29/05/2024
Her kommer et sårbart og ærligt opslag, som kræver mod at skrive. Og lige netop derfor, kan jeg mærke, hvor vigtigt det er.
Opslaget bliver sikkert langt, og det kunne have mange overskrifter som f.eks.
Sælger du din sjæl?
Hvad går vi på kompromis med, for at få penge?
Tror vi at vi er nødt til at sno os, for at overleve i denne verden?
Lever vi for at leve eller for at overleve?
Hvilke historier fortæller vi om os, selv, for at retfærdiggøre vores handlinger?
Ja jeg kunne blive ved. Men det er i hvert fald nogle af temaerne for mit skriv her til formiddag.
----------------
I går aftes sad Lars og jeg og så noget af den meget omtalte dokumentarserie på TV2: "Den Sorte Svane". Til dem, der ikke har set den eller hørt om den, handler det kort fortalt om, hvordan rockermiljøet og overklassen samarbejder, for at hvidvaske penge.
Et virkelig interessant indblik i noget af det, der foregår i jagten på penge i dagens Danmark.
Jeg kunne næsten ikke holde ud at se det. Jeg blev meget urolig og var konstant bekymret for om hende, der var muldvarp, blev opdaget midt i nogle af møderne med de kriminelle.
Og ja sådan reagerer jeg næsten altid, når jeg ser noget med nogen, der er kriminelle. Og jeg undlader så vidt muligt, at se den slags udsendelser og film. Og jeg har altid forklaret det med, at jeg har empati for de involverede. -Og ja, det er bestemt også en del af sandheden..... - Meeen jeg har efterhånden også lært, at når noget påvirker mig følelsesmæssigt, så er det fordi det trigger nogen mønstre eller traumer i mig selv.
Så da vi havde set ca. halvdelen af serien, valgte jeg at gå en tur med hunden, for at finde ind til, hvad mit stærke ubehag handlede om.....
Og det blev meget hurtigt klart for mig, at det handlede om min egen økonomiske situation. Det handlede om, at der stadig er en del af mig, der tror at, jeg skal sno mig og regne den ud, for at overleve i denne verden...
Min økonomiske situation lige nu er sådan, at jeg er på dagpenge samtidig med, at jeg driver min Máanga healingsvirksomhed, som fritidsbeskæftigelse. Og alt det, er der slet ikke noget galt i. Det må jeg gerne, og jeg oplyser mine timer på mit dagpengekort, så jeg ikke får dagpenge, når jeg arbejder med healing og arrangementer i Yurten. Og ja - jeg havde da også tænkt mig, at indberette de fakturerede og synlige indtægter og alle mine udgifter til skat....
Men hvad med de ikke synlige indtægter? Nå folk betaler med kontanter og ikke får en kvittering. Dem kunne jeg nok godt komme til at "glemme" at opgive... Og ja det har jeg egentlig ikke set nogen problemer i. Og jeg har forsvaret det overfor mig selv med; at det gør næsten alle jo. Og hvis jeg skal kunne lave en bæredygtig forretning, er jeg næsten "nødt" til det, hvis jeg ikke skal tage skyhøje priser for det, jeg laver. Og med vores system med skat og moms regler, så er det jo nærmest håbløst og umuligt at drive en lille virksomhed, her i Danmark. Og mange af de kunder, der kommer her, har måske heller ikke så mange penge.... osv osv.
Og ja- jeg synes faktisk, at det er nogle super gode og relevante argumenter. Og jeg har slet ingen problemer med, at andre gør det samme.
Men her kommer udfordringen med det, for mit vedkommende. Og det er, at der er en lille stemme i mig, som kommer til udtryk som uro i maven, og som reagerer med voldsom uro, når jeg ser udsendelser som: "Den Sorte Svane" En stemme, der siger, hvor er det, jeg ikke selv har rent mel i posen?
Og mange vil nok sige eller tænke: "Hold nu op, det er da virkelig småting i det store spil, og tænk på dem du hjælper med healing". Det er da meget vigtigere end de håndører, du ikke opgiver til skat". -Og ja, det mener jeg jo faktisk også selv. Men det ændrer ikke på den uro, jeg mærker i mit system. En uro, der fortæller mig, at jeg tror på, at det er nødvendigt, at jeg snor mig(læs snyder), for at overleve i vores system/i verden. En uro, der fortæller mig, at jeg er villig til at være uærlig, når det handler om skat og penge. En uro, der smerteligt minder mig om, at min tillid til at Moder Jord og Universet giver os alt, hvad vi har brug for, ikke er så stor, som jeg bilder mig selv ind.
Og ja- det samme gør sig sådan set gældende, når det handler om mine dagpenge... Alle der har været på dagpenge ved nok, at man skal søge en del jobs, for at være berettiget til dagpenge. Og at man skal dokumentere i sin joblog, hvilke jobs man har søgt. Derudover skal der hver måned vedhæftes mindst to ansøgninger til loggen. I starten var jeg meget omhyggelig med min jobsøgning, på trods af, at jeg dybest set ikke var interesseret i de jobs, jeg søgte. For jeg var optaget af, at få min yurt gjort klar, og af at jeg skulle lave de healinger, som jeg var blevet guidet til. Men der var mange flere udgifter end indtægter i starten, så det var kærkomment, at jeg kunne få dagpenge imens. Og både A-kassen og jobcenteret var meget forstående og støttende i forhold til min opstart af Máanga. Og de var også helt klar over, at det var der, jeg havde mit største fokus. Det var og er jeg naturligvis meget glad og taknemmelig for. Jeg har kun godt at sige om de sagsbehandlere, jeg har mødt på min vej.
Men med tiden er jeg blevet mere og mere afslappet omkring min jobsøgning og bruger kun oprigtig energi på det, hvis der er et deltidsjob, der vil kunne gå op i en højere enhed med min healings-beskæftigelse. Resten af jobsøgningen er for det meste nogle genbrugte ansøgninger, der lige er tilrettet med det mest nødvendige. Og hånden på hjertet, så er der mange af ansøgningerne, som jeg har "glemt" at sende... Og det synes jeg faktisk også giver god mening for, hvorfor skal arbejdspladserne forholde sig til en masse ansøgninger fra folk, der dybest set ikke ønsker det pågældende job? Men som kun har søgt det, fordi systemet siger de skal, for at få deres dagpenge. Og måske finder de aldrig frem til den bedste kandidat til jobbet, fordi de skal igennem så mange ligegyldige ansøgninger.... Det ville give meget mere mening, hvis man kunne få iværksætterhjælp og støtte, hvis man ønsker at starte selvstændig, og hvis systemet var fleksibelt nok til at lade folk gå efter det de drømmer om, i stedet for at skulle leve op til meningsløse ensrettede regler!!
Og ja- faktisk synes jeg jo også, at jeg i den grad har ret til mine dagpenge, da jeg i mange år har betalt ind til a-kassen uden at få en krone tilbage. Jeg opfattede det lidt som en forsikring, som man har, hvis man skulle blive ledig. Hvilket det jo også er. Men en forsikring, der stiller en masse betingelser for, at man kan få adgang til nogle af de mange penge, man har betalt ind i årenes løb. -Jeg kan godt forstå dem, der lægger penge til side i stedet for at indbetale til en a-kasse..
Men selvom jeg har tonsvis af gode argumenter for, at jeg er berettiget til dagpengene, så får jeg dem stadig kun fordi jeg er villig til at sno mig i systemet, og tilsyneladende gør det som forventes af mig. Og det ved jeg, at der også er rigtig mange andre, der gør...
Og hvad er der så galt i det- kan man spørge sig selv om?
Og her kan jeg jo kun tale for mig selv- jeg kan mærke dybt inde i min krop og sjæl, at jeg er så træt af, at være beregnende og tilpasse mig systemet, for at overleve. Jeg vil tro på, at det er muligt, at finde en vej, som føles rigtig for mig, uden at jeg behøver at "regne den ud" eller sno mig i nogen som helst systemer..... Vi er blevet hjernevasket til at tro, at penge er frihed, men i virkeligheden er langt de fleste af os blevet slaver af penge. Vi er villige til at gøre alverdens ting, som vi ikke har lyst til, eller har det godt med, for at få penge... Og nej jeg har bestemt ikke noget imod penge, men jeg er trist og chokeret over, hvad de kan få mig og mange andre mennesker til at gøre, fordi vi tror vi er nødt til det for at overleve, eller for at være ansvarlige forældre...
Når vi føler, at vi er nødt til at gå på kompromis med os selv, eller være uærlige, for at få det vi gerne vil, så sælger vi vores sjæl... Og vi viser vores børn, at de er "nødt" til at passe ind i "kasserne", for at overleve i verden....
Og mange vil nok sige, jamen det er jo bare sådan det er! Og ja det har jeg også sagt i mange år. Men nu vil jeg bare ikke mere... Så vil jeg hellere leve i en papkasse på gaden, end jeg vil sælge ud af min sjæl igen.
Der er intet i denne verden, der har større værdi, end at vi kan være tro mod os selv og den sandhed, der bor indeni hver enkelt af os. Så bliver vi lysende eksempler for andre, der ikke tror, at der er nogen vej ud af hamsterhjulet og systemet, samtidig med, at vi bliver vores egen allerbedste og mest trofaste ven.
Og det sjove er, at jeg flere gange har oplevet, at når jeg har turdet tage de første spæde og frygtindgydende skridt ud af noget, som jeg havde bildt mig selv ind, at jeg var fanget i, så skete der de vildeste mirakler. -Nye muligheder og penge er pludselig dukket ud af det blå, på magisk vis... Så jeg ved, at vi er så uendelig holdt og støttet, når vi tør stå 100% ved os selv, og hvem vi er. - Men alligevel har jeg igen klamret mig alt for længe til mine begrænsende økonomiske overbevisninger....
Så nu vil jeg melde mig ud af vores kære dagpengesystem og satse på, at jeg får vinger, når jeg springer ud over kanten. Min indre drage er vækket- og den følger sit hjerte og sin sandhed, og flyver med mod, tillid og stolthed sin egen vej.....
Tak til alle jer der læste med hele vejen. Håber I kan bruge mine ord til et eller andet.
I virkeligheden skrev jeg det allermest for mig selv, for at holde mig op på det løfte, jeg gav mig selv i går, om at træde ud af dagpengestystemet og være min egen lykkes smed.
