
29/12/2024
4 dages meditationsretreat på Møn til februar
HVAD ER ZENDAGE
zendage er et 4 dages stilhedsretreat som tager form efter livet i et zentemple. Retreatet afholdes hvert år og bliver ledet af Nikolaj Bruun. Denne side er for alle der har interesse i at deltage i zendage.
TEMPELLIVET SOM RAMME FOR RETREAT
Retreatet er en ramme hvor deltagerne i fællesskab i 4 dage trækker sig tilbage fra omverdenen for at leve et tempelliv. Et tempelliv er baseret på rutiner med formål at holde den praktiserende i kontakt med det meditative nærvær til alle tider over dagen både når vi sidder i meditation men også når vi går, spiser, rydder op, bevæger os og hviler os.
Retreat-dagene indeholder udover siddende praksis, mindful bevægelse, gående meditation i naturen, udendørs meditation ved bål, dharma talks også daglige gode nærende måltider af økologisk og lokale råvare.
HVEM ER RETREATET FOR
Retreatet er for den der har erfaring i meditation og som har lyst til og mod på at sidde i de 7-8 timer samlet om dagen som retreatet er baseret på.
Der bliver ikke undervist i meditation under retreatet og der vil heller ikke være guidede meditationer.
De fleste af de faste deltagere har base og erfaring enten fra Zen eller fra Vækstcenterets tilgang til meditation
Det er ikke et krav at man har praksis erfaring fra disse traditioner. Vi oplever at en hvis nysgerrighed for sproget og formen omkring retreatet er givtigt for oplevelsen.
NIKOLAJ BRUUN
Nikolaj Bruun har studeret og praktiseret i 20 år med Hollandske Zenmester Rients Ritskes og i de sidste 6 år været tilknyttet Vækstcenteret hvor han studerer hos Jes Bertelsen. Han sidder løbende i længerevarende retreats.
DET PRAKTISKE
Vi har ca 14 pladser på zendage hvert år og en gruppe af faste deltagere.
tilmeld dig på hvemerjeg.dk