22/05/2026
Autentisk historie . Sygeplejersken der ikke tillod sig selv at følge sin drøm.
En sygeplejerske havde fra helt lille en drøm om, at blive forfatter, men blev som voksen sygeplejerske, men jobbet blev for hårdt for hende.
Drømmen var der stadig, men hun kunne ikke få sig selv til at stoppe, selv om drømmen om at skrive dukkede op hver eneste dag.
Nej det ville hun ikke. Hun kunne ikke tillade sig selv det overfor sit job, patienterne, chefen og kollegaerne.
Nu var hun endda lige blevet forfremmet til afdelingssygeplejerske og da en kollega netop havde sagt op, var de underbemandet. Så NEJ, hun kunne ikke få sig selv til at gå til chefen nu og sige op. Ikke nu.
Det var ikke et godt tidspunkt. Hun var jo et ordentlig, ansvarlig og pligtopfyldende menneske.
Hun have dårlig samvittighed og skyldfølelse blot ved tanken om, at hun skulle gøre noget, hun havde lyst til.
Som tiden gik fik hun stress, begyndte at tabe håret, fik maveproblemer, ondt i hovedet, var meget træt og kom i følelsesmæssigt ubalance. Sådan udviklede det sig stille og roligt. Der kom hele tiden flere kropslige symptomer til. Kroppen gav hende masser af advarsler, som hun valgte at overhøre. For som hun sagde, jobbet skulle jo passes.
En dag kom hun ud for en ulykke. Nu var hun ikke længere i stand til at passe sit job, da hun var kommet til skade med sine ben.
Hun gav udtryk for, at ulykken blev en gave.
Hun havde ikke modet til selv at sige op, men nu kunne hun gøre det med god samvittighed, sige jobbet op og blive hjemme og skrive bøger.
Hun vil dog have ønsket, hun havde handlet på sin drøm mange år forinden. Så havde hun måske ikke behøvet, at lade det komme så vidt, at kroppen skulle betale en pris, før hun var klar til at handle og følte det var okay, at følge sin drøm.
Historien er tankevækkende for mig personligt og jeg har inderligt ønsket at dele den.
Flere af os ender desværre med , at vi overskrider vores egne grænser. Vi mister os selv.
Og det ER det værste, der kan ske!
Vi kan godt mærke inde i os selv, at den er gal, men vi er så loyale overfor andre. Vi får straks dårlig samvittighed og skyldfølelse, hvis vi ønsker noget andet/anderledes/nyt for os selv.
Det er for farligt......
Med det i mente forsætter vi ufortrødent og tager hensynet til alle andre på bekostning af os selv.
Men en dag kan vi blive så "ramt" på den ene eller anden måde, at vi er bange for at dø, at det er det, der får os til at tage vores liv op til fornyet revision.
Vi kommer i en identitetskrise, som kan være langvarig, men god.
Med tiden begynder vi at mærke en snært af et nyt fodfæste, både i relation til os selv og områder i vores liv.
Vi får viljen til personlig udvikling og lysten til at finde vores behov, muligheder, værdier og mening med livet.......
Kærligst Dorthe Marie Nielsen