selvværdet har fået et ordentligt hak i sjælen. Sjælen er hårdt ramt, og der skal kærlig genopbygning til.
Det handler ikke om, at man er svag, det handler om overlevelse.