07/07/2025
Hvor stresset, syge eller deprimeret er vi nødt til at blive, for at få tilladelse til at forlade vores job eller fag.
Det som vi "overhører" og holder væk med travlhed og træthed kalder måske en dag på vores opmærksomhed via angstanfald eller sygdom.
Vi er så bange for at være ærlige og frie til at meddele, at nu er vi kørt træt i jobbet eller faget.
Vi kæmper videre med indre fysiske symptomer og psykiske forstyrrelser som f.eks. angst, fobier, ondt i hjertet, trykken i brystkassen, ondt i maven, svimmelhed m.m., som der ikke er en fysiologisk forklaring på.
Ja undertiden er de fysiske symptomer ganske enkelt vores krop og sjæls måde, at få os til at stoppe op på, fordi vi alt for længe har glemt noget, som er vigtig at sige et NEJ til, et JA til eller sige STOP til.
Vi kan godt mærke inde i os selv, at den er gal, men vi er så loyale overfor andre. Vi får straks dårlig samvittighed, hvis vi ønsker noget andet/anderledes/nyt for os selv.
Det er for farligt......
Hvad siger og tænker kollegaerne og familien. Katastrofetankerne opstår.
Med det i mente forsætter vi ufortrødent og tager hensynet til alle andre på bekostning af os selv.
Men fra den ene dag til den anden, kan tæppet pludselig blive revet væk under vores fødder og vi svæver i det fri. Vi har levet som ganske usårlig. Vi har regnet med, at vi kunne leve videre som vi "plejer", og så pludselig skal alt revideres.
Vi kan blive så syge og bange for at dø, at det er det, der får os til at tage vores liv op til fornyet revision.
Vi kommer i en krise, som kan være langvarig men god.
Hvis vi ikke tør "åbne døren " , forstå disse symptomer som tilbud om udvikling, lurer hypokondrien som en fælde, vi kan søge tilflugt i og som ganske vist, vil give livet et nyt, men neurotisk indhold.
En neurose bestående af fysiske symptomer og psykiske forstyrrelser er i virkeligheden et forsøg på selvhelbredelse, et forsøg på at skabe balance i psyken.
Tør vi "åbne døren", lære at forstå symptomerne, kan sygdommen blive et vendepunkt og kan på sigt opleves som en gave.
Overgangen fra "det gamle" til "det nye" kan være meget ensomt, skræmmende og smertefuldt at være i.
Vi har mistet vores identitet, har ikke lyst til at være den person, som vi tidligere har været, kan ikke forbinde os med vores tidligere fællesskab. Trods ønske om at finde vores nye jeg opleves sorgen over tabet af vores gamle jeg.
Med tiden modner ensomheden os og vi tør begynde at gøre os mere frie som en individuel person i forhold til relationer, selvom det kan indebære større risici for at være alene.
Det er her, vi begynder at mærke en snært af et nyt fodfæste, både i relation til os selv og områder i vores liv.
Vi får viljen til at fortsætte vores personlige udvikling og lysten til at finde vores behov, muligheder, værdier og mening med livet.......❤️
