01/04/2026
Velkommen til vores nye medarbejder🩶
På Kalundborg Svane Apotek arbejder vi
løbende på at forbedre rådgivningen og skabe nye, innovative løsninger for vores kunder. Derfor er vi stolte af at præsentere et spændende pilotprojekt, som vi har udviklet gennem det seneste år og vi er det første apotek i landet med denne teknologi.
I dag får vi nemlig en ny medarbejder:
BettiGPT – vores AI‑baserede rådgivningsassistent 🤖
BettiGPT er udviklet med udgangspunkt i vores apoteker, Bettina – både hendes faglighed, erfaring og… ja, personlighed😉
BettiGPT skal hjælpe os i skranken og vil som led i en kontrolleret opstart betjene alle kunder med ulige kønumre den 1. april. En rolig indfasning.
Vi indrømmer dog, at der har været et par små begyndervanskeligheder i testfasen og vi håber derfor, at I som altid er forstående her i indkøringsfasen🙏🏻
Da vi tændte BettiGPT første gang, råbte hun begejstret: ‘JEG ER KLAR TIL AT OPTIMERE JER ALLE’. Det kom så uventet, at en medarbejder stadig er ude på en meget lang frokostpause for at komme sig🫣
Under testene insisterede hun også på at trykke samtlige tabletter ud af blisterpakningerne, fordi hun mente, at ‘forberedt medicin giver bedre flow’. Vi arbejder på at nedskalere hendes effektivitet.
Derudover har vi endnu ikke fået løst en mindre programfejl: BettiGPT kan ikke betjene kunder, der har 0104 i deres CPR‑nummer. Hver gang hun forsøger, fryser hun midt i en sætning og siger: ‘Fejl 0104… april-protokol aktiveret… standser…’ Og så står hun helt stille, indtil nogen slukker og tænder hende igen.
Dette kan skabe unødig kø-ventetid her op til påske og derfor beder vi alle kunder med fødselsdag 1. april om at være opmærksom på at trække et lige kønummer.
Men én ting er helt sikker: BettiGPT er entusiastisk, selvsikker og fuldstændig overbevist om, at hun er apotekets største teknologiske fremskridt siden penicillinens opfindelse❤️
Den 1. april kan du møde BettiGPT i skranken. Hvis du vel og mærke har trukket et af de ulige numre… så får du en helt særlig oplevelse. Tag godt imod hende🥰😅