Projekt KUBA

23/12/2025

Jeg fik et ønske opfyldt tidligt! 💝En vaskeægte samtale med en vaskeægte psykiater om diagnosernes beskaffenhed, om evidens og om forskning!

Det var så den psykiater, jeg velsagtens er mest enig med i forvejen, nemlig Andreas Hoff. Men ikke desto mindre anser jeg det for en vigtig samtale (link i kommentar). Ved I hvorfor?

Fordi der er fårking mange psykiatere+psykologer+pædagoger+lærere+mangeandre, der udmærket godt ved det.

Let's be real.

Rigtig mange fagpersoner ved udmærket godt, at de psykiatriske diagnoser efterhånden har fået en status og magt, som det faglige fundament slet, slet ikke kan bære.

Der er bare ikke så mange, der siger det højt. Fordi, backlash.

Men altså. Vi kan ikke undlade at sige det, vi anser for sandt, højt, bare fordi det er upopulært. På den måde stækker vi ethvert ærligt fremskridt i både teori og praksis. Derfor er det vigtigt, at nogen går forrest og tør udfordre status quo. Det gør det mere legitimt for andre at stille samme spørgsmål offentligt, og i sidste ende at praktisere bredere.

Andreas og jeg runder også divergens/autistisk-væren-i-verden/teatersky, som blev en ret interessant samtale om karaktertræk/normafvigelse/anderledeshed. Både i det hele taget, men også hos os hver især.

Tak til Dr. Hoff for at stille op. Det håber jeg på meget mere af i 2026.

Og så gode julevibes til jer og jeres derude. Jeg er ikke religiøs, ej heller spirituel. Men jeg tror på mennesker, især når vi kan stå sammen. God jul!

14/10/2025

Ses vi nogle af de steder, jeg kommer rundt til i nærmeste fremtid? 😁 Links i kommentarer. Seriøst, paradigmeskiftet rumler derudaf, især nedefra-og-op. Det kan godt være, at 10-årsplanen er et løft af alt det, der ikke virker... Men ude i lokalområderne breder sig nye strømninger! Det er SÅ skønt 💜

21. oktober: Neurodagen 2025 - "Et argument for at gentænke neurodiversitet" ODENSE

7-8. november: Bogforum! Er på Wadskjær Forlags stand om eftermiddagen for at quizze om Sygkiatri og tale om Teatersky. KØBENHAVN

13. november: FORSA konference - "Hvordan vi løser teori/praksis-problemer i menneskenært omsorgsarbejde" ÅRHUS

27. november: "Nonpatologisering i Teori og Praksis - Hvorfor kan det give meningen at sætte psykiatri i parentes? Folkeuniversitetet AALBORG

4. december: "Nonpatologisering af diagnoser: Hvordan kan vi ellers forstå psykisk lidelse" - Folkeuniversitetet, AALBORG

10/10/2025

Sindets Dag 2025 - "Det Hele Menneske" 🫶

Sikke en dag! Men før jeg kommer til oplæggene og alle ping'erne, så mød lige først Anne Carlsen.

Jeg bommede en mentholsmøg af Anne i frokostpausen. Egentlig ryger jeg sjældent. Men rygetid er tænketid. Og pustetid. Og i dag: Tid til at snakke med Anne.

Til mit eget oplæg med titlen "Er fremtidens psykiatri overhovedet en psykiatri?" fortalte jeg en historie, hvor jeg for nyligt besøgte en af mine indlagte klienter. Da jeg skulle hjem igen, spurgte jeg en sygeplejerske, om hun ville lukke mig ud. Hun sagde "Nej, Jo, måske. Jeg finder lige nogen". Derefter gik hun ind i Buret (alle indlagte ved hvad "Buret" er), men fik ikke lukket døren helt, så jeg hørte hende sige "Der står en mand derude som virker ret forvirret".

Øh!! Blev sgu lige ræd for at øjeblik, at de ikke ville slippe mig. Altså, jeg havde mange backupplaner i tankerne... Men dér mærkede jeg en bid af den magt, der kan hvile over én.

Anne spurgte mig, hvad jeg ville have gjort, hvis ikke de havde sluppet mig ud. Blev hende svar skyldig. Hun fortalte mig over vores mentholsmøg, at hun *mange* gange havde været 'en af dem'. En af de indespærrede. En, der ikke måtte gå. Til trods for at hun ikke fik det bedre. Både den massive medicinering (som hun i dag er ude af) og den sygeliggørende tilgang gjorde hende kun sygere. Som hun selv sagde: Jeg har sgu PTSD pga. det, psykiatrien gjorde ved mig! Og den historie, den støder jeg bare på alt for tit.
Selvfølgelig skal nogle mennesker passes på. Nogle mod deres vilje. Men den magt, psykiatrien, diagnoserne og behandlingslogikken har over folk, er skræmmende, indgribende og ofte invaliderende i sig selv.

Blandt dagens oplæg hørte jeg det meste af Kerstine Mouritsen, som præsenterede de levede erfaringer. Fandme så vigtigt at få på scenen.

Hørte også Noura Lindholm, der med musik og historier fortalte om sig selv på en måde, der illustrerede en af mine egne pointer ret så smukt: Når et menneske lider psykisk, må vi for alt i verden ikke definere dem ud fra den tilstand, de er i, når de lider.
Petra Nagel var også på med en personlig vinkel på, hvordan vi giver os selv knubs, og hvordan vi med humor, ømhed og omsorg kan møde os selv som hele mennesker.

Og til sidst nåede jeg lige at få Mikkel R. Vossen Rasmussen med. Jeg ville enormt gerne have haft et debat-segment ind i dagens program, for jeg havde en del noter til det, Mikkel sagde... Ikke overraskende. Men det lå ikke i kortene i dag, desværre. Det vil jeg håbe på en anden gang.

Smuk dag, smukke mennesker. Vi kan så meget mere, end vi gør nu. Og det er i virkeligheden ikke særlig kompliceret. Men fagfolk og forskere gør det helt enormt kompliceret. Back to basics: Sikkerhed. Omsorg. Nærvær. Tryghed. Det virker. ❤

26/09/2025

En del personer har spurgt mig de seneste dage: 𝐖𝐡𝐚𝐭'𝐬 𝐭𝐡𝐞 𝐩𝐨𝐢𝐧𝐭? Altså hvad ér egl. formålet med projektet Afspykiatrisering/Depsychiatrization.

Og formålet er ret enkelt: Vi trækker en streg i sandet, en ret vigtig streg. I både antologien og i græsrodsprojektet Afpsykiatrisering fokuserer *ikke* på psykiatri-kritik. Det er der så rigeligt af. Tons!

Så vi siger: Psykiatrien ér baseret på fejltolkninger og misforståelser. Diagnoserne ér uholdbare. Behandlingerne er overvejende ikke hjælpsomme.
Det behøver vi derfor ikke diskutere mere. Det er faktuelt!

Så hvad gør Afpsykiatrisering så? Hvad kan du se frem til at læse mere om i både den kommende antologi og på hjemmesiden?

Jo, du får en række fag- og erfaringseksperters bud på, hvordan en afpsykiatriseret verden kunne se ud. Både i fortid og i nutid, såvel i teori som i praksis.

Det er et enormt skridt fremad at side-steppe psykiatrikritikken, fordi den for længst har vist, at psykiatri er en dødsejler. Det er derfor en no brainer, at vi skal have noget andet. Vi skal bare have modet til at sige det højt og fællesskabet til at udvikle det sammen!

Skøn fredag til jer andre konstruktive, kværulerende kritikere derude fra Afpsykiatriserings-teamet Marlice Larsen og ut.

Og hvis du mangler læsestof, så er Philippa Lund Frederiksen og Mads Pedersens superrelevante kronik om psykiatri-alternativer ude nu live via depsychiatrization.com: https://depsychiatrization.com/the-lack-of-alternatives-to-psychiatry-is-a-systemic-failure/

22/09/2025

𝐄𝐭 𝐧𝐲𝐭 𝐮𝐧𝐢𝐯𝐞𝐫𝐬 𝐬𝐞𝐫 𝐝𝐚𝐠𝐞𝐧𝐬 𝐥𝐲𝐬! Lang tids arbejde resulterer nu i, at vi kan invitere alle jer skønne, kontekstorienterede, nonpatologiserende mennesker med ind i et megaspændende projekt.

Og sammen med dét, internationale samarbejder, der bliver til en banebrydende antologi i 2026 👊

Sammen med Marlice Larsen har jeg arbejdet på projektet Afpsykiatrisering / Depsychiatrization i ganske lang tid.

Vi er nu klar til at ta' skridtet videre og lancere hjemmesiderne:

https://afpsykiatrisering.dk/ og https://depsychiatrization.com/ 🎉✨

Projektet går ud på at trække en streg i sandet. Vi siger: Det er ikke nok at reformere psykiatrien. Vi har behov for noget fundamentalt andet, der ikke er psykiatri.

På hjemmesiderne kan du finde:

- Info om den bog, vi er ved at samle bidrag til fra stærke nationale og internationale stemmer

- Blogindlæg om afpsykiatrisering og rehumanisering (og her tager vi meget gerne imod blogindlæg udefra!)

- Status og nyheder på projektet.

Vi har samlet et stærkt hold omkring antologien, og vi er ved at rekruttere de sidste bidragsydere. Jeg tagger lige nogle af de herboende, der har været utroligt gavmilde med deres tid og kompetencer ift. at sige 'ja' til at bidrage med hver deres ekspertise.

Philippa Lund Frederiksen - Psykolog med fokus på menneskerettigheder
Sarah Liv VW - Erfaringsekspert og debattør vedr overgreb og traumer
Pernille Søndergård Frandsen - Erfaringsekspert og forfatter
Agnes Marie Frey - Erfaringsekspert, taler og kreatør
Mads Bruun Pedersen - Psykologistuderende, debattør
Kristoffer Moesgård Olesen - Børnehaveleder, cand.pæd.psych
Mie Leer - Åben Dialog underviser og facilitator
Kevin Mikkelsen - Stifter af CEPDA, ekspert vedr. psykedelika
Maria WintHer Osmundsen - Erfaringsekspert og formidler
Hanna Skov Hansen - Omsorgsprofessionel i kommunalindsats

Og derudover har vi en række stærke internationale stemmer med også, som i kan finde lige her https://afpsykiatrisering.dk/bidragsydere/

Håber I vil ta' godt imod og følge projektet! Følg også gerne med på Instagram via

17/09/2025

Lad os tale lidt mere om relationel distance! Det gør jeg hvert fald i dagens kronik i Information, hvor det handler om netop afstanden imellem os.

https://www.information.dk/debat/2025/09/ved-ske-grusom-dehumanisering-fagpersoner-velfaerdsstaten

Er det ressourcemangel, der er det største problem? Eller tidspres og micro management oppefra? Det er hvert fald væsentlige problemer, som kan være med til at forklare omfanget af øget teknikalisering og distancering fra de mennesker, der skal bruge vores hjælp.

Men i stedet for at kræve handling fra politikere, som ikke aner, hvad de skal gøre (men som reelt bare gerne vil genvælges og derfor svarer med øregas), så kan vi ta' samtalen lokalt. Har jeg jeg en distancerende praksis? Har vi? Har jeg mistet følingen med kernen i omsorgsarbejde, som netop ér relationel, og ikke metodisk?

Vi kan godt forandre verden. Sprog er et af de fineste af de blide, revolutionære redskaber (guillotiner værende blandt de mindre blide). Nedefra-paradigmeskift starter med nye sprog, der kan give nye handlingsmuligheder.

Det er allerede sket med ordet 'nonpatologisering', der vinder mere og mere ind. Jeg tror, at begrebsparret 'relationel distance' kan berige samtalen om hverdagspraksis. Og skabe modpres imod systemisk undertrykkelse, der trækker os relationelt væk fra dem, vi gerne vil hjælpe.

16/07/2025

Jeg har en ny kronik i Information i dag: Indfør systemfredning for udsatte borgere!

(Link i kommentar; nul betalingsmur)

Et værktøj, jeg tit mangler i terapi, er fred og ro til den person, jeg forsøger at hjælpe.

Én ting er at være kriseramt, traumatiseret, overbelastet, ulykkelig... en anden ting er at være de ting, og så samtidigt:

1) Usikker på sit forsørgelsesgrundlag, og 2) Presset af systemkrav

Det handler på ingen måder om, at vi som samfund ikke må stille krav til hinanden. Det handler om, at vi som samfund hægter utroligt mange personer af, som reelt godt ville kunne deltage og bidrage, hvis de først fik fred, ro og hjælp til at komme sig.
.. Og så handler det jo også om fagpersoner. For som der står på billedet... Systemerne består jo af mennesker. Og hvor mange ønsker sig aktivt, at deres arbejdsfunktion består af at indpiske arbejdskraft ud til virksomhederne? Nok de færreste. De fleste sagsbehandlere, socialrådgivere osv, som jeg taler med, ønsker at hjælpe. Men de risikerer også at brænde ud, fordi deres primære opgave ikke er at hjælpe, men at feede samlebåndet.

Én måde at gøre systemet mere borgerrettet og mindre markedsrettet ville være at indføre en systemfredning. Den ville være for borgerens skyld. For at vedkommende kan få et bedre liv. Det vil garanteret også være sjovere at have som arbejdsopgave.

30/06/2025

Systemer har ikke tillid til mennesker... Men mennesker har tillid til mennesker! Og det skal vi gøre meget mere plads til i omsorgssektoren.

Jeg er SÅ træt af at støde på situationer, hvor de systemer, der i princippet skal hjælpe nødstedte danskere, reelt modarbejder muligheden for heling, recovery og meningsfuldhed.

Logikken er proces-, diagnose- og paragrafstyret, og den byder den systemansatte person at presse borgerens funktionsniveau til bristepunktet for at finde ud af, hvor meget personen kan udholde. Men det er en usædvanligt dårligt strategi.

I videoen gir' jeg et bud på, hvordan man ellers kan tale om psykisk lidelse og kriser i forhold til fremtiden. Til det formål bruger jeg Skovsti-metaforen, som jeg har udviklet til terapeutisk praksis, men som jeg også bruger i mit eget liv...

Det går ud på at stille sig selv det besnærende simple spørgsmål: Hvad ville en version af mig, der havde det væsentligt bedre, lave?

Når vi ved, hvad vi kunne have lyst til at bevæge os hen imod, er det langt nemmere at finde omvejen, smutveje og stier, der fører derhen.

** Jeg får påstået i videoen, at alle vil giftes og have børn. THIS IS NOT TRUE. Jeg generaliserer for at komme til pointen, at alle vil have omtrent de samme ting: Lykke, samvær, mening.

Så næste gang du sidder over for en borger, klient, patient, (menneske), så overvej om du er ambitiøs nok. IKKE PÅ SYSTEMETS VEGNE, altså. Men på personens. Den plan, I lægger, skal fandme batte på en måde, der gir kriller i maven før eller siden. Ingen kriller? Dårlig plan.

Jeg skriver på en kronik om emnet, der måske/måske-ikke bliver færdig. Men her er hvert fald dagens video, som jeg pludselig fandt meget mere spændende at lave 😅

God sommerdag derude 🌼

26/06/2025

KUBA elsker Platform K! 😍

Med tre succesfulde bog-samtale-klubber overstået går Litterærhealingsklub på sommerferie.

📖 Første gang talte vi om Eventyrhuset af TJ Klune. Der kom der virkeligt vidunderlige samtaler om udsathed, anbringelser og kærlighed ud af

📖 Anden gang var det Døgnkioskmennesket af Sayaka Murata der dannede udgangspunkt. Smukke pointer om at søge mening i tilværelsen kontra at tilpasse sig verdens betingelser...

📖Tredje gang, der var i går, tog vi fat på Teatersky, min bog. Det kom der fabelagtige, elefantære, sårbare samtaler ud af.

Bøger taler til os på en måde, få andre medier gør. Og når man lægger en bog på bordet og siger: Hvad siger den her om at være menneske, og så lader ordet være frit, dukker der gode ting op. Vil du være med? Join os den sidste onsdag i måneden efter sommer!! 🤩

Tak til Platform K for at forsyne rammerne for verdens venligste bogklub!

Efter sommer kigger Simone Sandholdt jeg mere på vores projekt Ordstrøm, der er bogklobben i online-format! 🎙

13/06/2025

Debatten fortsætter, og den er vigtig! Vi er død og pine nødt til at kunne stole på den viden, som myndigheder, fagpersoner og andre tilbyder os.

Jeg er glad for, at der endelig er nogen, der tør tager uenigheden op in plenum. Det gør læge Anne-Lene Schwartz Tofte og Manu Sareen i et debatindlæg hos POV International i forgårs.

I dag svarer jeg tilbage: https://pov.international/nar-forskning-vakler-ma-adhd-diagnose-gentaenkes/

Hvorfor er den her debat vigtig og nødvendig som mere end bare en akademisk øvelse, når den nu tydeligvis går folk kede af det og frustrerede? Fordi den netop handler om, hvordan vi grundlæggende forstår de mennesker, vi skal hjælpe. Det har ikke bare akademisk relevans, om ADHD er en biologisk påvist realitet eller ej. Det har konkret, praktisk relevans for indretningen af tilbud, forståelsen af problemstillinger samt for udviklingen af tilgange.

Kort sagt skriver jeg i mit modsvar til Tofte og Sareen, at:

- I misforstår eller fejlrepræsenterer helt grundlæggende de tre studier, I inddrager

- I hævder at agere et værn for retvisende faglighed, men ender reelt med at fremsætte påstande, som ikke tåler grundig gennemlæsning af den viden, vi har.

- Selv om mange finder glæde, ro og lettelse i diagnoser, så ændrer det ikke på de grelle videnskabelige problemer, de mangelfulde behandlingsresultater, risici for symptom- og individfokus i stedet for kontekstorientering, selvinvalidering, uhensigtsmæssig brug af centralstimulerende stoffer samt stækket forskning, der antager ADHD-diagnosens biologiske realitet uden videnskabelig rygdækning

ADHD-debatten er intens – men hvad viser forskningen egentlig? Psykolog Jonas Vennike Ditlevsen gennemgår tre centrale studier og argumenterer for, at diagnosen hviler på usikre præmisser. ADHD er ifølge ham ikke en biologisk realitet, men en konsensus – og det har vidtrækkende konsekvenser...

21/05/2025

I dag udkommer Teatersky.

Det er mit bud. Mit bedste bud på, hvordan vi kan forstå den divergente anderledeshed, som psykiatrien i al sin voldelige klodsethed ynder at kalde forstyrrelser. Og det er for friggin’ vildt. At den udkommer, altså. 💜

Jeg kan godt lide ordet ’autisme’. Derfor bruger jeg det i bogen. Fordi jeg tror, det kan reddes ud af sygeliggørelsens greb. Men der er lang vej endnu. Jeg tror og håber dog, at Teatersky kan være med til at markere starten på en ny bevægelse, der egentlig allerede ér i gang i aktivistiske miljøer, i lokale organisationer og i hjertet på utallige underliggjorte elefantkiggere i hele verden.

Teatersky kan købes fra i dag, både hos forlæggeren, på Saxo, hos mig, hvis man er nær Horsens eller fanger mig til et oplæg (signerer gerne!).

Hvis du køber den og får lyst til at anmelde eller omtale den her på FB, Saxo eller andetsteds, vil det betyde alverden for et mærkværdigt lille værk som mit. Jeg læser gerne med i de tanker og ideer, bogen sætter i gang. Tag mig gerne, eller brug . Så følger jeg nysgerrigt med i ly fra den samme Bathule, hvor det meste af bogen er blevet til.

Tak til alle, der har læst med tidligt, givet feedback og inspiration, og tak igen til Hanna for den smukke forside. Tak også til Wadskjær Forlag for at hjælpe endnu et anderledes værk til verden.

God læselyst derude (lydbog følger). Weirdos unite. ✨

19/04/2025

Vores venner hos Mad in Norway bringer med tilladelse fra Dagbladet Information min seneste kronik omhandlende dehumanisering i psykiatrien, som de har oversat til norsk.

https://www.madinnorway.org/2025/04/hjerteloshet-er-psykiatriens-storste-problem-og-det-skyldes-ikke-manglende-ressurser/

Det Psykiatriske Problem transcenderer landegrænser. Det er ikke et dansk problem. Det er et vestligt problem. Og problemet er dette: 𝗗𝗲𝘁 é𝗿 𝗼𝗴 𝗵𝗮𝗿 𝗮𝗹𝗱𝗿𝗶𝗴 𝘃æ𝗿𝗲𝘁 𝗲𝗻 𝗴𝗼𝗱 𝗶𝗱é 𝗮𝘁 𝗽𝗮𝘁𝗼𝗹𝗼𝗴𝗶𝘀𝗲𝗿𝗲 𝗽𝘀𝘆𝗸𝗲𝗻. Det er hverken videnskabeligt holdbart eller resultatmæssigt forsvarligt. Så hvorfor bliver vi ved?

Jeg talte med en medicinstuderende efter et oplæg jeg havde holdt i Cinemateket for nylig. Han kunne godt følge meget af kritikken, men syntes det var ærgerligt, at man som læge (og kommende psykiater) følte sig mistænkeliggjort og fremmedgjort af den form for kritik, jeg stod for.
Det kan jeg egentlig godt forstå. Og det primære formål med kritikken har heller aldrig været at få nogen til at føle sig forkert. MEN. For der er et kæmpe MEN.

Det er lægefagligheden, der altdominerer tilgangen til psykisk lidelse. Det er derfor lægens forståelser og dannelse, der danner grundlag for tilgangen. Den magt er vi nødt til at tale om og forholde os til. Det er ikke synd for lægerne, at jeg kritiserer deres system og tilgang.

Hvis noget er synd for lægerne (og psykologerne og sygeplejerskerne osv) så er det, at de er ansat i et system, der tvinger dem til at løse en omsorgskrævende opgave på en overteknikaliseret, symptomfixeret, dehumaniserende måde. Det er ikke rart for særlig mange. Og allermindst for patienterne.