07/01/2026
De nye momsregler, der er trådt i kraft i år, betyder desværre, at jeg bliver nødt til at hæve priserne på mine tumlastikhold og workshops 😔
Jeg har virkelig håbet på, og faktisk også regnet med, at jeg kunne slippe med mine tumlastikhold – for i mit hoved er det jo børnene, der deltager.
Men reglerne ser anderledes på det. Ifølge dem er det forældrene, og derfor bliver tilbuddet momspligtigt.
Jeg ved endnu ikke præcis, hvad priserne ender med at blive, eller hvordan der skal differentieres mellem under og over 30 år. Jeg har et møde med en økonomisk rådgiver, som skal hjælpe mig med at få overblik – og jeg lover at melde ud, så snart jeg ved mere.
Det her har været virkelig svært for mig.
Jeg har grædt, bandet, tvivlet og været oprigtigt ked af tanken om at skulle hæve prisen på noget, som jeg ser som så meningsfuldt.
Noget, der handler om børns udvikling, tryghed, bevægelse, relationer og fællesskab.
Noget, som mange af jer bruger som et fast holdepunkt i en sårbar barselstid.
Samtidig er det også virkeligheden som lille selvstændig. Reglerne er ikke til forhandling, og jeg kan ikke bære det alene – selvom jeg virkelig har ønsket, at jeg kunne.
Jeg vil gerne sige tusind tak til jer.
Tak fordi I kommer igen og igen.
Tak fordi I deler jeres børn, jeres historier og jeres tillid med mig.
Tak fordi I deltager på hold, workshops, drop-in – og fordi I anbefaler Sanseværkstedet videre.
Jeres opbakning er det, der gør, at det her sted overhovedet findes.
Jeg håber på jeres forståelse 🤍
Og jeg lover, at Sanseværkstedet stadig vil være et sted med hjerte, nærvær og plads til både børn og forældre – også selvom rammerne ændrer sig lidt.