04/05/2025
🌿 Kender du din tilknytningsstil?
Har du nogensinde tænkt over, hvorfor du reagerer, som du gør i nære relationer? Føler du dig tryg, når du er tæt på andre – eller bliver du nemt usikker eller overvældet? Ifølge tilknytningsteorien fra psykologerne John Bowlby og Mary Ainsworth, formes vores måde at knytte os til andre på i barndommen – og den kan følge os ind i voksenlivet.
Der er fire forskellige tilknytningsmønstre👇
🔸 Tryg tilknytning
Mennesker med en tryg tilknytning har haft omsorgspersoner, der var tilgængelige og pålidelige. De er som børn blevet mødt, set og elsket for dem de var og som voksne er de trygge i relationer med både nærhed/intimitet og selvstændighed. De har ofte udviklet et solidt selvværd og en god følelsesmæssig regulering. De kan udtrykke egne behov, sætte grænser og indgå i gensidige sunde og ligeværdige relationer❤️
🔸 Utryg-ambivalent tilknytning
Denne stil opstår typisk, når omsorgen har været svingende – til tider kærlig og til tider fraværende eller uforudsigelig og/eller afvisende. Det har skabt utryghed og en iboende frygt for at blive afvist eller forladt som gør, at de ofte undertrykker egne behov og grænser for at bevare relationen. Selvværdet lider og de kan føle sig ængstelige, jaloux eller afhængige i nære relationer ❤️🔥
🔸 Utryg-undvigende tilknytning
Disse mennesker har tidligt lært at "klare sig selv", fordi deres omsorgspersoner ofte var følelsesmæssigt utilgængelige. De har ikke lært at forstå og regulere egne følelser og ofte har der været særlig opmærksomhed på præstationer, kontrol, status og ”god opførsel”. Som voksne kan de have tillidsproblemer, de kan virke afvisende og holde afstand. De har ofte svært ved at vise sårbarhed og tale om egne følelser❤️🔥
🔸 Desorganiseret tilknytning
Denne tilknytningsform ses typisk i opvækster præget af traumer, vold eller kaotiske forhold, hvor omsorgspersonen både har været en kilde til omsorg og til frygt. Det kan føre til et indre kaos og en grundlæggende usikkerhed og utryghed i relationer – en følelse af at blive trukket i to retninger: mod nærhed og væk fra den ❤️🔥
✨ Vores tilknytningsstil er ikke en fast skæbne! Det er en forståelsesnøgle til, hvorfor vi reagerer, som vi gør – og hvordan vi kan udvikle mere trygge relationer til os selv og andre.
👉 Kan du genkende dig selv i én af tilknytningsstilene?