
19/05/2025
19.maj 2025
Kære NETKUmedlemmer.
Tak fordi I støtter NETKU.
Sammen med dette brev finder I indkaldelse til NETKUs årlige generalforsamling tirsdag d. 10
juni, 16-18, på Center for Kræft og Sundhed, Nørre Allé 45, 2200 København, Mødezonen
(store lokale på 1. sal.).
Vi vil i særlig grad bede jer tænke over punkt 2 på dagsordenen – om det fortsat er berettiget
at opretholde NETKU, eller om vi skal nedlægge foreningen.
Bestyrelsen vil meget gerne have jeres input til denne vigtige beslutning. Vi føler selv, at tiden
måske er inde til at nedlægge NETKU – eller til at nye kræfter tager over.
Når vi overvejer at nedlægge foreningen, er det, fordi vi føler, at vi ikke kan komme længere
med de initiativer, vi har taget til at opfylde vores hovedformål: - at hjælpe danske kræftpatienter med at få gratis og problemløs adgang til relevant
kræftbehandling i udlandet, hvor en sådan ikke bliver tilbudt i Danmark.
Da NETKU blev dannet i 2015, var det med høje forventninger til, at EU's dengang netop
indførte Patientmobilitetsdirektiv ville kunne hjælpe danske kræftpatienter til gratis og
problemløs adgang til relevant kræftbehandling i udlandet. Men det har siden vist sig, at
Danmark har implementeret direktivet meget stramt, og det virker som om det mest
sandsynlige udkomme af en ansøgning om betalt kræftbehandling i udlandet er afslag.
Hvordan situationen omkring adgang til udlandsbehandling helt konkret ser ud, ved vi
imidlertid desværre ikke. Det har vist sig helt umuligt at få fremskaffet statistisk talmateriale
på, hvordan Patientmobilitetsdirektivet virker for kræftpatienter.
Dette på trods af, at vi har brugt mange kræfter på at fremskaffe relevant statistik. I
samarbejde med Kræftens Bekæmpelse (KB) gennemførte vi bl.a. i 2022-24 en spørgeskema-
og interviewundersøgelse om emnet blandt kræftpatienter med tilknytning til KB.
Undersøgelsen dokumenterede en række problemer, som det ville være højst relevant at få
statistisk belyst.
På vores foranledning rettede KB derfor henvendelse til relevante myndigheder (regionerne,
Styrelsen for Patientsikkerhed, Sundhedsstyrelsen og Sundhedsdatastyrelsen) med
anmodning om statistisk registrering (på regionalt og nationalt niveau) af danske
kræftpatienters søgning til og faktisk bevilling af betalt udlandsbehandling. Desværre blev alle
anmodninger blankt afvist af myndighederne.
Det er ikke mindst dette meget nedslående resultat af vores forsøg på at finde ud af, hvordan
det faktisk står til, som har fået os til at overveje at nedlægge foreningen. Vi føler simpelt hen
ikke, vi kan komme videre, når vi mødes med sådan en mur af afvisning.
Men vi vil meget gerne høre, hvad I – NETKUs medlemmer – tænker om dette. Så hvis du, der
læser dette, har synspunkter, så mød op på Generalforsamlingen og deltag i diskussionen.
Eller send os en mail (ordfoerende@netku.dk)
Vi håber at høre fra jer,
Mange hilsner
på vegne af NETKUs bestyrelse
Nina Lykke
Ordførende
19.maj 2025
NETKU (NETVÆRK FOR KRÆFTBEHANDLING I UDLANDET)
Indkaldelse til GENERALFORSAMLING
Tirsdag d. 10. juni 2025, 16.00-18.00
Center for Kræft og Sundhed, Nørre Allé 45, 2200 København, Mødezonen (store lokale
på 1. sal.).
NB. Brug indgangen fra Nørre Alle
Indkaldelsen til generalforsamling kan også downloades fra www.netku.dk
ALLE ER VELKOMNE!
GENERALFORSAMLING
Der indkaldes hermed til ordinær generalforsamling i NETKU (Netværk for kræftbehandling i
udlandet) med følgende dagsorden:
1. Valg af dirigent og referent
2. Har NETKU fortsat berettigelse eller skal vi nedlægge foreningen?
Se nærmere begrundelse for punktet i brev til NETKUs medlemmer af 19. Maj 2025.
3.. Ordførendes beretning – og godkendelse heraf
4. Fremlæggelse af regnskab – og godkendelse heraf
5. Behandling af indkomne forslag
6. Fremlæggelse af budget og planlagte aktiviteter
7. Valg til bestyrelse
8. Valg af revisorer
9. Eventuelt
MED VENLIG HILSEN
f/BESTYRELSEN FOR NETKU
Nina Lykke
Ordførende
Vi arbejder for let, problemløs og gratis konventionel kræftbehandling i udlandet.