15/01/2026
På sikker grund?
Kender du det at stå med et ben på hver side af hegnet – ubeslutsom i forhold til, hvilken side, der giver det grønneste græs? Med frygten i maven for at give slip på noget, selvom du godt ved, at det faktisk ikke gavner dig mere?
Det virker måske ikke logisk, men jo – der kan sagtens være melankoli forbundet med at give slip på gammel frygt og smerte. Det kan føles som at sige farvel til en gammel ven – og det gør du på en måde også. Dine gamle mønstre har på et eller andet tidspunkt hjulpet dig her i livet – med at undgå ubehagelige følelser, frygt eller smerte. Så når du siger farvel, siger du et eller andet sted også farvel til gamle skjold, de har passet på dig. Den sorg må gerne æres – og det er lige præcis også derfor, du ikke behøver at slå dig selv oveni hovedet, hvis du falder ned i gamle mønstre igen. For det tager tid, og måske også tårer, at sige farvel.
Til gengæld er der intet, der bliver afsluttet uden at noget nyt begynder. Det kan være svært at mærke det, fordi vi ofte har et behov for at VIDE, hvad det nye er. Usikker grund kan føles farlig. Men også spændende og fuld af liv – og det er jo derfor, vi søger eventyrene! Af og til dukker eventyret op – og så giver vi slip. Men lige så ofte er det i omvendt rækkefølge. Så ær det gamle, men vær samtidig opmærksom på at give slip og gøre plads til det nye.
Måske er det nye lige præcis det, du har brug for lige nu.