Horsens Søndergades Apotek, Bankager Apotek og Stensballe Apotek

Horsens Søndergades Apotek, Bankager Apotek og Stensballe Apotek Vi er Horsens´ gamle apotek. Vi bor i en historisk fredet ejendom på “strøget” i Horsens. Vi sikrer at alle varer på apoteket er af høj kvalitet.

Det historiske forpligter, og vi har respekt for de gamle værdier, det er en del af vores kultur. Samtidig vil vi være det moderne, attraktive apotek som er præget af professionalisme, kvalitet, udvikling og fornyelse såvel i de historiske rammer på Søndergade som på filialen på Bankager og i Stensballe. Vi vil være det foretrukne apotek af alle i Horsens. Det vil vi være ved at have fagligt dygtige og glade medarbejdere og ved at yde en god kundeservice, ekspedere med kort ventetid og tilpasse indretning og åbningstider efter kundernes behov. Vi rådgiver om brug af lægemidler, står for sikker lægemiddeldistribution og bidrager til rationel brug af lægemidler. Vi tager medansvar for borgernes sundhed og livskvalitet ved at identificere, løse og forebygge lægemiddelrelaterede problemer samt rådgive om egenomsorg, forebyggelse og sundhedsfremme til gavn for den enkelte og samfundet.

02/10/2025
26/09/2025

DU BØR TAGE ET D-VITAMINTILSKUD I VINTERHALVÅRET 📆🍂⛄
Alle voksne og børn fra 4 år bør tage et tilskud af D-vitamin på 5-10 µg dagligt fra oktober til april. Det anbefaler Fødevarestyrelsen, fordi det er med til at forebygge vitaminmangel, særligt senere på sæsonen.

Solen er den vigtigste kilde til D-vitamin ☀, men i vinterhalvåret er dens stråler på de danske breddegrader ikke stærke nok til, at der dannes D-vitamin i huden. Derfor bliver der tæret på det lager af D-vitamin, der er opbygget i sommerhalvåret, og du risikerer at komme til at mangle D-vitamin – særligt jo tættere vi kommer på foråret 🌱.

D-vitamin er vigtigt for at holde knoglerne stærke 🦴 og immunsystemet i topform🦠. Hvis du mangler D-vitamin, kan du blive syg. Du kan opleve smerter i muskler og knogler. Du kan også føle dig træt og mangle kræfter til at klare hverdagen.

Er du gravid, ammer du eller har du mørk hud eller bærer tildækkende påklædning lyder anbefalingen på 10 µg dagligt hele året. For personer over 70 år og dem i plejebolig eller hjemmepleje og i øget risiko for knogleskørhed anbefales 20 µg D-vitamin dagligt kombineret med 800-1000 mg calcium.

🚩Husk du kan altid få råd og vejledning på dit lokale apotek og på apoteket.dk

17/09/2025
17/09/2025

🧡 17. SEPTEMBER ER INTERNATIONAL PATIENTSIKKERHEDSDAG 🧡
På apoteket er patientsikkerhed ikke bare en mærkedag – det er en del af vores hverdag.

Når du henter medicin på apoteket, er os, der betjener dig, uddannet enten farmakonomer eller farmaceuter. Vi er eksperter i lægemidler og ved, hvordan man bruger medicin på en sikker måde. Derfor kan du også altid trygt spørge os på apoteket, hvis du har brug for et godt råd, undrer dig over noget eller bare gerne vil vide mere om sundhed, sygdom og medicin.

💬 Du kan også bruge chatten på apoteket.dk, som også er bemandet med faguddannet apotekspersonale. Den har åben 24/7 hele året rundt.

Se mere på apoteket.dk

15/09/2025

⭐ DET ER ULOVLIGT AT SÆLGE MEDICIN PÅ SOCIALE MEDIER ⭐

Vi har i en periode bragt en række opslag med gode råd om, hvordan du kan passe godt på dig selv, når du køber medicin.

Som patient har du nemlig et medansvar for din egen medicinsikkerhed. Hvis du vælger at købe medicin uden for systemets sikre rammer, løber du en risiko, som kan have helbredsmæssige konsekvenser.

⭐ Du løber en risiko, hvis du køber receptpligtig medicin andre steder end på apoteket og bruger den uden at have talt med lægen først.

⭐ Du løber også en risiko, hvis du videregiver/videresælger medicinen eller tager imod receptpligtig medicin, som ikke er udskrevet til dig selv.

⭐ Og du løber en stor risiko, hvis du køber medicin på sociale medier eller andre steder på nettet, som ikke sælger medicinen lovligt.

⭐ På sociale medier må man ikke reklamere for receptpligtig medicin, og man må hverken sælge håndkøbsmedicin eller receptpligtig medicin.

⭐ Man må heller ikke misbruge Lægemiddelstyrelsens eller andre myndigheders logo til at anbefale de produkter, man sælger. Ser du den slags opslag, kan du anmelde det på vores hjemmeside.

Tænk dig om, før du handler. Pas godt på dig selv og din egen patientsikkerhed.❤️

https://laegemiddelstyrelsen.dk/da/apoteker/taenk-foer-du-handler/

09/09/2025

HVIS DU HOLDER TRYKKET NEDE, SÅ HOLDER DU LÆNGERE ❤
En af de vigtigste ting, du kan gøre for at passe på din krop, er at kende dit blodtryk – og særligt hvis du har passeret de 50 år.

Hver femte af os går rundt med forhøjet blodtryk, og mange ved det ikke selv. Man har nemlig som regel ingen symptomer på højt blodtryk. Det er alvorligt, for hvis du går med et forhøjet blodtryk over lang tid, vil det slide på dine blodkar og kroppens organer og øge din risiko for hjerte-kar-sygdom. Det kan ende med at gå ud over levetiden.

Her får du 6 gode råd til at holde trykket ned:

1. Drop tobakken 🚭
2. Spar på saltet 🥄
3. Få pulsen op 🤸‍♀️
4. Mindre stress 🧘‍♀️
5. Pas på vægten ⚖
6. Alkohol med måde 🍷

Se mere om, hvordan du holder trykket nede på apoteket.dk/blodtryk

01/09/2025

⭐ PAS PÅ DIG SELV, NÅR DU KØBER MEDICIN ⭐

I Danmark har vi en høj medicinsikkerhed. Så længe du køber din receptpligtige medicin på apoteket, kan du regne med, at medicinen er ægte og godkendt, og at den er blevet fremstillet, leveret og opbevaret korrekt.

Receptpligtig medicin må kun sælges på apoteket (og på online-apoteker) og kræver, at man har fået en recept fra lægen, mens håndkøbsmedicin uden recept også kan købes i detailhandlen og på nettet. Både de fysiske forretninger og onlinebutikkerne skal være godkendt af myndighederne, før de har lov til at sælge håndkøbsmedicin.

Der bliver desværre også solgt ulovlig og potentielt skadelig medicin på nettet, især fra udenlandske hjemmesider, som de danske myndigheder ikke kan kontrollere. Det kan være ulovlig kopimedicin eller medicin, der ikke er EU-godkendt. I værste fald kan det være forfalskede produkter med livsfarligt indhold.

Som forbruger er det vigtigt, at du passer på dig selv og tænker dig godt om, når du køber din medicin. Det kan dog være svært at gennemskue, hvornår det er sikkert og forsvarligt at handle på nettet, for mange hjemmesider ser troværdige ud, selv om de ikke er det.

I den kommende tid bringer vi en række opslag med gode råd om, hvordan du kan passe godt på din egen patientsikkerhed, når du køber medicin – både på apoteket, i detailhandlen og på nettet.

Følg med her på Facebook og på: https://laegemiddelstyrelsen.dk/da/apoteker/taenk-foer-du-handler/

22/08/2025
19/08/2025

BRÆNDT AF EN BRANDMAND? 🌊🔥
Er badeturen endt med brændende smerter, kraftig svie og måske vabler? Så har du formentlig været i nærkontakt med en brandmand.

De røde gopler skyller som regel mod land i juli og august. Det er ikke nok kun at være opmærksom på selve brandmanden, for brandtråden kan være op til 10 meter lang. Hvis du svømmer ind i den, så nærmest sprænger de celler hvori giften dannes, idet de vender sig på vrangen og sprøjter ”giftsplinter” på huden.

Hvis du bliver brændt af en brandmand, skal du gøre følgende:

🏊‍♂️ Bliv i vandet: og skyl forsigtigt giftsplinterne væk.

💳Skrab splinterne væk: lykkes det ikke at skylle giftsplinterne væk, så skaf en flad genstand - en kniv, kreditkort eller ispind - og brug den til at skrabe splinterne væk. Skrab i én retning og tør brandtrådene af i noget stof efter hvert strøg.

🍶Hæld evt. eddike på: det neutraliserer resterende gift og forhindrer yderligere udtømning.

🧊Køl området med is: læg is på det udsatte område i 10 minutter for at mindske smerten – her kan fx et fryseelement fra køletasken fint bruges. Smør eventuelt efterfølgende med lokalbedøvende creme.

📌Gem opslaget så du har det klar, hvis uheldet skulle være ude.

31/07/2025

FERIETID UDFORDRER DE GODE VANER🏖️🍦
Endelig ferie! Tid til at nyde de lyse sommeraftener, spise is og sove længe.

Med ferien følger typisk alt andet end hverdagsrutiner – heldigvis for det. Men er du medicinbruger, kan det være en udfordring, for det kan gøre det sværere at huske at tage medicinen. Og det nu engang sådan, at medicin virker bedst, når den bliver taget.

Der er heldigvis mange muligheder for at få hjælp til at huske medicinen, og som virker både når det er ferie og når hverdagen igen rammer. Der findes fx doseringsæsker, hvor man ligger sin medicin til typisk 7 eller 14 dage ad gangen. Appen ’apoteket’ har en medicinhusker, hvor man får en påmindelse når det er tid til at tage medicinen. Udover receptmedicin kan der også tilføjes håndkøbsmedicin og kosttilskud.

💬Spørg gerne på apoteket, hvis du har brug for hjælp til at huske din medicin.

🔗Du kan også se mere om appen ’apoteket’ og hvordan den kan hjælpe dig med medicinen på apoteket.dk/app

Adresse

Søndergade 37
Horsens
8700

Underretninger

Vær den første til at vide, og lad os sende dig en email, når Horsens Søndergades Apotek, Bankager Apotek og Stensballe Apotek sender nyheder og tilbud. Din e-mail-adresse vil ikke blive brugt til andre formål, og du kan til enhver tid afmelde dig.

Kontakt Praksis

Send en besked til Horsens Søndergades Apotek, Bankager Apotek og Stensballe Apotek:

Del

Share on Facebook Share on Twitter Share on LinkedIn
Share on Pinterest Share on Reddit Share via Email
Share on WhatsApp Share on Instagram Share on Telegram

Type