Stressvedborn.dk

11/09/2025

Lille-verden – refleksioner omkring selvoscillation, resonans og menneskelig udvikling

Af Ronnie Kristensen, psykolog, Center for Naturnær Menneskelig Udvikling, chefpsykolog ved Nordisk Krisekorps og udvikler af Naturnær Menneskelig Udviklingsteori

⸻

Indledning – når verden bliver for stor

I min kommende bog om Naturnær Menneskelig Udviklingsteori introducerer jeg begrebet lilleverden. Jeg bruger det til at forstå de tilstande, vi i årtier har haft for vane at sygeliggøre og reducere til diagnoser. OCD, tvangshandlinger, autistiske særinteresser, selvskade eller spiseforstyrrelser bliver i et medicinsk paradigme set som symptomer. Jeg ser dem anderledes: som naturlige, rytmiske strategier – små verdener, mennesket søger ind i, når omgivelserne ikke længere bærer.

Når vi ikke mødes resonant – når vi ikke spejles, anerkendes og understøttes på de mange sider, træk, behov, egenskaber og funktioner, vi rummer – skabes der et tomrum. Organismen vil altid forsøge at lukke dette tomrum. Her opstår selvoscillation: kroppens evne til selv at skabe gentagende mønstre, handlinger eller tanker, som giver en fornemmelse af rytme og orden.

Lille-verden er netop dette: et selvorganiserende rum, hvor vi søger resonans, når resonansfeltet omkring os bryder sammen.

⸻

Mennesket som mosaik af behov, sider og funktioner

Jeg foreslår eksempelvis at betragte mennesket som en mosaik af behov, sider, træk, funktioner og egenskaber. Forestil dig en stor mosaikvæg, sammensat af tusindvis af brikker i forskellige former, farver og materialer. Nogle er stærke og lysende, andre skrøbelige og næsten gennemsigtige. Hver brik repræsenterer et aspekt af os: en biologisk rytme, en kropslig funktion, et sanseligt behov, en psykologisk egenskab, et emotionelt træk, et socialt relationelt behov.

Denne forståelse hænger tæt sammen med Maturana & Varelas teori om struktur-determination: En organisme kan kun reagere og udvikle sig ud fra sine egne strukturelle muligheder. Mosaikken er netop et billede på dette – mennesket kan kun folde sig ud, når alle brikker mødes resonant, og når omgivelserne ikke skærer dele væk.

Når mosaikken mødes resonant – når omgivelserne spejler og bærer os i vores behov, sider og træk – træder helheden frem som et levende billede. Når vi ikke mødes, ser vi afvikling: sider og træk falmer og træder i baggrunden, egenskaber og funktioner afvikles.

Her kan vi tale om kulturelt betinget dissociation. I en kultur, hvor bestemte behov eller egenskaber ikke anerkendes – fx menneskets sanselige, rytmiske eller relationelle sider – skubbes disse dele af mosaikken ud i periferien. De forsvinder ikke, men de bliver tavse, undertrykte og ofte stigmatiserede.

⸻

Lilleverden som rytmisk strategi

Når mosaikken - den menneskelige organisme ikke mødes resonant, vil organismen kompensere. Det gør den gennem lilleverden.

Lilleverden er en rytmisk strategi – et rum, hvor organismen gennem selvoscillation forsøger at skabe resonans indefra, når den ikke findes udefra. Her kan vi igen trække på Anokhins teori om funktionelle systemer: Organismen organiserer altid sine handlinger ud fra at skabe en form for regulering og overlevelse. Lilleverden er netop et funktionelt system – et midlertidigt mønster, der holder organismen sammen, når resonansen i det større felt er brudt.

Samtidig kan vi forstå fænomenet gennem Porges’ polyvagale teori: Når vi ikke mødes resonant i sociale relationer, glider nervesystemet ud af tryghedsregulering og søger selv at skabe rytme. Lilleverden bliver en slags indre “nødspor,” hvor mennesket forsøger at holde sig i live gennem gentagelse og selvorganisering.

⸻

Kliniske cases – tre livsfaser af lilleverden

Barnet med leukemi

Et seksårigt barn indlægges med leukemi. Fra den ene dag til den anden fratages han alle muligheder for at regulere sig på sine helt primære og basale behovsparametre på alle niveauer (biologisk, fysiologisk, psykisk, sanseligt og socialt).
Søvn, appetit, bevægelse, leg og nærhed bliver styret af lægers og behandleres tidsskemaer.

Han sættes i en tilstand af systemisk afmagt, hvor “mosaikken”, hans organisme, ikke mødes rytmisk resonant på relevante behovs-dimensioner. Da han vender hjem efter behandling, begynder han pludselig at udvise stærke OCD-lignende træk. Han vasker hænder igen og igen, tæller mønstre, insisterer på faste rutiner. Det er ikke en ny patologi, men et forsøg på at skabe en lille verden, hvor han oplever resonans. Han skærmer sig fra alt i omverdenen der ligger uden for hans kontrol og som han har erfaret, sætter ham i systemisk afmagt – altså en selvoscillerende strategi, hvor han forsøger at skabe resonans, efter at være blevet berøvet den gennem hele sygdomsforløbet.

⸻

Teenagepigen der selvskader

En pige på 13–14 år cykler hjem fra skole og skærer i sin hud. Hun lever i en kultur, hvor skolens krav er for høje, lærernes tilgang er funktionalistisk, og hjemme møder hun forældre, der ikke kan bære hendes følelser. Hun oplever sig konstant målt, men aldrig mødt.

Set gennem Leontjevs virksomhedsteori giver hendes handling mening: Aktiviteten er ikke tilfældig, men en måde at regulere et indre behov i fraværet af resonans. Selvskaden giver en virkning i en virkningsløs verden. Smerten, blodet, rytmen i handlingen – alt sammen skaber en form for resonans, hvor hun for et øjeblik kan mærke sig selv. Samtidigt skærmer smerten hende fra stressbelastningen ved alt det der ligger uden for hendes egen kontrol, altså de forhold der kommer til udtryk i hendes dissociative overtænkning omkring kes.: At vi ødelægger vores klode og natur og krig i ukraine; At hun ikke præsterer som hun måtte ønske i forhold til at blive dyrlæge; At hun ksla sige til hendes veninde at hun ikke kan komme med til hendes fødselsdag, og utrygheden ved, hvordan veninden nu må reagere; At mor og far ikke forstår hende og blot presser endnu mere på i forhold til for præstation og funktionalisering, frem for at støtte op om nødvendig ro til restitution samt trivsel i hendes tilværelse.

⸻

Den voksne, der arbejder sig ihjel

En mand i 40’erne arbejder 70 timer om ugen. Udefra ligner han en succes – indefra er arbejdet blevet en lilleverden.

Her kan vi igen forstå mønsteret gennem Anokhins funktionelle systemer: Arbejdet bliver det system, der organiserer hans liv, fordi det giver rytme, kontrol og en følelse af virkning. Men andre dele af mosaikken – det sanselige, sociale og kropslige – afvikles stille og roligt.

Det, der begyndte som selvregulering, ender som selvdestruktion. Og får han ikke hold på det i tide, ender det i svære belastningsskader på hele hans organisme, på biologiske, fysiske, psykisk, sanseligt og sociale parametre. Dysregulering i alle indre systemer - fordøjelse; søvn, hvile, restitution; respiration; blodtryk, hormonel dysregulering m.fl. Over tid, måske inflammatoriske tilstande som bliver til føleforstyrrelser og nerveskader..nervesmerter. Kognitiv dysfunktion i forhold til koncentration, opmærksomhedsrettethed, strukturering, organisering, rummelighed, m.v. Listen er lang.

⸻

Udvikling og afvikling – mosaikkens logik

Når vi forstår mennesket som en mosaik af behov, sider, træk, funktioner og egenskaber, bliver logikken tydelig:
• Udvikling sker, når mosaikkens mange dele mødes resonant. Når vi spejles, understøttes og gives autonomi til at handle i overensstemmelse med vores intuition, nysgerrige rettethed og behovs-regulerende virksomhed.
• Afvikling sker, når mosaikken ikke mødes resonant. Når vi ikke spejles, når vores behov ikke bæres, og vi fratages råderummet til at regulere os selv. Da vil funktioner svækkes, sider og træk træde i baggrunden, og egenskaber gå tabt.

Her hænger mosaik-billedet tæt sammen med Deci & Ryans selvbestemmelsesteori: Autonomi, kompetence og samhørighed er grundlæggende behov, som skal mødes for, at mennesket kan udvikle sig. Hvis de ikke mødes, sker der ikke blot stilstand, men afvikling.

⸻

Frekvenser, vibration og resonans

Når jeg taler om rytme og resonans, kan det også forstås i et sprog, der minder om fysikkens: frekvenser og vibration. Mennesket kan beskrives som en organisme i konstant svingning – fra de mindste elektriske impulser i cellerne, til hjertets slag, åndedrættets bevægelser, de hormonelle cykler og de sociale rytmer, vi indgår i.

Ligesom et glas kan begynde at vibrere, når det mødes af lyd på dets egen resonansfrekvens, reagerer vi som organismer, når vi mødes af rytmer og frekvenser, der matcher vores egne indre mønstre. Når vi mødes af harmoniske frekvenser, falder vi til ro. Når vi mødes af støj, rigiditet eller fravær af spejling, falder vi ud af balance og søger kompensation gennem lilleverden og selvoscillation.

Man kan sige, at den menneskelige organisme fungerer som et orkester. Når resonansen med omgivelserne bryder sammen, bliver orkestret ustemt. Lilleverden er den melodi, vi spiller alene, for at holde os selv i live – indtil vi igen kan stemme os ind i den større musik.

⸻

Afslutning – resonans frem for kontrol

Jeg ser lilleverden som et afgørende begreb, hvis vi vil forstå menneskelig udvikling. Den er ikke et symptom, men en strategi. Ikke en fejl, men et forsøg på at finde rytme, når verden mister sin.

Når vi møder mennesket som en mosaik – af behov, sider, træk, funktioner og egenskaber – bliver det klart, at udvikling kun sker, når mosaikken mødes resonant. Når vi ikke mødes, følger afvikling. Når vi mødes, opstår udvikling.

Denne refleksion er blot en forsmag. I min kommende bog om Naturnær Menneskelig Udviklingsteori udfolder jeg både begrebet lilleverden og mosaikken som metafor. Her viser jeg, hvordan vi kan bevæge os fra en kultur, der patologiserer, til en kultur, der forstår og understøtter menneskets rytmiske og behovsregulerende natur.

For mig er det et paradigmeskifte: fra kontrol til resonans, fra afvikling til udvikling. Fra et medicinsk/psykiatrisk paradigme baseret på et logisk rationelt og funktionalistisk tilgang til mennesket, og til et naturnært paradigme fokuseret på mennesket som rytmeorganisme med behov for resonans.

⸻

Hashtags



Rasmus Stoklund
Mette Frederiksen
Folketinget
⸻
Referencer

Anokhin, P. K. (1974). Biology and neurophysiology of the conditioned reflex and its role in adaptive behavior. New York: Pergamon Press.

Deci, E. L., & Ryan, R. M. (2017). Self-determination theory: Basic psychological needs in motivation, development, and wellness. New York: Guilford Press.

Leontiev, A. N. (1978). Activity, consciousness, and personality. Englewood Cliffs, NJ: Prentice Hall.

Maturana, H. R., & Varela, F. J. (1980). Autopoiesis and cognition: The realization of the living. Dordrecht: D. Reidel Publishing.

Porges, S. W. (2011). The polyvagal theory: Neurophysiological foundations of emotions, attachment, communication, and self-regulation. New York: W. W. Norton & Company.

12/08/2025

Når narcissismen får magt – og velfærdssystemet mister sin menneskelighed

Et opgør med egeninteressens tyranni, flokmentalitet og ledelseskulturen i vores fælles systemer
Af Ronnie Kristensen, psykolog, Center for Naturnær Menneskelig Udvikling, chefpsykolog ved Nordisk Krisekorps og udvikler af Naturnær Menneskelig Udviklingsteori

⸻

1. Indledning – Det, vi ikke tør sige højt

Vi taler ofte om strukturelle problemer. Om ressourcemangel. Om kompleksitet. Om utilsigtede hændelser. Men vi taler alt for sjældent om det, der i mine øjne udgør en af de mest alvorlige trusler mod menneskelig trivsel i det danske velfærdssystem: mennesker i magtpositioner, som aldrig burde have været der.

Jeg taler om fagpersoner, ledere og beslutningstagere, der ikke er drevet af relationel ansvarlighed, sansning eller resonans – men af egocentriske, selvcentrerede og narcissistiske egeninteresser. Mennesker, der bruger systemet til at udvide deres kontrol, beskytte deres image og dyrke deres position, mens de træffer beslutninger, der skader de mest sårbare i samfundet.

Det er en kritik, der sjældent formuleres direkte. For vi har skabt en kultur, hvor det er forbundet med illoyalitet at påpege, at nogen bruger deres autoritet til at fremme sig selv fremfor fællesskabet. Men hvis vi ikke tør tage denne samtale, fortsætter de samme mennesker med at kravle op gennem systemet – og efterlader et spor af utryghed, afmagt og systemisk vold i deres kølvand.

Denne artikel er et forsøg på at bryde tavsheden. Ikke for at pege fingre blindt – men for at rette blikket derhen, hvor det for længst burde have været rettet: mod dem, der bærer ansvaret. Mod dem, der ikke blot mangler resonans – men som i praksis modarbejder den.

⸻

2. Den skjulte magt – autorisation, beslutningsret og det pæne ydre

Narcissisme i systemet viser sig sjældent som det klassiske, overdrevent selvhævdende individ, vi kender fra psykologibøgerne. Den er langt mere subtil. Den skjuler sig bag høflighed, faglig jargon, kompetencepapirer og et skinnende CV. Men under overfladen er der ofte tale om det samme mønster: en person, der bruger andre mennesker som middel til egne mål, og som ikke for alvor evner at mærke konsekvensen af egne beslutninger på andres krop.

De mest skadelige aktører i systemet er sjældent dem, der larmer mest. Det er dem, der forstår at tale systemets sprog. Dem, der ved, hvordan man fremstår samarbejdende, samtidig med at man beskytter sig selv mod enhver form for ansvar. De kalder det “strategisk ledelse”. De kalder det “svære prioriteringer”. Men i virkeligheden er det en kynisk manøvre: at bruge sin magtposition til at træffe beslutninger uden menneskeligt konsekvensansvar.

I Naturnær Menneskelig Udviklingsteori beskriver jeg dette som kulturel dissociation: En tilstand, hvor det menneskelige forsvinder bag rollen. Hvor sansningen slukkes, og hvor individets adfærd udelukkende styres af ydre funktion og interne belønningssystemer. Det er her, narcissismen trives bedst – og det er præcis her, vi finder nogle af de mest toneangivende beslutningstagere i vores velfærdssystem.

⸻

3. Flokkens tyranni – når systemet beskytter de forkerte

Et system, der er bygget op omkring kollektiv loyalitet og konformitet, vil uundgåeligt begynde at beskytte dem, der mestrer denne adfærd bedst. Og det er netop derfor, narcissistiske og egocentrerede individer får lov til at klatre højt op i hierarkiet. Ikke fordi de er de dygtigste. Men fordi de ved, hvordan man taler ind i systemets selvopfattelse, og hvordan man undgår at blive en trussel mod strukturen.

Flokmentalitet spiller en afgørende rolle. Mennesker med autoritet omgiver sig med andre, der spejler deres perspektiv. Kritik udefra bliver mødt med afvisning eller latterliggørelse. Mennesker, der taler om sansning, relation og rytme, bliver betragtet som følelsesstyrede og uprofessionelle. Og dem, der tør sige fra overfor overgreb, bliver udgrænset som illoyale.

Det er ikke bare usundt. Det er direkte farligt. For det betyder, at hele systemet begynder at producere sin egen blinde plet. Ingen mærker længere, hvad der foregår. Og dem, der gør, tier – for ellers mister de deres job, deres kolleger eller deres psykiske helbred.

I en sådan kultur bliver de mest sansende og etisk forankrede fagpersoner marginaliserede, mens de mest taktisk velfungerende – og følelsesmæssigt afkoblede – belønnes. Resultatet er et system, der gradvist mister sin evne til at være menneskeligt.

⸻

4. Når magten bliver vigtigere end mennesket

Narcissistisk magtanvendelse i systemet er ikke altid dramatisk. Ofte er den hverdagslig. En leder, der manipulerer med en medarbejders selvbillede for at fastholde kontrol. En sagsbehandler, der lyver i journalen for at dække over en fejl. En psykolog, der tilpasser sin konklusion til bestillingen, fordi det er lettest. Og alle omkring dem, der ved det – men lader det ske.

Det farligste ved narcissisme i systemet er ikke én person med magt. Det er den kultur, som gør det muligt for dem at blive i magten. Og som undlader at stille spørgsmål, fordi det er “nemmere at holde fred”. Det er her, vi som samfund må stoppe op og spørge: Hvad er det, vi belønner?

For hvis det, vi belønner, er systemloyalitet, funktionalitet og billedskøn fremtoning – så får vi præcis de ledere, vi fortjener. Men vi mister samtidig det vigtigste: relationel integritet, faglig resonans og menneskelig tryghed.

⸻

5. Det, vi skal lede efter – og det, vi skal væk fra

I et velfærdssystem, hvor man har direkte beslutningsautonomi over menneskers liv, må det være et grundlæggende krav, at man kan mærke, hvad ens beslutninger gør ved andre. At man har en dyb indre forankring, en rytmisk sans for ansvar, og at man ikke bruger rollen til selvhævdelse, men til relationel bæring.

De mennesker, der ikke har denne forankring – dem, der ikke bærer systemet indefra, men i stedet bruger det som platform for egen interesse – skal ikke have magt. Punktum. De hører ikke til i ledelse, ikke i visitation, ikke i psykiatriens beslutningsrum, ikke i børnesager, ikke i styringsfunktioner.

Det kræver ikke nødvendigvis flere tests, flere evalueringer eller nye systemer. Det kræver mod. Mod til at stille det spørgsmål, som mange frygter: Er denne person egnet til at have magt over andre menneskers liv?

Og det kræver, at vi begynder at vælge anderledes. At vi vælger dem, der kan mærke – ikke dem, der kan spille spillet. Dem, der tør stå alene, hvis det er nødvendigt – ikke dem, der siger det, flokken vil høre.

⸻

6. Afslutning – Et nyt pejlemærke for menneskelig ledelse

Vi kan ikke længere ignorere, at velfærdssystemet er i krise. Ikke kun på grund af ressourcer eller struktur. Men fordi alt for mange af dem, der leder det, mangler den menneskelige dybde, der skal til for at bære det.

Vi har ladet narcissisme få fodfæste i vores fælles systemer. Vi har kaldt det “karriereambitioner”. Vi har pakket det ind i pænhed og proces. Men det har kostet os dyrt. Mennesker er blevet brudt. Børn er blevet svigtet. Fagpersoner er blevet knust af loyalitetskonflikter, de aldrig burde have stået i.

Det er på tide at sige det højt:
Nogle mennesker skal ikke have magt. Nogle mennesker er uegnede til ledelse – ikke fordi de er inkompetente, men fordi de ikke kan mærke, hvad deres magt gør ved andre.

Hvis vi skal redde det, der endnu kan reddes, må vi bygge vores systemer op omkring rytme, resonans og relation. Og vi må vælge ledere, der ikke søger position – men forbundethed. Ikke image – men ansvar. Ikke kontrol – men bæring.

Kun da kan vi skabe et velfærdssystem, der ikke længere er styret af narcissismens blinde selvcentrering – men af menneskelig integritet og rytmisk forbundethed.

⸻



Artiklen henviser til min kommende bog om Naturnær Menneskelig Udviklingsteori, hvor ledelsens rolle, flokmentalitet og narcissistisk magtanvendelse analyseres i dybden.

11/08/2025

Til alle, der har oplevet, IKKE at modtage hjælp og støtte i forbindelse med børne- og familiesager i Holstebro Kommune.
Jeg vil anbefale, at i Kontakter Midt og Vestjyllands Politi desangående, og med reference til Journalnr.: 4100-83979-00056-25.
Det er meget vigtigt at der kommer så mange sager på bordet som muligt, da myndighederne helst ser en sådan sag afvist.
Såfremt der er anledning til spørgsmål, kan jeg kontaktes pr. tlf. 29935143
Vh Ronnie Kristensen
Psykolog

08/07/2025

Til alle, der har oplevet, IKKE at modtage hjælp og støtte i forbindelse med børne- og familiesager i Holstebro Kommune.
Jeg vil anbefale, at i Kontakter Midt og Vestjyllands Politi desangående, og med reference til Journalnr.: 4100-83979-00056-25.
Det er meget vigtigt at der kommer så mange sager på bordet som muligt, da myndighederne helst ser en sådan sag afvist.
Såfremt der er anledning til spørgsmål, kan jeg kontaktes pr. tlf. 29935143

17/06/2025

https://sygeplejevidenskab.dk/index.php/2025/06/11/naar-kroppen-goeres-tavs-kritik-af-det-medicinske-paradigme-og-noedvendigheden-af-et-rytmisk-menneskesyn/

Af Ronnie Kristensen, psykolog, Center for Naturnær Menneskelig Udvikling, chefpsykolog ved Nordisk Krisekorps og udvikler af Naturnær Menneskelig Udviklingsteori

08/06/2025

Når faglighed kræver mod – og systemet belønner tavshed
- Et opgør med den systemiske afmagt og behovet for rytmisk faglig genrejsning

Af Ronnie Kristensen, psykolog, Center for Naturnær Menneskelig Udvikling, chefpsykolog ved Nordisk Krisekorps og udvikler af Naturnær Menneskelig Udviklingsteori

Det, jeg har set, hverken kan eller vil, jeg glemme

Jeg har i årevis stået ved siden af mennesker, der er brudt sammen. Ikke på grund af deres egne ”diagnoser ”, ”forstyrrelser”, ”sårbarheder” eller ”mangelfunktioner”, men af et system, der på overfladen kalder sig velfærd – men som systematisk nedbryder det menneskelige i både dem, det skulle hjælpe, og dem, der arbejder i det.

Jeg har mødt fagpersoner, der græder i supervision. Ikke fordi de ikke vil deres arbejde, eller ikke kan holde til det – men fordi de ikke længere kan være i det, uden at svigte sig selv. Jeg har hørt adskillige af dem fortælle, hvordan de er blevet presset til at ændre dokumentation, omskrive observationer, ignorere eller skjule det sansede – alt sammen for at tilpasse sig det, som systemet ville se.

Jeg har lyttet til mennesker, der engang var fagligt modige, men som nu kæmper med søvnløshed, skam og indre konflikt – fordi de igen og igen har oplevet sig presset - eller tvunget - til at handle i modstrid med deres egen etik og sansede, erfarede virkelighed.
Jeg har set, hvordan denne systemiske tavshed har fået lov at brede sig, uden at nogen har grebet ind. Hverken fagforeninger, medier, politikere – eller de konsulentvirksomheder, der skulle have været med til at skabe faglig kvalitet og bæredygtighed.

Og jeg har mærket, erfaret, hvordan denne kultur og de dynamikker der skaber systemisk afmagt, systematisk udelukker kritikere - dér som jeg, ikke vil ignorere og ”lade som om” – bliver udelukket. Forsøgt censureret, isoleret og gjort tavse. Min egen Fagforening, Dansk Psykologforening har ikke ønsket min stemme og min kritik hørt, men af flere omgange aktivt fjernet både mine kritiske opslag og kommentarer. Kommunale HR-afdelinger og regionale institutioner og afdelinger har fravalgt at medarbejdere måtte benytte mig. Medier der ikke har ønsket at give mig taletid, politikere der ignorerer. Listen er lang.

Når det sansede bliver et problem – og det skrevne bliver en løgn

Jeg hører det samme igen og igen: “Jeg ved jo godt hvad der skete og hvad jeg mærkede – men jeg måtte ikke skrive det.” Eller: “Jeg oplevede det tydeligt, men fik at vide, at jeg skulle gå tilbage og justere min formulering.”

Eksemplerne er mange, og kan findes inden for alle områder af vores sundheds- og velfærdssystem, eks.:

Socialpsykiatriske døgninstitutioner:
Når en medarbejder på en socialpsykiatrisk boenhed instrueres i at notere, at “borgeren nægter samarbejde”, selvom vedkommende har isoleret sig af ren udmattelse og manglende følelsesmæssig tryghed.
Når en nattevagt må skrive, at “der var ro på afdelingen”, selvom en beboer sad vågen hele natten og vuggede frem og tilbage i angst uden nogen at række ud til.
Når personale instrueres i, at lade være med at dokumentere fysisk fastholdelse, fordi det “ikke var en egentlig magtanvendelse – kun guidende berøring”.

Skoleområdet:
Når en lærer opfordres til at skrive, at en elev “udviser oppositionel adfærd”, selvom barnet panisk har forsøgt at forlade klassen for at undslippe det sansemæssige kaos.
Når en AKT-vejleder anbefaler, at man “arbejder med motivation og grænsesætning”, selvom barnet i virkeligheden har brug for at blive mødt med nærvær og pauser.
Når en skolepsykolog udelader i sin udtalelse, at eleven gentagne gange har sagt, at “det gør ondt inde i kroppen”, fordi det ikke passer ind i PPR’s standardiserede vurderingsramme.

Dagtilbudsområdet:
Når en pædagog i vuggestuen skal skrive, at et barn “har god tilknytning til alle voksne”, selvom barnet græder sig i søvn hver dag uden at blive båret eller trøstet.
Når der i handleplanen står, at “barnet profiterer af strukturen”, selvom personalet ser, hvordan barnet dagligt trækker sig ind i sig selv under samlingsstunden.
Når en forælder fortæller, at barnet vågner skrigende om natten efter institution, men det afvises som “en naturlig reaktion på udviklingsspring”.

Psykiatrien:
Når en psykiater beder en sygeplejerske skrive, at patienten “er affektivt stabiliseret”, selvom vedkommende kun responderer med monotone ja/nej-svar efter timer i isolation.
Når en patient beskriver vedvarende selvmordstanker, men noteres som “selvskadende i aftagende grad” for at kunne afslutte forløbet.
Når en kontaktperson ikke tør indberette, at patienten ikke har fået sine samtaler, fordi det vil “skabe unødig uro i tilsynet”.

Jobcentre:
Når en jobkonsulent skriver, at borgeren “fremstår motiveret for opkvalificering”, selvom vedkommende sidder apatisk og ikke kan svare på spørgsmål.
Når en borger med svær angst møder op i vinterjakke og solbriller midt om sommeren, men der står, at “vedkommende er mødestabil og velfungerende i samtaler.”
Når kritiske oplysninger om borgerens reaktioner på tvangsaktivering udelades, fordi “de risikerer at skabe forsinkelse i sagsbehandlingen”.

Det er dér, det starter: når det, vi mærker med kroppen, ikke længere må eksistere i sproget. Når virkeligheden fortrænges til fordel for en administrativ forestilling. Et narrativ uden forankring i sanset, erfaret virkelighed.
Og jo flere gange man tvinges til det, desto mere afkobles man. Til sidst er det ikke længere en beslutning. Det bliver en vane. En faglig dissociation. Et mønster, hvor man stadig arbejder – men ikke længere er i kontakt. Ikke med sig selv. Ikke med den anden.

Når faglighed gøres tavs – og tilpasning belønnes

Det, jeg ser ske, er ikke bare tilfældige brud på faglig etik. Det er ikke enkeltstående fejl. Det er mønstre. Og det er mønstre, som gentager sig i forskellige kommuner, forskellige institutioner, forskellige sektorer. De fagpersoner, jeg møder, kommer fra opholdssteder, bosteder, skoler, specialinstitutioner og sundhedstilbud. Men fortællingerne ligner hinanden til forveksling.

Fælles for dem alle er en gradvis opbygget afmagt. En erkendelse af, at de i praksis ikke må handle på det, de mærker. At de bliver presset til at tilsidesætte deres faglige dømmekraft. At de – i værste fald – bliver bedt om at ændre sanset og erfaret virkelighed, med systemets og tilsynets foretrukne narrativer.

Og det bliver gjort muligt, fordi strukturen i sig selv understøtter tavshed. Det bliver muligt, fordi der sidder ledere, der ikke protesterer. Og det bliver muligt, fordi der er opbygget en kultur, hvor loyalitet måles på tilpasningsevne – ikke på menneskelig karakter.

Når man igen og igen må tilsidesætte sin egen fornemmelse, sker der noget med én. Noget lukker ned. Ikke bare følelsesmæssigt. Men rytmisk. Det menneskelige system begynder at fungere i uoverensstemmelse med sig selv. Og det, der før var faglighed, bliver til funktion. Til mekanik. Til korrekthed uden kontakt.

Systemisk afmagt – når kroppen råber, og systemet svarer med tavshed

Det, jeg beskriver, er ikke bare psykisk belastning. Det er en form for systemisk lidelse. Jeg har defineret det som systemisk afmagt: en tilstand, hvor man mærker noget vigtigt – men bliver forhindret i at handle på det. Ikke fordi man ikke ved, hvad man skal gøre. Men fordi strukturen gør det umuligt.

Systemisk afmagt opstår, når fire forhold gør sig gældende:
1. Konflikt mellem systemers intentioner og menneskers rytmiske behov.
2. Kulturelt betingede narrativer og antagelser der ikke stemmer overens med sanset og erfaret virkelighed, ikke er forankret på biologisk/fysiologisk niveau. (Eks: om mennesket som ”robust”, ”fleksibelt” og ”omstillingsparat” organisme. Eller som stillesiddende væsen, der kan interessere sig for noget nogen andre har skrevet på et skema).
3. Egocentriske, narcissistiske egeninteresser og manglende vilje til fejlanerkendelse (eks. status, karrieremæssige, eller økonomiske interesser sættes over faglighed og menneskelig integritet).
4. Systemers selvbeskyttende natur og lukkethed for kritik

Disse fire forhold danner tilsammen en rytmeløs konstellation, hvor det levende ikke længere kan trives. Hvor det relationelle bliver en risiko. Hvor det sansede bliver en trussel. Hvor det, der skulle være kontakt, bliver erstattet af kontrol.

Og det værste er, at dette ikke længere kun gælder for enkelte ledere eller sagsbehandlere. Det er blevet normen. Det er blevet det, man lærer at navigere i – ikke det, man forsøger at ændre.

Hvor var konsulenterne, psykologerne, supervisorerne?

Noget, der er mig ubegribeligt – og som også gør mig vred – er det totale fravær af kritik fra dem, der burde have haft indblik.

Hvordan har virksomheder som Human House, der i årevis har varetaget supervision, konsulentopgaver og ledelsesudvikling i et væld af kommunale enheder, kunnet ignorere det her? Hvordan har deres psykologer og konsulenter kunnet være vidner til systemiske rytmeforstyrrelser – uden at sige noget? Uden at slå alarm?

De har haft direkte adgang til og indsigt i institutioner. Til ledelser. Til dokumentation. Til personalegrupper, der bryder sammen. Til praksis, hvor det sansede og erfarede bliver byttet ud med en skriftlig løgn. Og alligevel har de været tavse.

Og Human House står ikke alene. Også Goetz Consulting, Bonnerup-Hasselager, CfL, Mannaz og adskillige andre har leveret ydelser til de samme systemer. Men ikke én gang har jeg set dem stille sig frem og sige det, som burde være åbenlyst: Det her er skadeligt. Det her er ikke i orden. Det her må stoppes.

De har ikke bare været stille. De har – bevidst eller ej – medvirket til at fastholde den tavshed, der gør systemisk afmagt mulig. Og det er et svigt. Ikke bare fagligt. Men menneskeligt.

Hvem har uddannet de ledere, der har gjort dette muligt?

Et spørgsmål, der bliver ved med at vende tilbage i mig, er: Hvem har uddannet alle de ledere, der har stået i spidsen for det her? Hvem har superviseret dem, formet deres faglige forståelse, godkendt deres beslutninger? Og hvorfor har ingen sagt fra?

Der findes i dag et utal af lederuddannelser, diplomforløb, efteruddannelser og konsulentbaserede kurser i “strategisk ledelse”, “kompleks organisationsudvikling”, “psykisk arbejdsmiljø”, “resiliens” og “agil styring”. Navne som Komponent, CfL, Mannaz, LEAD, DTU Executive, og Djøf’s lederuddannelser er blevet autoritative aktører i at uddanne de mennesker, der i dag sætter retning for børnehaver, skoler, bosteder og hele forvaltningsområder.

Men hvad er det egentlig, de lærer?

Hvor i disse forløb bliver det menneskelige sat først? Hvor bliver karakteren nævnt? Hvor er undervisningen i resonans, sansning og rytmisk lederskab? Hvor bliver der undervist i mod, i samvittighed, i etisk uro?

Det lederideal, der trækkes frem i dag, er et ideal, hvor man skal kunne styre, optimere, lede forandring og kommunikere effektivt. Men ledelse er ikke en kommunikationsform. Ledelse er ikke en metode. Ledelse er karakter.

En leder, der ikke kan mærke, når noget er forkert, burde aldrig have været leder. En leder, der vælger tavshed frem for at beskytte sine ansatte, sine borgere, sine børn, er ikke neutral – han eller hun er medløber i et system, der skader.

Jeg mener det dybt alvorligt, når jeg siger: Ledelse er ikke noget, man lærer på et kursus. Ledelse er noget, man bærer. Det er evnen til at ”stå fast”, når systemet begynder at skride. Og det er lige præcis det, jeg ser forsvinde i de her år.

De ledere, der kunne have stoppet det – gjorde det ikke. De så det ske, og de valgte at tilpasse sig. Og det ansvar skal ikke kun placeres hos den enkelte. Det skal placeres hos de miljøer, der har skabt dem. De uddannelsesinstitutioner og konsulenthuse, der har reproduceret et system, hvor loyalitet er vigtigere end mod.

Professionel distance – når menneskeligheden gøres uprofessionel

Et af de mest forførende og farlige begreber, jeg kender, er “professionel distance”.

Det lyder ansvarligt. Kontrolleret. Som noget, man bør stræbe efter, hvis man arbejder med mennesker. Men i praksis er det ofte blevet til en retfærdiggørelse for fraspaltning. En måde at legitimere, at man kobler sig fra sin egen sansning, sit nærvær og sin medmenneskelighed.

Jeg har set, hvordan det bliver brugt til at lukke ned for kontakt. Til at afvise tårer, uro, tvivl og omsorg som noget “personligt”. Som noget, der ikke hører hjemme i det professionelle rum. Men hvad er det for et professionelt rum, hvor det menneskelige ikke må være til stede?

Vi har skabt en kultur, hvor det nærværende faglige menneske bliver problematiseret, og hvor det funktionelle, distancerede og affektfrie fremstår som idealet. Det er et kulturelt svigt. Et vidnesbyrd om, hvor langt vi er kommet væk fra det, vores fag burde være forankret i: resonans.

Jeg mener ikke, at fagpersoner skal handle på deres egne uforløste traumer. Selvfølgelig ikke. Men det er en misforståelse at tro, at faglighed og menneskelighed står i modsætning. De er hinandens forudsætninger.

Faglighed uden menneskelighed er ikke neutral. Den er skadelig. Den producerer løsninger uden forståelse. Beslutninger uden sansning. Diagnoser uden kontakt. Og det er præcis det, jeg ser vokse frem i disse år.

Når vi lærer kommende fagpersoner at lægge deres menneskelighed udenfor døren – så lærer vi dem samtidig, at det sansede ikke har plads. At rytme, relation og tilstedeværelse er forstyrrende. Og det er dér, faglig dissociation begynder.

Jeg har forsøgt at råbe op – men ingen har reageret

Det, jeg skriver her, er ikke nyt for mig. Det er ikke en pludselig erkendelse. Det er ikke første gang, jeg sætter ord på det. Jeg har forsøgt at råbe op i årevis.

Jeg har skrevet artikler, jeg har indsamlet dokumentation, jeg har sendt mails og breve. Jeg har kontaktet samtlige større danske nyhedsmedier – ikke én gang, men mange. Jeg har sendt materiale, der burde have rejst debat. Jeg har fulgt op, ringet, givet dem alt, de havde brug for. Men svaret har været det samme hver gang: tavshed.

Jeg har sendt dokumenter, artikler og opråb til ministerier og medlemmer af Folketinget. Ikke bare én gang. Jeg ved, at materialet er blevet udleveret til dem. Jeg ved, det er blevet læst. Men ingen har svaret. Ikke én eneste har kontaktet mig.

Jeg har endda skrevet til Kongehuset. Ikke i desperation, men i håb. I håb om, at nogen, et sted, ville lytte. At nogen ville sige: “Det her er vigtigt. Det her må vi tage alvorligt.” Men der kom intet. Ikke engang et formelt svar.

Og mens jeg har skrevet, talt, sendt og forsøgt, så er virkeligheden fortsat med at gøre skade. Børn er blevet tvangsdiagnosticeret. Unge er blevet medicineret. Mennesker er blevet ”opbevaret” under umenneskelige forhold, på socialpsykiatriske bo- og opholdssteder, døgninstitutioner, m.v. Fagpersoner er blevet syge. Familier er brudt sammen. Ikke fordi der ikke var viden. Ikke fordi det ikke kunne ses. Men fordi ingen ville bære det.

Det, der gør allermest ondt, er ikke, at jeg ikke blev hørt. Det er, at alle de mennesker, jeg skrev på vegne af, heller ikke blev hørt. De, der bar lidelsen. De, der ikke havde nogen talerstol. De, der måtte indordne sig eller gå til grunde.

Når et helt samfund – politikere, medier, kongehus og fagprofessionelle systemer – vælger tavsheden, så er det ikke længere bare en forglemmelse. Så er det en kulturel rytmeforstyrrelse. En kollektiv dissociation. En systemisk blindhed, der gør det muligt at skade uden at mærke det.

Tavshedens kultur er det, der gør skaden mulig

Tavsheden er ikke bare fraværet af ord. Tavshed er en aktiv struktur i vores samfund. Den virker som et filter, der adskiller sansning fra sprog. Den skaber en illusion af orden, samtidig med at den dækker over uorden.

Det er tavsheden, der får det til at se ud som om, alt er i kontrol – mens virkeligheden falder fra hinanden. Det er tavsheden, der gør det muligt for ledere at fastholde ansatte i systemer, de selv ikke tror på. Det er tavsheden, der får konsulenter til at undlade at nævne det, de tydeligt mærker. Det er tavsheden, der får politikere til at ignorere fakta, selv når børn lider, og fagpersoner bryder sammen.

Jeg ser det som en form for kulturel dissociation. En fraspaltning af det, vi egentlig godt ved. Vi ved, at noget er galt. Vi mærker det i kroppen, i relationerne, i systemets rytme. Men vi har lært, at det ikke må siges. Ikke højt. Ikke fagligt. Ikke politisk. Ikke i medierne.

Det er netop derfor, der må gøres op. Ikke med enkelte personer, men med hele den struktur, der gør tavsheden til en dyd. Der belønner stilhed og straffer ærlighed.

Det kræver mod. Og det kræver, at vi gentænker, hvad faglighed egentlig er.

Faglighed må starte med menneskelighed

For mig er det tydeligt: Vi har brug for et nyt fundament for en menneskecentreret faglighed. Et fundament, der ikke starter med teori, manualer eller systemkrav – men med menneskelighed. Et nyt paradigme.

- se evt. min tidligere artikel: Når kroppen gøres tavs - kritik af det medicinske paradigme og nødvendigheden af et rytmisk menneskesyn:

https://www.linkedin.com/posts/ronnie-kristensen-1a4271106_ugcPost-7317508843133947904-_OQi?utm_medium=ios_app&rcm=ACoAABq8NswBAivliYWnVAUSMitTdeoqb-yRAOA&utm_source=social_share_send&utm_campaign=copy_link

Vi har brug for fagpersoner, der tør mærke, hvad der sker. Tør stå i det. Tør sige det højt. Ikke som helte. Ikke som ofre. Men som mennesker, der ved, at faglighed ikke er en fraspaltning – men en rytmisk samklang mellem det sansede, det erfarede og det formidlede.

Vi må stoppe med at uddanne mennesker til funktioner. Vi må begynde at genskabe faglige miljøer, hvor det er en styrke at være resonant. Hvor samvittighed ikke er en svaghed, men en nødvendighed. Hvor faglighed ikke handler om at kunne reproducere systemets fortælling – men om at kunne stå fast, når det menneskelige er i fare.

Vi må lære ledere, konsulenter, undervisere og beslutningstagere, at den største risiko i arbejdet med mennesker ikke er fejl – men fraværet af ærlighed og ægthed. Fraværet af sansning. Fraværet af mod.


Det er nu, vi må vælge

Jeg har skrevet, talt og protesteret i årevis. Jeg har forsøgt at dokumentere, forklare, række ud. Jeg har gjort det som psykolog, som medmenneske, som kritisk iagttager af et system, jeg ikke længere kan genkende som velfærd.

Men jeg ved, at jeg ikke er alene.

Der sidder fagpersoner derude, som mærker det samme. Som ved, at noget er galt. Som forsøger at holde fast i sig selv, selvom omgivelserne kalder det “følelsesladet” eller “uprofessionelt”. Som kæmper for ikke at miste forbindelsen til det, de engang valgte faget for: relationen. Resonansen. Den levende kontakt.

Der sidder også ledere, som ved, at det, de bliver bedt om at styre, ikke længere kan forsvares. Som forsøger at navigere i paradokser, de aldrig blev uddannet til. Som balancerer mellem loyalitet og skyld.

Og der sidder børn og unge, som mærker det hele – uden at kunne sætte ord på. Som reagerer, men bliver gjort forkerte. Som lider, men bliver registreret som afvigende.

Jeg skriver for dem. Jeg skriver, fordi jeg ikke bare vil lade stå til. Jeg vil ikke bidrage til at legitimere og opretholde systemisk menneskeskadelig virksomhed, med tavshed.

Vi står et sted i menneskets udviklingshistorie og i vores samfundskultur, hvor det ikke længere er nok at gøre det ”rigtige” i det stille. Tavshed har ikke længere nogen neutralitet.
Vi må vælge. Enten bliver vi en del af den rytmeforstyrrelse, der nedbryder, kontrollerer og fraspalter – eller også bliver vi en del af genrejsningen. En ny faglighed. En ny måde at være menneske i faglighed på.

Det starter ikke med en reform. Det starter ikke med en arbejdsgruppe. Det starter ikke i overvågning, systemets autorisation og tilsyn. Det starter i det enkelte menneske, der siger: “Det her vil jeg ikke længere være en del af.”

Og det starter i mig


Af Ronnie Kristensen, psykolog, Center for Naturnær Menneskelig Udvikling, chefpsykolog ved Nordisk Krisekorps og udvikler af Naturnær Menneskelig Udviklingsteori


TV MIDTVEST
FOLA - Forældrenes Landsorganisation
Folketinget