08/02/2021
Hvordan virker Mindfulness?
Jeg bliver ofte spurgt om hvad Mindfulness gør godt for og hvordan virkningen er.
1. Du bliver mere bevidst om dine tanker. Når du er bevidst om dine tanker, kan du betragte dem - faktisk træde væk fra dem og ikke tage dem så bogstaveligt. Når du ikke tager dine tanker bogstaveligt, vil du heller ikke reagere på dem.
2. Du begynder at holde en pause i dit sind og reagerer ikke på alt. Den lille pause i sindet, gør at du kan flytte din hjernereaktion fra den primitive hjerne og op i den reflekterende hjerne. Dermed kan du vælge den bedste respons på situationen i stedet for en automatisk reaktion.
3. Mindfulness balancer din "handlings-indstilling" med din "værens-indstilling". Du bliver bedre til at være afslappet og lærer at vælge, hvornår du kan handle i stedet for konstant at handle (som ofte hænger sammen med stress).
4. Du bliver mere opmærksom overfor din krop. Du kan mærke ubalancer og måske smerter tidligere og kan derefter regulere din aktivitet. Ofte sender kroppen stresssignaler ud, men ligeså ofte overhører vi dem, når vi ikke er opmærksomme.
5. Du bliver mere opmærksom på andres følelser og stemninger. Din følelsesmæssige intelligens stiger og du vil derfor være bedre til at agere socialt og f.eks. være meget mindre tilbøjelig til at havne i konflikter.
6. Din evne for omsorg og medfølelse for dig selv og andre stiger. Det medfølende sind beroliger dig og hæmmer din stress. Du lærer at møde dig selv og andre med kærlig venlighed.
7. Mindfulness reducerer hjernens aktivitet i amygdala. Amygdala er et af de "gamle" centre i hjernen, hvor bl.a. din stress respons aktiveres. Mindfulness og meditation stimulerer de nyere centre i hjernen, som styrker dine evner for refleksion, medfølelse og rolig handling og mindsker amygdala, så du ikke er dine følelsers vold.
8. Du bliver bedre til at fokusere. Udover at du bliver mere effektiv, får du en større følelse af velvære, som også reducerer stress. Du kommer lettere i "flow" med det, du gør.
9. Du lærer at ændre din holdning til stress. I stedet for blot at se de negative konsekvenser af f.eks. travlhed giver mindfulness dig muligheden for at tænke anderledes om stress og allerede her ændre din tilgang og kropslige reaktion på stress.
Kærligst ❤
Lise Eriksen