20/06/2025
Min hest taler hele tiden til mig – det er kun et spørgsmål om jeg tør lytte.
I går skulle vi have været ud at køre i traileren – til en opfølgning på dyrehospitalet. Min hest har altid været cool med traileren (inden jeg fik ham) og han er stadig super cool til at køre i traileren – men nu spejler han min energi – så hvis jeg ikke er rolig i forhold til traileren og køreturen – så skal han ikke køre nogen steder.
Det lykkedes ikke at komme afsted i går – selvom jeg har arbejdet en del med det, så har jeg stadig uro ved at være i traileren og jeg kunne ikke slippe tanken om, om vores bil kunne klare turen (den trængte til at få skiftet nogle dele). Så min skønne dreng Umbra gik fint med ind i traileren – men i det sekund jeg ville lukke bommen – bakkede han ud igen.
I dag spurgte jeg (telepaterede) Umbra, hvad der skete i går under trailerlæsningen – her er et lille uddrag af telepatien:
....Der er flere ting i det. Hvis ikke du er tryg ved at køre med mig, så kommer vi ikke nogen steder. Din energi fortalte mig at det er utrygt at køre i traileren (fordi du ikke var sikker, på bilen kunne klar det) – derfor kan jeg ikke stå stille længe nok til at bommen bliver lukket.
Hvis jeg skal føle mig tryg ved at stå i traileren – så skal du også være tryg ved at jeg står i den. Jeg spejler din energi Mor – hvis du er urolig, så bliver jeg urolig.
Når du vil lukke bommen bag mig, bliver det lidt hektisk for dig – som om du skal skynde dig at lukke, inden jeg går ud. Lige så snart du går ned for at lukke bommen – så mærker jeg uro i din krop og så bakker jeg ud. Det er ikke det letteste i verden at stå i en trailer, hvor jeg ikke kan bevæge mig – så jeg har brug for at energien er rolig og jeg kan føle mig tryg ved det....
Når jeg tænker tilbage, så begyndte jeg sådan set allerede at stresse over køreturen aftenen før – men i stedet for at lytte til det jeg mærkede, så fortsatte jeg mod målet om at komme afsted – og brugte en masse energi på det – indtil Umbra meget klart og tydelig kommunikere til mig – vi kan ikke køre, når du ikke er tryg ved turen. Hans måde at vise mig det på, var at bakke ud, inden jeg kunne lukke bag ham.
Tidligere kunne det slå mig helt ud – ikke at være i stand til at læsse min egen hest – men lige nu sidder jeg mere med en enorm følelse af taknemmelighed og ydmyghed. Taknemmelighed over at min elskede hest viser mig vejen og altid fortæller mig, når jeg er på vej i den forkerte retning. Og en ydmyghed over alt det jeg lære om mig selv sammen med dyrene.
Af hjertet tak❤️
