20/08/2024
Min inspiration bag forløbet "Find din balance i hverdagen - fra stress til Styrke og Ro" stammer ikke kun fra en faglig viden og erfaring men også fra mit eget sygdomsforløb, og jeg vil gerne dele lidt om det!
Da jeg fik en diskusprolaps i 2019 og på trods af operation fortsat havde smerter og føleforstyrrelser, måtte jeg bruge alt det, jeg har lært på at leve med smerter, få ro på nervesystemet samt finde en ny fleksibel balance i mit liv.
Jeg vil dog også indrømme, at det først gik den rigtige vej, efter jeg havde overbelastet mig selv voldsomt i min optrapning og raskmelding i året efter min operation, og måtte sygemeldes fuld tid igen 😔 Herfra startede jeg helt fra bunden, og kom stille og roligt i gang igen. I starten kunne jeg ikke holde til mere på en arbejdsdag, så skulle jeg til fx behandling, møde, sport med børn mm. kunne jeg ikke også arbejde den dag. Jeg arbejder stadig max 12 timer ugentligt, men da jeg lykkedes med at skabe en balance, hvor jeg sjældent overbelaster mig selv, og samtidig fik ro på nervesystemet, blev det stille og roligt bedre. Så nu kan jeg holde til mere, jeg kan fx både arbejde og være social samme dag, og jeg føler mig mere som mig selv.
Jeg har i denne proces arbejdet meget med, at skabe balance i mit liv, prioritere og fokusere på værdier, acceptere min tilstand, træne opmærksomhed og nærvær (på det jeg ønsker og ikke smerter der larmer) restituere og berolige nervesystemet ved fx at gå ture, være i naturen, nyde nærvær med kære samt dyrke yoga. Når jeg i dag synes, jeg har et godt, meningsfyldt og tilfredsstillende liv på trods af smerter og begrænsninger, så skyldes det udelukkende det!!!
En vigtig del af det jeg gjorde for at skabe ro i nervesystemet var at starte til yoga hos Pernille fra Dinkrop.nu, og da vi blev naboer på Magnesholm, begyndte vi at snakke sammen om at skabe et helhedsorienterede forløb med både de psykologiske og de kropslige metoder. Vi har bygget forløbet på veldokumenterede metoder, som vi har erfaring med virker både fra vores eget liv og fra vores arbejde. Vi håber, at vi med det her forløb kan hjælpe endnu flere og bedre end vi kan hver især. Lad os stå sammen og skabe en hverdag i balance!