22/04/2026
Hvis vi ikke taler om traumer, taler vi om noget andet 💔
Vi underviser ofte i, hvordan man kan tale om traumer. For spørgsmålet er måske ikke, om vi skal, men hvordan.
Vi hører bekymringer:
"Vi skal ikke åbne for noget, vi ikke kan lukke igen"
"Hvad hvis vi retraumatiserer?"
"Vi skal jo ikke behandle"
Bekymringer, der kommer fra et godt sted. Fra respekt, ydmyghed og et ønske om ikke at gøre skade ❤️
Men når vi ikke taler om traumer – om oplevelser, erfaringer og kontekst – så ændrer samtalen karakter.
Så taler vi om adfærd.
Om symptomer.
Om forstyrret personlighed.
Vi gør meningsfulde reaktioner forkerte.
Uforståelige.
Potentielt sygelige.
Fastlåste.
Tre stemmer siger det bedre end jeg:
”Jeg vil hellere blive skudt på, end du spørger, hvad der er galt med mig. For det river op i hele min barndom. Følelsen af at være lille igen. Stå uden venner. Alene og forkert.
Der er ikke noget galt med mig. Men der er sket så meget.”
– Kvinde, 32 år
”Det ligger som perler på en snor – det vælter ind med de negative ting, jeg har været igennem. Jeg har fået flere diagnoser, men der er ingen, der spørger mig, hvad jeg har oplevet.”
– Grethe, 90 år
"Fodtrin var nogle af de første flashbacks, jeg havde. Det var før, jeg kendte til genoplevelser. Jeg ved, at jeg ville være blevet stemplet som psykotisk, hvis jeg havde mødt den forkerte fagperson – for jeg har set det ske"
– Helena, erfaringsperson
I dag havde vi en vigtig og ærlig dialog om dette med medarbejdere fra Center for Social Rehabilitering og Rusmiddelcenter, Vejle.
Vi øvede os.
Vi viste, hvordan samtaler kan se ud.
Og vi talte om, hvad vi selv bringer med ind i rummet med vores egne historier.
Tak for en ærlig og vigtig samtale.
H Dahl Bendixen
Kompetencecenter for Traumer