11/07/2025
Josephines hverdag med diabetes – hver dag 💬
"Du har type 1-diabetes," sagde lægen. Min far tog min hånd, og han knugede den.
Blodsukkermåleren sagde 24,6.
Jeg så mig selv i spejlet på væggen, da jeg trådte ind i lægens venteværelse den morgen. Hold kæft, hvor så jeg syg ud. Natten forinden havde jeg googlet symptomerne, så jeg var forberedt på lægens ord og min diabetesdom.
Min far og jeg udvekslede meget få ord i bilen på vej til sygehuset. Jeg vidste dårligt nok, hvad diabetes var. Men jeg vidste, at det ville forandre mit liv.
Josephine Buhl Christensen var 15 år, da hun fik konstateret type 1-diabetes. I dag er hun 30 år og fortæller her om livet med den kroniske sygdom. Det er den tredje personlige fortælling, vi bringer om livet med diabetes. Du kan finde beretningerne fra Lotte og Jan tidligere i feedet.
Siden 3. september 2010 er der ikke gået en dag, hvor jeg ikke har målt mit blodsukker. Ikke en eneste dag uden insulin.
Det er mærkeligt at tænke på. Livet med diabetes blev en anden måde at være i verden på. Jeg husker stadig, hvordan livet uden diabetes var. Nogle gange ville jeg ønske, at jeg ikke kunne huske det.
Jeg var lige startet i gymnasiet. Jeg havde en normal gymnasietilværelse, set udefra. Nye relationer, fester, bommerter, afleveringer, eksamener, store følelser. Blandet med svingende blodsukkerværdier, kulhydrattælling og en nyerhvervet utryghed ved tilværelsen. Hvorfor fik jeg i grunden diabetes? Hvad havde jeg gjort forkert?
Jeg flyttede hjemmefra, og jeg kom på universitetet. Flere relationer, flere fester, nye eventyr, gode oplevelser, masser af bekymringer. Med et tungt bagtæppe af kronisk dårlig samvittighed. Mit blodsukker var alt for højt. Jeg havde massiv angst for hypoglykæmi og følgesygdomme.
Det var, som om en ny flersporet motorvej med diabetes blev anlagt i min hjerne. Alle tanker kredsede om blodsukker.
Femten år med type 1-diabetes medfører naturligvis tilvænning og en grad af accept.
Man lærer dog hurtigt, at manglende planlægning kan have en høj pris. Man lærer også, at der, ligesom med så meget andet, er mange fordomme om diabetes.
Rejser, lange pakkelister, kan min insulin tåle at komme med på stranden?
Motion er vigtigt, og jeg har altid været aktiv – kan jeg mon træne min diabetes væk?
Mit blodsukker er for højt til at styrketræne lige nu, og i går stod jeg med cyklen på Lars tyndskids mark, 20 km fra mit hjem, et blodsukker på 4,1 og to stykker druesukker i lommen.
Min diabetes er ikke synlig, sådan da. Man kan både se insulinpumpen og slangen igennem stoffet på min kjole. Nej, man må gerne kunne se pumpen – den er jo en del af mig.
Arbejdsliv, jobsamtaler – skal jeg fortælle, at jeg har type 1-diabetes? Vil du tro, at det gør mig til en dårligere medarbejder?
"Dit blodsukker er da for højt, må det gerne være det?"
Magtesløshed.
"Hvorfor er det i øvrigt for højt?"
Utilstrækkelighed.
"Er det egentlig ikke også noget med, at du kan blive blind?"
Sygdom. Træning. Vejrskifte og skiftende temperaturer. Cyklus.
"Hvorfor har du egentlig ikke fået børn endnu?"
En graviditet vil formentlig medføre, at jeg skal lære min egen krop at kende på en helt ny måde. Lad mig lige tøve færdigt.
"Du klarer det flot," siger lægerne – baseret på mine tal.
Jeg er velreguleret. Jeg lever et godt liv. Min krop er sund og stærk.
Men jeg er faktisk skide træt.
Diabeteskroppen er lidt ligesom en maskine. Den er meget følsom og letpåvirkelig. Og til tider utilregnelig. Den kræver døgnovervågning og konstante finjusteringer.
Er det hårdt at have diabetes? Ja, det er pissehårdt.
Men jeg trækker vejret dybt, retter ryggen og træder ud i verden, ligesom jeg gjorde i går, og som jeg vil gøre igen i morgen.
Jeg husker mig selv på, at god diabeteskontrol er en balancegang, hvor jeg står i centrum – og ikke min sygdom.
At der altid vil være dårlige dage indimellem.
At jeg gør det så godt, jeg kan – og at det er godt nok.
Vi deler personlige fortællinger om livet med diabetes ❤ Skal vi også dele din? Send os en mail og fortæl din historie på sdco-presse@rsyd.dk.
