14/04/2026
BØRNELIV
Inspireret af Marta Sørensens indlæg i Weekendavisen d. 9. marts med titlen ”Gadebørn” og med fare for at blive stemplet som en bagstræberisk boomer med hang til at fremhæve gamle dage som meget bedre, vil jeg tillade mig at knytte nogle ord til børnelivet i dag.
Jeg er en årgang -60, hvilket vi sige, at jeg er vokset op i en tid, der på mange måder så meget anderledes ud end den gør i dag.
Min mor var hjemmegående husmor og min far var ambitiøs læge. Mine tre søskende og jeg var en del af den store gruppe af børn i alle aldre, der flokkedes udenfor i det nabolag, hvor vi boede.
Jeg husker fra mine tidlige år, hvordan jeg var nysgerrig efter, hvad der foregik derude blandt alle de store børn, som min storesøster allerede var en del af.
Efterhånden som jeg blev ældre og mere tryg ved at færdes ude blandt alle de andre børn, blev det mere og mere en væsentlig del af min hverdag.
Typisk kom jeg hjem fra skole, fik lidt frokost og så strøg jeg ellers ud i kvarteret og hengav mig til det der skete i flokken, indtil vores mor hen under aften stak en gammel kobjælde ud af køkkenvinduet og ringede med den, som signal om, at nu stod aftensmaden på bordet. Ofte og især på den varmere tid af året, var det en irriterende afbrydelse i vores vinkeskjul, rundbold, hulebyggeri, eller hvad vi ellers lige havde gang i.
Vi strøg ind og høvlede maden i os, vel vidende, at vi ikke måtte rejse os fra bordet, før vores forældre synes at familien havde været samlet længe nok, men så var det ellers også ud til alle de andre igen.
Det børnefællesskab, som jeg på denne måde var en del af fra jeg var 3 – 4 år til jeg som 13-14 årig blev mere optaget af at hænge ud med jævnaldrende, har givet mig en sund og god ballast i livet.
Der var ingen voksne, der faciliterede eller regulerede det der foregik blandt os børn, så jeg lærte at afstemme min adfærd i forhold til de andre børn og især til de ældste i flokken.
Bla. lærte jeg, at hvis jeg blev tromlet af nogen af de store, så bed jeg det i mig eller løb ind og fik trøst. Uanset hvor uretfærdigt jeg måtte føle mig behandlet, kunne jeg aldrig drømme om at få mine forældre med ud og irettesætte de børn der havde tromlet mig.
Det skal understreges, at der i den børneflok, jeg var en del af, herskede en kultur, hvor de store tog hensyn til de små og at de fleste lege inkluderede alle.
De sidste år jeg færdedes i flokken var jeg jo en af de store og således selv kulturbærer. Jeg husker, at jeg følte et vist ansvar ved at have indtaget den rolle.
I mine slut-20’ere stiftede jeg selv familie og fik to børn, som i nogen udstrækning fik en barndom, der mindede om min, hvor de også kunne færdes i en børneflok lige udenfor vores hoveddør og altid kunne komme ind og finde trøst og tryghed, når der var brug for det. Hvad der foregik derude, blandede vi os som voksne stort set ikke i.
Udover hvad jeg har kunne følge i mine egne børns opvækst, så har jeg, gennem et langt arbejdsliv som skolelærer og -leder og nu som familieterapeut, fulgt udviklingen i vilkårene for børnelivet og jeg kan genkende meget af det som Marta Sørensen skriver.
Særligt blev jeg ramt af hendes spørgsmål; ”Hvordan er jeg blevet mit barns personlige assistent?”
Det spørgsmål indrammer meget fint og på godt og ondt den position, som et flertal af småbørnsforældre indtager i dag og dækker over alt fra at arrangere legeaftaler for sit barn til at ringe til skolelederen på sit barns skole, fordi ens barn i 2. klasse er kommet hjem og været ulykkelig over, at de har fået nye pladser i klassen og at hun så er kommet til at sidde ved siden af en klassekammerat som hun jo ikke kan lide. Sidstnævnte tilfælde er en oplevelse jeg havde som skoleleder og hører til i den mere ekstreme afdeling, men er ikke desto mindre et udtryk for en tendens, som jeg mener er medvirkende til, at mange børn og unge havner i mistrivsel.
Forældrerollen har i min levetid udviklet sig fra at have rødder i en patriarkalsk og hierarkisk familiekultur, hvor børnene var underlagt forældrenes (faderens) overlegne position og til en mere flad og sammensmeltet familiekultur, hvor børnenes umiddelbare lyster og impulser i for høj grad bliver styrende for familiens kontekst.
Jeg ønsker på ingen måde en tilbagevenden til min barndoms forældreroller, for de efterlod alt for mange børn med en alt for svag fornemmelse af hvem de var og hvad de rummede af særlige potentialer. Dertil kom, at mange af mine jævnaldrende havde forældre, som i mere eller mindre systematisk grad benyttede sig af revselsesretten med de traumer, det så medførte.
Dagens forældreroller bringer en del børn over i den helt modsatte grøft. Et stort forældrefokus på hvordan deres barn har det, fører alt for ofte til, at barnet oplever, at forældrene er bekymrede. Et barn der møder sine forældres bekymring, vil være tilbøjelige til at oversætte denne bekymring til manglende tillid til barnet selv og det er usundt for barnets udvikling.
Jeg har mere end én gang som skoleleder mødt meget bekymrede forældre i færd med at forsøge at fjerne årsagen til deres barns negative følelsesudsving. Ofte har dette givet mig anledning til at lægge op til en lidt søgt og konstrueret selvrefleksion, ved at bede dem om, at forestille sig, hvad gazelle mor mon ville sige til sin gazelle unge, hvis denne sagde; ”jeg har ondt i mine ben, jeg gider ikke at løbe!”
Lone Frank er inde på det samme i sin artikel i Weekendavisen d. 27. marts, hvor hun citerer Per Schultz Jørgensen, der i 2020 pointerede, at; ”Forældres misforståede omsorg for børnene kan gøre dem til uselvstændige individer og de risikerer at føre børnene ud i mistrivsel i stedet for at beskytte dem.”
Udover forældrerollerne nævner Marta Sørensen også skærmenes indtog i børnenes liv.
Uden at gå ind i spørgsmålet om algoritmernes invasive påvirkning af børnelivet, vil jeg blot nævne, at eftersom der i min barndom ikke fandtes mobiltelefoner, var vores opmærksomhed fri til at kigge på hinanden. Tiden der kigges på skærm i dag skal trækkes fra den tid vi tidligere kiggede på hinanden og det må alt andet lige have en betydning for hvordan vi lærer at omgås hinanden.
