07/01/2026
“Hvordan kommer vi ud af det her?”
Der bliver i disse år stillet et spørgsmål igen og igen.
I familier. På arbejdspladser. I skoler. I sundhedsvæsenet. I det stille indeni.
Hvordan kommer vi ud af det her?
“Det her”, som viser sig som mistrivsel, udbrændthed, stress, angst, depression, og traumerelaterede symptomer.
“Det her”, som rammer børn, unge og voksne.
“Det her”, som dukker op i kroppe, relationer og systemer på samme tid.
Ofte bliver spørgsmålet fulgt af handleiver.
Af ønsket om løsninger.
Indsatser.
Metoder.
Nye greb.
Men måske er der et mere grundlæggende problem gemt i selve spørgsmålet. For hvad er det egentlig, vi taler om, når vi siger “det her”?
Det, vi kalder mistrivsel, er sjældent ét problem
Det er et mønster.
Et mønster af nervesystemer, der har været belastet for længe. Af kroppe, der har tilpasset sig vilkår, tempo og krav, som overstiger deres kapacitet. Af relationer og strukturer, der utilsigtet har presset regulering ud og overlevelse ind.
“Det her” er ikke kun stress. Det er ikke kun traume.
Det er ikke kun sårbarhed, diagnoser eller manglende robusthed.
Det er nervesystemer, der har gjort deres arbejde for godt for længe.
Når vi spørger “hvad skal vi gøre”, antager vi allerede noget
Vi antager, at der er noget galt, som skal rettes.
Noget, der skal fikses, justeres, overvindes.
Men hvad nu hvis “det her” ikke primært er et problem, der kræver handling – men et signal, der kræver forståelse?
Nervesystemet først begynder et andet sted
Ikke ved løsningen.
Men ved forståelsen af, hvad vi faktisk står i:
1. “Det her” er ofte ikke et valg – men en beskyttelse
Mange af de reaktioner, vi kalder mistrivsel, er ikke udtryk for manglende vilje eller evne.
De er udtryk for overlevelse.
Alarm. Frys. Kollaps. Overpræstation. Tilbagetrækning.
Nervesystemet reagerer ikke på, hvad der burde være trygt, men på hvad der opleves som trygt.
Når vi forsøger at handle os ud af reaktioner, uden at forstå hvad de beskytter imod, risikerer vi at presse endnu mere på et system, der allerede er presset.
2. “Det her” opstår, når vilje og krop ikke længere følges ad
Mange mennesker forstår godt, hvad der sker.
De vil gerne noget andet.
De har indsigt, refleksion og ansvarsfølelse.
Og alligevel reagerer kroppen.
Det er ikke et paradoks.
Det er et nervesystem, der ikke reguleres af indsigt alene.
Derfor bliver spørgsmålet “hvad skal jeg gøre?” ofte stillet fra et sted, hvor kroppen allerede har mistet oplevelsen af sikkerhed. Og derfra er handling sjældent det første, der hjælper endsige mulig.
3. “Det her” bor ikke kun i individer – men i vilkår
Når mange mennesker mistrives samtidigt, er det sjældent individuelle fejljusteringer eller nedsatte funktionsevner, vi ser.
Det er samspillet mellem mennesker og deres omgivelser, der er kommet ud af balance.
Børn reagerer på rammer.
Voksne kollapser under krav.
Fagpersoner slides mellem etik og system.
Nervesystemet først flytter forståelsen fra “hvad er der galt med dig?”
til “hvad er det, dit system reagerer på?”
4. “Det her” kan ikke handles væk – før det er reguleret
Udvikling, læring, forandring og heling kræver et nervesystem i nogenlunde ro.
Alligevel bliver der ofte stillet krav om netop dét midt i alarmtilstande.
Nervesystemet først insisterer på en anden rækkefølge:
• regulering før indsats
• tryghed før udvikling
• forståelse før forandring
Ikke som ideologi – men som biologi.
Så hvordan kommer vi ud af det her?
Måske ikke ved at skynde os ud af det.
Men ved først at forstå, hvad det er.
Måske handler vejen ikke om at gøre mere, men om at gøre færre ting på et dybere grundlag.
Ikke om at presse os ud af tilstande, men om at skabe betingelser, hvor nervesystemer tør give slip.
Nervesystemet først er ikke et quick fix.
Det er et skift i forståelse.
Et andet sted at starte.
Og måske er det netop dér, noget begynder at løsne sig.
Photo unsplash: Pars Sahin
