29/11/2024
”Jeg kan ikke mærke mig selv” er en sætning, jeg jævnligt hører i terapeutiske samtaler. Følelsen af at mangle kontakt til sig selv kan dække over meget, men kommer ofte frem i forbindelse med stress, angst, depressionslignende tilstande eller i forbindelse med at der er ’for meget pres’.
Ifølge den canadiske læge og traumeforsker Gabor Maté er tabet af den kontakt til os selv noget, der sker meget tidligt. Sådan som han formidler det, har mennesket ud over de basale behov to primære behov; behovet for tilknytning og behovet for at være autentisk.
Uden tilknytning dør en baby, en fugleunge eller en hundehvalp, for det er gennem tilknytningen, at den får sine basale behov samt behov for kærlighed og tryghed dækket.
Behovet for autenticitet består i at kunne mærke sine følelser, sin krop, give udtryk for og vise, hvem vi er i vores relationer og livet i øvrigt. Kort sagt er det evnen til at være tro mod sig selv og i stand til at forme eget liv uden at afgive sin autoritet til andre.
Opfyldelsen af begge behov er optimalt, men i de tilfælde hvor det at være autentisk sker på bekostning af tilknytningen, er det med fare for eksklusion, afvisning og at dø.
Så hvis et barn bliver afvist af sine forældre, når det er sig selv, er tro mod egen sandhed eller giver udtryk for hvad det føler, er valget let; det undertrykker autenticiteten for at opretholde tilknytningen.
Det ikke at kunne mærke sig selv kan blive en vane eller mønster, som kan være vanskelig at komme ud af og med årene kan tage form af det, nogle teoretikere kalder relationstraumer.
De er ikke nødvendigvis opstået som følge af overgreb, vold eller voldsomme begivenheder, men kan meget vel være opstået i en almindelig familie i umiddelbart trygge omgivelser. Derfor kan de være svære at opdage og efterfølgende at erkende, og de kan nærmest virke ubetydelige.
Gennem terapi, meditation, i nærende relationer eller i naturen kan der komme oplevelser af at være sig selv (igen), men skal mønsteret brydes mere permanent kræver det desuden en ret høj grad af bevidstgørelse og en masse øvelse.
Det er som regel en længere proces, men den er mulig – og uhyre vigtig på vejen til at blive et mere helt menneske med kontakt til mening, ægte kontakt, frihed og glæde.
-------------------------------------------------------------
Terapeutiske samtaler tilbydes i et fortroligt og roligt rum.
En session der varer 60-75 min. koster 600 kr. og kan foregå i mit lokale i Nørre Snede, på telefon eller online.
(For ID-studerende og unge under 25 år er prisen 500 kr.)
Ring eller skriv på 40 33 22 20, hvis du har spørgsmål eller gerne vil vide mere. Eller skriv i Messenger.