09/01/2026
HVORFOR KOSTER MEDICINEN NOGET ANDET END SIDST?
Det kan være både forvirrende og måske endda frustrerende at medicinen ikke koster det samme, hver gang du henter den.
Vi forstår dig, for medicinpriser og tilskudssystemet er svært at forstå. Så bær over med os, for det her bliver en lidt længere forklaring:
Medicinalvirksomhederne fastsætter priserne på medicin og de er forpligtiget til at holde den samme pris i 14 dage ad gangen. Det betyder, at din receptmedicin koster det samme, uanset hvilket apotek du handler på. Det betyder også, at priserne kan skifte hver 14. dag, hvor virksomhederne konkurrerer ved at byde ind med deres pris på medicinen. Den medicin, der har den laveste pris, ’vinder’ retten til at blive tilbudt som den billigste udgave af medicinen på apoteket i den næste 14-dages periode.
Og hvordan hænger det så sammen med tilskudssystemet? 🤔
Du får tilskud til medicin, når den er tilskudsberettiget og du har købt for mere end det beløb myndighederne har fastsat alle voksne medicinbrugere selv skal betale om året. Jo mere medicin du har brug for, jo mere i tilskud får du også. Der er et loft for, hvor meget du selv har af udgifter i løbet af et år.
Tilskudssystemet er indrettet sådan, at hvor meget du får i tilskud til medicinen beregnes ud fra den billigste udgave af medicinen. Du har mulighed for at sige nej tak til den billigste udgave af medicinen, men så vil du opleve, at du selv skal betale forskellen mellem prisen på den billigste udgave fratrukket evt. tilskud og den udgave du ønsker.
En gang om året nulstilles den saldo dit medicintilskud beregnes ud fra. Hvornår afhænger af, hvornår du køber medicin. Du vil altid kunne se af din tilskudssaldo (CTR-saldo), hvor meget du har købt medicin for. Saldoen fremgår af kvitteringen fra apoteket og her kan du også se, hvornår den udløber.
Alt det har betydning for hvor meget du skal betale for medicinen, og derfor kan du opleve at prisen kan være forskellig fra gang til gang. Husk du altid er velkommen til at spørge os på apoteket – vi er her nemlig for dig.
Tak fordi du taler pænt til os – så kan vi bedre rådgive dig ❤