Projekt KUBA

16/07/2025

Jeg har en ny kronik i Information i dag: Indfør systemfredning for udsatte borgere!

(Link i kommentar; nul betalingsmur)

Et værktøj, jeg tit mangler i terapi, er fred og ro til den person, jeg forsøger at hjælpe.

Én ting er at være kriseramt, traumatiseret, overbelastet, ulykkelig... en anden ting er at være de ting, og så samtidigt:

1) Usikker på sit forsørgelsesgrundlag, og 2) Presset af systemkrav

Det handler på ingen måder om, at vi som samfund ikke må stille krav til hinanden. Det handler om, at vi som samfund hægter utroligt mange personer af, som reelt godt ville kunne deltage og bidrage, hvis de først fik fred, ro og hjælp til at komme sig.
.. Og så handler det jo også om fagpersoner. For som der står på billedet... Systemerne består jo af mennesker. Og hvor mange ønsker sig aktivt, at deres arbejdsfunktion består af at indpiske arbejdskraft ud til virksomhederne? Nok de færreste. De fleste sagsbehandlere, socialrådgivere osv, som jeg taler med, ønsker at hjælpe. Men de risikerer også at brænde ud, fordi deres primære opgave ikke er at hjælpe, men at feede samlebåndet.

Én måde at gøre systemet mere borgerrettet og mindre markedsrettet ville være at indføre en systemfredning. Den ville være for borgerens skyld. For at vedkommende kan få et bedre liv. Det vil garanteret også være sjovere at have som arbejdsopgave.

30/06/2025

Systemer har ikke tillid til mennesker... Men mennesker har tillid til mennesker! Og det skal vi gøre meget mere plads til i omsorgssektoren.

Jeg er SÅ træt af at støde på situationer, hvor de systemer, der i princippet skal hjælpe nødstedte danskere, reelt modarbejder muligheden for heling, recovery og meningsfuldhed.

Logikken er proces-, diagnose- og paragrafstyret, og den byder den systemansatte person at presse borgerens funktionsniveau til bristepunktet for at finde ud af, hvor meget personen kan udholde. Men det er en usædvanligt dårligt strategi.

I videoen gir' jeg et bud på, hvordan man ellers kan tale om psykisk lidelse og kriser i forhold til fremtiden. Til det formål bruger jeg Skovsti-metaforen, som jeg har udviklet til terapeutisk praksis, men som jeg også bruger i mit eget liv...

Det går ud på at stille sig selv det besnærende simple spørgsmål: Hvad ville en version af mig, der havde det væsentligt bedre, lave?

Når vi ved, hvad vi kunne have lyst til at bevæge os hen imod, er det langt nemmere at finde omvejen, smutveje og stier, der fører derhen.

** Jeg får påstået i videoen, at alle vil giftes og have børn. THIS IS NOT TRUE. Jeg generaliserer for at komme til pointen, at alle vil have omtrent de samme ting: Lykke, samvær, mening.

Så næste gang du sidder over for en borger, klient, patient, (menneske), så overvej om du er ambitiøs nok. IKKE PÅ SYSTEMETS VEGNE, altså. Men på personens. Den plan, I lægger, skal fandme batte på en måde, der gir kriller i maven før eller siden. Ingen kriller? Dårlig plan.

Jeg skriver på en kronik om emnet, der måske/måske-ikke bliver færdig. Men her er hvert fald dagens video, som jeg pludselig fandt meget mere spændende at lave 😅

God sommerdag derude 🌼

26/06/2025

KUBA elsker Platform K! 😍

Med tre succesfulde bog-samtale-klubber overstået går Litterærhealingsklub på sommerferie.

📖 Første gang talte vi om Eventyrhuset af TJ Klune. Der kom der virkeligt vidunderlige samtaler om udsathed, anbringelser og kærlighed ud af

📖 Anden gang var det Døgnkioskmennesket af Sayaka Murata der dannede udgangspunkt. Smukke pointer om at søge mening i tilværelsen kontra at tilpasse sig verdens betingelser...

📖Tredje gang, der var i går, tog vi fat på Teatersky, min bog. Det kom der fabelagtige, elefantære, sårbare samtaler ud af.

Bøger taler til os på en måde, få andre medier gør. Og når man lægger en bog på bordet og siger: Hvad siger den her om at være menneske, og så lader ordet være frit, dukker der gode ting op. Vil du være med? Join os den sidste onsdag i måneden efter sommer!! 🤩

Tak til Platform K for at forsyne rammerne for verdens venligste bogklub!

Efter sommer kigger Simone Sandholdt jeg mere på vores projekt Ordstrøm, der er bogklobben i online-format! 🎙

13/06/2025

Debatten fortsætter, og den er vigtig! Vi er død og pine nødt til at kunne stole på den viden, som myndigheder, fagpersoner og andre tilbyder os.

Jeg er glad for, at der endelig er nogen, der tør tager uenigheden op in plenum. Det gør læge Anne-Lene Schwartz Tofte og Manu Sareen i et debatindlæg hos POV International i forgårs.

I dag svarer jeg tilbage: https://pov.international/nar-forskning-vakler-ma-adhd-diagnose-gentaenkes/

Hvorfor er den her debat vigtig og nødvendig som mere end bare en akademisk øvelse, når den nu tydeligvis går folk kede af det og frustrerede? Fordi den netop handler om, hvordan vi grundlæggende forstår de mennesker, vi skal hjælpe. Det har ikke bare akademisk relevans, om ADHD er en biologisk påvist realitet eller ej. Det har konkret, praktisk relevans for indretningen af tilbud, forståelsen af problemstillinger samt for udviklingen af tilgange.

Kort sagt skriver jeg i mit modsvar til Tofte og Sareen, at:

- I misforstår eller fejlrepræsenterer helt grundlæggende de tre studier, I inddrager

- I hævder at agere et værn for retvisende faglighed, men ender reelt med at fremsætte påstande, som ikke tåler grundig gennemlæsning af den viden, vi har.

- Selv om mange finder glæde, ro og lettelse i diagnoser, så ændrer det ikke på de grelle videnskabelige problemer, de mangelfulde behandlingsresultater, risici for symptom- og individfokus i stedet for kontekstorientering, selvinvalidering, uhensigtsmæssig brug af centralstimulerende stoffer samt stækket forskning, der antager ADHD-diagnosens biologiske realitet uden videnskabelig rygdækning

ADHD-debatten er intens – men hvad viser forskningen egentlig? Psykolog Jonas Vennike Ditlevsen gennemgår tre centrale studier og argumenterer for, at diagnosen hviler på usikre præmisser. ADHD er ifølge ham ikke en biologisk realitet, men en konsensus – og det har vidtrækkende konsekvenser...

21/05/2025

I dag udkommer Teatersky.

Det er mit bud. Mit bedste bud på, hvordan vi kan forstå den divergente anderledeshed, som psykiatrien i al sin voldelige klodsethed ynder at kalde forstyrrelser. Og det er for friggin’ vildt. At den udkommer, altså. 💜

Jeg kan godt lide ordet ’autisme’. Derfor bruger jeg det i bogen. Fordi jeg tror, det kan reddes ud af sygeliggørelsens greb. Men der er lang vej endnu. Jeg tror og håber dog, at Teatersky kan være med til at markere starten på en ny bevægelse, der egentlig allerede ér i gang i aktivistiske miljøer, i lokale organisationer og i hjertet på utallige underliggjorte elefantkiggere i hele verden.

Teatersky kan købes fra i dag, både hos forlæggeren, på Saxo, hos mig, hvis man er nær Horsens eller fanger mig til et oplæg (signerer gerne!).

Hvis du køber den og får lyst til at anmelde eller omtale den her på FB, Saxo eller andetsteds, vil det betyde alverden for et mærkværdigt lille værk som mit. Jeg læser gerne med i de tanker og ideer, bogen sætter i gang. Tag mig gerne, eller brug . Så følger jeg nysgerrigt med i ly fra den samme Bathule, hvor det meste af bogen er blevet til.

Tak til alle, der har læst med tidligt, givet feedback og inspiration, og tak igen til Hanna for den smukke forside. Tak også til Wadskjær Forlag for at hjælpe endnu et anderledes værk til verden.

God læselyst derude (lydbog følger). Weirdos unite. ✨

19/04/2025

Vores venner hos Mad in Norway bringer med tilladelse fra Dagbladet Information min seneste kronik omhandlende dehumanisering i psykiatrien, som de har oversat til norsk.

https://www.madinnorway.org/2025/04/hjerteloshet-er-psykiatriens-storste-problem-og-det-skyldes-ikke-manglende-ressurser/

Det Psykiatriske Problem transcenderer landegrænser. Det er ikke et dansk problem. Det er et vestligt problem. Og problemet er dette: 𝗗𝗲𝘁 é𝗿 𝗼𝗴 𝗵𝗮𝗿 𝗮𝗹𝗱𝗿𝗶𝗴 𝘃æ𝗿𝗲𝘁 𝗲𝗻 𝗴𝗼𝗱 𝗶𝗱é 𝗮𝘁 𝗽𝗮𝘁𝗼𝗹𝗼𝗴𝗶𝘀𝗲𝗿𝗲 𝗽𝘀𝘆𝗸𝗲𝗻. Det er hverken videnskabeligt holdbart eller resultatmæssigt forsvarligt. Så hvorfor bliver vi ved?

Jeg talte med en medicinstuderende efter et oplæg jeg havde holdt i Cinemateket for nylig. Han kunne godt følge meget af kritikken, men syntes det var ærgerligt, at man som læge (og kommende psykiater) følte sig mistænkeliggjort og fremmedgjort af den form for kritik, jeg stod for.
Det kan jeg egentlig godt forstå. Og det primære formål med kritikken har heller aldrig været at få nogen til at føle sig forkert. MEN. For der er et kæmpe MEN.

Det er lægefagligheden, der altdominerer tilgangen til psykisk lidelse. Det er derfor lægens forståelser og dannelse, der danner grundlag for tilgangen. Den magt er vi nødt til at tale om og forholde os til. Det er ikke synd for lægerne, at jeg kritiserer deres system og tilgang.

Hvis noget er synd for lægerne (og psykologerne og sygeplejerskerne osv) så er det, at de er ansat i et system, der tvinger dem til at løse en omsorgskrævende opgave på en overteknikaliseret, symptomfixeret, dehumaniserende måde. Det er ikke rart for særlig mange. Og allermindst for patienterne.

16/04/2025

Ser du også elefanter? Det gør jeg. Og det har jeg skrevet en bog om. Om cirka en måned udkommer 𝗧𝗲𝗮𝘁𝗲𝗿𝘀𝗸𝘆.

Den handler om underlighed. Eller anderledeshed?

Den er summen af tre års kreativ skriveproces på baggrund af 36 år som rumvæsen på den her underlige planet. Og nu er den i forsalg hos Wadskjær Forlag: https://www.xn--wadskjrforlag-8fb.dk/vare/teatersky/

Jeg hører til under den autistiske paraply. Jeg er blot aldeles uenig med psykiatrien i, hvad det vil sige. Tidligere har jeg endda skrevet en hel bog om, hvorfor psykiatrien tager fejl. Hvilket, parentesbemærket, er en ret autistisk ting at gøre.

𝘛𝘦𝘢𝘵𝘦𝘳𝘴𝘬𝘺 er en ambitiøs bog. Den giver et personligt, litterært og fagligt bud på, hvordan den autistiske, divergente anderledeshed kan forstås... Hvis altså ikke som en diagnose eller en hjerneforstyrrelse. Om det holder, må fremtiden vise. Men jeg er sikker på, at det er en samtale, vi trænger til. Og jeg har været så glad for alle mine betalæsere og tidlig-medlæsere, der har givet feedback undervejs. 💜

I kølvandet på udgivelsen venter:

- Bogreception 🥂

- Højtlæsninger

- Podcast-afsnit af Anderledes med Philippa Lund Frederiksen, hvor vi dykker ned i bogen og dens budskaber

- Onlineseminar om de socialelefanterne, og hvordan man kan lære at leve med dem

- Og meget mere af den slags ballade, der giver ord til verden, som gør den rigere og dybere. Det er hvert fald planen.

Håber I vil ta' godt imod den. Den har været svær at skrive, men jeg er så glad for det endelige resultat.

PS Det er talentfulde Hanna Skov Hansen, der har designet forsiden. Den er fandme blevet flot, synes jeg.

12/04/2025

4,6 milliarder kroner. Det er, hvad 10-årsplanen tilfører psykiatrien over de næste fem år frem til 2030.
Hvad kan vi regne med at få for pengene? Kort sagt - og som mange af os har frygtet - : 𝗠𝗲𝗿𝗲 𝗮𝗳 𝗱𝗲𝘁 𝘀𝗮𝗺𝗺𝗲.

Selv om der i begrænset omfang afsættes midler til community-orienteret støtte, så er der forsvindende lidt i det store billede (hint: Se Philippa Lund Frederiksens glimrende gennemgang her: https://lnkd.in/d-ZKMQ8M)

Det er ubetinget den patologiserende tilgang, der har forrang i fremtidens forkromede 10-års-plan.

Hvorfor er det skidt? Jo, det er det, fordi det reelt ikke virker særlig godt. Hverken psykiatriens diagnoser eller dens behandlinger har nogensinde fungeret i hverken teori eller i praksis. I en tid, hvor flere og flere måder at være menneske på sygeliggøres, er det så virkelig 𝘮𝘦𝘳𝘦 sygeliggørelse og tilhørende behandling, der skal til? Nej, vel.

Vi skal have et opgør med ordet "forebyggelse". Det er en fejlbetegner. Vi skal allokere midler hen til nonpatologiserende forståelser og tilgange, der ikke reducerer mennesker i psykisk lidelse og nød til patienter med symptomer. Det er faktisk en god idé i alle grader af psykisk lidelse.

For hvad kunne vi ellers få for 4,6 milliarder kroner over de næste fem år?

Vi kunne få...

- Ægte peer respites som, der viser langt bedre resultater end patologiserende tilbud (man kunne fx se til The WildFlower Alliance eller Leeds Survivor-Led Crisis Service for vidunderlig inspiration)

- Offentlige og ikke-psykiatriske tilbud om gratis og forsvarlig udtrapning af psykofarmaka (samt en stor, fed undskyldning til alle de mennesker, der har fået stjålet år af deres liv af kemisk dæmpning). Her kunne Rådgiver Karine Lindgaard og resten af Medicinrådgivningen hjælpe os godt på vej.

- Åben Dialog-centrerede tilbud, hvor man forstår at Åben Dialog er et menneskesyn og en dialogisk praksis, og ikke en redskabskasse der kan passes ind i fx patologisering. Her kunne man meget passende spørge fx Mie Leer Benjamin Jensen, Esben Sandvik Tønder og mange andre gode Åben Dialog kræfter
Lad mig slå fast: Det er IKKE mangel på alternativer, der holder os tilbage. Det er ensidig og snæver finansiering af diagnose-centrerede tilbud.

I Netværk for Nonpatologiserende Psykologi arbejder vi for at starte denne type samtaler om netop alternativer uden for den sygeliggørende ramme. Og bonusinfo! Så er der faktisk også et nonpatologiserende projekt i pipelinen, som er for alle, og ikke bare psykologer. Det glæder jeg mig afsindigt til at fortælle meget mere om. ❤

06/04/2025

"På spektret" er en filmfestival, der kører i KBH for tiden. Jeg var så heldig at få lov at introducere visningen af 𝘎𝘪𝘳𝘭, 𝘐𝘯𝘵𝘦𝘳𝘳𝘶𝘱𝘵𝘦𝘥 i fredags med et oplæg.

Jeg talte uden PowerPoint den her gang og ganske frit fra hjertet. Om anderledeshed. Om diagnoser, der muligvis kan give lettelse, men som også bliver et mentalt fængsel for både patienten ("jeg er syg") og for fagpersonen ("du er syg"). Det ser man afspejlet i filmen, fx når Susannas indre kampe med at forstå og forhandle sin plads i verden sygeliggøres i form af den ekstremt kvindefjendske diagnose borderline. Samtidig er hun, da hun indlægges efter selvmordsforsøg, lige er blevet udnyttet af en meget ældre mand.

Foruden dette virker Susanna til at struggle med nogle divergens-velkendte problematikker. Hun joker på et tidspunkt med sin uduelige terapeut Melvin om, at hun har ESP - evnen til at læse andres tanker. Fordi hun har en oplevelse af at kunne se og vide ting, andre ikke kan. Dét skriver jeg også om i Teatersky, der udgives lige om lidt! Altså oplevelsen af at opsamle langt mere social information end de fleste, som man derfor skal reagere på, men som man ikke må adressere direkte.

Det er påfaldende, at den psykiatriske sygeliggørelse ikke fremstilles mere problematisk, end den gør i filmen. Selv om det ikke er et tiltænkt tema, så skriger det til himlen, at de indlagte personer alle har en tung traumebaggage, som bør høres, forstås og heles... Men at man insisterer på at dæmpe dem med kemi og patologiseret infantilisering.

Filmen skruer lige vel op for melodramaet i forhold til bogen, men til gengæld lykkes den eminent med at indfange en pointe, jeg har advokeret for utallige gange: Nemlig at det er mennesker, der heler mennesker. Det, der ender med at gøre forskellen for Susanna, er venskaberne hun knytter til de andre piger på afdelingen, og så venligheden, hun møder fra udvalgt personale. Det bakker fagviden også op om: De personer, psykiatrisk indlagte holder mest af at tale med, er andre patienter, andres pårørende, portører,

Og det var mit sidste budskab til gæsterne denne aften:

Hvis I kender en, der lider psykisk, som slår sig hårdt på livet, så kan det godt være, at de kan få gavn af en eller anden form for professionel behandling... Men ærligt, så har de langt mere brug for jer. De har brug for jeres omsorg, nærhed og mod. Omsorg der betyder at man føler sig holdt af. Nærhed der betyder, at man tilbyder sin tid og sit eget rolige nervesystem. Mod til at at blive siddende der i mørket med dem.

Tak til Helle Rechter for billeder fra eventet 💜

01/04/2025

"𝗝𝗲𝗴 𝗲𝗿 𝗺𝗲𝗴𝗲𝘁 𝗺𝗲𝗿𝗲 𝗱𝗶𝗮𝗴𝗻𝗼𝘀𝗲𝘀𝗸𝗲𝗽𝘁𝗶𝘀𝗸 𝗴𝗲𝗻𝗲𝗿𝗲𝗹𝘁, 𝗲𝗻𝗱 𝗷𝗲𝗴 𝗲𝗿 𝘀𝗽𝗲𝗰𝗶𝗳𝗶𝗸𝘁 𝗔𝗗𝗛𝗗-𝘀𝗸𝗲𝗽𝘁𝗶𝘀𝗸... 𝗗𝗲𝘁 𝗲𝗿 𝗯𝗮𝗿𝗲 𝗔𝗗𝗛𝗗-𝗱𝗲𝗯𝗮𝘁𝘁𝗲𝗻, 𝗱𝗲𝗿 𝗵𝗮𝗿 𝘀𝗸𝗮𝗯𝘁 𝗱𝗲𝘁 𝘀𝘁ø𝗿𝘀𝘁𝗲 𝗿𝗮𝗯𝗮𝗹𝗱𝗲𝗿. 𝗠𝗲𝗻 𝗷𝗲𝗴 é𝗿 𝗮𝗹𝘁𝘀å 𝗱𝗶𝗮𝗴𝗻𝗼𝘀𝗲𝘀𝗸𝗲𝗽𝘁𝗶𝗸𝗲𝗿"

Sådan siger jeg i introen til nyeste afsnit af "Hvis du vil vide mere", en af Jyllandsposten podcasts som du kan finde lige her: https://jyllands-posten.dk/podcast/hvisduvilvidemere/

Afsnittet tar' kun 22 minutter, så vi når ikke ned i alle detaljer... Alligevel er det måske et lyt værd. 💜🎙

Der er nemlig gode grunde til, at jeg insisterer på diagnosekritikken. Jeg mener helt bogstaveligt, at de psykiatriske diagnoser (og det, de er blevet til i dag) stiller os dårligere som samfund og som mennesker. Sygeliggørelsen af menneskesindet fører alt for ofte til unødig invalidering og begrænset livsudfoldelse.

Jeg kalder i podcasten den offentlige samtale om ADHD "ukvalificeret". Og det står jeg ved. Det er i min optik stukket helt af. Som jeg siger i podcasten: Det ville være mere retvisende at tale om et ADHD-adfærdsmønster. Det ville give fin mening. Og det ville åbne op for den naturligt afledte samtale om, hvad dette adfærdsmønster så kan komme af. Og den liste er virkelig lang!

Ved at se på ADHD som et adfærdsmønster, der kan have mange årsager, så åbner vi op for en langt bedre undersøgelse af, hvordan vi bedst kan hjælpe den person, der har udfordringer relateret til et ADHD-adfærdsmønster. Der er nemlig ingen der - ifølge videnskaben - har en ADHD-hjerne, ADHD-gener eller ADHD-biokemi. Men derfor findes adfærdsmønsteret jo alligevel.
I sidste ende handler det netop om at hjælpe hinanden bedst muligt. Og det - mener jeg - at psykiatrien og dens diagnoseforklaringer og behandlinger står i vejen for.

Og derfor skal vi stille og roligt bevæge os helt væk fra den psykiatriske tilgang. Og det kræver nogle svære samtaler... Men altså, dem kan vi altså godt ta'.

Go' tirsdag og lytning 🌻

17/03/2025

𝗗𝗲𝗹𝗶𝗻𝗴 𝗲𝗿 𝗵𝗲𝗹𝗶𝗻𝗴! Sådan sagde jeg på scenen til to vidunderlige konferencer arrangeret af for PTSD-ramte og pårørende om traumer og traumereaktioner hos børn og unge.

Fordi... det er sandt. Deling ér heling. Men altså. Forudsætningen for *ægte* deling er ægte forbundethed. Hvis man forlanger af nogen, at de deler af deres inderside, så skal man være klar over, hvor stor en tillidsopgave det er, man stiller. Men desværre tror jeg nogle gange, at fagkasketter og metoder kan stå i vejen for det menneskelige møde mellem mennesker.

Et andet af mine slides sagde: "Hvad er formålet med PTSD-behandlingsmetoder?"

Og slidet efter sagde: "At skærme 𝗯𝗲𝗵𝗮𝗻𝗱𝗹𝗲𝗿𝗲𝗻 fra den traumatiserede persons mørke"

Lidt provokerende, måske. Men måske også lidt sandt. Det ér virkelig svært at sidde med andres mørke, deres reaktioner og deres ensomhed. Det er en sand faglighed i sig selv. Men netop fordi mørket kan stikke dybt, har vi en tilbøjelighed til at vige fra den, at flygte ind i skemaer, diagnoser, paragraffer, de tre P'er, omsorgsdistance... Men i sidste ende flygter vi , fordi vi faktisk godt fornemmer smerten.

Og ville ønske os, at vi kunne ta' os af den.

Men det kan vi godt. Vi kan reelt gøre en enorm forskel ved at insistere på menneskeligheden og på den forpinte persons ret til at blive holdt af... At blive forstået, set, hørt. Det kalder jeg at være 𝗗𝗲𝗻 𝗥𝗲𝗯𝗲𝗹𝘀𝗸𝗲 𝗛𝗲𝗹𝗲𝗿. Det kan vi alle være. Det har vi alle været på et tidspunkt. Og jeg støder på så mange af jer derude. Og det føles noget bedre end at være systemets kolde dansebjørn, som vi desværre også ofte ender med at være, når vi af tidsnød, træthed, stress eller systempres lukker øjnene for andres smerte, som vi ellers egentlig godt kan se lige der foran os.

Jeg skriver på en bog om "Den Rebelske Heler". Jeg tror, vi alle har brug for at føle os rebelske ift. systemer, der elsker kassetænkning og at reducere menneskeliv til velafgrænsede, simple problemer. Den form for rebelskhed skal vi avle meget mere af 💜

Tak til LPTSD for et par fantastiske konferencer.

14/02/2025

Jeg har ordet i dagens kronik i Dagbladet Information

‼️Central pointe: 𝗗𝗲𝗿 𝗲𝗿 𝗶𝗻𝗴𝗲𝗻, 𝗱𝗲𝗿 𝗵𝗮𝗿 𝘀å 𝘁𝗿𝗮𝘃𝗹𝘁, 𝗮𝘁 𝗺𝗮𝗻 𝗹𝗶𝗴𝗲 𝗸𝗼𝗺𝗺𝗲𝗿 𝘁𝗶𝗹 𝗮𝘁 𝗱𝗲𝗵𝘂𝗺𝗮𝗻𝗶𝘀𝗲𝗿𝗲, 𝗶𝗻𝗳𝗮𝗻𝘁𝗶𝗹𝗶𝘀𝗲𝗿𝗲 𝗼𝗴 𝘂𝗻𝗱𝗲𝗿𝗸𝘂𝗲 𝗮𝗻𝗱𝗿𝗲 𝗺𝗲𝗻𝗻𝗲𝘀𝗸𝗲𝗿

https://lnkd.in/dtkaXhbT

I et halvt årti har jeg argumenteret videnskabeligt for, hvorfor psykiatriens diagnoser og behandlinger ikke giver nogen mening, hverken på forklaringsniveau eller effektmæssigt.

Men videnskabs- og effektstudier er ikke de eneste årsager til, at vi skal kræve et alternativ til psykiatrien. Der er også den årsag, at mennesker aktivt mishandles i sygeliggørelsens navn.

Jeg har simpelthen set og hørt alt for meget til at tie stille. Hvis du tar' anstød af det, jeg skriver, så prøv at spørg en person, du kender, der har været indlagt. Spørg, om det, jeg skriver, har nogen gang på jord... eller om jeg bare er en fantast.

Jeg vil ikke påstå, at alle, der nogensinde har været indlagt i psykiatrien, er blevet mishandlet. Men jeg vil påstå, at der er tale om så mange personer, der vil kunne genkende dehumanisering, nedladende tiltale, underkuelse eller infantilisering, at det ikke vil være svært at finde frem til én, der siger 'ja for helvede'.

Jeg tror, at omfanget af problemet er så stort, at man som ansat næppe kan sige, at man intet kender til det. Selv hvis man arbejder på en bedre fungerende afdeling, så har man set og hørt eksempler som dem, jeg fremhæver i kronikken. Når man er en del af et system, der volder skade, så normaliseres og udglattes små og store voldshandlinger. Og det kræver ofte en udefrakommende forstyrrelse at skabe reel forandring.

Hvis man undersøgte min kroniks påstande systematisk, så tror jeg, at skeletterne vil vælte ud af skabet. Vi har brug for en kulegravning af det her system.

Lad mig runde af med at slå nogle ting fast, der - problemets omfang uagtet - bør være universelt sande:

- 𝗜͟𝗻͟𝗴͟𝗲͟𝗻͟ kommer ved at uheld til at dehumanisere, infantilisere eller underkue andre mennesker

- 𝗔͟𝗹͟𝗹͟𝗲͟ kan ende med at arbejde i systemer, der avler moralsk stress ved at normalisere skadelige tilgange

- Alle har et ansvar for ikke at udøve vold, underkuelse og andetgørelse med den magt, som de systemer, vi er en del af, giver os.

- Alle har et ansvar for at stoppe udøvelsen af vold, underkuelse og andetgørelse gennem den magt, systemer giver vores overordnede, kolleger og samarbejdspartnere