13/10/2025
Tillykke med den fornemme pris!
Vi har også hos os mange patienter, der undgår eller udskyder operation, hvis de får den rette træning 🥳
Færre patienter behøver operation – nu uddeler Dronningen fornem pris
At nogle patienter kan undgå operation ved hjælp af fysioterapi er en væsentlig gevinst ved Inger Mechlenburgs forskning.
I dag modtog hun Dronning Ingrids Forskerpris – Gigtforeningens store forskningspris, som blev overrakt af H.M. Dronning Margrethe II på Fredensborg Slot.
I over 20 år har Inger Mechlenburg arbejdet for, at træning og bevægelse skal være en naturlig del af gigtbehandlingen – og for, at patienterne får mere kontrol over deres eget forløb.
Hun har blandt andet vist, at træning kan være et ligeværdigt alternativ til operation for nogle – og at selv når en operation er nødvendig, kan træning give styrke, bedre funktion og højere livskvalitet.
”Jeg er dybt beæret over denne fornemme pris. Det føles som en stor anerkendelse af min forskning og den betydning, den har for patienterne,” sagde Inger Mechlenburg.
Med prisen følger et forskningslegat på 250.000 kr. til støtte for den fortsatte forskning i patientcentrerede behandlingsmuligheder – herunder fysioterapeutiske og kirurgiske alternativer.
Prisen blev indstiftet af Gigtforeningen i 1978, da Dronning Ingrid havde været foreningens protektor i 25 år.
Og siden har Dronning Margrethe overtaget rollen.