03/07/2025
I dag samledes vi ved vandet og mindedes Mia og hendes liv og død. Samme sted og dato sad vi for et år siden med Mias smukke uldurne på bordet med hvid dug. Det var dagen, hvor det ligesom var rundet af med de praktiske gøremål i fbm Mias død. Så var der sorgen og savnet tilbage, hvilket begge dele fortsat er der. Men det lever i mig på en anden måde.
Noget i mig har vendt sig, så jeg i dag er beæret over, at jeg kunne få lov til at sige: 'Stop! Nu skal hun ikke mere igennem!' Var det mig selv, der havde det som hun havde det den sidste tid, ville jeg ønske nogen tog samme beslutning, som jeg gjorde. Det var i barmhjertighed vi lod hende dø. Det har jeg hele tiden sagt og egentlig ment det, men jeg kunne ikke mærke det. Det kan jeg nu. 🙏 Der er ligesom noget, der har rykket lidt rundt indeni mig. Eller noget har fået en anden farve.
Alle delte en lille episode/erindring om/med Mia❤️ Og jeg blev en smule klogere på, hvem eller rettere hvad Mia gjorde ved sine omgivelser. Jeg takker for hvert et ord🙏 Og jeg bliver så stolt af at have været hendes mor🥰 Det er så vildt, hvad et menneske som egentlig ingenting kunne, kunne så meget🌞 hvis man var åben overfor hendes lyde og mimik.
I dag fornemmer jeg hendes nærvær i sommerfuglens vingeslag, i skyens skygge, i fuglenes lyde, i bølgens skvulpen, i tanken...
I dag erkender jeg, at der kom et liv 'efter Mia'.
Ære være Mias minde og stemme🙏❤️