12/04/2026
SØNDAGS REFLEKSIONER. 🌿
Når du bliver væk …
Da jeg var barn, prøvede jeg at blive væk fra mine forældre.
Har du prøvet det?
Jeg kan huske, at der var ”gågade” i vores by, en lørdag formiddag, hvor alle butikkerne havde deres vare ude på fortovet og det var tilladt at gå på vejen.
Det var sommer og solen skinnede og der var rigtig mange mennesker.
Dannebrog svajede langs vejen, slagteren grillede pølser, legetøjsbutikken – som hed Bambi, havde taget alt hvad et barn kunne ønske sig ud på gaden og slikmutter havde slæbt ismaskinen ud, så alle kunne købe en lækker isvaffel.
For en lille nysgerrig pige som mig, var der virkelig mange ting at kigge på, og derfor var jeg da heller ikke opmærksom på, at mine forældre fortsatte med at gå, da vi var stoppet op, for at kigge på noget.
Jeg kan ikke helt huske hvad det var, men det var noget der havde fanget min interesse, så derfor blev jeg stående og kiggede.
Lidt efter ”vågnede” jeg igen og opdagede at mine forældre var gået videre.
Århh sikke en panik følelse jeg fik. Jeg tror at jeg var hele følelsesregistret igennem, og den følelse der fyldte mest var at jeg var blevet forladt. Forladt for altid.
Efter Ca. 10 sekunder, fandt mine forældre mig, og jeg følte en enorm lettelse og jeg følte mig tryg igen.
Følelsen af at være blevet forladt, har i en længere periode naget mig.
Jeg har følt mig forladt, alene og som om mit liv bare kørte der ud af, bare uden mig.
Og det var mig, der havde forladt mig, det var mig, der lod mig være alene, og det var mig, der trak mig fra at føre an, fra at være den jeg er.
Og hvorfor nu det, tænker du måske?
Det har jeg arbejdet rigtig meget med, det sidste stykke tid, og derfor har der også været en lang periode, hvor jeg ikke har været særlig aktiv på siden her.
Jeg har været absolut blank inden i, der har været helt slukket, ja det lyder rimelig skræmmende, og nogle vil mene at det er helt rigtigt, men jeg har virkelig ikke følt at jeg har kunne bidrage med noget som helst.
Jeg har været igennem samtlige følelser og mønstre, som jeg besidder, både dem jeg holder af, og også dem jeg helst vil undvære. Det har været alt fra fortvivlelse, tvivl på mig selv, vrede, jalousi, tristhed, glæde, lykke, følelsen af at kunne alt, til følelsen af at kunne ingenting.
Heldigvis vil jeg sige, så er jeg ved at finde formen igen, ja det er så ikke løbeformen, måske snare kageformen, men jeg er ved at finde mig selv igen.
Det sker, når vi er på en lang rejse, en rejse ind i os selv, for at forbinde os med universet, med moder jord, med de energier, der omgiver os, at vi kan føle at vi bliver fortabte, at vi bliver efterladt, forladt og alting ramler sammen og glider fra hinanden, for til sidst at ”genopstå” som det menneske vi er skabt til at være, med vores livs formål, med vores dybe rødder langt ned i jorden og med vores energi strakt langt ud i universet. Med nærhed til vores sjæl, sind og krop.
Ja, det er sådan en rejse, jeg føler jeg har været på og som jeg stadig er.
Det har været hårdt og jeg har virkelig følt at jeg har taget alle de forkerte små stier, som er endt blindt, og jeg har måtte tage turen tilbage igen, for at finde ud af, hvilken vej jeg så skulle.
Men jeg føler at jeg nu igen har fundet den rette vej.
Jeg deler egentligt dette både for min egen skyld, men også fordi jeg tænker at der må være andre der ude, der har haft det ligesom jeg eller har det sådan, og måske det hjælper at få at vide, at det er helt normalt at man kan have perioder, hvor alting ramler for at blive samlet på ny, på en ny og bedre måde. Og måske er livet bare sådan, det går op og det går ned, så lidt til højre og så lidt til venstre, som en stil der går gennem det danske landskab.
Tusind tak for at du læste med. 🙏❤
🥳Og så vil jeg da bare lige nævne at jeg indtil sidst i juni og så har åbent i hverdagene.
Tirsdag, torsdag og fredag fra kl. 15 – 18.
Du kan se mine behandlinger her og booke tider samme sted lige her:
https://lotus-klinik-for-velvaere-indre-ro-og-selvudvikling.planway.com/
