26/08/2022
Nedenstående artikel/blog beskriver på en meget fin og let tilgængelig måde de menneskelige årsager til - og det problematiske i victim blaming, og hvorledes det på en måde kan give krænkere “frit lejde” og sende “ofrene” i den offentlige gabestok, der kun forstærker og forlænger krænkelserne. Et hjerteskærende faktum, som kun kan bifaldes, der diskuteres og sættes spot på, så den ansvarlige krænker (den magtfulde og stærkeste part i relationen - i de nævnte tilfælde gamle, rige og magtfulde mænd) udskammes og ikke den svageste part (i nærværende tilfælde ofte helt unge kvinder).
Et par ord om victim blaming og morgenbollepigerne
Når man læser kommentarsporene på de sociale medier i kølvandet på dokumentarserien ’Simon Spies og Morgenbolledamerne’, støder man generelt på to synspunkter: Det ene fastholder, at Simon Spies var ansvarlig for den seksuelle, fysiske og psykiske vold, som han udsatte de unge piger for. Det andet synspunkt er, at det er pigerne og deres forældre, der selv er skyld i, at de blev udnyttet på den måde. Sidstnævnte synspunkt kaldes victim blaming.
Victim blaming betyder, at man enten betvivler at et overgreb eller en voldshandling har fundet sted, eller også beskyldes offeret for selv at have inviteret til at overgrebet eller krænkelsen er foregået.
I det første tilfælde beskyldes offeret for, at det er noget, vedkommende lyver om og finder på enten for at ”få opmærksomhed” eller for at få en økonomisk gevinst ud af det.
I det andet tilfælde anklages offeret for selv at have villet det, eller inviteret til det, og derfor fortjener vedkommende hverken medfølelse eller støtte, tværtimod.
Begge holdninger træder tydeligt frem i Spies dokumentaren, hvor flere af de interviewede (ikke pigerne selv) siger, at pigerne kunne have sagt nej, men at de gerne ville have pengene og pelsene, og at forældrene ville have køleskabe og rejser, og derfor er det forældrenes og pigernes egen skyld. Desuden, siger en af de interviewede, spurgte Spies jo pigerne, om de ville tage i mod hans tilbud, så selvom han gjorde noget ulovligt, kan den interviewede mand ikke se, at Spies handlede forkert. Pigerne reduceres i hans fortælling til at være ”ludere,” som han konkluderer ville have fået dårlige liv alligevel, for ”Det skal jo gå galt for nogle. Vi taler om unge piger med appetit på livet, og måske lidt løse i moralen. Nogle bliver happy ludere, nogle bliver ulykkelige ludere, og nogle bliver slået ihjel.” Pigerne var udskiftelige, ligegyldige brugsgenstande, der ifølge ham, selv valgte at blive brugt og misbrugt, og han blinker ikke et øjeblik, når han reducerer disse pigeliv til en skæbne som sexarbejdere efter deres "ansættelse" hos Simon Spies, for victim blamingen kører på automatik. Simon Spies gjorde intet forkert. Han var bare en rigtig levemand.
Filmen ’Anklaget’ fra 1988 med Jodie Foster i hovedrollen som servitricen, der gruppevoldtages af tre mænd på den diner, hvor hun arbejder, var et af de første anslag til at gøre op med victim blaming, men selv om filmen udkom for 34 år siden, og gjorde et gevaldigt indtryk på mine veninder og mig, er der, som Spies dokumentaren tydeligt viser, stadig ikke sket de store forandringer i forhold til, hvad piger og kvinder må og kan, uden at de risikerer alle muliges domme og vurderinger, hvis der sker dem noget.Det burde give lidt stof til eftertanke for dem, der siger, at det var "en anden tid," for det har tydeligvis været et problem i lang tid, og altid for kvinderne, det er gået ud over.
Men hvorfor er der nogen, der har brug for at give ofrene skylden?
Ifølge psykologiprofessor Sherry Hamby er der nogen mennesker, der har brug for at give ofrene skylden for den vold, de udsættes for.
Victim blamere har et grundlæggende behov for at tro på, at verden er et "retfærdigt" sted, hvor man ligger, som man har redt. Hver aktion har ifølge dem en reaktion, og derudover findes der ikke andet. Der er kun årsag og virkning, og ingen tilfældigheder og ingen overraskelser. Hvis der sker noget dårligt for en, så er det fordi man har truffet et dårligt valg forud. Man har altså selv inviteret til det.
Victim blaming skaber en falsk følelse af tryghed hos den, der bruger det, fordi man tror, at man har kontrol over sin egen skæbne. Hvis man altid kun ligger som man har redt, kan der ikke ske en noget ondt eller dårligt, såfremt alt udelukkende er en reaktion på det, man selv har gjort.
På den måde kan man bilde sig selv ind, at man aldrig selv risikerer at blive udsat for ondskab, fordi man har overbevist sig selv om, at man ville træffe bedre valg.
Victim blaming giver også en falsk tryghed, fordi man slipper for at erkende, at der findes mennesker med farlige, uforudsigelige og skjulte sider, sådan som Simon Spies, hvis sadisme blev holdt skjult for omverdenen, fordi det ville ødelægge det guldæg han var for pressen.
Hvis man således kan fastholde, at det er offeret, der er ansvarlig for volden, skal man ikke forholde sig til, at man selv kan risikere at blive udsat for vold fra utilregnelige og ondskabsfulde mennesker.
Det, der gør victim blaming så farligt er, at voldsudøverne har magten imens offeret får skylden og ansvaret for volden. I Simon Spies tilfælde handlede magten om penge, om folkelig popularitet, men også om at skabe et alternativt narrativ, hvor et lidt morsomt og uskyldigt ord som ”morgenbolledame,” akkurat som Hugh Heffners ”Playboy Bunny,” blev en måde at skjule sandheden i fuldt dagslys, så ingen tænkte over, hvad de unge piger egentlig gennemlevede og blev udsat for, som var alt andet end lidt gensidig hyggesex for kr 10.000 pr. gang.
En krænker vil desuden altid manipulere omverdenen og sit offer og beskylde offeret for enten selv at være skyld i at volden sker, eller også vil offeret få at vide, at der slet ikke er tale om vold, men at offeret selv er voldelig, nærtagende, opmærksomhedskrævende eller ikke kan tåle lidt sjov.
Det er vores ansvar som medmennesker ikke at gå krænkerens ærinde overfor ofre, for hver gang der bliver victim blamet, er der en voldsudøver, der går fri.
(Visse dele af indlægget er taget fra bogen ’Partner, Løgner, Elsker, Krænker; Om psykisk vold i parforholdet’ af Christina Copty.
