Psykolog Ane Katrine Beck

26/04/2026

Nogle gange så går livet i stå, selvom man lever. Det kan føles lidt som en zombietilstand.

Sådan har mit liv nok været lidt det sidste halve års tid. En følelse af at være i vinterhi i meget lang tid. Ingen energi, ikke så meget glæde, ganske lidt fest og ballade. Utrolig få opslag er det blevet til på de sociale medier, jeg har ikke haft noget drive eller noget at sige.

Jeg har tilskrevet det lidt forskelligt: Efteråret. En meget lang og kold vinter. Hormoner og overgangsalder. Ting, som var lidt ude af mine hænder. Noget der bare skete.

Selvom jeg normalt tænker meget over min væren i verden, så glemte jeg at tænke i en mere psykologisk/ eksistentiel retning:
At det kunne handle om noget inde i mig, som ikke var en biologisk størrelse – men meningen med det hele.

Tiøren faldt for et par måneder siden. Lidt ud af det blå købte jeg en kolonihave.

Jeg havde tænkt tanken længe, og afvist den lige så længe med argumentet, at jeg jo ikke egner mig til at sidde stille. At jeg hellere ville ud at vandre i smuk natur fremfor at pusle rundt i en have.

Men pludselig blev behovet presserende med foråret på vej og en krop, der nægter at gå særlig langt: Jeg ville have mig min helt egen have med mit helt eget hus, som jeg kunne gå og sætte i stand.

Jeg fandt kolonihaven og købte. Der gik to dage fra jeg besluttede mig, til jeg fik nøglen i hånden.

Det har været den største og bedste beslutning jeg har truffet i mange år.

Jeg har pludselig fået mig et formål. Noget at arbejde hen imod. Et udviklingsprojekt som er mit helt eget. Noget jeg gør KUN for mig. På ganske få dage kom jeg ud af vinterhiet og zombietilværelsen.

Pludselig er jeg glad hver eneste morgen, når jeg står op. Pludselig har jeg fået energi til hele dagen igen. Der er noget jeg vil.

Jeg har det, som om jeg er nyforelsket: Jeg tænker hele tiden på, hvornår jeg kan tage derud igen. Hvornår jeg kan komme videre med malingen, hvordan bruger jeg min nye stiksav, hvordan kommer jeg videre med at sætte forskallingsbrædder på indersiden af den overdækkede terrasse, få plantet lavendler ud, hvornår salaten egentlig skal s*s, og hvordan laver man surbund til ens nye magnoliatræ?

Da det begyndte at gå op for mig, at noget var forandret, så jeg pludselig sammenhængen:

Jeg har fået mig et formål igen med at være her på kloden.

Siden jeg var ung, har jeg vidst, at jeg gerne ville have børn. Det var noget af det eneste, som var altafgørende for mig her i livet: At sætte børn i verden, at nære dem med kærlighed og f***r til krop og sjæl, så de kunne blive glade mennesker, som havde lyst til at tage del i ansvaret for verden.

Det projekt er ved at være afviklet. Min ældste er flyttet hjemmefra og er godt på vej. Om 2 måneder bliver min yngste student og er ved at være klar til at flyve fra reden.

Hvor efterlader det mig, når det med børn var det jeg levede for?

Uden at vide det har jeg været ramt af ’Empty nest syndrome’ – den tomme redes syndrom. Jeg har været under omstilling, har været i færd med at tage afsked med moderrollen, som den ser ud, når man har hjemmeboende børn.

Men jeg har ikke vidst, hvad jeg så skulle stille op med mig selv. Hvor jeg skulle kaste min kærlighed hen. Jeg manglede formålet.

Jeg har tænkt, jeg burde lave frivilligt arbejde og hjælpe nogle andres børn. Men med det job jeg har, så er omsorgstanken desværre tom, når jeg får fri. Jeg har ikke mere at dele ud af, udover det der skal gemmes til mine veninder og mig selv. Så hvad kan jeg så?

Da haven pludselig blev min, kom mit nye formål til mig: Jeg skal skabe mig et hus og en have til nydelse. Til afslapning og ro. Til puslespil og maleprojekter, til skriveprojekter, måske også til arbejdsprojekter. Jeg skal have hænderne i jorden og få ting til at gro, som vil give mig glæde at se på.

I skrivende stund har jeg fået sat huset i stand indvendigt: Ryddet alt det gamle væk – fået malet – der mangler lige gulvlister og lidt møbler at sidde og sove i. Udenfor er huset blevet malet. Der er flået plasticbeklædning af, som den gamle ejer havde sat på – og der venter nu forskallingsbrædder som skal beklæde den overdækkede terrasse.

Og så er der haven: 800 m2 grund, som lige nu ligner en blanding af en parcelhusplæne og en kirkegård med masser af ral. Der skal skabes en frodig levende have med vilde blomsterbede – snoede stier – en blåplads – et bærområde – og meget andet godt. Der er uendeligt mange projekter i den have og i det hus. Og stor tilfredsstillelse gemt i skabelsesprocessen.

Den proces, jeg har været i gennem lang tid, har fået mig til at gruble en del over, hvor meget det betyder for os mennesker at have noget, vi går op i. Noget vi brænder for. Vi har brug for at have et formål med at være her, ellers går vi i frø og bliver ulykkelige eller mister energien.

For mange er arbejdet et stort formål med livet. Måske fordi man føler, man gør en forskel, eller at man henter anerkendelse og føler sig set, når man leverer på sit arbejde. For andre er det at tjene mange penge og kunne købe rejser og ting vigtigt.

For mig har det vist sig, at tredje halvleg handler om at skabe en frodig have – og en oase til hygge og ro til mig selv.

Måske står du også et sted, hvor du skal have fundet dit formål, så du kan få glæden og gejsten tilbage? Måske kan mine erfaringer her give dig lidt inspiration?

17/04/2026

Den her fra Mads Langer er bare så fin. God weekend❤️

02/04/2026

Min mors hjerte slukkede tidligt mandag morgen i en seng på Aalborg Universitetshospital. Det var en stor lettelse tillader jeg mig at sige.

Jeg siger det, fordi hun gerne har villet herfra de sidste 10 år i hvert fald. De sidste måske 7 år har hun været syg og blevet stadigt ringere. Ønsket om at få lov til at dø voksede bare – men hun var som en kat, der absolut skulle igennem ni liv, før hun kunne få lov at få fred.

Det var ikke et værdigt liv, de sidste par år. Jeg ville ønske, det kunne have fået ende lang tid før, men hun blev reddet en del gange i et sygehussystem, der er sat i verden for at redde menneskeliv, ikke at afslutte dem.

Så da min far ringede mandag morgen kl. 6.30, vidste jeg godt, at det var nu. For en uge siden blev hun opereret efter et fald, hvor hendes hofte brækkede. Det klarede hjertet ikke. Heldigvis.

Jeg arbejder nu på at finde sorgen frem fra gemmerne. Den er langt væk. Den kvinde, der døde i mandags, var ikke rigtig min mor.

Hun forsvandt for længe siden. Og jeg fik aldrig rigtig mulighed for at græde over at have mistet den mor, der fødte mig i sin tid, for hun forsvandt gradvist væk i sygdom og afmagt.

Blev en anden, som jeg ikke helt kunne kende, og distancen mellem os blev bare større med tiden. Hun var såmænd de senere år et afdæmpet blidt og kært væsen, der til sidst havde meget svært ved at sige noget og svært ved at gå mere end 50 meter – men hun var ikke min rigtige mor.

Så i aften skriver jeg for at finde min mor frem. Den mor, som opdrog mig og var min rollemodel i mange år. Den harmdirrende vrede kvinde, som var indigneret over samfundets udvikling og følte sig ansvarlig for at gøre verden til et bedre sted.

Den kvinde, som meldte sig ind i Radikale Venstre for at gøre en forskel. Som en kort overgang var med i hovedbestyrelsen og stillede op til byrådet. Som husede Marianne Jelved på mit gamle ungpigeværelse på loftet i Byrsted under en valgkamp. Den kvinde, der var aktiv i diverse bestyrelser og foreninger: Naturfredningsforeningen, Biologiefterskolen og senest en forening, der kæmpede mod gylle.

Den kvinde, som var en af Danmarks første miljøjurister i amternes tid, som elskede sit fag, og som jeg har indtryk af var dygtig.

Min mor var en af de sidste af sin slags. Hun var en ægte mønsterbryder. Hun voksede op langt ude på landet, hvor de gik ud i stalden og satte sig bag køerne, når de skulle på toilettet. Derude hvor en tandbørste ikke nåede frem før 50’erne.
Hun fik sit første gebis i konfirmationsalderen, og hun skammede sig over det alle sine dage. Så meget, at jeg først fik det at vide som 20 årig af min morbror, der kastede bomben, og jeg nægtede at tro på ham.

Min mor var begavet og dygtig i skolen. Men familien var fattig, så der var ikke råd til, at hun kunne komme på realskole i Års. I stedet kom hun ud at tjene efter 7. klasse på en gård som 14-årig. Hun fik sin kommode med sig til sit tøj. Hun boede på uisolerede loftskamre, der var uopvarmede om vinteren og arbejdede mange timer om dagen. Hun fik frostsår på sine hænder af at arbejde i kulden, og der var ingen kære mor at ringe til, der kom og hentede hende hjem.

Hun lærte at tage sig sammen. For hende blev det en stærk livsværdi at klare sig selv, og den holdt hun fast i til det sidste: Hun fik min far til at love, at hun aldrig skulle på plejehjem. For hende røg al værdighed, hvis man skulle have hjælp.

Jeg har mange gange bandet hende langt væk, når jeg har set på, hvad min far skulle bære – men jeg har også godt vidst, hvad det handlede om og har øvet mig i at respektere hendes ønske, selvom jeg syntes, det var tosset.

Min mor fandt ud af tidligt, at hun ikke kunne holde til det hårde fysiske arbejde – hun blev nødt til at tage en uddannelse. Som 19-årig arbejdede hun om dagen og tog realkursus i Aalborg om aftenen. Her mødte hun min far, der også var en ægte mønsterbryder med en god portion begavelse fra fattige kår. De støttede hinanden og fik deres eksamen, og startede dernæst på studenterkursus.

Min mors studentereksamen var ikke god nok til hendes drømmestudie: Socialrådgiver. Så hun måtte tage til takke med jura, og således blev hun færdig som jurist midt i 70’erne i Århus efter at have været med til at stifte den gratis retshjælp i byen.

Min mor var en fighter. Jeg husker hende ikke for lange varme kram, jeg husker hende ikke for glæde og overskud. Jeg tror egentlig ikke, hun synes livet var særlig fedt, da jeg var barn – nok heller ikke senere.

Jeg husker hende for kampen for retfærdighed på mange niveauer. Og for et stort ambitionsniveau for sig selv. Hun stillede umådeligt store krav til, hvad hun skulle levere lige fra stor køkkenhave, mad fra bunden, politisk arbejde, bestyrelsesarbejde, almindeligt arbejde, kor, litteraturklub, dilletant. Hun var alle steder.

Hun gav mig også urealistiske forestillinger om, hvad man skulle kunne klare som kvinde. Det knækkede jeg på, da jeg gik ned med stress i 2010 – og der begyndte jeg måske først for alvor at forholde mig mere til den arv, jeg slæbte med mig fra min mor.

Hun var på mange måder enormt irriterende, tror jeg andre syntes, fordi hun var så harm – men hun var også min mor. Hun bakkede mig op i det meste. Hun havde min ryg. Hun troede på mig. Fortalte mig at jeg var smuk, og at jeg kunne blive Danmarks første kvindelige statsminister – det troede hun virkelig på.

Hun så det som sin største pligt at være der og hjælpe med at gøre det lettere at være børnefamilie for mig og mine børns far. Hun tog med mig på kursus, da min datter var 3 uger gammel for at passe hende, mens jeg var til undervisning. Hun legede gemmeleg med mine børn, da de var små, og hun lavede sund mad til dem, for det var vigtigt for hende, at de blev godt fodret.

Den mor, hun er her ikke mere. Hun har ikke været her i mange år, men det er først nu jeg for alvor kan tage afsked med den mor. Og også afsked med den svækkede gamle dame, der døde tidligt mandag morgen.

Kære mor – jeg har savnet dig længe går det op for mig. Nu vil jeg bruge tid på at grave sorgen frem fra gemmerne og finde fred med, at du ikke er her mere.

Jeg står på mange måder alene nu, som man gør, når ens mor ikke er her mere - og der ikke længere er en, der altid har ens ryg.

God rejse til dig. Jeg vil savne dig.

14/02/2026

Hvordan lærte du at håndtere vrede hjemme i dit barndomshjem?

Lærte du at vreden boede hos én person, og alle andre gjorde, hvad de kunne for at styre udenom?

Eller var mor og far som hund og kat, der råbte konstant af hinanden, så du blev et nemt og usynligt barn, som aldrig fik plads til at mærke sine egne behov?

Og hvad har de mønstre du lærte haft af betydning for dig i dit voksenliv? Tørrer du vreden af på din partner, og er tavs omkring dine egne behov? Eller siger “nej” når han spørger om der er noget galt? (Selvom det flyder ned af væggene at du er utilfreds med noget).

Denne podcast er værd at høre!! https://podcasts.apple.com/dk/podcast/passiv-aggression-min-tavse-vrede-%C3%B8del%C3%A6gger-parforholdet/id1830957377?i=1000743511816

Jeg genkendte så meget af mig selv og dynamikkerne i det ægteskab, jeg engang var en del af. Og jeg genkendte årsagen til, at det gik i stykker.

Lyt og bliv klogere på sådan en smuk lørdag! ❤️

Podcast Episode · Er du der for mig? · 02/01/2026 · 1h 20m

11/02/2026

Jeg har en følelse af at have været i vinterhi i rundt regnet 100 år. Det er længe. Måske har du det lige sådan? Jeg savner min daglige gåtur med en let brise i hoved og hård, ikke stormende kuling der føles som minus 20 grader. Men i dag var der lige et stille hul i vinden, og pludselig fik jeg følelsen af forår. Den er lige om hjørnet, og hør lige her (sæt lyd på filmen): Fuglene har opdaget det!!! Så begynder det at boble i mig. Vi er der snart venner. Vinteren slutter snart. Hold håbet højt og tro på det ❤️ det hjalp mig lige til at komme fri af mit lange vinterhi for en stund. Beklager jeg har været væk så længe. Jeg er druknet lidt i sne og teknisk bøvl med mine lydfiler. Der bliver arbejdet i kulissen på at flytte hele molevitten og en ny hjemmeside er på vej. Men så længe vi venter så husk at nyde fuglenes forårsbebudning❤️

19/01/2026

Aaaaaah ja… ro i nervesystemet i praksis ❤️

24/11/2025

Man kan frygte mange ting, når ens hjerne begynder at opføre sig sært. Fx demens.

Måske finder du din bilnøgle i køleskabet. Måske kan du ikke finde ordene og siger et andet ord, end det du mente. Måske kan du ikke holde fokus. Eller glemmer hvor du egentlig er på vej hen i din bil.

Men som regel er det ikke demens.

Som regel handler det om

1) dårlig søvn
2) stress
3) smerter
4) overgangsalder (altså for kvinder)

På billedet her nedenfor finder du den kognitive pyramide.
Pyramiden viser, hvordan dine kognitive funktioner hviler på hinanden. Det helt basale nede i bunden skal fungere godt (eller i hvert fald rimeligt), for at funktionerne højere oppe kan fungere i længden.

Hvis du fx oplever symptomer fra din hukommelse eller har andre tegn på, at din hjerne er ved at 'stå af', så kan det faktisk handle om, at nogle helt basale ting langt nede i pyramiden ikke fungerer:

At du sover dårligt og ikke får ladet ordentligt op.

Eller at du måske bruger mere energi, end du har til rådighed som fx ved stress eller smerteproblematikker, hvor hjernen bruger rigtig meget energi på at holde smerterne ude af din bevidsthed.

Hvis din hjerne ikke har energi nok, så går den på 'strømsparetilstand' og skærer nogle funktioner fra, som er mindre vigtige for din overlevelse. Det kan fx være din evne til at fokusere - eller din evne til at huske, hvor du lagde dine nøgler.

Hvad gør du så?

Jo, du begynder simpelthen med at tage flere pauser, hvor du lader op. Og et rigtig godt forslag er at bruge lydfiler med hjernetræning til den pause. For hjernetræningen kan for mange blive en hurtig opladningsmetode, ligesom de der turboladere, du måske bruger, hvis du har el-bil.

Hjernetræning (som jeg laver det) er hypnose/ mentaltræning, som du kan lytte til som lydfiler. Enten på min YouTubekanal eller du kan købe det uden reklamer og med mulighed for at tilvælge baggrundsmusik på min hjemmeside.

Ofte vil du opleve, at med de daglige pauser med hjernetræningn, så begynder hjernen lige så stille at finde sig selv igen. (Og gør den ikke det, så skal du selvfølgelig gå til din læge!)

Jeg har både pakker med mine YouTube lydfiler - men også mere målrettede online kurser med hjernetræning. Det er til dig som
- sover dårligt
- skal have skruet ned for blusset (ved stress) eller
- skal genoptræne din hjerne

Kig ind på min hjemmeside om læs meget mere.

19/11/2025

Denne uge har jeg booket hele fire dage bare til mig og til at arbejde intenst på min pakke med lindring til mennesker ramt af smerter.

Det giver mulighed for en gåtur, mens solen er oppe, og bare syv minutters gang fra min nye lejlighed åbner naturen sig for mig. Det er sådan en gave for en som mig at bo tæt på smukke gåture, og jeg går lige nu og drømmer om at investere i en lille kolonihave her tæt på, så jeg får mit eget “sommerhus”. Sådan et sted hvor jeg kan se ud i naturen, mens jeg arbejder på at skabe nye lydfiler med masser af visualiseringer af naturen til jer, som lytter med.

Ville bare sige hej.. i dag har jeg fået skrevet og indspillet en lydfil til smertelindring i hele kroppen. Jeg synes egentlig selv, den lover godt. Vi får se.

Nyd disse fine efterårsdage. Som altid tanker jeg lys på på disse ture til de mørke timer. Efteråret har været lidt tungt synes jeg, men nu lysner det… og der er endda en hel måned til vintersolhverv.

Krammer herfra lydstudiet🥰

10/11/2025

Jeg arbejdede på et tidspunkt med en kvinde, som havde fået et handicap. Og hun var rasende.

Hun havde altid klaret sig godt, og det skulle hun også helst, for der var en søskende, der fyldte det hele, da hun var barn. Så hun strammede sig an, gjorde det godt og blev en rigtig dygtig pige. Sådan et barn, man er lykkelig for at have, når man er en ramt forælder, for hun gjorde det hele meget nemmere.

Men så blev hun selv ramt. Og det kom til at fylde uendelig meget for hende. For hvorfor skulle hun nu også have dette i sit liv? Hvorfor kunne hun ikke bare få lov at være lidt i fred og bare få lov at nyde, at hendes barn var ved at være stort – og nu var der plads til hende?

Hun var så vred. Og blev nødt til at blive sygemeldt, for det handicap hun havde fået, voksede i størrelse af alle de følelser, der dukkede op i halen af det. Vreden fyldte det hele.

Jeg var først lidt famlende i, hvordan jeg kunne hjælpe, for vrede kan være en svær størrelse at arbejde med i terapien. Det kan være svært at arbejde med at holde fast i håbet og troen på, at det bliver bedre, hvis vreden flyder ud over alt.

Indtil det blev tydeligt for mig, at vi ikke kom nogen vegne, hvis ikke hun fik lov til at være vred.

Og jeg fik formuleret, at der jo var god grund til at føle sig vred, når man får et handicap og mister en del af sig selv – og mon der ikke også var en hel del sorg inde i den vrede?

Det var der. Der var masser af sorg.

Både vreden og sorgen sad meget fysisk i kvinden. Hun kunne nærmest ikke få luft for alle de følelser.

Så kan man jo blive rigtig bange for at være vred. Hvis man føler, man er ved at blive kvalt.

Men faktisk så er det så meget nemmere at arbejde med følelserne, når folk kan mærke dem i kroppen. Og derfor har jeg lavet en ny guidet meditation til dig, som ligger på YouTube (med og uden musik) - og den ligger også i pakken 'Meget mere ro' som du kan købe på min hjemmeside.

Den er lavet til dig, som kan blive SÅ fyldt op af dine følelser, at de nærmest lægger sig på dit bryst som en stor fed algebefængt sten ude fra marken, som er så tung, at du ikke kan få luften længere ned end til toppen af dine lunger.

For når du tør gå ind og mærke de følelser og tør møde dem åbent og med accept, så får de et udtryk, og så kan de give slip – og du kan komme i ro.

Det fjerner ikke nødvendigvis det, som har skabt følelserne. Men det gør det lettere at rumme dine følelser. Og på sigt nemmere finde en form for accept af det, som udløser vreden – sorgen – og hvad der nu ellers gemmer sig i den krop.

Prøv det. Du går ikke i stykker. Måske græder du lidt. Hulker måske. Skriger inde under dynen måske eller i din bil. Men bagefter, så bliver der stille. Og du kan blive træt.

Men du heler også lidt. Du tager dig selv alvorligt og giver dig selv lov til at have dine følelser. Og det er faktisk utrolig helende at give sig selv lov til at have sine følelser, uden at skamme sig over dem.

Det går over på et tidspunkt. Følelser forandrer sig – og det sker for os alle – også for dig.

Lige nu er det måske utrolig svært, men så kan du bruge denne lydfil til at være sammen med det svære – og bagefter kan du høre en lydfil, som hjælper dig til ro.

På den måde hjælper du dit nervesystem til at slippe kamp/ flugt-reaktionerne og komme i hvile. Det gør godt. Du finder lydfilen i kommentaren nedenfor. Den uden musik, men husk at den ligger i to udgaver.

07/11/2025

Det her billede viser min hjerne.

Den er rodet. Overloadet. Småkaotisk (eller måske helkaotisk).
Jeg holder meget af hjerner. De er fascinerende. De kan mange ting, og nogle gange så mister de evnen til at kunne så meget.

Det er også fascinerende. Og enormt irriterende.

Det gør min egen hjerne også. Mister evnen. Den er i overgang. Og den reagerer ikke altid megagodt på, at østrogenen inde i mig i den grad er på vej ned. Som du kan se, så mister den lidt overblikket.

Men jeg får sært nok altid fundet noget, der kan spises – og det er faktisk sjældent, at det er blevet for gammelt. Sådan har mit køleskab ikke altid set ud. Der var en gang, at det var noget bedre struktureret.

Nogle gange er jeg egentlig imponeret over, at jeg trods alt formår at klare mig selv – og få lavet bare lidt lydfiler til YouTubekanalen og håndteret at have klienter.. godt nok færre og færre, fordi det er hårdt for min hjerne og mit nervesystem .. men jeg kan da betale min husleje og min mad.

Jeg holder meget af at hjælpe andre til at forstå deres krøllede hjerne, og forstå hvorfor den nogle gange fu**er lidt op. Det kan være et stort pillearbejde at forstå: ”Hvor meget af det er noget jeg har fået med fra biologien? Hvor meget skyldes sådan som jeg voksede op? Hvor meget skyldes at jeg har slået hovedet? Har jeg måske egentlig en adhd, som lægger et ekstra lag kaos indover? Burde jeg blive udredt og prøve om medicin kan hjælpe? Kan jeg ændre på noget med terapi? Og hvor meget kan jeg bedres ved at få ro på nervesystemet fx med dine lydfiler Ane Katrine?”

Her midt i livet kan det faktisk også vigtigt at se på, hvor meget handler faktisk om hormoner, som måske kan hjælpes på vej med lidt tilskud udefra? (Men bliver bare nødt til at sige det: Det er ikke altid nok).

Men hvad stiller man op, hvis ens hjerne ser sådan der ud?
For mit eget vedkommende kan jeg bare sige: Ro på! Det gør godt.

At skrue ned for ambitionerne for, hvor meget jeg egentlig skal (det er ikke noget, jeg har gjort bevidst – det er sket af sig selv, fordi jeg ikke har orket ret meget). Og så godt med traveture om dagen, fysisk træning og så lydfiler at sove med om natten, når hjernen kører alt for hurtigt og skal tales til ro. Og selvfølgelig den obligatoriske middagslur.

Problemet er, at det godt kan føles som et meget lille liv en gang i mellem, for jeg ser ikke så mange mennesker, eller oplever særlig meget. Det er lidt som at gå i hi. Men det er sjældent, det føles som et problem. Hvor jeg tidligere måske ville have følt mig enormt ensom med så meget tid i mit eget selskab, så er det nu en lise for sjælen at have ro omkring mig.

Den eneste larm i mit liv er min store datter på 19, i de perioder hun er hos mig og ikke hos sin far, og så underboen, der har et lille barn, som skriger lidt. Men så tager jeg bare mine støjreducerende hørebøffer på, og så forsvinder underboen – og så har jeg bare et virkelig stille liv.

Det var bare lige en lille status herfra. Der er lidt for stille på SOME fra min side, men det er fordi jeg foretrækker stilletid. Og fordi jeg ikke kan tage mig sammen.

Men jeg læser. Lige disse dage Karin Heurlins ’Alt det jeg glemte at huske’, om hendes stressnedtur for et par år siden. Der er meget i hendes bøger jeg genkender. Hun skriver simpelthen så morsomt, stilfærdigt og indsigtsfuldt.

Jeg elsker nærmest alt, hvad hun har skrevet af små hverdagsdramaer. Kender du hende ikke så start med ’Slået hjem’ og så tag ’Bag brystlommen’ bagefter. Eller ’Min kone’. De ligger på e-reolen, også som lydbøger – og oplæseren er RET god.

Jeg sendte faktisk mit billede af mit køleskab til Karin Heurlin, fordi hun skriver om sit eget kaotiske køleskab i sin stressbog. Det kunne jeg genkende. Og hun blev meget glad for mit køleskab.

Hvad med dig? Vil du dele? Så føler
man sig nemlig ikke helt så alene.

Nyd weekenden! Her står den på besøg hos mine 82-årige forældre i det nordjyske.

24/10/2025

I denne uge fik jeg lavet en ny lydfil efter at have talt med en dejlig dreng på 11, som er træt - og kæmper med lidt af hvert.

Jeg taler normalt ikke med børn, men den her knægt bruger fast en af mine lydfiler til at falde i søvn på om aftenen, så derfor tænkte jeg, at jeg ville prøve, om vi sammen kunne konstruere en lydfil, som han kunne bruge til at koble af efter skole. Den er pt. til afprøvning og evaluering, så om den virker for ham, ved jeg ikke endnu.

Men den er lavet bred, så mange vil kunne bruge den, både børn og voksne. Den er lavet til dig, som har brug for en pause om eftermiddagen efter skole eller arbejde.

Pointen i lydfilen er, at du tager til en dejlig strand, finder en pind og tegner i sandet - og finder et vandløb, som du kan ændre forløbet på.

Dette kan du bruge som billede på, at du kan ændre dine tanker og følelser ved at fokusere på at få ro på og lade lyset finde ind til dit sind. Samtidig er der ord på, at du kan slippe dumme oplevelser fra dagen, som kan have sat sig i kroppen på dig. Her renser du dem ud og lader vandet føre dem ned i havet.

Du finder den på YouTube både med og uden musik på - og du kan også købe den på min hjemmeside. Den ligger i pakken 'Meget mere ro med Ane Katrine'.

Håber det bliver en dejlig weekend for dig!

28/09/2025

Jeg var lige et s**t i Kbh for at holde kursus. Sove lidt på hotel. Se ganske lidt på storbyen og pludselig indse, hvor meget jeg efterhånden holder af min halvkedelige provinsby, hvor alt lukker ned efter kl 18.

Folk er ikke særligt hippe på gaden i min by, men de er menneskelige, og jeg kan mærke dem.

Jeg kan ikke rigtig mærke folk i Kbh. De går så hurtigt. De ser så meget væk. Ikke på hinanden.

Jeg føler mig meget alene i Kbh. Og jeg længes hjem.

Men da jeg sad på hovedbanen og spiste lidt, endte jeg tyve minutter på en bænk sammen med Birgit, Kirsten og Ruth, som alle tre sad og ventede på FlexTrafik, som skulle bringe dem helt hjem. Og Birgit og Kirsten fortalte, hvordan det altid ender galt med DSB, når de skal til Jylland eller hjem fra Jylland. Og vi grinte lidt sammen alle fire over alle de ulykker. Og så følte jeg mig pludselig helt hjemme.

Der bor også ægte mennesker i hovedstaden. Som gerne vil snakke og grine lidt.

Og når vi mødes sådan tilfældigt på en bænk og griner sammen, så mærker jeg glæden over at være menneske, der har medmennesker omkring mig. Medmennesker der også gerne vil have kontakt. Og hvor det er totalt ligegyldigt, hvem vi er, men vi nyder lige kontakten med hinanden der i tyve minutter.

Så mærker jeg, at der stadig er sammenhængskraft imellem os.

Vi skal huske af og til at se på hinanden. Også på dem vi ikke kender - og sende et lille smil. Bare engang imellem. Det knytter os sammen som flok. Når jeg får et smil, føler jeg mig set. Mærker at det har betydning, at jeg er her. Jeg er ikke bare usynlig. Jeg er en del af flokken. (Det er faktisk min bys slogan “En del af flokken”… )

Så hvis du har overskud i morgen, så giv et lille smil til din næste og vis, at du ser ham/ hende. Det kan gøre en forskel. Det gør det for mig.