18/04/2026
“Jeg troede engang, jeg kunne stole…”
Der findes øjeblikke i et menneskes liv, hvor noget stille forandrer sig.
Ikke nødvendigvis med store ord – men i erfaringer, der sætter sig i kroppen.
At stole.
At læne sig ind.
At tro på, at det, der bliver sagt, holder.
Og så… ikke gøre det.
Når tillid bliver brudt – én gang eller flere – kan det begynde at forme en indre fortælling:
“Jeg kan ikke stole på andre.”
“Jeg er nødt til at klare det selv.”
“Det er sikrere ikke at håbe for meget.”
Det er ikke, fordi der er noget galt. Det er, fordi noget har været svært.
I terapi møder jeg ofte det sted. Et sted hvor der både er længsel efter nærhed
– og en beskyttelse, der siger: “pas på.” og det giver mening.
Langsomt, i et trygt rum, kan noget andet begynde at vokse frem:
En ny erfaring.
En lille smule mere tillid.
En fornemmelse af, at det måske ikke behøver være sådan altid.
At du ikke er alene med det, der gør ondt. At det er muligt at finde en vej, hvor både beskyttelse og længsel får plads.
Måske – helt stille – begynder noget i dig igen at turde tro på, at relationer kan være et sted, hvor du kan være🤍