08/04/2025
Hvis du, som jeg, interesserer dig for relationen til dig selv og relationerne til dine nærmeste, så er "Hjerteflimmer for voksne" et godt program at lytte til:
Radio at blive klog af. Mennesker at spejle sig og sine mønstre i kærlighed i. Når vi forlader os selv og gør os selv mindre. Når vi dagdrømmer om relationer i skabeloner istedet for at være med den fællesmængde, der er her og nu.
Det første skridt i ethvert mønsterbrud er at opdage mønstret. Det næste er at være kærlig overfor det, for det er der af en årsag. Det kom af en oprindelig frygt i barndommen, som vi lavede en strategi for at tackle. At høre andre fortælle om deres udfordringer i kærlighedsrelationer kan være det første aha.
Jeg lytter til Hjerteflimmer for voksne både som professionel og som privatperson. Programmet viser mig gang på gang, hvor meget vi mennesker ligner hinanden, når det kommer til længslen efter at blive set, anerkendt, føle os gode nok og være elskede. Vi véd ikke, at vi allerede er helt ok.
Det vidste jeg heller ikke. Jeg begynder at forstå det, selvom mine indre børn holder fast i verden af i går. Min egen store følelsesmæssige livserfaring bliver sat i spil i det terapeutiske rum, hvor jeg rummer det at være menneske - både i det jeg selv forstår og det jeg ikke kender til.
Bisse afspiller en helt romantisk komedie for sit indre blik allerede på første date. Hans hjerne kører på drømmeautomatpilot. Bisse har travlt, synes han. Så travlt, at det føles som en flugt. Men hvad flygter han fra? Selv små skænderier giver Emma lyst til at kaste håndklædet i ringen....