27/03/2026
🌿 Når vi glemmer, at vi er ansvarlige for os selv
Noget af det, jeg igen og igen møder i mit arbejde som psykoterapeut, er hvor hurtigt vi mennesker kommer til at placere vores indre reaktioner udenfor os selv.
Det sker helt automatisk.
Et blik. En tone. En situation, der rammer noget gammelt.
Og pludselig står vi med følelsen af, at den anden har skabt vores følelser.
For nylig sad jeg med en klient, der sagde:
"Hvis bare min kollega ikke havde talt sådan til mig, så havde jeg ikke reageret så voldsomt."
Det er en sætning, jeg hører i mange variationer.
Og den er så menneskelig.
For det føles jo sådan.
Det føles som om reaktionen kommer udefra.
Men sandheden er både enkel og udfordrende:
Vi ejer vores egne følelser, vores triggere og vores udvikling.
Det er vores ansvar at forstå, hvad der sker i os – og hvorfor.
Når jeg arbejder med mennesker, ser jeg ofte, hvordan gamle mønstre, uforløste historier og indre sår bliver aktiveret i helt almindelige situationer.
Det er ikke fordi vi er svage.
Det er fordi vi er mennesker.
Relationer betyder enormt meget.
Måden vi taler til hinanden på.
Måden vi ser på hinanden.
Måden vi møder hinanden i hverdagen.
Det skaber rammen for, om vi tør være ærlige, sårbare og hele mennesker sammen.
Men relationer kan aldrig bære det ansvar, der hører hjemme i vores eget indre.
Ingen andre kan hele det, vi ikke selv vil se på.
Ingen kan tage ansvar for de reaktioner, der udspringer af vores egen historie.
Når vi begynder at tage ansvar for vores indre liv, sker der noget smukt og befriende:
- Vi bliver lettere at være sammen med
- Vi bliver tydeligere i vores grænser
- Vi bliver friere i vores valg
- Vi bliver mere rummelige overfor andre
- Og vi giver mennesker omkring os lov til at være netop det: mennesker – ikke projektledere for vores følelsesliv
Det er noget af det mest kraftfulde, jeg ser i terapirummet:
Når et menneske opdager, at det ikke længere er fanget i andres ord, blikke eller handlinger – men kan stå i sig selv med ro, klarhed og ansvar.
For mig er det kernen i både terapi og relationer:
At møde hinanden med respekt – og os selv med mod.
At turde kigge indad, før vi peger udad.
At tage ansvar for det, der er vores, så vi kan møde verden mere frit og mere bevidst.
Det er her udviklingen starter.
Og det er her, vi begynder at leve – ikke bare reagere.
