The Latte Break

05/06/2025

To kvinder kommer gående ned af Vester Voldgade. Imellem sig har de en pige på ca 10 år. De holder hende i hver sin hånd og svinger hende imellem sig så hendes fødder løfter sig fra jorden men hun hviner af fryd🥳

Jeg ved ikke med jer, men det er noget af det bedste mine børn kunne få da de var små: En lufttur mellem to trygge voksne når vi gik💝
Og det er gratis og der er ingen grænser for hvor længe det kan vare (for børnene altså😊).

I dag er fridag for mange. Så der sidder børn rundt omkring i verden. De vil gerne være sammen med deres forældre eller mostre eller farmor eller fætter Emil.

De vil bare hygge sig. De behøver ikke store fancy dyre ture til Legoland eller events 24/7 når vi har fri – de behøver bare to hænder, en på hver side.

Jeg kom på to andre eksempler fra mit eget liv da jeg så de to kvinder svinge barnet:

Deres far og hans bedste ven som svingede vores unger i stuen mens de lå ovenpå et dynebetræk. Nøj det var frydefuldt🥰. ”Mere mere” råbte de begge to (børnene altså).

Og eksempel 2 som jeg ikke har set, men fået fortalt af min søster:
Børnene var hos min søster, altså deres moster. Hendes bedste ven var også på besøg, Jeg ved ikke hvordan de fandt på det men man kan sagtens putte børn, 1 ad gangen, i en tom vasketøjskurv og trille den fra den ene ende af lejligheden til den anden. Sådan har man en fest hos moster🥳🤩

Vi behøver ikke så meget for at have det sjovt med vores børn. Vi behøver faktisk kun 2 ting: Tid og nærvær🥰

Jeg håber I selv kommer på tanker, ideer, episoder, minder om sjove oplevelser med jeres børn eller andre mennesker I holder af. For det er det en fridag skal bruges på. Det er ikke kun pynten på kagen – det skal være daglig kost for os alle sammen🌹

Nu har jeg store børn, så det med at svinge dem i sengetøjet er for længst forbi. Men jeg kan alligevel godt være nærværende de få sekunder jeg får tildelt inden de løber afsted til deres. Min mand tager en golf dag.

Mig? Ja, jeg tager ud til en meget nær veninde og så snakker vi i timevis som vi har gjort i 36 år. Og jeg kan garantere vi får grinet😂🥰

God Grundlovsdag🇩🇰

04/06/2025

Der var forleden en orangutang der efterabede en gæst. Det er helt alvorligt ment🥰
Se selv i klippet.

Det er spejlneuroner i hjernen der er på spil. Spejlneuroner er celler i hjernen som gør at vi kan kopiere og efterligne andre adfærd. Disse celler blev først opdaget hos – ja aber – da man lagde mærke til at de kopierede adfærd hos mennesker i forskningssituationer.

I dag ved man hvor vigtige de er især for helt spæde. For de gør hvad mor (eller anden omsorgsperson) gør – de efteraber🥰

Spejlneuroner gør at vi kan skabe kontakt til andre og de gør at vi kan opøve evne til at forstå andre – hvis altså vi selv får lov at øve os som små.

Men husk: Vi spejler det vi møder i omsorgspersonen: Glæde, empati, kontakt.
Men det betyder også vi vil spejle angst hvis det er det vi møder som små.
Hvis vi ikke møder noget, fordi mor er ukontaktbar af den ene eller den anden årsag, lærer vi det ikke. Så lærer vi ikke at forstå andre eller os selv.

Men mor orangutang kunne godt bruge sin hjerne og efterabe menneskemor. Hurra for spejlneuroner🤩

03/06/2025

I Tivoli fik begge drenge en is. Selvom mormor på forhånd vidste de ikke kunne spise dem op.

Jeg var i Tivoli med noget familie engang. To drenge på ca. 3 og 6 og deres mormor. Jeg var med – mest fordi jeg elsker dem alle tre – men også fordi jeg tør tage rutschebaner med den store😊

På et tidspunkt vil den store gerne have en is. Og ville lillebror også have.
Deres mormor købte en is hver til dem. Dyre var de som det jo er i Tivoli, og de var også store for små drenge.

Men mormor gav dem hver deres. Ikke noget med at dele. Ikke noget med at mormor købte en og uddelegerede bidder til dem hver især. Hun gav dem deres egen is som de kunne sidde med og beundre.

For beundre isene gjorde de. De synes det var vidunderligt med de kæææææmpe store is og de holdt fast i dem længe efter de ikke kunne få en bid mere ned.

Vi sad på bænken i lang tid i solen og nød livet. Drengene over deres svineheld med en gavmild kærlig mormor som gav dem kæmpe is. Os to voksne som bare sad og sludrede mens der naturligt nok efterhånden var mere is udenpå drengene end indeni.

Så tørrede mormor al isen af sine børnebørn og smed resterne i skraldespanden uden et eneste lille pip om at ”der ikke var spist op og de dyre is”.
Det var en skøn dag❤

Selvfølgelig skal børn lære at styre sig m.h.t. hvad de øser op på tallerkenen, selvfølgelig skal børn lære acceptere at man ikke altid kan få den største vaffel på Frisko banneret ved kiosken.
Selvfølgelig skal børn lære at dele med andre.
Men det tager år at lære den form for regulering og man skal have rolig støtte fra de voksne, ikke stram belæring og ”hvad sagde jeg” opdragelse.

Og nogle gange skal man også bare have den allerstørste is helt for sig selv. Bare fordi.

02/06/2025

En dreng på ca. 7 år stod på fortovet og hulkede og hikstede. Han sagde også noget indimellem, men det var fuldkommen uforståeligt fordi han græd så meget. En kvinde, som jeg tænker var hans mor, stod helt roligt ved siden af. Hun lagde armene på hans arme og trykkede lidt som for at vise at hun stod der. Hun sagde ikke noget. Hun stod der bare.

(Igen er jeg jo verdens mest nysgerrige menneske, men min undskyldning er at jeg stod der og ventede på nogen så jeg kiggede i smug).

Efterhånden stilnede gråden lidt af og drengen talte lidt mere. Jeg kunne se på mor at hun nu rent faktisk kunne forstå hvad han sagde for hun nikkede, krammede og sagde lidt. Jeg kunne ikke høre hvad drengen eller hun sagde, men jeg forestiller mig at han har fortalt om en ubehagelig oplevelse og at hun validerer hans følelser om det.

Mens drengen græd allermest var der ikke nogen der sagde: ”Aj, slap lige af, tag det med ro, jeg kan overhovedet ikke forstå hvad du siger”.

Vi voksne kan have en tendens til at rationalisere os ud af svære situationer. Så som: ”Du skal holde op med at græde nu for så kan jeg forstå det og så kan jeg forklare dig hvorfor du ikke behøver at være ked af det og så kan vi begge komme hurtigt videre”.

Det kan godt være at den voksne kommer videre, men barnet føler sig forkert i sin følelse af ked af det-hed.

Vi kan også have en følelse af at hvis han bare får lov at græde uhæmmet, bliver det bare værre.

Men det gør det ikke.

Vi voksne er pinedød nødt til at øve os i at sidde med det svære. Lige plumps midt i det.

Puha, ja. Men vi skal vise vores unger at vi magter det. Så de kan lære at magte det.

For hvis vi viser dem at det er bedst at lukke ned for følelser og bare stramme ballerne, ja så er det dét de lærer. Eller rettere: Så lærer de ikke deres følelser at kende eller at håndtere dem. Når man ikke kender det i sig selv, kan man heller ikke se det i andre. Så man vokser op, ude af stand til at fornemme andre eller sig selv. Det er meget besværligt og ensomt.

Men nu er vi ikke alle så heldige at have haft en mor som hende jeg så. Men vi kan godt øve os som voksne. Men vi skal først øve os sammen med andre voksne før vi kan øve med vores børn. For vi skal kunne stå i os selv før vi kan være rollemodeller for børn. Dermed ikke sagt at vi skal være perfekte – for det er ingen og det skal børn også lære: Alle fejler, alle kvajer sig og det er ok.

Hvis du sidder og tænker: Hm, det kunne jeg måske godt bruge at øve mig lidt på…det der med at kunne være i det svære – og det er ligegyldigt om dine børn er 7 eller 37 eller om du overhovedet har nogen. Så find en voksen som du tænker han/hun kan sgu godt det der med at mærke sine følelser. (Måske har du indtil nu tænkt at personen var lige lovlig meget drama føle føle – så er det helt perfekt😉)

Men ikke noget med at springe ud fra 10 meter vippen! Museskridt. Tænk over om du kan huske en episode med en lille ting hvor du bare tænkte: ”Jeg skal væk”. Måske er føle-personen villig til at hjælpe dig med at sætte lidt sansning og ord på din oplevelse…

Eller måske kan du selv lidt?

Drengen fra min historie kom videre så jeg. Men først da han havde fået lov til at tude øjnene ud – først da han bare kunne stå der og ha’ det som han havde det uden at blive gjort forkert.

15/05/2025

”Kroppen husker”

Det er en overskrift jeg bruger meget i mit terapi-virke.
Vi kan prøve at glemme, fortrænge, benægte ubehageligheder minder og følelser. Men kroppen husker som en gammel elefant.

Da jeg så historien på TV2 her til morgen, blev jeg fanget. Ikke fordi jeg ser Bachelorette. Men fordi det er et skoleeksempel på at kroppen husker.

Vi får alle mulige tegn fra kroppen.
Som mange af os vælger at ignorere.
Fordi det er for svært.
Fordi tanken om at skulle gå derhen hvor kroppen siger, føles værre end at blive i sumpen.

Men kroppen kan vi jo ikke slippe af med, så det fortsætter.

Løsningen? Ja, den kan være som Dimitrije beskriver det:

”Med sin deltagelse i Bachelorette har han konfronteret noget, han ved er svært for ham.
Han tror, at følelserne vil være en følgesvend for ham resten af livet, men han går i terapi for at blive bedre til at forstå og modarbejde de tankemønstre, som ikke er gode for ham.
Og for at forlige sig med, at han aldrig har haft eller får den far, han drømte om.”

Sådan sætter vi os selv fri.

Til roseceremonien stod Dimitrije Jensen foran de to bachelorettes og frygtede, at han igen ville blive valgt fra.

04/05/2025

Mit skriveri er desværre lige sat på pause et par uger pga brud i venstre arm.
Og jeg har ikke tålmodighed til at skrive blogs eller andet med kun en tilgængelig hånd😅
Så kærlige historier om børn vender tilbage.
Pas på jer selv og hinanden🥰

02/05/2025

Når voksne lader børn være med det der er.

Jeg går tit i skoven med min hund. Der er også mange børnehaver og skoler som tager på tur derhen. Jeg synes det er imponerende at se hvordan de voksne tager sig af børnene. Et øje på alle de små som nok kan rende i alle retninger😅

Sådan en oplevelse havde jeg også en dag på Israels plads. Jeg kom gående hen over pladsen hvor en masse børn omkring 8-10 år var klar til cykel-trafik-træning i gule veste på deres cykler. De voksne stod og dirigerede og fortalte mens børnene kørte rundt.

Under det store træ på pladsen sad en pige i gul vest med cyklen liggende på jorden. Hun sad der alene, men så ikke trist ud. Hun sad nærmere og bare beskuede verden i fred og ro.

Nysgerrig som bare pokker er jeg jo, så jeg blev stående og gloede lidt😉

En voksen kom hen og satte sig ved siden af pigen. Hun talte lidt til pigen. Pigen nikkede og den voksne gik tilbage til gruppen med de cyklende børn. Igen, pigen så ikke trist ud. Bare som om hun havde det fint med at sidde der og ikke cykle.
Jeg kunne jo ikke høre hvad den voksne sagde. Men jeg forestiller mig at hun har sagt noget á la: ”Nå, Emilie, du sidder stadig her og tager en pause. Er det ok for dig?”
(Barnet nikker) ”Ok, men du kommer bare hen til mig hvis du vil cykle alligevel ikke? Og jeg kommer lige hen og spørger indimellem så jeg lige kan holde øje med hvordan du har det. Er det ok?” (Barnet nikker igen)
Måske har Emilie haft en hektisk morgen derhjemme. Måske synes hun det er vildt at være ude på en kæmpe plads midt i byen. Måske synes hun det er for intenst at skulle cykle på lidt plads mellem mange andre børn – og kegler.
Der kan være mange grunde. Men jeg hæftede mig ved at pigen ikke agerede trist da den voksne kom hen til hende. Jeg hæftede mig ved at den voksne lod hende sidde, men lige tjekkede ind.

Vi skal støtte vores børn når de selv opsøger ro. Og så skal vi holde øje med at det er dét de søger og ikke at de flygter fra noget der er svært.

Vi skal blive bedre til at lade børn have det som de har det. Uden at fixe det eller få følelser til at gå væk fordi de er svære at være med.

Vi skal hjælpe vores børn med at være med det svære. Vi skal også hjælpe os selv med det. Når vi voksne viser børnene at vi kan tåle det - At vi kan være i det der er svært, viser vi dem at det er ok at have det sådan.

Det er ok at have lyst til at sidde lidt for sig selv under et stort træ og bare være. Uden at skulle cykle, eller snakke, eller lytte efter andet end sit eget åndedrag og måske en fugl der pipper🥰

01/05/2025

Store halvvoksne børn har også brug for roligt, lyttende, nysgerrigt nærvær.

Vi forældre, pædagoger og lærere vil så gerne en hel masse på vores ungers vegne.

Vi skal bare altid huske at lytte til dem først.
Hvad de drømmer om, ønsker, håber på, stræber efter.

Det kan godt være det ikke er det samme som vi ønsker for dem – eller for os selv.
Og det er her der ofte bliver svært.

Fordi vi voksne får svært ved at sætte egne behov til side fordi vi, med rette, hævder at vi jo har mange års erfaring ud i livet. Men livserfaring er ikke altid det der skal vælge vejen. Det skal vores unge selv.

En veninde fortalte mig om sin oplevelse med sin datter og sabbatår efter gymnasiet.
Datteren har valgt at tage flere sabbatår. At rejse og at arbejde.

Hun har det fantastisk efter nogle lidt lede sociale år i slutningen af folkeskolen og gymnasiet. Så sabbatår-oplevelsen er meget meget tiltrængt for det unge menneske og en livsforandrende proces hun gennemgår nu.

Når den udvidede familie så melder sig med bekymringskor om ”hun nogen sinde bliver til noget”, tager min veninde det heldigvis med ophøjet ro.

For hun ved at hendes datter nok skal blive til noget: Et helstøbt velfunderet menneske som har lært at hendes beslutninger er gode for hende og at hun dermed trygt kan stole på sig selv fremover.
Og at hun trygt kan stole på sine forældre fordi de bakker op om hende.

Når vi voksne bliver ramt af bekymring for vores unge og deres fremtid, er det 99,9% af tiden helt vores egen bekymring/behov. Det skal vi da bestemt tage os af.

Men vi skal ikke blande den unge ind i det.
Det er vores egne behov og følelser der er i klemme. Ikke deres.

Så vi skal håndtere det selv. Med partner, venner, terapeut...you name it. Alle der kan sætte sine egne behov og meninger til side en stund og lytte til det du har på hjerte. Lytte til din bekymring om dit barn nogen sinde bliver til noget, om dit barn nogensinde lærer at klare sig.
Jeg lover det hjælper at få lov at få luft hos et voksent kærligt, lyttende, varmt, fordomsfrit menneske.

Når vi så har fået luft selv, har vi også meget mere plads til bare at lytte til vores unge og spørge nysgerrigt og fordomsfrit til deres drømme.

Og det fortjener enhver ung, der har rigeligt at gøre med at finde ud af den store voksne virkelige (til tider voldsomt overvældende) verden🥰

30/04/2025

Dagens lille historie om at komme ned i gear, handler lige så meget om bare at være til stede som forælder. Som menneske i al almindelighed.
For jeg kunne godt tænke mig at vi prioriterede mere som faren i historien:
At være nærværende først og fremmest🥰
Så må hast og jag køre udenom.

Jeg går ned ad en travl vej i Indre København. Der er travlt. Biler jager forbi, ud og ind mellem vognbanerne for at spare 1 sekund. Fodgængere haster afsted – med hovedet nede i mobilen uden øje for andre. Cyklister jager afsted her sidst på eftermiddagen og der er mange af dem.

Så ser jeg lidt forude på cykelstien en mand sidde med et barn i armene og en barnecykel som ligger ved siden af. Der står en voksencykel oppe på fortovet.
Det er tydeligt at barnet er styrtet og far trøster. Det ser gudskelov ud til der ikke er sket fysiske skader på barnet. Men barnet er chokeret og græder.

Og der sidder far med sine arme tæt om barnet og holder hende. Han sidder der bare med sit barn og holder om hende. På cykelstien i myldretiden.

Jeg blev rørt og jeg kunne se at fodgængere også lige kiggede op fra mobilen og gik forbi med et lille omsorgsfuldt smil om læben. Ingen blandede sig. Det var der ikke brug for. Barnet havde brug for sin far og han sad lige der🥰

Men det bedste var cyklisterne. Alle uden undtagelse kørte udenom. Stille og roligt, uden brok eller negativ gestik. Så faren kunne sidde i fred og ro midt på cykelstien og tage sig af sit barn.

Så bliver man altså glad og optimistisk på menneskehedens vegne.

Cyklister, der lige gearer ned, passer på og kører hensynsfuldt forbi.

Men mest af alt en far som gør det der er allermest vigtigt: Han er der for sit barn.

Han bruger ikke, i første omgang, tid på at få barn og cykel væk så de ikke sidder i vejen. Han bruger tid på sit barn som er chokeret og ked af det.
Det synes jeg er er god prioritering.

Vi skal blive bedre til at prioritere omsorg og nærvær. Både for andre men så sandelig også for os selv.

Den her hektiske verden kan jo give os alle stress og udbrændthed. Alt for mange er ramt og ensomme allerede.

Vi må godt være ”i vejen” med vores behov for omsorg og nærhed.

Vi skal vise vores børn, os selv og hinanden at dét at sidde midt på en cykelsti - i vejen for stress og jag – og bare tage vare på det dyrebareste man har.

Det er nr. 1🥰

Det skal altid være nr.1 🥰

29/04/2025

Jeg gik bag 2 børn og 1 voksen på fortovet. Det gik meget langsomt fordi det ene barn, en dreng gik meget meget langsomt.

Jeg fik en forklaring – den kommer om lidt, men jeg vil først lige fortælle hvorfor jeg skriver om den:

Jeg er optaget af at vi skal være mere langsomme i vores liv. Det hele går så stærkt og mange siger ”jeg skal lige hurtigt”.
Vores børn lider – vi lider. Vi skal ned i gear – synes jeg.
Så jeg øver mig. Og når min datter siger ”jeg skal lige hurtigt” så svarer jeg ”du må også godt gøre det langsomt”

Det man fokuserer på vokser. Så derfor ser jeg naturligvis pludselig masser af eksempler på langsomme forældre derud IRL. Så bliver jeg glad. Så jeg vil gerne den næste uges tid dele eksempler med langsomme forældre eller pædagoger/lærere.
Mere af det – tak🥰

Nå, men tilbage til den dreng der gik meget meget langsomt:
Den voksne kvinde så mig gå bagved og jeg kunne fornemme at hun ikke vidste hvad hun skulle gøre – at hun gerne ville lade drengen gå i sit tempo men også lade mig komme forbi.
Så jeg sagde ”det er fint” og smilede.
Drengen stoppede og vendte sig om mod mig og sagde: ”Jeg går skildpaddeskridt”
”Nå” sagde jeg ”dem kender jeg ikke. Men jeg kender museskridt” og jeg viste ham hvordan jeg går museskridt. Pigen kiggede og prøvede at gå museskridt og moren sagde ”Ja, det kan jeg også” og så gik hun også et par museskridt. Så sagde drengen: ”Nu går jeg pingvin skridt” og så gik han så flot som en pingvin.
Moren havde en lang sort kjole på, så jeg sagde ”din mor ligner lidt en pingvin med den kjole” og så gik moren som den stolteste mor-pingvin ned ad vejen mens børnene fnisede.

Få minutter varede det lille møde, men åh hvor var det livsbekræftende. Hvor er jeg glad for jeg bare tog det med ro og fik set en mor som havde tid til at vente på skildpaddeskridt og selv gå pingvinskridt🥰

24/04/2025

God torsdag❤

11/04/2025

Der er mange kvinder faster i mange timer per døgn for at holde vægten eller tabe sig.

Desværre er der meget få videnskabelige undersøgelser på mennesker om effekten af faste. De fleste er lavet på mus.

Mange er også kun lavet på mænd. Og som vi ved: ”Women are not small men (Stacy Sims https://en.wikipedia.org/wiki/Stacy_Sims)

Men der er rigtig meget hype om det og rigtig mange dameblade skriver om det.

Statistiske data viser at man ikke får bedre effekt af faste end ved bare at spise ”normalt” med adækvat kalorieindtag.

Altså spise morgenmad, frokost, aftensmad og så pause ml aftensmad og morgenmad, hvilket for mange automatisk vil give et fastevindue på 10-12 timer. (https://www.health.harvard.edu/blog/should-you-try-intermittent-fasting-for-weight-loss-202207282790)

En af de negative sider ved at faste mange timer, er at man taber muskelmasse.
Det har vi kvinder +40 ikke råd til!

Vi har af natur mere fedt end mænd – sådan er det bare.
Vi har større risiko for osteoporose – sådan er det bare.

Så vi har brug for al den muskelmasse vi kan mønstre og stærke knogler.

Så vi skal holde muskler og knogler ved lige.

Ved at spise sundt og træne de muskler/knogler så vi stadig står helt oprejst uden brækkede knogler i pensionsalderen.

Træning af muskler/knogler er IKKE bare at gå eller løbe ture.
Det er styrketræning – at løfte tunge ting med ryg, ben og arme.

Så sæt i gang kvinder – med mad og styrketræning fra morgenstunden – så vi stadig kan have en fest på den anden side af 65💪