09/05/2026
Hvordan kan man sætte et unikt præg på afskeden med ens kære, og hvordan kan valget af kiste og blomster være med til at afspejle og beskrive det menneske, som vi skal tage afsked med?
Spørgsmålet om, hvilken kiste og hvilke blomster, der skal arrangeres til en bisættelse eller begravelse er blot ét af mange spørgsmål, der opstår, når man mister én, som man holder af. Særligt fordi valget ofte også danner et indtryk af det menneske, der ikke længere er her.
Netop dette satte en ægtefælle særligt fokus på, da hun valgte, at hendes mand skulle i en højglans sort kiste, der skulle pyntes med en kistepynt baseret på hvide liljer, hvide roser og hvide nelliker.
I et brev, som alle, der deltog i bisættelsen fik udleveret sammen med en salmebog, havde ægtefællen beskrevet, hvorfor hun netop havde valgt en sort kiste, en hvid kistepynt, og hvorfor netop liljer, roser og nelliker var særligt udvalgt.
Således skrev hun:
“Den sorte kiste har jeg valgt for at ære den styrke, autoritet og flid, som min mand altid udstrålede. Den repræsenterer det solide fundament og det store livsværk, han skabte med sit engagement og sin personlighed.
De hvide blomster på kisten har jeg valgt, for at sende ham afsted med lys og fred:
Liljerne fortæller om den dybe, sjælelige ro, han har fundet nu.
Roserne er min hyldest til den rene og evige kærlighed, vi har delt.
Nellikerne står for min trofasthed og de mange minder, vi alle bærer videre i vores hjerter.
Når det hvide møder det sorte, ser jeg det liv, min mand levede – en mand med stor karakter, som nu er rejst mod det klareste lys.”
Ægtefællens beskrivelse af hendes valg til hendes mands bisættelse har gjort stort indtryk på os alle. Vi takker hende, at hun gav os tilliden til, at vi sammen kunne skabe rammerne for en helt unik afsked.
Billeder og tekst fra brevet er delt med samtykke fra familien.