29/06/2025
"Tryghedens illusion"
Der findes en særlig form for svigt,
som ikke skriger højt eller slår hårdt.
Det er det stille svigt.
Det, der bor i løfterne, der aldrig bliver holdt.
Mennesker siger ofte:
“Du kan altid komme til mig.”
Og de mener det sikkert i øjeblikket.
Men tryghed er ikke noget, man lover med ord.
Det er noget, man viser i handling –
især når det koster noget.
For én dag vil nogen tage dem på ordet.
En ven. Et barn. En søster.
De vil række ud, stille og forsigtigt:
"Har du fem minutter? Jeg har det svært."
Og stilheden vil svare først.
Senere måske et "undskyld, jeg havde travlt",
eller slet ingenting.
Det, der gør mest ondt,
er ikke fraværet i sig selv –
men følelsen af, at ens smerte ikke vægter.
At ens behov er mindre gyldige end andres komfort.
De, der altid lytter,
bliver ofte dem, der bliver hørt.
De, der altid kommer,
oplever ofte, at ingen kommer tilbage.
Vi kalder det omsorg,
men ofte handler det om, hvad der er nemt.
Vi vil gerne være dem, der er der –
men ikke når det er rodet, grimt, grædende.
Ikke når det kræver noget af os.
Og sådan lærer mennesker at tie.
At gemme deres sorg.
At trække sig, når de har allermest brug for nærhed.
Ikke fordi de ikke har nogen omkring sig.
Men fordi de ikke længere tror, nogen faktisk vil blive,
når de ikke har andet at give end deres skrøbelighed.
Så næste gang nogen rækker ud –
tænk dig om, før du lukker øjnene.
Det kan være det tog alt, hvad de havde,
bare at sende den ene besked.
Og dit svar, eller mangel på det,
kan være det øjeblik, de lærer
om forskellen på tryghed og tomhed.
