08/05/2024
Kære alle
Der har været noget af et skifte, siden min søster blev syg med C-PTSD symptomer og derfor ikke længere var aktiv del af Institut for Seksuelle Overgreb.
Et skifte hvor jeg har måtte mærke ind.
Helt ind.
I den proces har jeg været mere stille.
Måske meget stille.
Flere af jer har i hvert fald skrevet til mig bagom, at jeg var stille…. Og savnet 🙏🏻 tak til jer ❤️
Sandheden er at
Uvished har fyldt min sjæl.
Uvished om hvordan jeg kom videre.
Uvished om hvordan Instituttet bedst kom videre.
Hvordan jeg kunne bidrage til verden med mine indsigter.
Tanker som
Hvad er det jeg kan?
Hvad er det jeg ønsker?
Hvad er det mine resurser rækker til?
Har fyldt.
Samtidig med sorgen over at hun nu er ramt, har det været et skifte, der har været utrolig svært for mig. Mere svært og hårdt end jeg helt har tilladt mig at mærke.
Et skifte, hvor jeg har forsøgt at navigere.
Et skifte, hvor jeg har søgt at finde en ny samarbejdspartner.
Et skifte, hvor jeg har måtte kigge mig selv i spejlet mange gange, for ikke at give op.
For det er som om, at al den viden jeg har fået foræret de sidste mange år ligger på lager til at blive delt og gøre en forskel.
Der er ingen mening i at have været udsat for seksuelle overgreb i barndommen. Det er bare barskt og urimeligt. Og har alvorlige konsekvenser. Også for mig.
MEN.
For der er et men.
Når det nu er sådan, at jeg samtidig har været beriget med et liv, der har foræret mig så meget indsigt i menneskeliv helt fra livets begyndelse, til traumers spor i mennesker igennem livet, til at den ene efter den anden har haft tillid til mig og delt fra deres inderste, åbnet til deres mest sårbare og smertefulde indre hvor der var fyldt med forvirring, frygt og skam. Så jeg har opbygget et stort kartotek af historier og indsigter i seksuelle overgreb og hvad det er, samt hvad det gør ved et menneske.
Ikke kun mig.
Men også alle de andre, der på forskellig vis minder om mig. Hvor sporene ikke er til at tage fejl af. Hvor overgrebene sidder i krop og sjæl.
Så føles det som om, at det eneste rigtige er at dele min viden. Så den viden jeg har fået kommer til gavn.
Så flere får bedre hjælp end i dag.
Så flere er mindre ensomme i den erkendelses- og bearbejdningsproces, der ofte følger.
Så flere føler sig mindre alene eller forkerte.
Så tabuer kan brydes og skammen mindskes.
Og i dag har jeg fundet vejen.
Eller vil hellere sige, vejen fandt mig!
Og jeg har grædt som pisket i overvældelse og taknemlighed.
(Ved godt du ikke nåede at se den del 😉)
Tænk, at hjælpen bankede på min dør!
For det er faktisk det der skete …
Torsdag den 2. maj havde jeg en aftale om at mødes med et varmt og kærligt menneske i en lidt anden sammenhæng. Jeg havde delt nogle af mine private digte og en tanke opstod Ifht om vi kunne lave noget sammen.
Og jeg aner ikke hvad, der skete. Men samtalen blev en anden end jeg troede. Og jeg åbnede til mit inderste. Og guddødeme om ikke vedkommende så sagde at han gerne ville hjælpe mig med at finde en vej! Og troede han havde en mere, der ville bakke op….
Og hvor jeg normalt bare klarer mig selv. Så var denne mulighed for stor. Og jeg var også så paf og berørt, at jeg ikke lukkede men åbnede og tog imod hjælpen. Og sagde ja tak.
Jeg var berørt over omsorgen, over tilliden, over lysten til uselvisk at stille sig til rådighed, for at gøre min drøm til virkelighed.
Og drømmen er den samme, som da vi stiftede Instituttet.
At gøre størst mulig forskel, for flest mulig voksne - med senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen.
Og det tror jeg på, at jeg bedst kan bidrage til igennem faglige kurser, undervisning, foredrag, udvikling af fagligt materiale mm.
Lidt formalia skal stadig på plads. Men i dag har vi aftalt at samarbejdet for alvor starter til september. Og jeg er dybt taknemlig.
Tak for dig. Som bankede på min dør og åbnede vejen for mig🙏🏻
Jeg glæder mig til samarbejdet med dig💫
Jeg lover I høre mere på vores vej….
I dag åbnede en dør 🙏🏻
🌱🌱🌱🌱🌱🌱🌱🌱🌱🌱🌱🌱
