15/11/2025
Postkort fra Grønland 🇬🇱
Jeg skrev disse ord for over 14 dage siden og det afspejler egentlig meget godt min virkelighed at det aldrig blev postet. Tiden flyver, dagene er intense og alligevel føles det som 100 % pause fra alt ☺️
Jeg lader det stå som det er, fordi den fase var vigtig på godt og ondt ❤️
Jeg vokser som mor, som menneske og som jordemoder.
Ikke fordi jeg gør alting rigtigt, men fordi jeg tør blive stående midt i det hele.
Midt i savn, tvivl, kærlighed, kaos og udvikling.
Børnene er ude af deres komfortzone hver eneste dag.
De kæmper, reagerer, savner, griner – og jeg kæmper sammen med dem.
Jeg får slag, ord der rammer, gråd der skære i hjertet og smil, der smelter alt væk igen.
Det er råt og ægte – og det lærer mig noget om livet og kærlighedens dybde hver eneste dag.
Jeg ser naturen skifte – og mærker, hvordan den stille og roligt flytter noget i mig.
Kulden prikker på kinderne, stilheden føles levende, og taknemmeligheden sniger sig helt ind i knoglerne.
Jeg finder styrke i det enkle..
Og i at tage én dag ad gangen, uden at vide, hvor det fører os hen ❤️
At være her, er at være tæt på livet – på mit eget og på andres.
Jeg møder kvinder og familier, hvis historier minder mig om, hvor skrøbeligt livet er.
Fortællinger, som jeg ville ønske ikke var nogens virkelighed 💔
Her slår mit jordemoderhjerte stærkt og ægte - midt i det rå, rørende og naturlige.
At bo sammen med vores dejlige aupair, Anouk, er også en forandring for hende og for os.
Vi lærer hinanden at kende på godt og ondt, og det kræver både rummelighed og kærlighed – men det føles ægte og godt 🙏
Det vigtigste er alt det jeg ikke kan vise på billeder..
Tvivlen, savnet, nedsmeltningerne, de hårde dage og den stille styrke der får os igennem.
Alt det, der former os som mennesker, når vi vælger at gå vejen – også når den føles stejl.
Måske er mod ikke at have styr på det hele, men at turde stå midt i det, der vælter os – og alligevel blive stående.
Tak, fordi du følger med ❤️
