19/09/2025
Når diagnoser præsenteres som biologiske sygdomme – en slags iboende skæbne, man enten har eller ikke har – skabes der et “os og dem.” De syge dér, de raske her.
For mennesker i svær psykisk lidelse bliver det særlig tydeligt. Tag den, der i desperation råber ukontrolleret, eller taler usammenhængende, eller den, der i mani farer af sted. Tag også den unge, der efter overgreb isolerer sig, hører stemmer og bliver bange for sine egne tanker – det bliver til “skizofreni.”
Den, der i sorg og søvnløshed udvikler perioder af ophidset energi og eufori afløst af de dybeste depressioner, er pludselig “bipolar.” Den, der dissocierer og mister kontakten til virkeligheden efter massiv traumatisering, rykkes fra kategorien ”traumatiseret” til “psykotisk.”
Og den, der i angst og panik kæmper for at overleve relationelt, kan hurtigt få etiketten “borderline” eller “emotionel ustabil.” Men bag etiketten findes et svigt og en frygt for at blive forladt igen; en frygt så dyb, der gør selvskade eller stoffer til måder at dulme utrygheden på.
Alt, hvad personen herefter gør, tolkes gennem den optik: symptomer på en defekt biologi eller psyke. Det, der i virkeligheden er reaktioner på voldsom livssmerte eller traumer, mister forbindelsen til den historie, det udsprang af.
Og netop fordi udtrykket kan være ekstremt, især ved psykoser, manier og såkaldte personlighedsforstyrrelser, anses samtalebehandling eller traumehjælp ofte som nytteløs. Det er diskrimination i forklædning: De mest smertefulde udtryk afskæres fra muligheden for at blive forstået som menneskelige. [...]
> Du kan læse hele artiklen i linket herunder <
(Og nu hvor jeg har din opmærksomhed: Jeg kan se, at mange af jer, som flittigt liker og deler, endnu ikke følger siden her. Hvis vi for alvor skal have budskabet bredt ud, hjælper det rigtig meget, at man lige klikker “Følg”. Det lyder måske plat – men sådan fungerer gamet.)