22/07/2025
Hvorfor er vi så hårde ved den eneste person, vi er sammen med hele tiden?
Vi er så gode til at heppe på alle andre 💛
Vi roser vores veninder og synes de kan det hele og måske har det hele
Vi støtter vores børn, prøver at forme dem til selvkærlighed og styrke
Vi beundrer kollegaens evner og overblik
Og vi kan altid finde noget positivt at sige om andre.
Men os selv?
Der bliver det hurtigt kritisk.
Vi ser fejlene, manglerne, det der ikke er godt nok. Alt det vi ikke er, alt det vi ikke har opnået og lykkedes med.
Vi taler til os selv på en måde, vi aldrig ville tale til en anden.
Og det er jo egentlig ret vildt, ikke?
For den eneste person, vi er sammen med 24 timer i døgnet, 7 dage om ugen…
Det er os selv.
Jeg kan kun tale for mig selv og samtidig har jeg en formodning om jeg ikke står alene her - jeg tror jeg var så fedtet ind i en negativ spiral at jeg slet ikke tænkte der kunne være andre måder at tænke og tro på mig selv. Det var på en måde også velkendt, trygt, ja bekræftende at gentage og finde alt det omkring mig der understøttede mig i min opfattelse om mig selv.
Hvem er det der har fundet på alle de negative historier og overbevisninger og hvem siger det er sandheden ? Ofte kan forklaringen ligge i tilgange, forsøg vi ikke har taget endnu, tilgange vi ikke har prøvet, skridt vi ikke har ville tage og det har formet og begrænset os. Vi har nøjes med at tænke tanken og måske givet lidt op på forhånd 😉
Hvis vi brugte bare halvt så meget energi på at holde af os selv,
som vi gør på at støtte andre – hvordan ville vores liv så føles?
Prøv lige at tænk over det engang 🤗
Det er ikke egoistisk at tale pænt til sig selv.
Det er selvkærlighed, vi må gerne rose og anerkende os selv. For der er noget godt at finde hos os selv - det kræver bare at vi kigger efter det 🌱
Og det hele starter og for den sags skyld slutter i tankerne 🤗.
